Puha. Det savn.

Elgaard73 skriver:

Også lige et herfra... Jeg kan 100 % sætte mig i din situation. Mistede selv min mor til kræften i 2008. Det har bare været så hårdt og især efter at jeg fik min søn i Nov 2011, har det bare været rigtig, rigtig svært. Det der med at man ikke lige kan ringe eller tage derop og fortælle om alle de der små ting, gør bare så ondt. Og jeg har så mange spørgsmål om hvordan jeg f.eks selv var som lille...Hvornår jeg kravlede, eller sagde mit første ord OSV. Og så græder mit hjerte på min søns vegne, fordi at han aldrig kommer til at lære sin mormor at kende  Hun ville have været den mest fantastiske mormor nogensinde... 

Det er nemlig sådan jeg har det. Det der med at man ikke bare kan ringe og sige at hun har taget sit først skridt alene. Det gør mig lidt ked.. Ved godt jeg har andre jeg kan ringe til, men det er ikke min mor. 

CarinaSB skriver:

Det er rigtig svært .. Han så et billede jeg havde på computeren hvor min far lå i kisten .. (havde ikke fået lukket billedet inden jeg hentede ham) Hvor han siger mor morfar sover til middag .. Ja det gør han og han tager en lang lur hvor vi ikke kan vække ham (så noah tror at vi skal vente med at komme hjem til morfar når han er færdig med at sove hans eftermiddags lur ) det var lige den bedste måde at forklare ham at vi ikke lige kan besøge ham .. 

Det er måske også det nemmeste for ham at forholde sig til. 

Nu fik jeg tårer i øjnene, når du skriver, at du bare gerne ville tage telefonen, ringe til hende og fortælle at Caia nu kan sige mormor. Jamen altså (må være de graviditetshormoner).

xMange, søde!

Trine89 skriver:

Nogen dage er savnet større end andre. Især i disse dagen. 

En  meget kort for historie: 
I maj mdr. 2005 mistede vi min mor efter en længere sygdomsperiode, og det har jo taget hårdt på os alle sammen.
Jeg tænker altid meget på hende, men hullet i maven er blevet mindre, men alligevel bliver man ramt med nogle dårlige dage.

I disse dage har jeg oplevet savnet på en hel anden måde end jeg længe har.
Jeg har i mange periode efter jeg blev gravid og har fået vores datter, ønsket og drømt om at min mor var her til at opleve Caia.

Caia er nu næsten 14 mdr gammel.
Vi snakker ofte om mormor, og om at hun ikke er her mere, men at hun kigger ned til os og passer på os. 

I dagplejen havde de et kort besøg af mormor (dagplejemorens mor) og siden da har Caia sagt Mormor rigtig meget. og selvom det jo er dejligt hun snakker syntes jeg det er rigtig svært at hun siger mormor så meget som hun gør. Ville så gerne kunne tage telefonen og ringe til mormor og fortælle hende at Caia nu kan sige mormor. 

Selvom der er rigtig mange dejlige mennesker i vores liv, ændre det jo ikke på at man nogen gange gerne bare vil kunne ringe til sin mor og fortælle hvor stolt man er af sin lille pige.

Ville nok ikke så meget med dette indlæg andet end jeg virkelig havde brug for at komme af med det.
Tak fordi du læste med.