Er du en af os?

Jeg ved hvem du er og du ved hvem jeg er hehe, men meget få mennesker ved at jeg mest af alt havde lyst til at dø mens jeg var gravid.

Blev indlagt under graviditeten, men kun på sygehuset fordi psykiatrisk afdeling ikke var godt når jeg var gravid. Det var et alt for voldsomt sted for mig. Er aften knækkede filmen for mig og jeg blev bange for hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv og derved mit ufødte barn.

Sygeplejerskerne låste altandøren og jeg fik en vagt til at sidde udenfor hele natten. Det var lige næsten 9 måneders graviditet i helvede der eskalerede. Havde en meget svær depression og fik medicin, psykiaterhjælp og mobilteam.

Nåede at få det meget bedre inden fødslen, heldigvis

godt der er hjælp at få

 

serinasmor

Anonym skriver:

godt der er hjælp at få

Det er uundværligt!

Jeg tror, at en af årsagerne til manglende forståelse er, at der er gået inflation i vores brug af et ord som depression. Mange kalder sig "deprimerede", når de er almindeligt triste over noget konkret. Ligesom angst bliver brugt om begrundet frygt, psykopat om et ubehageligt menneske - og en livlig dreng har "damp". 

Det kan være svært at få øje på "den ægte vare", når begreberne bruges i flæng. Hvis du var indlagt pga. suicidalfare, ville ingen betvivle, at der var tale om reel sygdom - men du ligner sikkert, noget af tiden, en, der er okay - og det gør det formentlig svært for nogle at forstå, at du ER syg. 

Jeg led selv af depressioner for mange år siden, men er velmedicineret og har ingen problemer på den front i dag. Men også medicinen er et tabu - folk har masser af "smarte" holdninger til "lykkepiller" og tror, det handler om at dope sig til evig glæde. I mit tilfælde må jeg så også erkende, at jeg altid har haft en "jeg-skal-nok-klare-mig-og-I-skal-ikke-bekymre-jer"-tendens, så jeg har sendt meget modsatrettede signaler dengang og insisteret på, at ork, jeg havde styr på det. En kompensation for, at jeg kom til at vise svaghed, tror jeg. Og så tror da pokker, at mine omgivelser blev forvirrede. 

Et af mine børn har ADHD, og her skal jeg love for, at fordommene og uvidenheden er enorm - langt værre end på depressionsområdet. Det er dybt frustrerende, at man mistænkeliggøres, når ens barn vitterligt har problemer og behov for medicin - så også på den front er der lang, lang vej igen. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, at en af årsagerne til manglende forståelse er, at der er gået inflation i vores brug af et ord som depression. Mange kalder sig "deprimerede", når de er almindeligt triste over noget konkret. Ligesom angst bliver brugt om begrundet frygt, psykopat om et ubehageligt menneske - og en livlig dreng har "damp". 

Det kan være svært at få øje på "den ægte vare", når begreberne bruges i flæng. Hvis du var indlagt pga. suicidalfare, ville ingen betvivle, at der var tale om reel sygdom - men du ligner sikkert, noget af tiden, en, der er okay - og det gør det formentlig svært for nogle at forstå, at du ER syg. 

Jeg led selv af depressioner for mange år siden, men er velmedicineret og har ingen problemer på den front i dag. Men også medicinen er et tabu - folk har masser af "smarte" holdninger til "lykkepiller" og tror, det handler om at dope sig til evig glæde. I mit tilfælde må jeg så også erkende, at jeg altid har haft en "jeg-skal-nok-klare-mig-og-I-skal-ikke-bekymre-jer"-tendens, så jeg har sendt meget modsatrettede signaler dengang og insisteret på, at ork, jeg havde styr på det. En kompensation for, at jeg kom til at vise svaghed, tror jeg. Og så tror da pokker, at mine omgivelser blev forvirrede. 

Et af mine børn har ADHD, og her skal jeg love for, at fordommene og uvidenheden er enorm - langt værre end på depressionsområdet. Det er dybt frustrerende, at man mistænkeliggøres, når ens barn vitterligt har problemer og behov for medicin - så også på den front er der lang, lang vej igen. 

Og så glemte jeg helt at understrege det opmuntrende i min egen historie: For ca. 20 år siden vidste jeg ikke, om jeg ville leve eller dø - det er fjern, fjern fortid, og jeg har været rask i mange år. Det vender også for dig, og trods tabu og myter lever vi i en yderst privilegeret tid, når det gælder behandling, hjælp og støtte. Min far begik selvmord som 35-årig pga. depressioner - min faster er kronisk skizofren og har været det siden puberteten - vi lever i den GODE tid, set i det perspektiv. 

Ja tror jeg er den eneste som ikke ved hvem du er, men vil gerne svare alligevel

Har aldrig selv haft en psykisk lidelse, men har en tæt veninde som lider af svær depression. Jeg må indrømme det til tider kan være ret svært - ikke fordi jeg betvivler at hun reelt er syg, men fordi hun fylder enormt meget, når hun har sine depressive perioder. Man prøver at rumme det hele så godt som man kan, men kan til tider være heelt drænet for energi efter en aften med hende. Man gør det selvfølgelig gerne, da det jo er en man elsker - men kan sagtens forstå, at det for en kæreste eller andet må være enormt hårdt. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er sådan for dig, men min erfaring med min veninde er, at forholdet bliver meget uligevægtigt, hvor hun tager enormt meget energi uden at give noget igen.......det gør hun jo så så rigeligt når hun har det godt, men stadig tror jeg for en som lever 24/7 med hende, må det være enormt hårdt.

Håber ikke du tager mit indlæg negativt, for ved godt det er en sygdom. Tænker bare, at det desværre også er en sygdom, som kan være meget hård ved tætte pårørende.

Min mor havde en svær depression da jeg var 9 år.
Grundet jeg var 9 husker jeg ikke ret meget, men det var til tider så slemt at det endte med at hendes mand faktisk forlod hende.

Ja og har været i det i snart 20 år.... Selvfølgelig med gode perioder men alligevel.
Jeg har heldigvis hos de fleste kun fundet forståelse og accept af min situation. For det må være svært for pårørende at være med i. Når man den ene dag kan det hele og så den næste dag ikke magter noget og bryder i gråd over det mindste.
Har kun i periferien mødt nogen der ikke kunne forstå det men det er fordi de ikke har vidst hvad det egentligt har drejet sig om.