Er du en af os?

Jeg vælger at være anonym for ikke at udstille venner og familie. Man kan svare anonymt. I må dog gerne kunne genkende mig. Jeg er tilbagevendende på b. med depression, mor til en på cirka et år og en ny på vej.

Mange med psykiske sygdomme oplever det som værende enormt stigmatiseret, tabubelagt, og møder mange fordomme, misforståelser og tvivl. Vi lever i 2012, og selvom en psykisk sygdom er en sygdom på lige fod med en brækket arm (man kan bare ikke se den), så er der stadig RIGTIG mange, som ikke aner noget som helst om disse sygdomme, og som absolut ingen forståelse har omkring dem. Derfor vil jeg anbefale jer at besøge hjemmesiden www.en-af-os.dk , som netop tager kampen op omkring dette problem.

På samme tid kunne jeg godt tænke mig at spørge jer om 2 ting:

1. Jer der har eller har haft en psykisk sygdom, har i - i nogle tilfælde - oplevet at folk ikke forstod, tvivlede, bebrejdede eller lignende?
2. Har du selv haft svært ved at forstå og sætte dig ind i en ven/bekendts/familiemedlems psykiske sygdom?

Jeg har måtte komme frem omkring min depression. Da jeg har valgt at tage orlov fra min studie pga. den, har jeg ikke kunne skjule det. Folk skal nok opdage, at man ikke studerer På visse fronter har jeg oplevet fuld opbakning og forståelse, men andre har vist, at de ikke helt forstår, hvad en svær depression indebærer for den syge, og det føler jeg har gjort det værre.

Fx fortalte min kæreste i aften sine forældre om min situation. Han siger, at de ikke reagerede positivt. Om jeg da ikke glædede mig til den ferie vi skal på med dem? Om det hele var fordi mit studie var for svært for mig? Jeg blev bare SÅ ked af at høre den reaktion, for det havde jeg bare ikke forventet! Og det er et typisk eksempel på nogen, som ikke rigtig ved noget om depression. Det handler jo ikke om jeg er utaknemmelig over det min svigerfamilie giver os, det handler ikke om sværhedsgraden på mit studie er for svært. Det handler om en kemisk ubalance i min hjerne, samt tidligere tiders nedture, som påvirker mig i en sådan grad, at jeg har svært ved at fungere til dagligt.

Desværre er min kæreste heller ikke helt vildt forstående. Han bliver som regel irriteret over jeg ikke kan overskue tingene, bliver hurtigt træt, eller jeg nærmest føler jeg har lyst til at tude, når vores datter vågner om natten. Og jeg har endda forklaret ham alt! Og det er mest skuffende af alt, for det gør det hele værre. Og jeg gør endda mange ting jeg egentlig ikke magter for at holde sammen på min lille familie. Jeg rydder op, gør rent, laver de fleste dage aftensmad, hygger min med vores datter osv. Så for mig er det ekstremt skuffende han ikke kan håndtere de svære tider, især taget i betragtning hvad jeg har fundet mig i, indtil han tog sig sammen.

Hvad har i andre af oplevelser?

Super god side

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for ikke at udstille venner og familie. Man kan svare anonymt. I må dog gerne kunne genkende mig. Jeg er tilbagevendende på b. med depression, mor til en på cirka et år og en ny på vej.

Mange med psykiske sygdomme oplever det som værende enormt stigmatiseret, tabubelagt, og møder mange fordomme, misforståelser og tvivl. Vi lever i 2012, og selvom en psykisk sygdom er en sygdom på lige fod med en brækket arm (man kan bare ikke se den), så er der stadig RIGTIG mange, som ikke aner noget som helst om disse sygdomme, og som absolut ingen forståelse har omkring dem. Derfor vil jeg anbefale jer at besøge hjemmesiden www.en-af-os.dk , som netop tager kampen op omkring dette problem.

På samme tid kunne jeg godt tænke mig at spørge jer om 2 ting:

1. Jer der har eller har haft en psykisk sygdom, har i - i nogle tilfælde - oplevet at folk ikke forstod, tvivlede, bebrejdede eller lignende?
2. Har du selv haft svært ved at forstå og sætte dig ind i en ven/bekendts/familiemedlems psykiske sygdom?

Jeg har måtte komme frem omkring min depression. Da jeg har valgt at tage orlov fra min studie pga. den, har jeg ikke kunne skjule det. Folk skal nok opdage, at man ikke studerer På visse fronter har jeg oplevet fuld opbakning og forståelse, men andre har vist, at de ikke helt forstår, hvad en svær depression indebærer for den syge, og det føler jeg har gjort det værre.

Fx fortalte min kæreste i aften sine forældre om min situation. Han siger, at de ikke reagerede positivt. Om jeg da ikke glædede mig til den ferie vi skal på med dem? Om det hele var fordi mit studie var for svært for mig? Jeg blev bare SÅ ked af at høre den reaktion, for det havde jeg bare ikke forventet! Og det er et typisk eksempel på nogen, som ikke rigtig ved noget om depression. Det handler jo ikke om jeg er utaknemmelig over det min svigerfamilie giver os, det handler ikke om sværhedsgraden på mit studie er for svært. Det handler om en kemisk ubalance i min hjerne, samt tidligere tiders nedture, som påvirker mig i en sådan grad, at jeg har svært ved at fungere til dagligt.

Desværre er min kæreste heller ikke helt vildt forstående. Han bliver som regel irriteret over jeg ikke kan overskue tingene, bliver hurtigt træt, eller jeg nærmest føler jeg har lyst til at tude, når vores datter vågner om natten. Og jeg har endda forklaret ham alt! Og det er mest skuffende af alt, for det gør det hele værre. Og jeg gør endda mange ting jeg egentlig ikke magter for at holde sammen på min lille familie. Jeg rydder op, gør rent, laver de fleste dage aftensmad, hygger min med vores datter osv. Så for mig er det ekstremt skuffende han ikke kan håndtere de svære tider, især taget i betragtning hvad jeg har fundet mig i, indtil han tog sig sammen.

Hvad har i andre af oplevelser?

Min sygdom har ødelagt meget i mit liv og styrer det.
Det har været grund til meget råberi, fordi at der var ting jeg ikke kunne forklare.
Men jeg har selv kæmpet mig til hvor jeg er i dag

Jeg syntes egentlig at jeg generelt har mødt forståelse omkring min sygdom, har da til tider mødt dumme uvidende kommentarer og i de svære perioder har det os gået mig på men syntes faktisk jeg har håndteret det på en sådan måde at folk er endt ud med en forståelse.. Der hvor det var sværest for mig var da vi sku ha Laura, var så bange for at blive stemplet som dårlig mor eller at alle ville lede efter en fødsels dep.. Jeg syntes det er så vigtigt man er åben omkring det da det både er helbredende men os den eneste måde at få folk ud af deres enorme uvidenhed

Vi fik RIGTIG meget støtte af familie og venner da jeg blev indlagt d. 15 jan 2010. og lææææænge efter det.

Der gik lang tid (sådan føltes det i hvert fald - måske var det kun 3-4 uger) før jeg turde være alene med lillepigen. Hver gang kæresten skulle noget vi ikke kunne være med til, kom der én for at passe mig/ lillepigen. Vi øvede det op lige så stille, da jeg blev klar

Alle var MEGET forstående .. men mååske hænger det sammen med at jeg blev indlagt og ikke "bare" havde været ved lægen .. Jeg har fået at vide at alle var i chok over min pludselige tilstand og derefter indlæggelse!

Er meget ked af at høre, hvordan du er blevet taget imod af familien. Øv altså! Det er jo på ingen måde det, det handler om.

 

Dette er i øvrigt kun anonymt for googles skyld

s e r i n a s m o r

Jeg har ikke selv kæmpet med psykisk sygdom, men har flere nære venner som har. Bl.a. en af mine bedste venner som har haft depressioner over flere omgange.

Jeg synes at dine svigerforældre reagerer ret ignorant. De er sikkert ikke onde mennesker, men som du selv er inde på forstår de intet af hvad det vil sige at være deprimeret.

M.h.t. din kæreste, så tror jeg måske at jeg lidt bedre forstår hvordan han har det - uden at kende jer og uden at være en flue på væggen hos jer, så det er jo kun gisninger.

Jeg har også fra tid til anden syntes at det var svært når min ven var depressiv. Det er ikke fordi jeg ikke forstår hvad han gennemgår, eller fordi jeg ikke har sympati med ham. Men det er bare heller ikke altid at JEG har det helt store overskud til at være den stærke. Nej, jeg er ikke deprimeret og han har det sikkert værre end jeg. Men når man selv er udkørt, har problemer i sit liv, er stresset eller whatever, kan det nogle gange virke uoverkommeligt at skulle deale med andre folks problemer.

Giver det mening?

Jeg vælger at være anonym for ikke at udstille venner og familie. Man kan svare anonymt. I må dog gerne kunne genkende mig. Jeg er tilbagevendende på b. med depression, mor til en på cirka et år og en ny på vej.

Mange med psykiske sygdomme oplever det som værende enormt stigmatiseret, tabubelagt, og møder mange fordomme, misforståelser og tvivl. Vi lever i 2012, og selvom en psykisk sygdom er en sygdom på lige fod med en brækket arm (man kan bare ikke se den), så er der stadig RIGTIG mange, som ikke aner noget som helst om disse sygdomme, og som absolut ingen forståelse har omkring dem. Derfor vil jeg anbefale jer at besøge hjemmesiden www.en-af-os.dk , som netop tager kampen op omkring dette problem.

På samme tid kunne jeg godt tænke mig at spørge jer om 2 ting:

1. Jer der har eller har haft en psykisk sygdom, har i - i nogle tilfælde - oplevet at folk ikke forstod, tvivlede, bebrejdede eller lignende?
2. Har du selv haft svært ved at forstå og sætte dig ind i en ven/bekendts/familiemedlems psykiske sygdom?

Jeg har måtte komme frem omkring min depression. Da jeg har valgt at tage orlov fra min studie pga. den, har jeg ikke kunne skjule det. Folk skal nok opdage, at man ikke studerer På visse fronter har jeg oplevet fuld opbakning og forståelse, men andre har vist, at de ikke helt forstår, hvad en svær depression indebærer for den syge, og det føler jeg har gjort det værre.

Fx fortalte min kæreste i aften sine forældre om min situation. Han siger, at de ikke reagerede positivt. Om jeg da ikke glædede mig til den ferie vi skal på med dem? Om det hele var fordi mit studie var for svært for mig? Jeg blev bare SÅ ked af at høre den reaktion, for det havde jeg bare ikke forventet! Og det er et typisk eksempel på nogen, som ikke rigtig ved noget om depression. Det handler jo ikke om jeg er utaknemmelig over det min svigerfamilie giver os, det handler ikke om sværhedsgraden på mit studie er for svært. Det handler om en kemisk ubalance i min hjerne, samt tidligere tiders nedture, som påvirker mig i en sådan grad, at jeg har svært ved at fungere til dagligt.

Desværre er min kæreste heller ikke helt vildt forstående. Han bliver som regel irriteret over jeg ikke kan overskue tingene, bliver hurtigt træt, eller jeg nærmest føler jeg har lyst til at tude, når vores datter vågner om natten. Og jeg har endda forklaret ham alt! Og det er mest skuffende af alt, for det gør det hele værre. Og jeg gør endda mange ting jeg egentlig ikke magter for at holde sammen på min lille familie. Jeg rydder op, gør rent, laver de fleste dage aftensmad, hygger min med vores datter osv. Så for mig er det ekstremt skuffende han ikke kan håndtere de svære tider, især taget i betragtning hvad jeg har fundet mig i, indtil han tog sig sammen.

Hvad har i andre af oplevelser?

Hej

jeg bliver også fejlfortolket , misforstået osv, jeg fik som 16 årig at vide af en psykolog at jeg havde svær depression og ud fra mit liv kunne hun vurdere jeg havde haft det siden jeg var 10-11 år, jeg blev så behandlet for svær dep i 3 år til jeg var 19, der krævede kommunen en psykiatisk vurdering, hvor de så fandt ud af at jeg var fejldiagnosticeret, jeg er affekt eksplosiv og lider af emotionel ustabil personlighedsstruktur - Borderline 

jeg er nu 22 og er først begyndt at "acceptere" jeg skal leve med det resten af mit liv og begyndt at åbne ordentlig op for min familie , venner , svigerfamilie og min kæreste her de sidste 2-3 måneder, nogen acceptere det og læser om det for at forstå mig bedre og nogen skubber mig væk fordi de forbinder det med skizofreni (hvilket det jo ikke er) 

jeg skal nu starte i aktivering på et program med personlig udvikling og hvor de så kan få mig ind på ambulatoriet til noget form for terapi for unge gravide / mødre der har borderline , så der måske kan blive håb for at jeg engang kan klare at have et arbejde

 

Rettede lige til anonym , men også kun for google

jeg er MinBabyOscar<3

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for ikke at udstille venner og familie. Man kan svare anonymt. I må dog gerne kunne genkende mig. Jeg er tilbagevendende på b. med depression, mor til en på cirka et år og en ny på vej.

Mange med psykiske sygdomme oplever det som værende enormt stigmatiseret, tabubelagt, og møder mange fordomme, misforståelser og tvivl. Vi lever i 2012, og selvom en psykisk sygdom er en sygdom på lige fod med en brækket arm (man kan bare ikke se den), så er der stadig RIGTIG mange, som ikke aner noget som helst om disse sygdomme, og som absolut ingen forståelse har omkring dem. Derfor vil jeg anbefale jer at besøge hjemmesiden www.en-af-os.dk , som netop tager kampen op omkring dette problem.

På samme tid kunne jeg godt tænke mig at spørge jer om 2 ting:

1. Jer der har eller har haft en psykisk sygdom, har i - i nogle tilfælde - oplevet at folk ikke forstod, tvivlede, bebrejdede eller lignende?
2. Har du selv haft svært ved at forstå og sætte dig ind i en ven/bekendts/familiemedlems psykiske sygdom?

Jeg har måtte komme frem omkring min depression. Da jeg har valgt at tage orlov fra min studie pga. den, har jeg ikke kunne skjule det. Folk skal nok opdage, at man ikke studerer På visse fronter har jeg oplevet fuld opbakning og forståelse, men andre har vist, at de ikke helt forstår, hvad en svær depression indebærer for den syge, og det føler jeg har gjort det værre.

Fx fortalte min kæreste i aften sine forældre om min situation. Han siger, at de ikke reagerede positivt. Om jeg da ikke glædede mig til den ferie vi skal på med dem? Om det hele var fordi mit studie var for svært for mig? Jeg blev bare SÅ ked af at høre den reaktion, for det havde jeg bare ikke forventet! Og det er et typisk eksempel på nogen, som ikke rigtig ved noget om depression. Det handler jo ikke om jeg er utaknemmelig over det min svigerfamilie giver os, det handler ikke om sværhedsgraden på mit studie er for svært. Det handler om en kemisk ubalance i min hjerne, samt tidligere tiders nedture, som påvirker mig i en sådan grad, at jeg har svært ved at fungere til dagligt.

Desværre er min kæreste heller ikke helt vildt forstående. Han bliver som regel irriteret over jeg ikke kan overskue tingene, bliver hurtigt træt, eller jeg nærmest føler jeg har lyst til at tude, når vores datter vågner om natten. Og jeg har endda forklaret ham alt! Og det er mest skuffende af alt, for det gør det hele værre. Og jeg gør endda mange ting jeg egentlig ikke magter for at holde sammen på min lille familie. Jeg rydder op, gør rent, laver de fleste dage aftensmad, hygger min med vores datter osv. Så for mig er det ekstremt skuffende han ikke kan håndtere de svære tider, især taget i betragtning hvad jeg har fundet mig i, indtil han tog sig sammen.

Hvad har i andre af oplevelser?

Puha, det er en hård omgang!!

Jeg oplever ofte i professionelle sammenhænge(læser til sygeplejerske og arbejder på plejehjem) at folk bare ikke vil forstå at nogen sygdomme ikke kan ses, feks ang demens! demente KAN IKKE huske, de vil gerne men oplever feks nogle af beboerne på plejehjemmet bliver irriteret på de demente når de gentager sig selv for de forstår/vil ikke forstå at det ikke er noget de gør frivilligt.

Jeg har det selv inde på livet, min mor har et piskesmæld og fordi folk ikke kan se hun er syg mener de ikke hun fejler noget, men hun lever i konstante smerter hun aldrig bliver fri for og jeg ved der er faldet nogle folk fra i omgangs kredsen gennem tiden fordi de slet ikke forstår at de begrænsninger hun har ikke er et valg hun træffer fordi hun har lyst men et valg hun træffer fordi hun ikke kan andet (håber det giver mening)

jeg mærker det også på egen krop, jeg har kraftigt nedsat stofskifte og KÆMPER med at tabe mig, det er bare ikke lige helt så nemt og selvom min datter snart bliver 3 vejer jeg stadig alt for meget for det går bare så pisse langsomt. Men folk forstår ikke at det er en sygdom, jeg kan jo bare spise sundt! ØHHHHHHHHH ja tak det havde jeg jo slet ikke tænkt på selv.

Men jeg tror desværre det er sådan vores samfund er skruet sammen, men tror på/forholder sig til de ting man kan se og har svært ved at håndterer/tro på de ting der ikke umiddelbart er synlige!


Nå men: velkommen tilbage og hvor er det pisse sejt du er åben omkring det og får hjælp til at komme tilbage på sporet!

modesty skriver:

Jeg har ikke selv kæmpet med psykisk sygdom, men har flere nære venner som har. Bl.a. en af mine bedste venner som har haft depressioner over flere omgange.

Jeg synes at dine svigerforældre reagerer ret ignorant. De er sikkert ikke onde mennesker, men som du selv er inde på forstår de intet af hvad det vil sige at være deprimeret.

M.h.t. din kæreste, så tror jeg måske at jeg lidt bedre forstår hvordan han har det - uden at kende jer og uden at være en flue på væggen hos jer, så det er jo kun gisninger.

Jeg har også fra tid til anden syntes at det var svært når min ven var depressiv. Det er ikke fordi jeg ikke forstår hvad han gennemgår, eller fordi jeg ikke har sympati med ham. Men det er bare heller ikke altid at JEG har det helt store overskud til at være den stærke. Nej, jeg er ikke deprimeret og han har det sikkert værre end jeg. Men når man selv er udkørt, har problemer i sit liv, er stresset eller whatever, kan det nogle gange virke uoverkommeligt at skulle deale med andre folks problemer.

Giver det mening?

Det giver helt sikkert mening, og han er i sin gode ret til at have sine dårlige dage. Problemet for mig er, når han reagerer negativt HVER gang der er det mindste, kan knap nok sukke dybt bare for at få vejret, før han bliver træt af det. Og jeg taler endda ikke om min depression til daglig og beklager mig ikke, netop fordi jeg ved han ikke tager det pænt..

Hvor er det dejligt at læse jeres svar og fortællinger - fordi i er åbne omkring jeres tanker. Tak for det!