på røven over egen dumhed

Gardenia skriver:

Okay ... Hvor gammel er du, hvis jeg må spørge?

Det lyder helt ufatteligt umodent af dig, din kæreste og din sidespring.

Der er jo ikke kærlighed i et forhold hvor den ene part sexchatter og den anden part har ægte sexuelle oplevelser med andre - hvordan i alverden fandt i to på at lave en baby sammen?

Jeg var sammen med min kæreste i 8 år inden vi ved et uheld blev gravide, jeg var også træt af min kæreste mens jeg bare blev mere og mere fed og utiltalende. Det der irriterede mig mest var hans fjogede udtryk i fjæset, dag ud og dag ind lignede han bare en der var droppet lige ned i himlen. Havde solgt ham hvis jeg fik muligheden. Men derfor blander jeg altså ikke en 3. part ind i rodet.
Havde jeg fanget ham i at sexchatte havde jeg under ingen omstændigheder dyrket så meget sex med ham at der kunne produceres en bay ud af det, var han blevet ved var han røget ud på røv og albuer hurtigere end hans skærm kunne slukkes.

Ja ... dyb undren herfra, du skal naturligvist gøre hvad der synes rigtigt. Men herfra lyder det mest som om du lige skal vokse lidt før du påtager dig mere ansvar.

Kort og godt: stakkels barn... Omgivet af mennesker, som burde være rollemodeller, men som selv opfører sig som børn og sætter sig selv og egne behov før noget andet. Jeg synes mest af alt, dit indlæg lyder som oplægget til en cheesy sæbeopera. Suk.

Jeg vil være ærlig og sige at jeg er chokeret over at man kan opføre sig sådan.

Utroskab i 8. måned...det synes jeg altså er lidt ulækkert.

Sikke en velkomstgave til dit barn- held og lykke med den lykkelige kernefamilie- får man ikke ved at opføre sig som du gør.

En anden gang: Tal med din kæreste hvis I har problemer og kan det ikke løses, må i gå fra hinanden.

Bebsen skriver:

Træls situation du har sat dig selv i!

Syns du skal forlade din kæreste. At du har så lidt respekt for ham som menneske siger desværre alt om at jeres forhold aldrig vil komme til at fungere.
Syns ikke bedste vennen skal være din motivation til at gå, for uanset om det bliver til noget eller ej - og forhold der starter i utroskab er dødsdømte på forhold, (ihvertfald ifl dr Phil, hehe ), så er dit forhold til din kæreste ødelagt.

Kh Ida.

Ikke helt. Min mand var hans kæreste utro med mig, og vi har været sammen i 8 år nu... Har 2 børn og er lykkeligt gift

Anonym skriver:

so here it goes.. jeg har i en længere periode haft noget kørende med min kærestes bedste ven - lousy og tacky det ved jeg godt - men sådan er det altså og er desværre kommet til den konklusion, at jeg har dybere følelser for end som så, men problemet er bare at jeg lige har født min kærestes barn for mindre end to måneder siden... jeg har siden jeg var halvvejs igennem graviditeten været træt af min kæreste, men jeg har bare ikke lyst til at mit barn skal vokse op uden den glade kernefamilie, men på den anden side er jeg ret ulykkelig i forholdet, fordi min kæreste gennem hele vores tid sammen har været lidt af en sexchatter og gentagne gange løjet om de mindste ting, lige så snart det har involveret andre hunkønsvæsner i nogenlunde vores aldersgruppe - og desværre også nogen der er lige unge nok - og jeg er ærligt talt træt af det... flirten med hans ven startede for lidt over et år siden, men vi valgte at tage et break, kort før jeg fandt ud af at jeg var gravid - vi havde ikke haft sex på det tidspunkt endnu - men få måneder senere startede det stille op igen... det endte med at vi begyndte at have sex et par gange, da jeg var i ottende måned og nu 7 uger efter jeg har født er det hele begyndt at blusse op igen med lidt ragen på hinanden og de flirtende blikke og det der hører med - dog ikke sex... sagen er bare at jeg er pretty sure, at jeg er fuldstændig forgabt i ham, men jeg har store tvivl om jeg nogensinde vil kunne få samme respons fra ham på grund af hans nervøsitet over at jeg trods alt er hans bedste vens dame og lige er blevet mor og oven i det, så holder jeg stadig af min kæreste, men bliver såret gang på gang over de talløse afvisninger fra hans side, men ved ikke om jeg tør forlade ham på grund af vores datter, vores fælles vennekreds og fordi jeg frygter at et brud mellem os, også betyder et brud mellem hans ven og jeg, da de nu har været bro's siden de var helt små og så frygter jeg også hvad der skal blive af mig, om jeg nogensinde finder en ny nu da jeg har et barn og om jeg overhovedet er i stand til at genkende den rette og holde fast i ham, hvis jeg en dag møder ham eller allerede har men bare ikke ved det... mein Gott!! mit hoved eksploderer snart!!! jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt vil med dette indlæg, men jeg mistænker mig selv for bare at tage chancen og endelig få luft for alt det her og måske et par råd og spark i røven med på vejen... så hvis I er nået hertil; mange tak for jeres tålmodighed

Hejsa.

Vil lige starte med at give dig et kram, for det tror jeg så absolut du trænger til.

Det er en uheldig situation du har bragt selv i... Du skal sætte sig ned og tænke grundigt over dit og dit barns fremtid... Jeg tvivler dog  på at den rummer din kæreste..

Vennen ja det tør jeg ikke gisne om, det må fremtiden vise. Lige nu drejer det sig om dig og dit barn

Knus Herfra

Anonym skriver:

so here it goes.. jeg har i en længere periode haft noget kørende med min kærestes bedste ven - lousy og tacky det ved jeg godt - men sådan er det altså og er desværre kommet til den konklusion, at jeg har dybere følelser for end som så, men problemet er bare at jeg lige har født min kærestes barn for mindre end to måneder siden... jeg har siden jeg var halvvejs igennem graviditeten været træt af min kæreste, men jeg har bare ikke lyst til at mit barn skal vokse op uden den glade kernefamilie, men på den anden side er jeg ret ulykkelig i forholdet, fordi min kæreste gennem hele vores tid sammen har været lidt af en sexchatter og gentagne gange løjet om de mindste ting, lige så snart det har involveret andre hunkønsvæsner i nogenlunde vores aldersgruppe - og desværre også nogen der er lige unge nok - og jeg er ærligt talt træt af det... flirten med hans ven startede for lidt over et år siden, men vi valgte at tage et break, kort før jeg fandt ud af at jeg var gravid - vi havde ikke haft sex på det tidspunkt endnu - men få måneder senere startede det stille op igen... det endte med at vi begyndte at have sex et par gange, da jeg var i ottende måned og nu 7 uger efter jeg har født er det hele begyndt at blusse op igen med lidt ragen på hinanden og de flirtende blikke og det der hører med - dog ikke sex... sagen er bare at jeg er pretty sure, at jeg er fuldstændig forgabt i ham, men jeg har store tvivl om jeg nogensinde vil kunne få samme respons fra ham på grund af hans nervøsitet over at jeg trods alt er hans bedste vens dame og lige er blevet mor og oven i det, så holder jeg stadig af min kæreste, men bliver såret gang på gang over de talløse afvisninger fra hans side, men ved ikke om jeg tør forlade ham på grund af vores datter, vores fælles vennekreds og fordi jeg frygter at et brud mellem os, også betyder et brud mellem hans ven og jeg, da de nu har været bro's siden de var helt små og så frygter jeg også hvad der skal blive af mig, om jeg nogensinde finder en ny nu da jeg har et barn og om jeg overhovedet er i stand til at genkende den rette og holde fast i ham, hvis jeg en dag møder ham eller allerede har men bare ikke ved det... mein Gott!! mit hoved eksploderer snart!!! jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt vil med dette indlæg, men jeg mistænker mig selv for bare at tage chancen og endelig få luft for alt det her og måske et par råd og spark i røven med på vejen... så hvis I er nået hertil; mange tak for jeres tålmodighed

HADER utroskab....

Men når så det er sagt skal du forlade din kæreste, for han opfylder åbentlyst ikke dine forventninger til en god kæreste og far ( kan jeg godt forstå)

Og ham vennen, er ret sikker på at han aldrig ville vælge dig frem for et åre langt venskab.

Så som en anden skriver smid begge to ud og skab noget nyt og trykt for din lille pige

Anonym skriver:

so here it goes.. jeg har i en længere periode haft noget kørende med min kærestes bedste ven - lousy og tacky det ved jeg godt - men sådan er det altså og er desværre kommet til den konklusion, at jeg har dybere følelser for end som så, men problemet er bare at jeg lige har født min kærestes barn for mindre end to måneder siden... jeg har siden jeg var halvvejs igennem graviditeten været træt af min kæreste, men jeg har bare ikke lyst til at mit barn skal vokse op uden den glade kernefamilie, men på den anden side er jeg ret ulykkelig i forholdet, fordi min kæreste gennem hele vores tid sammen har været lidt af en sexchatter og gentagne gange løjet om de mindste ting, lige så snart det har involveret andre hunkønsvæsner i nogenlunde vores aldersgruppe - og desværre også nogen der er lige unge nok - og jeg er ærligt talt træt af det... flirten med hans ven startede for lidt over et år siden, men vi valgte at tage et break, kort før jeg fandt ud af at jeg var gravid - vi havde ikke haft sex på det tidspunkt endnu - men få måneder senere startede det stille op igen... det endte med at vi begyndte at have sex et par gange, da jeg var i ottende måned og nu 7 uger efter jeg har født er det hele begyndt at blusse op igen med lidt ragen på hinanden og de flirtende blikke og det der hører med - dog ikke sex... sagen er bare at jeg er pretty sure, at jeg er fuldstændig forgabt i ham, men jeg har store tvivl om jeg nogensinde vil kunne få samme respons fra ham på grund af hans nervøsitet over at jeg trods alt er hans bedste vens dame og lige er blevet mor og oven i det, så holder jeg stadig af min kæreste, men bliver såret gang på gang over de talløse afvisninger fra hans side, men ved ikke om jeg tør forlade ham på grund af vores datter, vores fælles vennekreds og fordi jeg frygter at et brud mellem os, også betyder et brud mellem hans ven og jeg, da de nu har været bro's siden de var helt små og så frygter jeg også hvad der skal blive af mig, om jeg nogensinde finder en ny nu da jeg har et barn og om jeg overhovedet er i stand til at genkende den rette og holde fast i ham, hvis jeg en dag møder ham eller allerede har men bare ikke ved det... mein Gott!! mit hoved eksploderer snart!!! jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt vil med dette indlæg, men jeg mistænker mig selv for bare at tage chancen og endelig få luft for alt det her og måske et par råd og spark i røven med på vejen... så hvis I er nået hertil; mange tak for jeres tålmodighed

Og så husk lige at selvom du er stormene forelsket i en anden, bliver det også HVERDAG.... Græsset er ikke altid grønnere på den anden side.....