Overvejer at gå fra kæresten...

Anonym skriver:

Ikke for vildt i den forstand, at .. hm.. vi bor på landet, vi kender ikke til parterapi, kender ingen der har været i det, og det er ikke noget man gør her hvor vi bor .. på den måde vildt? tænker, at hvis vi skal have passet barn, er det ikke engang noget vi kan gøre privat? har ikke lyst til at folk skal indvies i vores problemer, hvis vi vil prøve at løse dem..

Hm.. tjoh, han hjælper da.. men.. kun hvis jeg direkte ber om det, og ber jeg om noget feks. at ringe og bestille et eller andet, så går det mindst en uge før han rent faktisk gør det.. og det jo bare en lille ting at blive irriteret og sur over, men de små ting gør måske bægeret flyder over, når der er SÅ meget der efterhånden bare går galt og ikke fungerer.. armen, måske er jeg forkert på den, måske er det i virkeligheden bare mig der ikke vil gøre noget for det, og det er mig der er problemet.. men jeg orker ikke kæmpe, og jeg har ikke lyst.. så måske er det dér mit problem ligger - og ikke i ham og os.. mig...

Jeg synes stadig at det lyder meget normalt :-) Men du har helt ret i at hvis lysten til at arbejde for forholdet er ikke-eksisterende, så er der nok ikke så meget at gøre.

Anonym skriver:

Åh parterapi føler jeg er et voldsomt skridt! har nogen gode erfaringer med det? jeg synes det virker så.. vildt? men hvis det kan hjælpe, kunne det da være man skulle prøve??

Mit forhold til min svigermor er... hm.. det ved jeg faktisk ikke rigtig.. i starten var det rigtig godt, og hun er kanon sød og venlig, men pludselig synes jeg hun blev lidt for påtrængende og lidt for "sød" - og total hønemor er hun! min kæreste får alt hvad han peger på, hvis han spørger hende! jeg er træt af hende?? men jeg tror ikke hun som sådan er træt af mig?

Tak for dit svar også

Man kan vist godt sige at jeg har en hel del erfaring i det, eftersom jeg selv underviser i det, og har gennem årene rådgivet mange par

Hvis du fornemmer, at din svigermor holder af dig, så synes jeg at du skal få en lille snak med hende, og lægge kortene på bordet og melde ud, at du/I har brug for hendes hjælp og støtte til at finde hinanden igen, og til at få de andre i den påtrængende familie, til at holde lidt afstand.
Det er det man kalder anvendt psykologi.
Ved at du giver hende et medansvar for at I får noget fred i hjemmet, giver du også hende en ansvarfølelse for sine egne handlinger, og giver hende følelsen af at hjælpe jer, ved selv at give jer plads.
Kan du følge mig

Måske du sku tag springet og gøre nået godt for jer - lav en middag osv .. Isted fir at vente så handle selv - det gir gevinst byg lidt selv på og lidt efter lidt stiger det for jer (håber jeg)

Anonym skriver:

Ja, sagen er den, at min kærestes og mit forhold efterhånden hænger i en tynd tråd. Vi har for 3 mdr. siden fået vores første barn sammen, og det giver naturligvis nogle udfordringer - af de helt store! Men allerede under graviditeten begyndte forholdet at visne. Vi har i lang tid ikke rigtig plejet vores forhold, fordi vi i graviditeten ikke havde sex, og jeg havde det ret hårdt i graviditeten, så vi var sjældent ude sammen, fordi det var for hårdt for mig og min tunge krop. Det er altså lige så stille gået i stykker over det sidste års tid. Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville give det en chance, nu når vi har et barn, men nu er det så langt ude, at jeg overvejer seriøst om jeg skal gøre det forbi eller ej.. Vi har både, hund, hus, og bil sammen - læs: lavet lån sammen for at købe hus. så det at skulle gå fra hinanden er en kæmpe beslutning, for det bliver en meget lang proces...

Når min kæreste er på arbejde, savner jeg ham ikke, og glæder mig heller ikke i den forstand til han skal komme hjem. alt (når vi er sammen) går op i, hvem der skal ordne hvad og hvornår. vi har snakket om det flere gange, men alligevel skændes vi konstant, eller glemmer at vi er kærester og ikke "rumboer". vi har efterhånden begge mistet forfængeligheden overfor hinanden, og kiloene hober sig op, skægget gror sig længere og huden bliver blegere... vi har snakket om det, og jeg forsøger at være "hjemme-pæn", selvom jeg bare går hjemme og siger "bøøøøh" og "ihhh" hele tiden!

Ej det så hårdt altså!!
som prikken over i'et, så får vi konstant besøg, næsten altid uventet, og næsten altid af hans familie. og det er bare så super frustrerende at få gæster hver dag, af hans familie, når vi har det så skidt sammen, og man bare helst vil være hele den side fri?? jeg har prøvet at be kæresten om at snakke med hans familie, om , om ikke godt de kan komme lidt sjældnere og måske ringe istedet, eller om de i det mindste ikke kan give besked inden de kommer? men det kan han ikke få sig til - kylling :/ jeg er typen der er ærlig, og forklarer mine nærmeste hvordan jeg har det, i så fald det kan påvirke eller omhandle dem! men sådan er han åbenbart ikke - men skal det så ødelægge forholdet helt? istedet for vi fik fred til at reparere?

Jeg elsker ham, og er sikker på jeg vil få ondt i hjertet over at forlade ham på et tidspunkt (hvis jeg gør det), men pt elsker jeg ham nok ikke nok til at kunne kæmpe kampen for ham :/ han elsker mig,og vil gøre hvad som helst, men det er lgiesom om det heller ikke er nok for mig....

jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til mit indlæg, måske nogle objektive meninger (men jeg beder jer, ikke at kritisere for hårdt, for det er dælme svært det her! og jeg er i total vildrede ) må overveje tingene godt, og så tage en beslutning om jeg skal kæmpe den ene eller den anden sag, for føler at jeg i min overvejelse sætter mit liv på standby...

nogen der har oplevet det samme måske? :/

Kan ikke finde ud af hvad jeg skal skrive men vil bare sende en stor Krammer.

Jeg har det lidt på samme måde, og jeg gik tilbage og prøvede at finde ud af hvorfor jeg blev forelsket i min kæreste i første omgang. Læste dagbøger og sådan det hjalp, selv om jeg stadig synes det er svært og hårdt!

Anonym skriver:

Ja, sagen er den, at min kærestes og mit forhold efterhånden hænger i en tynd tråd. Vi har for 3 mdr. siden fået vores første barn sammen, og det giver naturligvis nogle udfordringer - af de helt store! Men allerede under graviditeten begyndte forholdet at visne. Vi har i lang tid ikke rigtig plejet vores forhold, fordi vi i graviditeten ikke havde sex, og jeg havde det ret hårdt i graviditeten, så vi var sjældent ude sammen, fordi det var for hårdt for mig og min tunge krop. Det er altså lige så stille gået i stykker over det sidste års tid. Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville give det en chance, nu når vi har et barn, men nu er det så langt ude, at jeg overvejer seriøst om jeg skal gøre det forbi eller ej.. Vi har både, hund, hus, og bil sammen - læs: lavet lån sammen for at købe hus. så det at skulle gå fra hinanden er en kæmpe beslutning, for det bliver en meget lang proces...

Når min kæreste er på arbejde, savner jeg ham ikke, og glæder mig heller ikke i den forstand til han skal komme hjem. alt (når vi er sammen) går op i, hvem der skal ordne hvad og hvornår. vi har snakket om det flere gange, men alligevel skændes vi konstant, eller glemmer at vi er kærester og ikke "rumboer". vi har efterhånden begge mistet forfængeligheden overfor hinanden, og kiloene hober sig op, skægget gror sig længere og huden bliver blegere... vi har snakket om det, og jeg forsøger at være "hjemme-pæn", selvom jeg bare går hjemme og siger "bøøøøh" og "ihhh" hele tiden!

Ej det så hårdt altså!!
som prikken over i'et, så får vi konstant besøg, næsten altid uventet, og næsten altid af hans familie. og det er bare så super frustrerende at få gæster hver dag, af hans familie, når vi har det så skidt sammen, og man bare helst vil være hele den side fri?? jeg har prøvet at be kæresten om at snakke med hans familie, om , om ikke godt de kan komme lidt sjældnere og måske ringe istedet, eller om de i det mindste ikke kan give besked inden de kommer? men det kan han ikke få sig til - kylling :/ jeg er typen der er ærlig, og forklarer mine nærmeste hvordan jeg har det, i så fald det kan påvirke eller omhandle dem! men sådan er han åbenbart ikke - men skal det så ødelægge forholdet helt? istedet for vi fik fred til at reparere?

Jeg elsker ham, og er sikker på jeg vil få ondt i hjertet over at forlade ham på et tidspunkt (hvis jeg gør det), men pt elsker jeg ham nok ikke nok til at kunne kæmpe kampen for ham :/ han elsker mig,og vil gøre hvad som helst, men det er lgiesom om det heller ikke er nok for mig....

jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til mit indlæg, måske nogle objektive meninger (men jeg beder jer, ikke at kritisere for hårdt, for det er dælme svært det her! og jeg er i total vildrede ) må overveje tingene godt, og så tage en beslutning om jeg skal kæmpe den ene eller den anden sag, for føler at jeg i min overvejelse sætter mit liv på standby...

nogen der har oplevet det samme måske? :/

Hvis han vil gøre alt for dig og du mest har lyst til at gå så synes jeg i skal gøre følgende:

1) fortæl ham at du går hvis ikke I får tid til at prøve at give jeres forhold en chance = I siger til folk når de kommer uanmeldt: vi har brug for tid til os selv - ring i forvejen næste gang, sig det sammen eller sig det selv når de kommer hvis du har lidt mere mod i den afdeling

2) og så arbejd på forholdet, om det skal være samtale, ud og gøre ting sammen eller andet, så find ud af noget hvor I kan være sammen eller gøre ting for jer selv - få passet barnet en aften om ugen hvor I kan være tvungne romantiske og tag det derfra

3) vær ærlig omkring hvad jeres behov er for at I ikke går fra hinanden, du har fået din krop tilbage nu så det er med at komme op på hesten igen

til dig lyder ikke til at være sjovt at være i det lille familieliv lige nu, selvom kan være en fantastisk tid at starte familie

Og hvis ikke det kan reddes så er det med at komme videre, men lige nu lyder det ikke til I har gjort et ærligt og inderligt forsøg på det og det skylder I, efter min mening, jeres barn 

Anonym skriver:

Hehe lidt hård lyder du

Men.. jeg havde ikke forventet at livet ville blive lettere, ej heller at vi ville få tid til at være kærester og sådan.. men.. jeg havde nok alligevel forventet at det ville gå liiidt nemmere end det gør.. at vi ville arbejde sammen, og ikke mod hinanden. jeg har forberedt mig HELE graviditeten, læst alt hvad læses kan om babypleje o.l. og jeg har presset på for kæresten også skulle læse.. vi har snakket om opdragelse, hvordan det skulle fungere osv osv.. men.. det er åbenbart alligevel blevet sådan at det ikke helt fungerer. jeg synes vi i starten efter vores pige kom til verden, gav hinanden luft til at være os selv, være følelsesladede og til at lave fejl - men nu.. nu går vi hinanden på nerverne konstant, og ja.. et barn og en hund gør det svært at være par - men jeg forventer heller ikke kys og kram, men måske tværtimod en god samarbejdspartner, der hjælper, og ikke står i vejen ..

forstår du? det er svært at forklare.. måske har jeg bare set mig sur på situationen, og kan ikke komme derfra.. :/ måske forventede jeg mere , end jeg skulle....

tak for dit svar!

NU svarer jeg også lige. Jeg kan huske at da jeg var gravid med vores datter læste et sted "Man skal lave en aftale om at man ikke går fra hinanden det første år man har barnet". WOW tænkte jeg bare. Er det virkelig SÅ hårdt??? Det ER det! Uanset hvor meget man har forberedt sig og læst så kan man ikke forberede sig på det der sker når barnet kommer. Man er meget forskellige i måden at behandle barnet på og jeg kan huske at jeg var SÅ ked af det og VILDT frustreret over min kæreste. Men vi holdt det ud og er lige blevet gift og har fået barn nummer to. Det er ikke altid en dans på roser at være i et forhold. Vi kæmper også lidt med at der ikke er nok kys og kærtegn. Jeg har mistet lysten til det efter fødslen af min søn. Jeg får også opfyldt mit behov for fysisk kontakt gennem mine børn og når de er puttet vil jeg egentlig gerne have min krop for mig selv. MEN det er noget jeg skal arbejde med for sådan skal det jo ikke være for evigt. Det jeg prøver at sige til dig er at der vil komme en hård periode. I har et lille bitte barn som I har sat i verden fordi I elskede hinanden. Kæmp igennem og så se om I ikke kan finde hinanden igen. Det skal nok komme

Hmmm ,, kæmpe kæmpe til dig først og fremmest ..

og så vil jeg sige , du siger selv du elsker manden , så synes jeg os du skylder dig selv din mand og ikke mindst dit barn at kæmpe for det ..

Jeg tror MANGE mennesker oplever præcis de her ting som du skriver når de bliver forældre ..

Det var bestemt heller ik en dans på roser for os at blive forældre , og bestemt heller ikk under graviditeten , jeg havde bækkenløsning , og lignede midelst taget en sombi hver eneste dag .. jo længere jeg kom hen blev større osv jo grimmere blev jeg altså os at se på ..

Men jeg besluttede mig for at gøre noget ved det efter fødslen , og det lykkedes mig at tabe mig igen til min normal vægt .. men det kræver altså lidt vilje og styrke , man kan ikk bare sætte sig i sofaen og tro det sker ..

Jeg er gravid igen og den her gang er min krop da kun blevet endnu værre , glæder mig vikrelig til at få baby ud ..

Jeg synes i den grad i skal tale sammen få noget prof hjælp evt i form af parterapi måske ..
og så synes jeg du skal forklare svigerfamilien på en pæn måde en dag de kommer om de ikk er søde at ringe inden de kommer i stedet for at komme uanmeldt , ved hvor svært det kan være , men det har i brug for ..

Anonym skriver:

Ja, sagen er den, at min kærestes og mit forhold efterhånden hænger i en tynd tråd. Vi har for 3 mdr. siden fået vores første barn sammen, og det giver naturligvis nogle udfordringer - af de helt store! Men allerede under graviditeten begyndte forholdet at visne. Vi har i lang tid ikke rigtig plejet vores forhold, fordi vi i graviditeten ikke havde sex, og jeg havde det ret hårdt i graviditeten, så vi var sjældent ude sammen, fordi det var for hårdt for mig og min tunge krop. Det er altså lige så stille gået i stykker over det sidste års tid. Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville give det en chance, nu når vi har et barn, men nu er det så langt ude, at jeg overvejer seriøst om jeg skal gøre det forbi eller ej.. Vi har både, hund, hus, og bil sammen - læs: lavet lån sammen for at købe hus. så det at skulle gå fra hinanden er en kæmpe beslutning, for det bliver en meget lang proces...

Når min kæreste er på arbejde, savner jeg ham ikke, og glæder mig heller ikke i den forstand til han skal komme hjem. alt (når vi er sammen) går op i, hvem der skal ordne hvad og hvornår. vi har snakket om det flere gange, men alligevel skændes vi konstant, eller glemmer at vi er kærester og ikke "rumboer". vi har efterhånden begge mistet forfængeligheden overfor hinanden, og kiloene hober sig op, skægget gror sig længere og huden bliver blegere... vi har snakket om det, og jeg forsøger at være "hjemme-pæn", selvom jeg bare går hjemme og siger "bøøøøh" og "ihhh" hele tiden!

Ej det så hårdt altså!!
som prikken over i'et, så får vi konstant besøg, næsten altid uventet, og næsten altid af hans familie. og det er bare så super frustrerende at få gæster hver dag, af hans familie, når vi har det så skidt sammen, og man bare helst vil være hele den side fri?? jeg har prøvet at be kæresten om at snakke med hans familie, om , om ikke godt de kan komme lidt sjældnere og måske ringe istedet, eller om de i det mindste ikke kan give besked inden de kommer? men det kan han ikke få sig til - kylling :/ jeg er typen der er ærlig, og forklarer mine nærmeste hvordan jeg har det, i så fald det kan påvirke eller omhandle dem! men sådan er han åbenbart ikke - men skal det så ødelægge forholdet helt? istedet for vi fik fred til at reparere?

Jeg elsker ham, og er sikker på jeg vil få ondt i hjertet over at forlade ham på et tidspunkt (hvis jeg gør det), men pt elsker jeg ham nok ikke nok til at kunne kæmpe kampen for ham :/ han elsker mig,og vil gøre hvad som helst, men det er lgiesom om det heller ikke er nok for mig....

jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til mit indlæg, måske nogle objektive meninger (men jeg beder jer, ikke at kritisere for hårdt, for det er dælme svært det her! og jeg er i total vildrede ) må overveje tingene godt, og så tage en beslutning om jeg skal kæmpe den ene eller den anden sag, for føler at jeg i min overvejelse sætter mit liv på standby...

nogen der har oplevet det samme måske? :/

Har ikke læst svarene du har fået, min umiddelbare tanke er at lige nu har i en lille baby, rutiner for det fungere... Det er hverken romantisk eller noget .... 

Tror måske det er en fase, til i falder mere til i jeres nye roller, men der skal arbejdes... Det kommer ik af og sidde i sofaen  

Tænker også at jeg nogle gange mister gnisten... Vi har to børn.. Det har ik altid været en dans på roser... Noglegange savner jeg ik min mand... Nogle fange tænker jeg om han ik ku blive væk i stedet for at komme hjem... Specielt hvis vi har lidt problemer... 

Men de perioder kæmper vi os op af, fordi vi er ærlige... Fortæller hinanden hvis vi synes det kører på lavt blus... 

Og jeg ved inderst inde at jeg aldrig vil miste ham... Tror det er det vigtigste... Hvad du føler inderst inde.... 

For der er altid op og ned ture i forhold.. 

Anonym skriver:

Åh parterapi føler jeg er et voldsomt skridt! har nogen gode erfaringer med det? jeg synes det virker så.. vildt? men hvis det kan hjælpe, kunne det da være man skulle prøve??

Mit forhold til min svigermor er... hm.. det ved jeg faktisk ikke rigtig.. i starten var det rigtig godt, og hun er kanon sød og venlig, men pludselig synes jeg hun blev lidt for påtrængende og lidt for "sød" - og total hønemor er hun! min kæreste får alt hvad han peger på, hvis han spørger hende! jeg er træt af hende?? men jeg tror ikke hun som sådan er træt af mig?

Tak for dit svar også

Jeg kan ikke forstå du synes parterapi er voldsomt, men det at forlade ham ikke er "vildt".

Husk nu på at jeres dreng kun er 3 måneder og det er super hårdt.Man skal lige finde hinandens roller og hvordan det at være forældre er osv. Vi er kun lige nået dertil og  vores dreng er 1 år.

Jeg synes det er uansvarligt at man ikke vil prøve parterapi eller andet for at redde forholdet når man har et barn.