Orker ikke min kæreste mere...

Mht. søvnen: Hvis han ikke kan komme op om morgenen på trods af vækkeure og hvis han ellers kommer ordentlig tid i seng. (Dvs. 8 timer før han skal op)... Så synes jeg seriøst han skal gå til lægen og få undersøgt hvorfor han er så træt.

Jeg gik hele min barndom, ungdom og mine første voksenår og fik at vide jeg var doven, ugidelig, skulle tage mig sammen, skulle stå op når vækkeuret ringede, og da jeg så endelig gik til lægen som 25 årig fordi intet nogensinde hjalp, fik jeg en henvisning til et søvnlaboratorium hvor de fandt ud af jeg havde en søvnsygdom, Narkolepsi.

Havde jeg bare vidst det fra barnsben af, havde jeg sluppet for mange nedværdigende kommentarer og dårligt selvværd over ikke at kunne det som andre kunne, og hele tiden at skuffe andre og misse mødetider på job og studie! Af den grund hader jeg formuleringen "han/hun skal bare tage sig sammen".

Respekter ham og spørg om han har brug for at blive tjekket om der er noget galt siden han ikke kan stå op og vågne, eller om han tror det er fordi han ikke kommer tidligt nok i seng.

TeamRocket skriver:

Giv ham en chance kvinde. Mænd er (okay ikke alle men mange) langsomme, små dumme, men godmodige væsner. De har ikke bare automatisk tjek på alt, som vi (okay ikke alle men mange af os) kvinder har. Selv om det er lige hårdt for mænd og kvinder at klare de samme ting, må man gå til de kære væsner på en lidt anden facon end 'gør det så forhelvede ellers forlader jeg dig, græd græd græd' lær ham at vaske tøj, ros ham når det ikke længere krymper 10 størrelser under vask, lav mad sammen og hav maddage hvor i skiftes, bed ham støvsuge når du ordner badeværelset, spørg om studiet går dårligt og støt ham, han savner nok sin mor, er skræmt ved tanken om baby, og hvis du så er sur hele tiden ja så er det nok ikke sjovt at være ham. Sig ikke hvorfor du er træt af ham, men tænk på hvorfor du elsker ham, han må jo være noget helt særligt og ret fantastisk når du vil ha han skal være far til jeres lille baby :-) jeg kan næsten love dig han har det svært, vær der for ham, fortæl hvordan i fælles får det bedre. Jeg forstår godt du har brug for at lukke damp ud, men husk, i skal nyde livet- hans er først lige startet, vis ham vejen, ikke som en mor, men som en støttende kæreste :-)

Jeg er rigtig meget enig i det du skriver.

Dog er jeg imod at rose, men synes i stedet man skal vise sin glæde og taknemlighed når der bliver gjort noget. At rose ser jeg som lidt nedladende. 

Puha det lyder som om i har et stykke arbejde foran jer. Men for det første - i har boet sammen i 14 dage, prøv nu lige at tage nogle snakke om det inden i flytter fra hinanden igen.

Din kæreste lyder meget umoden, og der er en god chance for at du kommer til at agere mor for ham, tror jeg desværre.

Mit råd er at i tager nogle snakke om forventninger til hinanden, eks. Du forventer han går i skole og tager den uddannelse (i skal jo snart have barn!). Lav et tydeligt skema over hvem der skal lave hvad derhjemme gerne helt ned i detaljerne (Daglige opgaver og ugeopgaver). Gør det klart for ham at du forventer han deltager på lige fod med dig, og hvis han ikke gør det kan i ikke bo sammen. Så kan i jo prøve det nogle måneder frem og se hvordan det går.

vær konkret og specifik omkring det i forventer af hinanden, for den der snak der ender i 'jo jo jeg skal nok gøre det bedre' uden at i har talt om hvordan det konkret skal gøres anderledes, den kommer i ingen vegne med.

håber han vokser med opgaven for hans egen skyld og for jeres skyld som par og familie 

ps. Desuden skal du nok ikke regne med at det nogensinde bliver perfekt. de fleste par jeg kender - unge som ældre har stadig ind i mellem diskussioner om ting som skal ordnes derhjemme osv. Jeg tror det altid vil være en del af parforholdet for de fleste - det skal bare ikke fylde så meget som det gør hos dig/jer lige nu. Derudover tager det som regel noget tid at omstille sig og 'lære' at bo sammen

Tak for alle svarene i søde damer  
Jeg tager snakken med ham her i weekenden
Vil helt sikkert overveje og bruge de ting i er kommet med til mig Altid rart at få råd fra nogle der er lidt ældre .. For vil jo hellere ikke selv flytte fra ham OVERHOVEDET , slet ikke efter så kort tid ..
For selvom jeg beskriver ham som en lort så er han jo det dejligeste væsen på jorden , som jeg aldrig vil af med ..
Og ja ved godt det er svært at flytte sammen og få det til at fungere og man skal bare lige have fundet rytmen i forholdet og få det ordenligt igang

Igen endnu en tak for alle svarene i har skrevet