på røven over egen dumhed

Tror det bedste du kan gøre for dig selv, er at finde dig selv.

Din kæreste lyder absolut ikke sund for dig..og din flirt giver dig lige nu, det du mangler, nemlig positiv opmærksomhed. Men hvor er DU henne??

Tror du skal ud på egne ben, ud og lære dig selv at kende, som mor og kvinde.

Jeg håber virkelig du får taget skridtet selv, inden det eksploderer og din kæreste selv finder ud af det, på en dum måde.

:-) Sisse

Gardenia skriver:

Okay ... Hvor gammel er du, hvis jeg må spørge?

Det lyder helt ufatteligt umodent af dig, din kæreste og din sidespring.

Der er jo ikke kærlighed i et forhold hvor den ene part sexchatter og den anden part har ægte sexuelle oplevelser med andre - hvordan i alverden fandt i to på at lave en baby sammen?

Jeg var sammen med min kæreste i 8 år inden vi ved et uheld blev gravide, jeg var også træt af min kæreste mens jeg bare blev mere og mere fed og utiltalende. Det der irriterede mig mest var hans fjogede udtryk i fjæset, dag ud og dag ind lignede han bare en der var droppet lige ned i himlen. Havde solgt ham hvis jeg fik muligheden. Men derfor blander jeg altså ikke en 3. part ind i rodet.
Havde jeg fanget ham i at sexchatte havde jeg under ingen omstændigheder dyrket så meget sex med ham at der kunne produceres en bay ud af det, var han blevet ved var han røget ud på røv og albuer hurtigere end hans skærm kunne slukkes.

Ja ... dyb undren herfra, du skal naturligvist gøre hvad der synes rigtigt. Men herfra lyder det mest som om du lige skal vokse lidt før du påtager dig mere ansvar.

jeg er 20 og de er 21, så ja vi er unge og i den alder, hvor man ændrer sig og udvikler sig hele tiden... jeg tænker bare om det der er ved at udvikle sig her, kun vil gøre skade på alle parter og om hvis kæresten og jeg så slår op, om jeg så overhovedet kan komme til at se nogen af vennerne igen, da han bruger meget mere tid med dem nu end jeg gør, fordi jegprioriterer at passe vores datter i stedet for at gå i byen hele tiden og så er jeg bange for at det så betyder at jeg står helt alene tilbage med det hele, for jeg har heller ikke noget familie at støtte mig op af, da min mor er død for adskillige år siden og min far har giftet sig med en kvinde, der har udøvet psykisk terror og mishandling på min lillebror og jeg til den grad hvor der har været selvmordstanker indblandet fra min bror af og svære depressioner fra min side af, så jeg den dag i dag har et forhold til ham, hvor vi ringer og snakker sammen cirka en gang om måneden og ser hinanden cirka hver anden måned... og er så i forvejen skuffet over ham fordi han kun har set sit barnebarn én gang - nemlig på sygehuset dagen efter jeg havde født...

Anonym skriver:

so here it goes.. jeg har i en længere periode haft noget kørende med min kærestes bedste ven - lousy og tacky det ved jeg godt - men sådan er det altså og er desværre kommet til den konklusion, at jeg har dybere følelser for end som så, men problemet er bare at jeg lige har født min kærestes barn for mindre end to måneder siden... jeg har siden jeg var halvvejs igennem graviditeten været træt af min kæreste, men jeg har bare ikke lyst til at mit barn skal vokse op uden den glade kernefamilie, men på den anden side er jeg ret ulykkelig i forholdet, fordi min kæreste gennem hele vores tid sammen har været lidt af en sexchatter og gentagne gange løjet om de mindste ting, lige så snart det har involveret andre hunkønsvæsner i nogenlunde vores aldersgruppe - og desværre også nogen der er lige unge nok - og jeg er ærligt talt træt af det... flirten med hans ven startede for lidt over et år siden, men vi valgte at tage et break, kort før jeg fandt ud af at jeg var gravid - vi havde ikke haft sex på det tidspunkt endnu - men få måneder senere startede det stille op igen... det endte med at vi begyndte at have sex et par gange, da jeg var i ottende måned og nu 7 uger efter jeg har født er det hele begyndt at blusse op igen med lidt ragen på hinanden og de flirtende blikke og det der hører med - dog ikke sex... sagen er bare at jeg er pretty sure, at jeg er fuldstændig forgabt i ham, men jeg har store tvivl om jeg nogensinde vil kunne få samme respons fra ham på grund af hans nervøsitet over at jeg trods alt er hans bedste vens dame og lige er blevet mor og oven i det, så holder jeg stadig af min kæreste, men bliver såret gang på gang over de talløse afvisninger fra hans side, men ved ikke om jeg tør forlade ham på grund af vores datter, vores fælles vennekreds og fordi jeg frygter at et brud mellem os, også betyder et brud mellem hans ven og jeg, da de nu har været bro's siden de var helt små og så frygter jeg også hvad der skal blive af mig, om jeg nogensinde finder en ny nu da jeg har et barn og om jeg overhovedet er i stand til at genkende den rette og holde fast i ham, hvis jeg en dag møder ham eller allerede har men bare ikke ved det... mein Gott!! mit hoved eksploderer snart!!! jeg er ikke helt sikker på hvad jeg helt vil med dette indlæg, men jeg mistænker mig selv for bare at tage chancen og endelig få luft for alt det her og måske et par råd og spark i røven med på vejen... så hvis I er nået hertil; mange tak for jeres tålmodighed

nu er "kernefamilie" i vores dagsdanmark godt nok strukket i mange retninger så ærligt - den skal du sku nok finde

Vi er ihvertfald en ægte kerne(kærligheds)familie herhjemme - vi er min søn,jeg og vores to hunde og her er sku ikke andet end kærlighed - det var her ikke hvis jeg ikke havde forladt min eks....

 

Jeg synes du er ude hvor du ikke kan bunde mere - og det tror jeg egentlig også godt selv at du ved... vend tingene om, hvordan ville DU have det med det..¨

Det jeg egentlig læser du skriver er " jeg bliver ikke bekræftet nok fra min kæreste så derfor søger jeg bekræftelse andre steder, vi snakker ikke så godt sammen for vi søger begge to andre steder hen, men jeg tør ikke være alenemor for jeg har behov for bekræftelse fra andre" - fis i en hornlygte...

Hvad tror du dit barn helst vil have?

1. En svag mor der laver ting i krogene, som skælder og smælder af far som skælder og smælder tilbage.

2. En stærk mor der ved hvad hun vil, ved hvad hun kan og ved hvad hun ønsker af livet. En mor der smiler/er glad 99% af tiden og som ikke behøver en "støttepædagog" i form af en mand for at kunne hænge sammen...

Jeg kan fortælle dig at jeg valgte det sidste og tiltrods for rigtig mange psykiske angreb af min eks så står jeg oprejst, med panden høj og har en søn der fungere perfekt og som du ikke kan mærke på at mor har været alt det igennem hun har...

Du er mor nu, tænk på dit barn før dig selv..

 

Er ikke for at skælde dig ud, overhoved men for at stille tingene lidt hårdt op...

 

kæmpe

Jeg syntes at det er lidt bekymrende at du har så meget fokus på dig selv og hvad du vil have/ ikke have, hvad du kan få/ ikke få og om du kan finde en ny eller ej osv... Måske skulle du (undskyld udtrykket) se at blive voksen og fokusere lidt mere på din lille nyfødte datter og hvad der vil være bedst for hende. 

Undskyld mit lidt sure opstød, men dit indlæg virker bare enormt egoistisk i mine øjne. 

Elgaard73 skriver:

Jeg syntes at det er lidt bekymrende at du har så meget fokus på dig selv og hvad du vil have/ ikke have, hvad du kan få/ ikke få og om du kan finde en ny eller ej osv... Måske skulle du (undskyld udtrykket) se at blive voksen og fokusere lidt mere på din lille nyfødte datter og hvad der vil være bedst for hende. 

Undskyld mit lidt sure opstød, men dit indlæg virker bare enormt egoistisk i mine øjne. 

helt i orden, sætter pris på din mening

Anonym skriver:

helt i orden, sætter pris på din mening

Marts<3 skriver:

Utro med bedste vennen i 8 måned! Wow... Ved slet ikke hvad jeg skal sige... Men tror du skal ud af det forhold, eller begge for den sags skyld. Opbyg noget nyt og stabilt for dit barn. Så skal alt det andet med ny kæreste osv nok komme.  Men det lyder som om, at der er nogle ting du skal have rettet op på, før du overvejer et nyt forhold...

Held og lykke:-)

Træls situation du har sat dig selv i!

Syns du skal forlade din kæreste. At du har så lidt respekt for ham som menneske siger desværre alt om at jeres forhold aldrig vil komme til at fungere.
Syns ikke bedste vennen skal være din motivation til at gå, for uanset om det bliver til noget eller ej - og forhold der starter i utroskab er dødsdømte på forhold, (ihvertfald ifl dr Phil, hehe ), så er dit forhold til din kæreste ødelagt.

Kh Ida.

Anonym skriver:

jeg er 20 og de er 21, så ja vi er unge og i den alder, hvor man ændrer sig og udvikler sig hele tiden... jeg tænker bare om det der er ved at udvikle sig her, kun vil gøre skade på alle parter og om hvis kæresten og jeg så slår op, om jeg så overhovedet kan komme til at se nogen af vennerne igen, da han bruger meget mere tid med dem nu end jeg gør, fordi jegprioriterer at passe vores datter i stedet for at gå i byen hele tiden og så er jeg bange for at det så betyder at jeg står helt alene tilbage med det hele, for jeg har heller ikke noget familie at støtte mig op af, da min mor er død for adskillige år siden og min far har giftet sig med en kvinde, der har udøvet psykisk terror og mishandling på min lillebror og jeg til den grad hvor der har været selvmordstanker indblandet fra min bror af og svære depressioner fra min side af, så jeg den dag i dag har et forhold til ham, hvor vi ringer og snakker sammen cirka en gang om måneden og ser hinanden cirka hver anden måned... og er så i forvejen skuffet over ham fordi han kun har set sit barnebarn én gang - nemlig på sygehuset dagen efter jeg havde født...

Dit barns fars prioriteringer er en størrelse i skal have styr på. Skal I to leve sammen så bliver der nødt til at være noget retfærdighed i arbejdsbyrder og pligter - ellers kører du død i arbejde.
En rigtig god måde er at skrive alt ned der skal klares på en dag på små lapper papir - alt, skifte barn, gå ud med skraldespand, hente post, handle osv osv - sætte ham ned og fortælle ham at du gerne vil have han deler de papirer ud der hører til den rigtige. Meget hurtigt vil der komme et klart billede fram af arbejdsbyrden.
Det at han hjælper til, danner et grundlag for den senere respekt han gerne vil have af sin datter. Vil han være en autoritet i hendes liv, starter det nu. Uanset om i flytter fra hinanden eller bliver sammen.

Jeg tror det ville være noget bøvl at flytte fra din kæreste og påbegynde et nyt forhold, en 21-årig dreng er heller ikke klar til at blive papfar alligevel og det vil blive dig der ender op med ansvaret for forholdet. Kærlighed er en svær nød at knække, det vil du erfare som du lærer mere og mere om hvor tunge mænd kan være at danse med.

Jeg er selv indehaver af en far der ikke er helt rigtig oppe i hovedet. Din kommune kan hjælpe dig hvis du har problemer med at få det til at hænge sammen, en venindes lillesøster kunne måske være legetante et par gange om ugen, der er jo forskellige måder at få det til at løbe rundt på, hvis man er løbet kort for familie.

Carl-Emil's mor skriver:

nu er "kernefamilie" i vores dagsdanmark godt nok strukket i mange retninger så ærligt - den skal du sku nok finde

Vi er ihvertfald en ægte kerne(kærligheds)familie herhjemme - vi er min søn,jeg og vores to hunde og her er sku ikke andet end kærlighed - det var her ikke hvis jeg ikke havde forladt min eks....

 

Jeg synes du er ude hvor du ikke kan bunde mere - og det tror jeg egentlig også godt selv at du ved... vend tingene om, hvordan ville DU have det med det..¨

Det jeg egentlig læser du skriver er " jeg bliver ikke bekræftet nok fra min kæreste så derfor søger jeg bekræftelse andre steder, vi snakker ikke så godt sammen for vi søger begge to andre steder hen, men jeg tør ikke være alenemor for jeg har behov for bekræftelse fra andre" - fis i en hornlygte...

Hvad tror du dit barn helst vil have?

1. En svag mor der laver ting i krogene, som skælder og smælder af far som skælder og smælder tilbage.

2. En stærk mor der ved hvad hun vil, ved hvad hun kan og ved hvad hun ønsker af livet. En mor der smiler/er glad 99% af tiden og som ikke behøver en "støttepædagog" i form af en mand for at kunne hænge sammen...

Jeg kan fortælle dig at jeg valgte det sidste og tiltrods for rigtig mange psykiske angreb af min eks så står jeg oprejst, med panden høj og har en søn der fungere perfekt og som du ikke kan mærke på at mor har været alt det igennem hun har...

Du er mor nu, tænk på dit barn før dig selv..

 

Er ikke for at skælde dig ud, overhoved men for at stille tingene lidt hårdt op...

 

kæmpe