Troede lige at vi slap for mere drama !! :'(

Anonym skriver:

Hvad er det du har misforstået ? (: 

Jeg havde bare læst det forkert og svarede udfra at jeg troede det var dig der havde insisteret på samvær selvom han ikke vil være far - sorry hvis du nåede at læse det

UnderCover35 skriver:

Jeg havde bare læst det forkert og svarede udfra at jeg troede det var dig der havde insisteret på samvær selvom han ikke vil være far - sorry hvis du nåede at læse det

Det er helt iorden (: 

kunne aldrig finde på at tvinge ham, jeg kendte hans holdning inden jeg tog beslutningen, modtager heller ikke børnepenge af ham af samme grund  

det er mit ønske barn, ikke hans.. Det har jeg altid vidst , og accepteret, men min grænse fir hvad jeg vil finde mig i fra hans side, den er nået nu... 

Anonym skriver:

Det er helt iorden (: 

kunne aldrig finde på at tvinge ham, jeg kendte hans holdning inden jeg tog beslutningen, modtager heller ikke børnepenge af ham af samme grund  

det er mit ønske barn, ikke hans.. Det har jeg altid vidst , og accepteret, men min grænse fir hvad jeg vil finde mig i fra hans side, den er nået nu... 

Forstår godt din grænse er nået - men må jeg spørge hvordan I overhovedet er kommet så vidt som til at fastsætte samvær i amtet når du kendte hans holdning og han siger han ikke ønsker barnet?

Der er ikke noget indbyrdes forhold, de kender ikke hinanden, sammenlagt er det blevet til 5 timers samvær, og han så barnet sidst da det var 8 måneder gammelt, ergo barnet kan ikke huske ham... Mener ikke det er til barnets bedste at der kommer samvær som tingene ser ud lige nu.. 

Jeg har kæmpet en kamp for at bevise overfor ham at jeg er villig til at samarbejde, har endda givet tilladelse til at samvær foregår i MIT og min mands hjem .. Men stadig siger han jeg nægter at samarbejde, jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke ønsker at se på ham.. Og efter den her svinestrej , kommer der helt andre boller på suppen hvis han engang ønsker samvær igen.. 

Jeg tror du læser mine indlæg helt forkert.
Uanset hvordan du vender og drejer den er det en rettighed jeres barn har, at have kontakt til sin far. Det at danne en personlighed afhænger i ligeså høj grad at man har sin far at spejle sig i, som det er nødvendigt barnet har mor i sin nærhed. Det forstår jeg bare ikke hvorfor du ikke anerkender? Jeres indbyrdes forhold er slut, din eneste opgave må nu være at være støtte for dit barn. Mener du nu at han er helt urimelig, må du jo få noget juridisk hjælp indover? Det er da synd for jeres barn hvis det skal vokse op i en skyttegravskrig mellem mor og far?
Jeg siger det fordi jeg kan se det i min egen omgangskreds og jeg kan se på de små at det gør ondt når forældrene ikke kan sætte deres småligheder til siden og samarbejde, een af jer bliver nødt til at sætte et punktum i kampen og starte med at tage hul på at få snakket.
Jeg ville foreslå et møde i statsforvaltningen, jeg ville have skrevet alt ned af brudte aftaler, tidligere frivillige aftaler, reaktionsmønstre for far og barn, der ville nok ikke være det der ikke var med i mine papirer. Var han så interesseret i at få jeres barn, ville han have det samme og et forsvar klar til det møde - har han ikke det falder det jo kun ud til din fordel?
Har du skilsmissebørn i din omgangskreds der er mellemmænd i en krig? Så sæt dig ned med dem og spørg ind til dem, det vil knuse dit hjerte som de kan berette om mor og far der ikke kan sammen og det helt sikkert er deres skyld.

UnderCover35 skriver:

Forstår godt din grænse er nået - men må jeg spørge hvordan I overhovedet er kommet så vidt som til at fastsætte samvær i amtet når du kendte hans holdning og han siger han ikke ønsker barnet?

For at gøre en lang historie kort, da barnet er 6 måneder gammelt søger han samvær(har lige fået ny kæreste) jeg giver det en chance, 2 måneder efter begynder han at melde sig syg og kommer ikke til samvær (ham og kæresten er nu gået fra hinanden) . Jeg modtager et brev om manglende samarbejdes evne fra min side, og meddeler at han ikke længere ønsker samvær .. 

Nu gider jeg ikke mere, og vil bare gerne have ham helt ud af det her,,  nu venter jeg så på brev fra amtet om vi alligevel skal til opsamlingsmøde ifb. Med samvær, men her tre uger efter, har de stadig ikke kunne give svar, og jeg tror jeg begynder at tude hvis han og jeg skal i samme lokale pt. 

Har der så dårligt på mit barns vejne pga. Det her... 

til dig!

Håber, I snart kan få ro om jeres lille familie  - med en ny på vej.

Lyder umiddelbart som om, det kan være en god idé, at bio-far fraskriver sig samvær. Så I ved, hvad I har/ ikke har med at gøre.

Hvis du skal til møde med ham, - så bid tænderne sammen, vær høflig og trøst dig med tanken om, at han snart er så langt ude af dit liv, som muligt.

Op med humøret. Der er en lille ny på vej og din "store" pige behøver også en glad mor.

Ønsker jer alt godt

Anonym skriver:

håber det er ok jeg skriver anonym men min x må ikke finde mig !  

for nogen måneder blev der fastsat samvær imellem min datters bio far og hende, han har nu valgt at ophæve samvær, hvilket jeg er lykkelig over, for psykisk er han slet ikke klar til det, og det blev jeg kun bekræftiget i da jeg modtog brevet fra statsforvaltningen .. 

Så her gik jeg og var i den tro, at nu var det hele iorden, men nej... Ringer til dem idag, og høre om de har hørt noget, og om hvad der så skal ske nu.. Hun informere mig om at jeg stadig redsikere at vi skal til det opsamlingsmøde som blev aftalt ifb. Med den her samværsordning.. 

Det har jeg bestemt ikke lyst til efter at han ikke ønsker samvær!! 

Nogen råd, jeg hader virkelig den dreng. Og ønsker ikke at de har samvær med den indstilling han har pt. 

Nogen erfaringer, er grædefærdig, hormonel(gravid i uge 34 med ny kæreste), og aber ikke mine levede råd !!

Nogen der kan berolige med egen erfarring??

Kan jeg bedE om et lukket møde hvis det er??

Kan de indkalde til opsamlingsmøde når han ikke ønsker samvær mere ??

Håber virkelig der sidder nogen derude som kan hjælpe  

Har ikke nogen gode råd da jeg aldrig har været i statsforvaltningen så ved ikke hvordan det fungere.. Men jeg sidder alligevel og tænker at hvis han er så meget imod sit eget barn så har han vel ikke noget imod at bortadoptere det..

Og du skriver du er gravid med din nye kæreste, var det så ikke en mulighed at han adopterede barnet??

Så slipper din eks for at skulle se sit barn og i slipper for eksen..

Frk. Himmelblå skriver:

til dig!

Håber, I snart kan få ro om jeres lille familie  - med en ny på vej.

Lyder umiddelbart som om, det kan være en god idé, at bio-far fraskriver sig samvær. Så I ved, hvad I har/ ikke har med at gøre.

Hvis du skal til møde med ham, - så bid tænderne sammen, vær høflig og trøst dig med tanken om, at han snart er så langt ude af dit liv, som muligt.

Op med humøret. Der er en lille ny på vej og din "store" pige behøver også en glad mor.

Ønsker jer alt godt

mange tak 

Han har fraskrevet sig samvær, det er kun det her møde jeg gruer for  

er også bange for at han ombestemmer sig, for det vil med sikkerhed ende ud i det samme igen  

forskellen er, hun kan på nuværende tidspunkt ikke huske ham, og har jo min mand som har været der fra dag et som faderfigur , næste gang han måske laver det nummer her, står jeg måske med en lille knust pige som ikke føler sig god nok, og får fornemmelse om hvad der skete dengang.. 

Han får ikke lov at gøre det imod hende hvis det står til mig.. føler jeg har gjort hvad jeg kunne... 

Problemet er at ved mødet, er jeg virkelig bange for at jeg kommer til at virke usamarbejdsvillig ved at sige at jeg ikke synes at samvær på nuværende tidspunkt er en god ide.. Og er bange for at de ikke kan gennemskue ham ..  

Kvist skriver:

Har ikke nogen gode råd da jeg aldrig har været i statsforvaltningen så ved ikke hvordan det fungere.. Men jeg sidder alligevel og tænker at hvis han er så meget imod sit eget barn så har han vel ikke noget imod at bortadoptere det..

Og du skriver du er gravid med din nye kæreste, var det så ikke en mulighed at han adopterede barnet??

Så slipper din eks for at skulle se sit barn og i slipper for eksen..

Det vil min mand også rigtig gerne, men vi skal have været gift i to år før han må adoptere  

ved heller ikke helt hvordan jeg skulle spørge min x om det  

Gardenia skriver:

Jeg tror du læser mine indlæg helt forkert.
Uanset hvordan du vender og drejer den er det en rettighed jeres barn har, at have kontakt til sin far. Det at danne en personlighed afhænger i ligeså høj grad at man har sin far at spejle sig i, som det er nødvendigt barnet har mor i sin nærhed. Det forstår jeg bare ikke hvorfor du ikke anerkender? Jeres indbyrdes forhold er slut, din eneste opgave må nu være at være støtte for dit barn. Mener du nu at han er helt urimelig, må du jo få noget juridisk hjælp indover? Det er da synd for jeres barn hvis det skal vokse op i en skyttegravskrig mellem mor og far?
Jeg siger det fordi jeg kan se det i min egen omgangskreds og jeg kan se på de små at det gør ondt når forældrene ikke kan sætte deres småligheder til siden og samarbejde, een af jer bliver nødt til at sætte et punktum i kampen og starte med at tage hul på at få snakket.
Jeg ville foreslå et møde i statsforvaltningen, jeg ville have skrevet alt ned af brudte aftaler, tidligere frivillige aftaler, reaktionsmønstre for far og barn, der ville nok ikke være det der ikke var med i mine papirer. Var han så interesseret i at få jeres barn, ville han have det samme og et forsvar klar til det møde - har han ikke det falder det jo kun ud til din fordel?
Har du skilsmissebørn i din omgangskreds der er mellemmænd i en krig? Så sæt dig ned med dem og spørg ind til dem, det vil knuse dit hjerte som de kan berette om mor og far der ikke kan sammen og det helt sikkert er deres skyld.

Langt hen af vejen kan jeg følge dig i dit svar. MEN! det er jo meget firkantet stillet op, det som du skriver. Og meget nemt for dig (os) at svare på den måde, da der ikke er følelser inde over. Ja det handler om at barn og far kender hinanden, men nu er det jo rent faktisk faderen der har meldt fra og ikke moderen der nægter. Som far skal han bevise, at han er opgaven voksen og det gør han jo næppe ved at afvise samvær. Så jeg forstår slet ikke din manglende empati for TS. Det lyder ikke til, at det har været en nem tid hun har været igennem og der skal da være grænser for, hvor meget man tillander en anden person at køre rundt med en. Hun siger fra nu og det synes jeg er ok, for det kan i sidste ende være med til at skåne barnet for utallige af skuffelser - han ligger jo ikke ligefrem for dagen at han er årets far.