Er du en af os?

jeg ved godt hvem du er. siger ingenting.
men jeg forstår dig godt.
jeg har selv lidet af depression fra alm. til svær siden jeg var 17 (25 idag) jeg ved hvor svært det kan være. jeg selv en form for depression i dag men det er pga mine kroniske smerter jeg lider med dagligt.

jeg møder mange mennesker dagligt der ikke forstår at have en depression og som heller ikke forstår hvad det vil sige at have smerter hver eneste dag igennem hele dagen.
det er desværre en svær kamp og den bliver ALDRIG nemmere.
jeg har valgt at lade være med at forklare folk hvor svært jeg kan have det.
spørger de til min situation siger jeg at jeg er sygemeldt pga piskesmæld. og hvis de siger noget med jamen det er da ikke og du kan da bare. så siger jeg nej jeg kan ikke bare og hvordan de ville have det hvis de gik med smerter hver dag. det lukker somregel munden på folk men alligevel er det svært for folk at forstå.
sagen er den at med kroniske smerter eller psykiske sygdomme skal folk selv have prøvet det eller noget der lign. for at de kan forstå det.

min kæreste lider af posttraumatisk stress hvilket gør at bliver han lidt presset bliver han meget egoistisk fordi han ikke magter at lægge sig selv lidt til side. så er det mig der står med vores datter. jeg har nogenlunde lært at håndtere at lægge mig selv på hylden indtil isabella er kommet i seng. mig der tager hende hver morgen afsted i vs selvom min kæreste er førtidspensionist. men vågner hun om natten er det somregel ham der tager hende netop fordi får jeg ikke min søvn kan jeg ikke hænge sammen. og skal han stå med hende alene brænder han over hvis hun er lidt hysterisk,træt eller ked af det.
og på den måde er vi heldigvis god til at støtte hinanden men igen fordi vi begge fejler noget så vi har mere forståelse for hinanden.

Du gør lidt dig selv en bjørnetjeneste ved at "tage" over for din kæreste fordi han ikke forstår dig. du gør det netop sværer for ham at forstå dig når du ordner alle ting selvom du ikke magter det. for han kan ikke forstå det er et problem for dig når du jo render rundt og gør tingene alligevel. ved det er svært ikke at gøre de ting pga skyldfølelse. tro mig jeg gennemgår de ting hver eneste dag.
men husk at dit barn ikke dør af at opvasken står der i to dage istedet for 1 dag. at hun ikke lige kommer i bad hver dag eller hver anden dag. at du ikke lige får taget tøjvasken i dag men imorgen istedet for. det der er vigtigt er at du passer på dig selv og er der for din datter. så er det skam lige meget om dit hjem ligner et bombet lokum.
efter jeg kom ud for mit uheld og vi fik isabella ligner vores hjem skam heller ikke noget der kunne være i et boligkatalog. tvært imod. der er sgu støv på hylderne og nogen gange kan der godt gå 1-2 uger før der bliver støvsuget. det er jo ikke livsfarligt at der ligger støv på hylderne at der ligger lidt krummer og at vasketøjskurven er fuld. og at der ligger legetøj overalt..
det er svært at trække på skuldrene og sige jamen min situation er som den er så derfor kan jeg ikke lige have det total rene og flotte hjem og helst gerne vil. det vigtigste er at dit barn er glad og du føler du magter bare 4 ud 7 dage om ugen..

det er svært men du må indse det. og jo før du indser at de pragtiske ting kan vente og at du har det som du har det lige pt. så får du det også bedre. det vigtigste ved en depression er netop at du lytter til din krop og acceptere at du har det som du har det. jo før kommer du om på den anden side.

mange gange helt og lykke med det hele. jeg står gerne til rådighed med snak og lign hvis du har brug for det...

Hmm nu er det meget sjældent jeg skriver herinde, men du bringer et emne op der optager mig meget selv i øjeblikket.

Jeg har pt selv en moderat depression, og det påvirker min hverdag meget. Jeg kæmper dagligt med at få noget fra hånden (går hjemme på barsel). Men jeg har det helt klart bedre end for en mrd siden

Min mand har været fantastisk, og har faktisk meldt ud at det var lettere at være sammen med mig, nu hvor han ved hvad det drejer sig om.

Ellers er min oplevelse at jeg bliver mod med støtte, men også at min nærmeste ikke helt forstår hvad det drejer sig om. Jeg har kun mødt en der stillede sig tvivlende omkring det at jeg skulle have en depression. Men ikke en som er tæt på mig. 

Jeg har faktisk også selv svært ved at forstå det helt. Men videnen gør at jeg har letter ved at acceptere at der er ting jeg ikke overskuer, og er blevet bedre til at sige til mig selv "det jeg ikke når nu, når jeg senere" Der skal være tid til mine børn!

Mange hilsner

Henriette

hov fik ikke sagt at jeg har en storsøster, en lillebror og en fætter der lider af skitzofreni, en anden fætter der også er syg men de ved ikke hvad han fejler. en mor der er kronisk depressiv. og meget meget andet. så ved hvad du gennemgår..

Anonym skriver:

Det giver helt sikkert mening, og han er i sin gode ret til at have sine dårlige dage. Problemet for mig er, når han reagerer negativt HVER gang der er det mindste, kan knap nok sukke dybt bare for at få vejret, før han bliver træt af det. Og jeg taler endda ikke om min depression til daglig og beklager mig ikke, netop fordi jeg ved han ikke tager det pænt..

Det kan jeg godt forstå må være nedslidende for dig. Men måske han også er nedslidt? Hvis han er nået til et punkt hvor han ikke kan bryde den onde cirkel?

Jeg har givet det her råd rigtig mange gange - men hvis jeg var jer, ville jeg finde en god parterapeut. Eller du kan tage ham med til din psykolog hvis du har sådan en? Vi har haft rigtig gode erfaringer med parterapi herhjemme.

Det virker som en ok side, synes dog ikke den er så overskuelig fra mobilen så vil kigger mere op den, når jeg engang har fået internet.

Det er bare svært, for har jo borderline, men ikke så svær en grad længere og så alligevel. Læste lige hende der var derinde og hun oplever det på en helt anden måde, end fx jeg gør, men sådan er det nok tit, selvom det er samme sygdom. Er glad for der er kommet mere fokus på det, at have en psykisk lidelse.

Det er noget rigtigt øv, at du har fået en depression igen, håber du hurtigt kan arbejde dig nogenlunde ud af den, så i alle fire får det super duper, lyder forkert, men håber du forstod den alligevel.

til alle derude, som enten har eller lever med en psykisk lidelse, det er sgu svært, når man ikke kan se det.

Jeg er en af jer. 

Jeg tager pt. ikke medicin, har jeg ikke gjort siden feb. 2012.Selvvalgt og uden samråd med min læge. Har ikke været oppe hos min læge siden.Hun aflyste vores sidste tid, det kunne jeg ikke lige kapere og så er det nemmere for mig bare at blive væk.

Jeg har mistanke om jeg lider af bipolar affektiv lidelse, idet jeg altid har kunne genkende tegn hos mig selv som er deri.
Jeg har megen socialfobi til tider samt at jeg i perioder oplever panikangst og tit dødsangst. Jeg har ufattelig dårlig selvtillid og selvværd.

Jeg har altid haft det sådan, min såkaldte 'primetime' havde jeg i mine unge dage da teenage-hormonerne ramte mig. Jeg tænkte dagligt på selvmord og hadet hele verden lidt mere end alle andre teenagere gjorde.  Jeg har været tidligere cutter (nu er det kun arrerne som er tilbage) Den dag idag ville jeg aldrig kunne mig selv til det, tror jeg. Men Man skal aldrig sige aldrig..

Jeg tror aldrig jeg bliver normal, for jeg ved faktisk ikke hvordan det føles som. Jeg kan på ingen måde tro på at der findes folk som har det ligesom mig, nogle gange når jeg fortæller nogle af de helt syge ting jeg har gjort mod mig selv gennem tiderne, har jeg oplevet folk ikke har troet på mig.  

Jeg har endda engang søgt hjælp hos min daværende praktiserende læge, hvor jeg fortalte om hvordan jeg havde det (har aldrig rigtig haft problmer med at snakke om mig selv til fagfolk) og at jeg dagligt tænkte på at tage livet af mig selv bl.a.
Han gjorde ingenting, og fejede det lidt af bordet som om at "Slå lige koldt vand i bordet, dramaqueen"

Jeg ved ikke hvorfor jeg har skrevet al det her og om det overhoved passer ind i tråden. Men det er altid dejligt at få lettet låget lidt ..

Jeg vil gerne tilføje at jeg til daglig har et barn, under uddannelse og udadtil ligner en anden dansk velfungerende pige.

Super go side

Jeg har også en psykisk diagnose som desværre er kronisk.

Har kæmpet med psykiske lidelser siden jeg var 14 (er i dag 30), bla. svær anorexi og dyb depression. Har flere selvmordsforsøg i rygsækken.

Fik for ca 1 år siden min diagnose, og det har på mange måder gjort det lettere for mig. Møder en meget større forståelse fra venner og familie.

Jeg overvejede egentlig at forholde mig anonym, men hvorfor egentlig? Jeg har ikke selv valgt at have en psykisk sygdom, og den gør mig ikke til et ringere menneske. Hvis folk vil se skævt til mig er det deres hovedpine.

Så her er jeg: Faith

Jeg vælger lige at skrive fordi jeg gerne vil kunne finde tråden igen. og læse linket når jeg er lidt mere frisk

Jeg er selv meget meget i tvivl om jeg måske har en dep . Men jeg ved ikke om jeg tør gå til læge .

Åhh, husker alt for godt det sorte hul. Jeg er selv på antidepressiv, har været det i 11 år nu, og jeg fungere bare ikke uden hjælp.

min mor lider af depressioner (nej, det er ikke arveligt, ca 5% børn af en depressiv får selv depressioner) og min fars familie har INGEN forståelse for det. Nu er mine forældre heldigvis Skilt.

Nå, men altså mit brød ud mens jeg gik på efterskole, jeg mangler ca 24 timer, det er bare et sort hul. Jeg husker jeg står af toget på Odense station, og det næste jeg husker er jeg sidder i bilen på vej hjem, med min mor og hendes kollega.

jeg har mødt mange skeptiske mennesker, for "HVORFOR TAGER DU DIG IKKE BARE SAMMEN" ?? 

Ja, hvorfor gør jeg ikke det. Mit svar er i dag når jeg har en dum dag og hullet virker meget dybt "jeg tuder fordi græsset gror, fuglene synger, og bilerne kører på vejen, kan du gøre noget ved det???" Folk svare nej, for intet de kan gøre, gør at det bliver mere forståeligt.

der er så mange uvidende mennesker som ikke forstår hvad der sker  i hovedet på en depressiv. Og ja, hvad sker der i hovedet?? Jeg aner det ikke selv, du mangler et stof som gør du føler glæde, eller hvertfald føler noget.

Jeg var følelses kold da jeg var i min værste tilstand, jeg ville bare dø. Jeg elskede ikke min mor, far, søster eller min lillebror som kun var 2 Den gang. Da jeg fortalte min far at jeg ønskede at dø, og jeg ikke følte glæde ved min lillebror, da gik det op for ham hvad jeg faktisk stod i. Jeg skulle virkelig skære det så meget ud før han forstod det.

Hvordan forklare man at man lever i en verden hvor man helst trækker dynen op over hovedet, ikke gider spise, ikke gider gå i bad, ikke vil uden for en dør. Jeg aner det ikke.

Men jeg ved hvordan JEG overlever mine sorte tider, og det er vigtigt. Og kan folk ikke forstå det, så må de selv gøre sagerne...

Herhjemme siger jeg ligeud til manden min at i dag har jeg ikke lavet en skid, og du må lave aftensmad. (Jeg sidder ved min symaskine, det er min terapi, og det ved han). Han har brokket sig over at der ikke bliver støvsuget hver anden dag, at jeg ikke støver af hver 3 dag, osv... Sidst han brækkede sig var for snart 2 måneder siden, og der blev jeg så tosset at jeg sagde han ikke skulle brokke sig hvis han ikke kunne huske hvornår han selv havde gjort de ting.... Og belive it... Manden huskede ikke hvornår han svingede støvsugeren i hjemmet sidst, tørrede støv af, vaskede tøj, eller tømte opvaskemaskine..... 

HAN HAR IKKE BROKKET SIG SIDEN.........

Du kan sige til din svigerforældre at det ikke er ferien i skal på, eller dine studier du ikke magter... Du magter ikke græsset groer, bilerne køre, solen skinner, det regner, fuglene synger, folk går på toilet...... HVAD ER DET VED DET, DE IKKE FORSTÅR???? 

Undskyld det lange indlæg.......

Jeg ved hvem du er og du ved hvem jeg er hehe, men meget få mennesker ved at jeg mest af alt havde lyst til at dø mens jeg var gravid.

Blev indlagt under graviditeten, men kun på sygehuset fordi psykiatrisk afdeling ikke var godt når jeg var gravid. Det var et alt for voldsomt sted for mig. Er aften knækkede filmen for mig og jeg blev bange for hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv og derved mit ufødte barn.

Sygeplejerskerne låste altandøren og jeg fik en vagt til at sidde udenfor hele natten. Det var lige næsten 9 måneders graviditet i helvede der eskalerede. Havde en meget svær depression og fik medicin, psykiaterhjælp og mobilteam.

Nåede at få det meget bedre inden fødslen, heldigvis