på røven over egen dumhed

so here it goes.. jeg har i en længere periode haft noget kørende med min kærestes bedste ven - lousy og tacky det ved jeg godt - men sådan er det altså og er desværre kommet til den konklusion, at jeg har dybere følelser for end som så, men problemet er bare at jeg lige har født min kærestes barn for mindre end to måneder siden... jeg har siden jeg var halvvejs igennem graviditeten været træt af min kæreste, men jeg har bare ikke lyst til at mit barn skal vokse op uden den glade kernefamilie, men på den anden side er jeg ret ulykkelig i forholdet, fordi min kæreste gennem hele vores tid sammen har været lidt af en sexchatter og gentagne gange løjet om de mindste ting, lige så snart det har involveret andre hunkønsvæsner i nogenlunde vores aldersgruppe - og desværre også nogen der er lige unge nok - og jeg er ærligt talt træt af det... flirten med hans ven startede for lidt over et år siden, men vi valgte at tage et break, kort før jeg fandt ud af at jeg var gravid - vi havde ikke haft sex på det tidspunkt endnu - men få måneder senere startede det stille op igen... det endte med at vi begyndte at have sex et par gange, da jeg var i ottende måned og nu 7 uger efter jeg har født er det hele begyndt at blusse op igen med lidt ragen på hinanden og de flirtende blikke og det der hører med - dog ikke sex... sagen er bare at jeg er pretty sure, at jeg er fuldstændig forgabt i ham, men jeg har store tvivl om jeg nogensinde vil kunne få samme respons fra ham på grund af hans nervøsitet over at jeg trods alt er hans bedste vens dame og lige er blevet mor og oven i det, så holder jeg stadig af min kæreste, men bliver såret gang på gang over de talløse afvisninger fra hans side, men ved ikke om jeg tør forlade ham på grund af vores datter, vores fælles vennekreds og fordi jeg frygter at et brud mellem os, også betyder et brud mellem hans ven og jeg, da de nu har været bro's siden de var helt små og så frygter jeg også hvad der skal blive af mig, om jeg nogensinde finder en ny nu da jeg har et barn og om jeg overhovedet er i stand til at genkende den rette og holde fast i ham, hvis jeg en dag møder ham eller allerede har men bare ikke ved det... mein Gott!! mit hoved eksploderer snart!!! jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt vil med dette indlæg, men jeg mistænker mig selv for bare at tage chancen og endelig få luft for alt det her og måske et par råd og spark i røven med på vejen... så hvis I er nået hertil; mange tak for jeres tålmodighed

Av. Vil bare lige sende et læst og en tanke. Har ingen råd til dig. Må være pænt svært at stå midt i.

Utro med bedste vennen i 8 måned! Wow... Ved slet ikke hvad jeg skal sige... Men tror du skal ud af det forhold, eller begge for den sags skyld. Opbyg noget nyt og stabilt for dit barn. Så skal alt det andet med ny kæreste osv nok komme.  Men det lyder som om, at der er nogle ting du skal have rettet op på, før du overvejer et nyt forhold...

Held og lykke:-)

Bom bom, det er en svær én. Tror du er nød til at, gøre op med dig selv hvad du vil. Det billede du har af en kernefamilie, står i hvert fald ikke til, at rede ud fra som det hele er nu. Men hvis du har flere følser for vennen, end for din kæreste, gir det så ikke lidt sig selv hvad dit hjerte siger du skal gøre? Held og lykke med det hele, håber du vælger hvad der er bedst for dig og din datter

Hvis jeg var min kæreste utro, så elskede jeg ham ikke. For det gør man ikke imod en man oprigtigt elsker og holder af.

Så jeg ville se at komme videre. Find en veninde eller et familiemedlem du kan alliere dig med i den svære proces det er at slå op og gå fra hinanden og få hverdagslivet til at køre bagefter.

Det er blot min mening. Men Knæk og bræk med det! Uanset hvad du vælger.

Mvh MissMona

Ps. Det der med kernefamilie. Jeg tror kun man har mulighed for at få følelsen af at være en rigtig kernefamilie hvis man ikke har været hinanden utro og man elsker hinanden. Så det er for mig at se en illusion i jeres tilfælde. Men det er blot min definition.

Muligvis du sku fortælle ham, at du har været ham utro - så er valget om at forlade ham, nok ikke kun dit mere

Håber du finder ud af hva du vil og ikke mindst er ærlig overfor din "kæreste"

Marts<3 skriver:

Utro med bedste vennen i 8 måned! Wow... Ved slet ikke hvad jeg skal sige... Men tror du skal ud af det forhold, eller begge for den sags skyld. Opbyg noget nyt og stabilt for dit barn. Så skal alt det andet med ny kæreste osv nok komme.  Men det lyder som om, at der er nogle ting du skal have rettet op på, før du overvejer et nyt forhold...

Held og lykke:-)

vil understrege det med begge to !

Men det er jo op til dig hvad du gør, følg dit hjerte .
Men tror det der er bedst for dig (TS) og dit barn, at finde dig selv og din egen identitet som mor .. Mænd er der masser af - det kan komme og gå .. Men dit/jeres barn er for livet hellere lykkelig hver for sig, en ulykkelig sammen ..

Dit barn kommer jo IKKE til at vokse op i en glad kernefamilie, selvom du bliver.
Du er ulykkelig i forholdet, du er utro, din kæreste måske også - og det er DET dit barn kommer til at vokse op i, hvis du bliver.

Du har ligeså meget at bebrejde dig selv, som ham. Du har valgt at blive der, og valgt at få et barn med ham, selvom du ikke synes han behandlede dig, som han burde.

Ikke noget at blive i på grund af et barn efter min mening. Men jeg synes du skal komme ud af forholdet, få styr på dit og dit barns liv alene, og vente med at tænke på nye kærester indtil det er på plads.

Hvis flirten virkelig er den store kærlighed, er han der også, når du har fået styr på det - og så kan I tage den derfra. Men umiddelbart lyder det noget rodet med kærestens bedste ven - du skulle jo under alle omstændigheder helst kunne have et godt forhold og kunne samarbejde med kæresten mange år fremover - på grund af barnet.

Og at finde en ny kæreste med et barn er i øvrigt ikke et problem!!

Anonym skriver:

so here it goes.. jeg har i en længere periode haft noget kørende med min kærestes bedste ven - lousy og tacky det ved jeg godt - men sådan er det altså og er desværre kommet til den konklusion, at jeg har dybere følelser for end som så, men problemet er bare at jeg lige har født min kærestes barn for mindre end to måneder siden... jeg har siden jeg var halvvejs igennem graviditeten været træt af min kæreste, men jeg har bare ikke lyst til at mit barn skal vokse op uden den glade kernefamilie, men på den anden side er jeg ret ulykkelig i forholdet, fordi min kæreste gennem hele vores tid sammen har været lidt af en sexchatter og gentagne gange løjet om de mindste ting, lige så snart det har involveret andre hunkønsvæsner i nogenlunde vores aldersgruppe - og desværre også nogen der er lige unge nok - og jeg er ærligt talt træt af det... flirten med hans ven startede for lidt over et år siden, men vi valgte at tage et break, kort før jeg fandt ud af at jeg var gravid - vi havde ikke haft sex på det tidspunkt endnu - men få måneder senere startede det stille op igen... det endte med at vi begyndte at have sex et par gange, da jeg var i ottende måned og nu 7 uger efter jeg har født er det hele begyndt at blusse op igen med lidt ragen på hinanden og de flirtende blikke og det der hører med - dog ikke sex... sagen er bare at jeg er pretty sure, at jeg er fuldstændig forgabt i ham, men jeg har store tvivl om jeg nogensinde vil kunne få samme respons fra ham på grund af hans nervøsitet over at jeg trods alt er hans bedste vens dame og lige er blevet mor og oven i det, så holder jeg stadig af min kæreste, men bliver såret gang på gang over de talløse afvisninger fra hans side, men ved ikke om jeg tør forlade ham på grund af vores datter, vores fælles vennekreds og fordi jeg frygter at et brud mellem os, også betyder et brud mellem hans ven og jeg, da de nu har været bro's siden de var helt små og så frygter jeg også hvad der skal blive af mig, om jeg nogensinde finder en ny nu da jeg har et barn og om jeg overhovedet er i stand til at genkende den rette og holde fast i ham, hvis jeg en dag møder ham eller allerede har men bare ikke ved det... mein Gott!! mit hoved eksploderer snart!!! jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt vil med dette indlæg, men jeg mistænker mig selv for bare at tage chancen og endelig få luft for alt det her og måske et par råd og spark i røven med på vejen... så hvis I er nået hertil; mange tak for jeres tålmodighed

Okay ... Hvor gammel er du, hvis jeg må spørge?

Det lyder helt ufatteligt umodent af dig, din kæreste og din sidespring.

Der er jo ikke kærlighed i et forhold hvor den ene part sexchatter og den anden part har ægte sexuelle oplevelser med andre - hvordan i alverden fandt i to på at lave en baby sammen?

Jeg var sammen med min kæreste i 8 år inden vi ved et uheld blev gravide, jeg var også træt af min kæreste mens jeg bare blev mere og mere fed og utiltalende. Det der irriterede mig mest var hans fjogede udtryk i fjæset, dag ud og dag ind lignede han bare en der var droppet lige ned i himlen. Havde solgt ham hvis jeg fik muligheden. Men derfor blander jeg altså ikke en 3. part ind i rodet.
Havde jeg fanget ham i at sexchatte havde jeg under ingen omstændigheder dyrket så meget sex med ham at der kunne produceres en bay ud af det, var han blevet ved var han røget ud på røv og albuer hurtigere end hans skærm kunne slukkes.

Ja ... dyb undren herfra, du skal naturligvist gøre hvad der synes rigtigt. Men herfra lyder det mest som om du lige skal vokse lidt før du påtager dig mere ansvar.

Anonym skriver:

so here it goes.. jeg har i en længere periode haft noget kørende med min kærestes bedste ven - lousy og tacky det ved jeg godt - men sådan er det altså og er desværre kommet til den konklusion, at jeg har dybere følelser for end som så, men problemet er bare at jeg lige har født min kærestes barn for mindre end to måneder siden... jeg har siden jeg var halvvejs igennem graviditeten været træt af min kæreste, men jeg har bare ikke lyst til at mit barn skal vokse op uden den glade kernefamilie, men på den anden side er jeg ret ulykkelig i forholdet, fordi min kæreste gennem hele vores tid sammen har været lidt af en sexchatter og gentagne gange løjet om de mindste ting, lige så snart det har involveret andre hunkønsvæsner i nogenlunde vores aldersgruppe - og desværre også nogen der er lige unge nok - og jeg er ærligt talt træt af det... flirten med hans ven startede for lidt over et år siden, men vi valgte at tage et break, kort før jeg fandt ud af at jeg var gravid - vi havde ikke haft sex på det tidspunkt endnu - men få måneder senere startede det stille op igen... det endte med at vi begyndte at have sex et par gange, da jeg var i ottende måned og nu 7 uger efter jeg har født er det hele begyndt at blusse op igen med lidt ragen på hinanden og de flirtende blikke og det der hører med - dog ikke sex... sagen er bare at jeg er pretty sure, at jeg er fuldstændig forgabt i ham, men jeg har store tvivl om jeg nogensinde vil kunne få samme respons fra ham på grund af hans nervøsitet over at jeg trods alt er hans bedste vens dame og lige er blevet mor og oven i det, så holder jeg stadig af min kæreste, men bliver såret gang på gang over de talløse afvisninger fra hans side, men ved ikke om jeg tør forlade ham på grund af vores datter, vores fælles vennekreds og fordi jeg frygter at et brud mellem os, også betyder et brud mellem hans ven og jeg, da de nu har været bro's siden de var helt små og så frygter jeg også hvad der skal blive af mig, om jeg nogensinde finder en ny nu da jeg har et barn og om jeg overhovedet er i stand til at genkende den rette og holde fast i ham, hvis jeg en dag møder ham eller allerede har men bare ikke ved det... mein Gott!! mit hoved eksploderer snart!!! jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt vil med dette indlæg, men jeg mistænker mig selv for bare at tage chancen og endelig få luft for alt det her og måske et par råd og spark i røven med på vejen... så hvis I er nået hertil; mange tak for jeres tålmodighed

der er mange ting der er blandet sammen, jeg tror du skal skabe lidt luft imellem de forskellige problemer

1) dig og barnets far: skal det være jer to, ja eller nej? (umiddelbart lyder det ti lnej)

2) dig og vennen: det virker måske PISSE vigtigt lige nu, men det er det ikke - lige nu har det et ansvar overfor barnets far og overfor dit barn og det må komme i første række, når du har styr på dine følelser omkring din (eks)kæreste kan du se hvor du er i dit liv og hvor vennen er og tage den derfra - men du kan ikke kontrollere om vennen vil dig og barnet før alt det andet fnidder er gået i orden

 

Om du fortæller kæresten om vennen eller ej synes jeg skal være op til vennen, hvis du forlader kæresten, da jeres relation derefter kun handler om barnet hvor vennen og kæresten muligvis stadig ønsker et venneforhold