Min far døde også pludseligt i 2005 og i starten er alt bare sort. Det vigtige for mig var at snakke om hva der var sket, om ham og alle vores gode minder, se på billeder, også ellers bare begrave mig i opgaver der ku få mine tanker andre steder hen, så jeg ik gik og var ked af det hele tidén!
Det der har været sværest for mig er, at min far aldrig har set mine børn, og at mine børn aldrig kom til at møde den fantastiske mand, som min far var!!
Nu er thea 4 år og hun ved hvem morfar er, fordi jeg fortæller om ham, snakker om ham osv. Det trøster mig meget, at selvom han ik er her mere, så er han det på en måde alligevel.
Det er klart at savnet aldrig bliver mindre, men sorgen føles knap så tung nu.
En klog veninde sagde til mig dengang, at man ska ik græde over tiden man ik får, men glædes over tiden man fik! Vh stine
Anmeld
