Overvejer at gå fra kæresten...

Ja, sagen er den, at min kærestes og mit forhold efterhånden hænger i en tynd tråd. Vi har for 3 mdr. siden fået vores første barn sammen, og det giver naturligvis nogle udfordringer - af de helt store! Men allerede under graviditeten begyndte forholdet at visne. Vi har i lang tid ikke rigtig plejet vores forhold, fordi vi i graviditeten ikke havde sex, og jeg havde det ret hårdt i graviditeten, så vi var sjældent ude sammen, fordi det var for hårdt for mig og min tunge krop. Det er altså lige så stille gået i stykker over det sidste års tid. Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville give det en chance, nu når vi har et barn, men nu er det så langt ude, at jeg overvejer seriøst om jeg skal gøre det forbi eller ej.. Vi har både, hund, hus, og bil sammen - læs: lavet lån sammen for at købe hus. så det at skulle gå fra hinanden er en kæmpe beslutning, for det bliver en meget lang proces...

Når min kæreste er på arbejde, savner jeg ham ikke, og glæder mig heller ikke i den forstand til han skal komme hjem. alt (når vi er sammen) går op i, hvem der skal ordne hvad og hvornår. vi har snakket om det flere gange, men alligevel skændes vi konstant, eller glemmer at vi er kærester og ikke "rumboer". vi har efterhånden begge mistet forfængeligheden overfor hinanden, og kiloene hober sig op, skægget gror sig længere og huden bliver blegere... vi har snakket om det, og jeg forsøger at være "hjemme-pæn", selvom jeg bare går hjemme og siger "bøøøøh" og "ihhh" hele tiden!

Ej det så hårdt altså!!
som prikken over i'et, så får vi konstant besøg, næsten altid uventet, og næsten altid af hans familie. og det er bare så super frustrerende at få gæster hver dag, af hans familie, når vi har det så skidt sammen, og man bare helst vil være hele den side fri?? jeg har prøvet at be kæresten om at snakke med hans familie, om , om ikke godt de kan komme lidt sjældnere og måske ringe istedet, eller om de i det mindste ikke kan give besked inden de kommer? men det kan han ikke få sig til - kylling :/ jeg er typen der er ærlig, og forklarer mine nærmeste hvordan jeg har det, i så fald det kan påvirke eller omhandle dem! men sådan er han åbenbart ikke - men skal det så ødelægge forholdet helt? istedet for vi fik fred til at reparere?

Jeg elsker ham, og er sikker på jeg vil få ondt i hjertet over at forlade ham på et tidspunkt (hvis jeg gør det), men pt elsker jeg ham nok ikke nok til at kunne kæmpe kampen for ham :/ han elsker mig,og vil gøre hvad som helst, men det er lgiesom om det heller ikke er nok for mig....

jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til mit indlæg, måske nogle objektive meninger (men jeg beder jer, ikke at kritisere for hårdt, for det er dælme svært det her! og jeg er i total vildrede ) må overveje tingene godt, og så tage en beslutning om jeg skal kæmpe den ene eller den anden sag, for føler at jeg i min overvejelse sætter mit liv på standby...

nogen der har oplevet det samme måske? :/

Nu kommer jeg med min mening - og husk det er min mening, og det er så nemt for mig at sidde her bag skærmen og sige hvad jeg synes, når jeg ikke selv står i det.
Du skal sevlfølgelig gøre hvad dit hjerte siger dig, og man skal da ikke blive sammen for enhver pris.

MEN jeg synes måske lidt man "skylder" sit barn at kæmpe for det. Når du skriver at du elsker ham, må der jo være noget der er værd at kæmpe for.

Det kunne lyde som om i trænger til at få gnisten tilbage - få lidt kæreste-tid.
For det første var det nok en god idé at få sagt fra overfor hans familie, så i kan begrænse besøgene lidt. I skal da have ro til at finde jer selv i jeres nye roller som forældre - og som jeres egen lille familie.... det burde de fleste da have forståelse for.

Så skulle i måske planlægge lidt kærestetid engang i mellem. Bare lidt her i starten.

- Lav lidt hygge når baby sover. Lidt lækkert mad, stearinlys, gør lidt ud af jer selv og prøv at være lidt romantiske, hvis i er til den slags

- På et tidspunt kan i måske tage den et skridt videre og få baby passet et par timer mens i går ud og spiser sammen, eller hvad i nu har lyst til.

- Bare generelt sørg for at afsætte noget tid til jer som par/kærester. Og hvis i så skal gemme tøjvasken til lidt senere, så gør det (med god samvittighed, ellers er der ikke meget ved det). 

- Se en film sammen mens i ligger og holder om hinanden

- Eller hvad i nu har lyst til.... nogle af de ting i gjorde før i fik barn.... bare passet ind når baby sover.

Held og lykke med det, håber i finder ud af det. 

Først og fremmest en til dig, det må være en utrolig hård situation at være i!

Jeg kan ikke helt sætte mig ind i hvordan du har det, men hvis det var mig ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at få det til at fungere. Hvad med parterapi? Det kan hjælpe utrolig meget at have en objektiv person til at ''styre slagets gang''. 

Du skriver at han elsker dig og vil gøre hvad som helst .. Men hvad så med at sige til han at DU altså har brug for at han siger til sin familie at de skal holde lidt afstand. Du må gøre det klart for ham at det faktisk ikke er for sjov du siger de ting, men at du faktisk har de her overvejelser. 

Du må indvie ham i de her tanker, så han også har en chance for at give sit besyv med, så i sammen kan prøve at løse det. 

Når man har gjort alt hvad man kunne, men stadig står tilbage uden fremgang, er det der man kan sige, nu har jeg gjort hvad jeg kunne, der er ikke mere at gøre.

 

Jeg håber du kan bruge det til noget .. I hvert fald ønsker jeg at du vil finde en løsning, så du ikke skal gå med det for længe 

Frk.S skriver:

Nu kommer jeg med min mening - og husk det er min mening, og det er så nemt for mig at sidde her bag skærmen og sige hvad jeg synes, når jeg ikke selv står i det.
Du skal sevlfølgelig gøre hvad dit hjerte siger dig, og man skal da ikke blive sammen for enhver pris.

MEN jeg synes måske lidt man "skylder" sit barn at kæmpe for det. Når du skriver at du elsker ham, må der jo være noget der er værd at kæmpe for.

Det kunne lyde som om i trænger til at få gnisten tilbage - få lidt kæreste-tid.
For det første var det nok en god idé at få sagt fra overfor hans familie, så i kan begrænse besøgene lidt. I skal da have ro til at finde jer selv i jeres nye roller som forældre - og som jeres egen lille familie.... det burde de fleste da have forståelse for.

Så skulle i måske planlægge lidt kærestetid engang i mellem. Bare lidt her i starten.

- Lav lidt hygge når baby sover. Lidt lækkert mad, stearinlys, gør lidt ud af jer selv og prøv at være lidt romantiske, hvis i er til den slags

- På et tidspunt kan i måske tage den et skridt videre og få baby passet et par timer mens i går ud og spiser sammen, eller hvad i nu har lyst til.

- Bare generelt sørg for at afsætte noget tid til jer som par/kærester. Og hvis i så skal gemme tøjvasken til lidt senere, så gør det (med god samvittighed, ellers er der ikke meget ved det). 

- Se en film sammen mens i ligger og holder om hinanden

- Eller hvad i nu har lyst til.... nogle af de ting i gjorde før i fik barn.... bare passet ind når baby sover.

Held og lykke med det, håber i finder ud af det. 

Tak for dit svar og din mening! Jeg synes også selv at vi skylder vores barn at prøve, men det har bare skrantet så længe, at jeg efterhånden synes vi skylder hende mere, bare at finde en løsning, fremfor vi konstant skændes og arbejder hver sin vej :/
Du har mange gode forslag til hvad vi kan gøre - men hvad så når jeg slet ikke har "lyst" til at lægge mig ind til ham? :/ ikke at han er ulækker eller noget - men.. jeg har bare ikke lyst?? måske fordi jeg får tilfredsstillet den der "nærkontakt" ved baby??

hm, jeg tror jeg vil prøve nogle af dine forslag af de næste par dage, og se om det ikke kan give mig et form for svar

tak for din hjælp!

fresia skriver:

Først og fremmest en til dig, det må være en utrolig hård situation at være i!

Jeg kan ikke helt sætte mig ind i hvordan du har det, men hvis det var mig ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at få det til at fungere. Hvad med parterapi? Det kan hjælpe utrolig meget at have en objektiv person til at ''styre slagets gang''. 

Du skriver at han elsker dig og vil gøre hvad som helst .. Men hvad så med at sige til han at DU altså har brug for at han siger til sin familie at de skal holde lidt afstand. Du må gøre det klart for ham at det faktisk ikke er for sjov du siger de ting, men at du faktisk har de her overvejelser. 

Du må indvie ham i de her tanker, så han også har en chance for at give sit besyv med, så i sammen kan prøve at løse det. 

Når man har gjort alt hvad man kunne, men stadig står tilbage uden fremgang, er det der man kan sige, nu har jeg gjort hvad jeg kunne, der er ikke mere at gøre.

 

Jeg håber du kan bruge det til noget .. I hvert fald ønsker jeg at du vil finde en løsning, så du ikke skal gå med det for længe 

Tak for dit svar, og dine fine overvejelser

ja, han vil gøre alt for mig, og han ved godt at jeg ikke står helhjertet i vores forhold pt, og han ved hvordan jeg har det med hans familie, jeg tror han prøver at gøre hvad han kan, men.. det bare ikke nok alligevel :/ øv!

jeg vil prøve at gøre lidt de næste dage, forhåbentlig kan jeg så i mig selv mærke hvad jeg skal gøre!?

Anonym skriver:

Tak for dit svar og din mening! Jeg synes også selv at vi skylder vores barn at prøve, men det har bare skrantet så længe, at jeg efterhånden synes vi skylder hende mere, bare at finde en løsning, fremfor vi konstant skændes og arbejder hver sin vej :/
Du har mange gode forslag til hvad vi kan gøre - men hvad så når jeg slet ikke har "lyst" til at lægge mig ind til ham? :/ ikke at han er ulækker eller noget - men.. jeg har bare ikke lyst?? måske fordi jeg får tilfredsstillet den der "nærkontakt" ved baby??

hm, jeg tror jeg vil prøve nogle af dine forslag af de næste par dage, og se om det ikke kan give mig et form for svar

tak for din hjælp!

Ja, det kan da godt være det er fordi du får dækket dit behov. Og det behøver måske ikke være et udtryk for, at du ikke længere har lyst til ham. Måske har du bare ikke behovet lige nu, og måske kommer det igen.... hvis du ikke ligefrem væmmes ved ham.

Så måske det at putte sammen ikke lige er noget lige nu.... men måske hvis i får tændt gnisten ved at have lidt "kæreste-tid"  så kan det være lysten kommer igen.

Du skriver at i skændes meget, og det er selvfølgelig heller ikke holdbart. Men hvad skændes i om? Ikke at du behøver uddybe, hvis du ikke har lyst. Men er der tale om en masse små dumme skænderier, så skal i måske have afstemt jeres forventninger til hinanden og have "renset luften."

Hvis man lider af søvnmangel og manglende overskud generelt, kan man jo også godt have tendens til at vrisse af hinanden over noget som i bund og grund er ligegyldigt, og man kan komme til at være lidt unfair overfor hinanden. Hvis det er tilfældet, så husk at sige undskyld til hinanden... når man måske senere ser, at man har været "for meget"

Endnu en til dig. 

Anonym skriver:

Ja, sagen er den, at min kærestes og mit forhold efterhånden hænger i en tynd tråd. Vi har for 3 mdr. siden fået vores første barn sammen, og det giver naturligvis nogle udfordringer - af de helt store! Men allerede under graviditeten begyndte forholdet at visne. Vi har i lang tid ikke rigtig plejet vores forhold, fordi vi i graviditeten ikke havde sex, og jeg havde det ret hårdt i graviditeten, så vi var sjældent ude sammen, fordi det var for hårdt for mig og min tunge krop. Det er altså lige så stille gået i stykker over det sidste års tid. Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville give det en chance, nu når vi har et barn, men nu er det så langt ude, at jeg overvejer seriøst om jeg skal gøre det forbi eller ej.. Vi har både, hund, hus, og bil sammen - læs: lavet lån sammen for at købe hus. så det at skulle gå fra hinanden er en kæmpe beslutning, for det bliver en meget lang proces...

Når min kæreste er på arbejde, savner jeg ham ikke, og glæder mig heller ikke i den forstand til han skal komme hjem. alt (når vi er sammen) går op i, hvem der skal ordne hvad og hvornår. vi har snakket om det flere gange, men alligevel skændes vi konstant, eller glemmer at vi er kærester og ikke "rumboer". vi har efterhånden begge mistet forfængeligheden overfor hinanden, og kiloene hober sig op, skægget gror sig længere og huden bliver blegere... vi har snakket om det, og jeg forsøger at være "hjemme-pæn", selvom jeg bare går hjemme og siger "bøøøøh" og "ihhh" hele tiden!

Ej det så hårdt altså!!
som prikken over i'et, så får vi konstant besøg, næsten altid uventet, og næsten altid af hans familie. og det er bare så super frustrerende at få gæster hver dag, af hans familie, når vi har det så skidt sammen, og man bare helst vil være hele den side fri?? jeg har prøvet at be kæresten om at snakke med hans familie, om , om ikke godt de kan komme lidt sjældnere og måske ringe istedet, eller om de i det mindste ikke kan give besked inden de kommer? men det kan han ikke få sig til - kylling :/ jeg er typen der er ærlig, og forklarer mine nærmeste hvordan jeg har det, i så fald det kan påvirke eller omhandle dem! men sådan er han åbenbart ikke - men skal det så ødelægge forholdet helt? istedet for vi fik fred til at reparere?

Jeg elsker ham, og er sikker på jeg vil få ondt i hjertet over at forlade ham på et tidspunkt (hvis jeg gør det), men pt elsker jeg ham nok ikke nok til at kunne kæmpe kampen for ham :/ han elsker mig,og vil gøre hvad som helst, men det er lgiesom om det heller ikke er nok for mig....

jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til mit indlæg, måske nogle objektive meninger (men jeg beder jer, ikke at kritisere for hårdt, for det er dælme svært det her! og jeg er i total vildrede ) må overveje tingene godt, og så tage en beslutning om jeg skal kæmpe den ene eller den anden sag, for føler at jeg i min overvejelse sætter mit liv på standby...

nogen der har oplevet det samme måske? :/

Først et stort knus 

Jeg synes helt ærligt, at I to skal tage hinanden i hånden og få noget terapi.

Få svigerne til at passe barnet en aften eller to om ugen, og få noget parterapi.
jeg er sikker på at I godt kan redde jeres forhold, men ligesom med alt andet, så har I fået dårlige vaner, og de kan kun brydes på en måde...ved at tage sig i nakken og komme igang.
I skal VILLE dette her, BEGGE to....og så kan det jo være, at parterapeuten kan få fyret lidt op under manden din og vist ham, at han er den der skal sige fra over for sin familie, ligesom at du gør det over for din.

Hvordan er dit forhold til din svigermor?

Kærligst
Sussie

Bare lige en 'er.. Det er en øv situation. Håber I finder ud af det

Anonym skriver:

Ja, sagen er den, at min kærestes og mit forhold efterhånden hænger i en tynd tråd. Vi har for 3 mdr. siden fået vores første barn sammen, og det giver naturligvis nogle udfordringer - af de helt store! Men allerede under graviditeten begyndte forholdet at visne. Vi har i lang tid ikke rigtig plejet vores forhold, fordi vi i graviditeten ikke havde sex, og jeg havde det ret hårdt i graviditeten, så vi var sjældent ude sammen, fordi det var for hårdt for mig og min tunge krop. Det er altså lige så stille gået i stykker over det sidste års tid. Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville give det en chance, nu når vi har et barn, men nu er det så langt ude, at jeg overvejer seriøst om jeg skal gøre det forbi eller ej.. Vi har både, hund, hus, og bil sammen - læs: lavet lån sammen for at købe hus. så det at skulle gå fra hinanden er en kæmpe beslutning, for det bliver en meget lang proces...

Når min kæreste er på arbejde, savner jeg ham ikke, og glæder mig heller ikke i den forstand til han skal komme hjem. alt (når vi er sammen) går op i, hvem der skal ordne hvad og hvornår. vi har snakket om det flere gange, men alligevel skændes vi konstant, eller glemmer at vi er kærester og ikke "rumboer". vi har efterhånden begge mistet forfængeligheden overfor hinanden, og kiloene hober sig op, skægget gror sig længere og huden bliver blegere... vi har snakket om det, og jeg forsøger at være "hjemme-pæn", selvom jeg bare går hjemme og siger "bøøøøh" og "ihhh" hele tiden!

Ej det så hårdt altså!!
som prikken over i'et, så får vi konstant besøg, næsten altid uventet, og næsten altid af hans familie. og det er bare så super frustrerende at få gæster hver dag, af hans familie, når vi har det så skidt sammen, og man bare helst vil være hele den side fri?? jeg har prøvet at be kæresten om at snakke med hans familie, om , om ikke godt de kan komme lidt sjældnere og måske ringe istedet, eller om de i det mindste ikke kan give besked inden de kommer? men det kan han ikke få sig til - kylling :/ jeg er typen der er ærlig, og forklarer mine nærmeste hvordan jeg har det, i så fald det kan påvirke eller omhandle dem! men sådan er han åbenbart ikke - men skal det så ødelægge forholdet helt? istedet for vi fik fred til at reparere?

Jeg elsker ham, og er sikker på jeg vil få ondt i hjertet over at forlade ham på et tidspunkt (hvis jeg gør det), men pt elsker jeg ham nok ikke nok til at kunne kæmpe kampen for ham :/ han elsker mig,og vil gøre hvad som helst, men det er lgiesom om det heller ikke er nok for mig....

jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til mit indlæg, måske nogle objektive meninger (men jeg beder jer, ikke at kritisere for hårdt, for det er dælme svært det her! og jeg er i total vildrede ) må overveje tingene godt, og så tage en beslutning om jeg skal kæmpe den ene eller den anden sag, for føler at jeg i min overvejelse sætter mit liv på standby...

nogen der har oplevet det samme måske? :/

alt hvad du skriver i de første afsnit lyder præcis som mig og min eksmand. Her begyndte forholdet at skrante få måneder efter at jeg blev gravid, og det gik kun én vej. De sidste 5-6 måneder af vores forhold gik med at irriteres over hinanden og sidde i hver sin sofa og se film. Til sidst sov vi ikke engang sammen fordi jeg gik tidligere i seng pga. baby og så faldt han bare i søvn på sofaen. Der var ingen kys, kram eller sex.

Jeg prøvede sååå mange gange at snakke om hvad jeg synes kunne blive bedre i vores forhold og hver gang blev han bare irriteret over at jeg ikke var tilfreds, for han synes selv det kørte fint (trods alt ovenstående).

Jeg overvejede flere gange i graviditeten at gå fra ham, men tanken gjorde mig meget ked af det, vi var jo rigtig gode venner, havde rigtig mange gode minder sammen, og vi havde også hus, 2 katte og 2 biler.

Lige pludselig begyndte jeg at blive "ligeglad" med vores forhold, og inde i mit hoved begyndte jeg at indrette en ny lejlighed hver gang vi var i Ikea.

En dag var jeg ikke længere ked af det ved tanken om at gå fra min mand, og der tog jeg beslutningen. Det er 7 mdr. siden nu, og jeg var ikke fortrudt overhovedet. 

Vores datter var 4 mdr. da vi flyttede fra hinanden, og jeg følte egl. ikke at jeg "skyldte" hende at kæmpe mere, for hun  har 2 meget gladere forældre nu og kommer aldrig til at kende livet på anden måde. Intet af dette er gået ud over hende; hun trives og er glad for begge sine forældre og vores nye kærester 

Anonym skriver:

Ja, sagen er den, at min kærestes og mit forhold efterhånden hænger i en tynd tråd. Vi har for 3 mdr. siden fået vores første barn sammen, og det giver naturligvis nogle udfordringer - af de helt store! Men allerede under graviditeten begyndte forholdet at visne. Vi har i lang tid ikke rigtig plejet vores forhold, fordi vi i graviditeten ikke havde sex, og jeg havde det ret hårdt i graviditeten, så vi var sjældent ude sammen, fordi det var for hårdt for mig og min tunge krop. Det er altså lige så stille gået i stykker over det sidste års tid. Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville give det en chance, nu når vi har et barn, men nu er det så langt ude, at jeg overvejer seriøst om jeg skal gøre det forbi eller ej.. Vi har både, hund, hus, og bil sammen - læs: lavet lån sammen for at købe hus. så det at skulle gå fra hinanden er en kæmpe beslutning, for det bliver en meget lang proces...

Når min kæreste er på arbejde, savner jeg ham ikke, og glæder mig heller ikke i den forstand til han skal komme hjem. alt (når vi er sammen) går op i, hvem der skal ordne hvad og hvornår. vi har snakket om det flere gange, men alligevel skændes vi konstant, eller glemmer at vi er kærester og ikke "rumboer". vi har efterhånden begge mistet forfængeligheden overfor hinanden, og kiloene hober sig op, skægget gror sig længere og huden bliver blegere... vi har snakket om det, og jeg forsøger at være "hjemme-pæn", selvom jeg bare går hjemme og siger "bøøøøh" og "ihhh" hele tiden!

Ej det så hårdt altså!!
som prikken over i'et, så får vi konstant besøg, næsten altid uventet, og næsten altid af hans familie. og det er bare så super frustrerende at få gæster hver dag, af hans familie, når vi har det så skidt sammen, og man bare helst vil være hele den side fri?? jeg har prøvet at be kæresten om at snakke med hans familie, om , om ikke godt de kan komme lidt sjældnere og måske ringe istedet, eller om de i det mindste ikke kan give besked inden de kommer? men det kan han ikke få sig til - kylling :/ jeg er typen der er ærlig, og forklarer mine nærmeste hvordan jeg har det, i så fald det kan påvirke eller omhandle dem! men sådan er han åbenbart ikke - men skal det så ødelægge forholdet helt? istedet for vi fik fred til at reparere?

Jeg elsker ham, og er sikker på jeg vil få ondt i hjertet over at forlade ham på et tidspunkt (hvis jeg gør det), men pt elsker jeg ham nok ikke nok til at kunne kæmpe kampen for ham :/ han elsker mig,og vil gøre hvad som helst, men det er lgiesom om det heller ikke er nok for mig....

jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af svar til mit indlæg, måske nogle objektive meninger (men jeg beder jer, ikke at kritisere for hårdt, for det er dælme svært det her! og jeg er i total vildrede ) må overveje tingene godt, og så tage en beslutning om jeg skal kæmpe den ene eller den anden sag, for føler at jeg i min overvejelse sætter mit liv på standby...

nogen der har oplevet det samme måske? :/

Hmmm... Nu skal jeg nok prøve ikke at lyde for hård. 

De ting du snakker om, med problemer under graviditeten, den manglende tid til hinanden, manglende pleje af udseende, alt går op i praktiske ting o.s.v. Det er fuldstændigt normale ting der følger med at blive forældre.

Masser af par har ikke sex under graviditeten på grund af bækkenløsning o.s.v. Og så kommer tiden med en nyfødt, hvor man heller ikke har overskuddet. Det er normalt, og der kan gå lang tid før sexlivet er oppe at køre igen. For andre fungerer det fint under både graviditet og med nyfødt, men det er NORMALT at der kan være et år eller to hvor sexlivet nærmest er ikke-eksisterende når man bliver forældre. Og det er NORMALT at man som kvinde ikke har lyst i den periode.

Jeg må indrømme at jeg simpelthen ikke kan læse noget i dit indlæg der for mig vil retfærdiggøre at man går fra hinanden når ens baby er så lille. 3 mdr. undskyld mig, men det er jo ingenting.

Ikke for at lyde hård, men fordi jeg oprigtigt er interesseret og tror at det kan fortælle noget om din situation og de tanker du går rundt med: Hvad havde du regnet med? Hvordan havde du troet at det ville være at være gravid og blive mor? Havde du troet at jeres forhold ville forblive uændret?

Man siger at man ikke skal gå fra hinanden de første to år efter man har fået et barn. For først efter de to år, begynder man at finde vej tilbage til hinanden igen.

Det med hans familie der kommer på besøg hele tiden. DET kan jeg godt forstå at du synes er irriterende. Og der ville jeg simpelthen insistere på at han nosser sig sammen og fortæller dem at I ikke har overskud til det i øjeblikket. Hvis han elsker dig så højt og vil gøre så meget for forholdet, må han kunne forstå at det er en kæmpe belastning for dig og at du ikke bryder dig om det.

Som en bonus kan man jo sige at det lyder som om I har en resurcestærk svigerfamilie der bor i nærheden. Og det betyder at du/I kan bruge dem til aflastning så I kan have et par timer for jer selv ind imellem. Benyt jer af det til at få snakket tingene igennem og evt. gøre nogle hyggelige ting sammen - spis en frokost, gå i biffen el. lign.