Sende handicappet ægtefælle væk...

Hej.

Jeg håber, man acceptere, at jeg har valgt at være ano, da dette her ikke omhandler mig, men omhandler min svigermor og svigerfar.

Min svigerfar på 56 år, fik i april en blodprop og er halvsidig lammet i venstre side. Han har været på et intens genoptræningscenter og er nu på det 2. genoptræningscenter. Han bliver ikke bedre, end han er nu.

Dvs. Han er fuldt lammet i venstre side, har ingen sygdomsindsigt, svingende i humør og kan blive meget meget vred. Er svingende i realiteten og kan derved både være helt klar det ene øjeblik og det næste øjeblik er han helt overbevist om, at han har været med portøren i Tyskland efter øl og  blev jagtet af politiet. Han er dørsøgende og tror klart at han skal på arbejde om 14 dage osv osv osv.

Min svigermor har så valgt, at hun ikke ønsker, at få ham hjem. Hun ønsker ikke at sige sit arbejde op og passe ham. Og hun ønsker ikke at han skal passes i deres hjem pga han skal have hjælp til ALT. Han kan ikke være alene, mens hun er på arbejde osv. Hendes arbejde betyder meget for min svigermor. Det er hendes frirum og det sociale rum.

Hun kæmper og kæmper mod kommunen, som har forventet og nærmest presser hende til at sige sit arbejde op for at passe sin mand. Hvilket hun ikke ønsker.

Mit spørgsmål er så......

Ville du kunne passe sin mand med sådan en blodprop og være hans hjælper døgnet rundt i alle henseender eller ville du sende ham på et bosted med proffessionel personale og derved stadig agere mand og kone i det omfang det tillader???

Jeg har ingen ide om hvad jeg vitterligt ville gøre, hvis jeg selv stod i situationene om mangemange år.

Men umiddelbart hvis jeg skulle svare nu, så ville jeg heller ikke vælge at få min mand hjem igen.

Den er virkelig svær. Hvis jeg ser ud fra mit job, og hvad det indebærer, så forstår jeg din svigermor fuldt ud. (er SSH i det daglige). 

Men hvad jeg selv ville vælge, tror jeg ikke jeg kan svare på. Umiddelbart vil jeg træffe samme valg som din svigermor. 

Føler med hende, sikke en træls situation at stå i. 

Hvis det var min mand det var sket det for, havde jeg sagt min job op og hevet ham hjem... men jeg er også af den opfattelse at jeg skal arbejde for vi kan have det hyggeligt. jeg ville da meget heller være hjemmegående husmor, men så ville vi jo ikke rigtig have nogle penge til fredagshygge, og måske en rejse i ny og næ...

(Men jeg lider også lidt af socialforbi, så jeg har det bedst kun med mig selv og min familie)

Kommunen kan da ikke forlange at hun siger sit job op og slet ikke i disse tider.

Jeg har det som en anden skriver, at hvis min mand blev syg ville jeg passer og pleje ham. Men samtidig oplever jeg også hvor stor en belastning min svigerfar er, i og med at han er syg - og tænker her at det er helt urimeligt at 2 liv skal gå i stykker.

Når de ikke er ældre, tænker jeg at det er bedre han kommer på plejehjem og så kan hun besøge ham hver dag. Det er jo også kærlighed at få hjælp. Men det er en virkelig svær situation, specielt når han til tider er helt klar.

Har han været på genoptræningscenter? Det kunne jo være første sted, hvor han bliver afprøvet på hvad han kan selv osv.

Anonym skriver:

Hej.

Jeg håber, man acceptere, at jeg har valgt at være ano, da dette her ikke omhandler mig, men omhandler min svigermor og svigerfar.

Min svigerfar på 56 år, fik i april en blodprop og er halvsidig lammet i venstre side. Han har været på et intens genoptræningscenter og er nu på det 2. genoptræningscenter. Han bliver ikke bedre, end han er nu.

Dvs. Han er fuldt lammet i venstre side, har ingen sygdomsindsigt, svingende i humør og kan blive meget meget vred. Er svingende i realiteten og kan derved både være helt klar det ene øjeblik og det næste øjeblik er han helt overbevist om, at han har været med portøren i Tyskland efter øl og  blev jagtet af politiet. Han er dørsøgende og tror klart at han skal på arbejde om 14 dage osv osv osv.

Min svigermor har så valgt, at hun ikke ønsker, at få ham hjem. Hun ønsker ikke at sige sit arbejde op og passe ham. Og hun ønsker ikke at han skal passes i deres hjem pga han skal have hjælp til ALT. Han kan ikke være alene, mens hun er på arbejde osv. Hendes arbejde betyder meget for min svigermor. Det er hendes frirum og det sociale rum.

Hun kæmper og kæmper mod kommunen, som har forventet og nærmest presser hende til at sige sit arbejde op for at passe sin mand. Hvilket hun ikke ønsker.

Mit spørgsmål er så......

Ville du kunne passe sin mand med sådan en blodprop og være hans hjælper døgnet rundt i alle henseender eller ville du sende ham på et bosted med proffessionel personale og derved stadig agere mand og kone i det omfang det tillader???

Jeg aner ikke, hvad jeg ville gøre .. Men hvis jeg overskudet, lysten og psyken til det, så ville jeg nok gøre det, måske .. Men kan forstå din svigermor, fordi hun er jo nødt til at sætte sit liv på standby ..

Anonym skriver:

Hej.

Jeg håber, man acceptere, at jeg har valgt at være ano, da dette her ikke omhandler mig, men omhandler min svigermor og svigerfar.

Min svigerfar på 56 år, fik i april en blodprop og er halvsidig lammet i venstre side. Han har været på et intens genoptræningscenter og er nu på det 2. genoptræningscenter. Han bliver ikke bedre, end han er nu.

Dvs. Han er fuldt lammet i venstre side, har ingen sygdomsindsigt, svingende i humør og kan blive meget meget vred. Er svingende i realiteten og kan derved både være helt klar det ene øjeblik og det næste øjeblik er han helt overbevist om, at han har været med portøren i Tyskland efter øl og  blev jagtet af politiet. Han er dørsøgende og tror klart at han skal på arbejde om 14 dage osv osv osv.

Min svigermor har så valgt, at hun ikke ønsker, at få ham hjem. Hun ønsker ikke at sige sit arbejde op og passe ham. Og hun ønsker ikke at han skal passes i deres hjem pga han skal have hjælp til ALT. Han kan ikke være alene, mens hun er på arbejde osv. Hendes arbejde betyder meget for min svigermor. Det er hendes frirum og det sociale rum.

Hun kæmper og kæmper mod kommunen, som har forventet og nærmest presser hende til at sige sit arbejde op for at passe sin mand. Hvilket hun ikke ønsker.

Mit spørgsmål er så......

Ville du kunne passe sin mand med sådan en blodprop og være hans hjælper døgnet rundt i alle henseender eller ville du sende ham på et bosted med proffessionel personale og derved stadig agere mand og kone i det omfang det tillader???

Jeg er uddannet indenfor plejen, og har ofte set ægtefæller passe hinanden i ligende situationer.

Jeg ville ønske jeg var storsindet nok til at kunne pleje min mand og bedste ven igennem mange år, hvis din fortælling skulle ske for os.....men jeg må med tårer i øjnene nok indrømme at jeg ikke tror jeg ville kunne gøre det. Både fordi det ville være frygtelig nedværdigende for ham at skulle være total afhængig af mig, men også fordi det ville være på bekostning af mit eget fremtidige liv.

Jeg ville være der alt jeg kunne for ham, og elske ham i det omfang sygdommen tillod det. Jeg ville støtte ham,give ham oplevelser og kærlighed...men jeg vil ikke opsige mit elskede job og mit aktive liv PGA min medfølelse til ham.

Desværre ved jeg, at han ville pleje mig til jeg ligger i graven....selvom jeg mange gange har frasagt mig det for hans egen skyld. Men han mener så at han svigter mig hvis han ik er der....i medgang og modgang...jeg mener han svigter sig selv, hvis han vælger at pleje mig.

Og han skal jo ik leve mit liv, men hans eget.....

Håber det blev forståeligt.....men egentligt et svært dilemma som jeg aldrig håber jeg skal tage stilling til.

Hej.

Jeg håber, man acceptere, at jeg har valgt at være ano, da dette her ikke omhandler mig, men omhandler min svigermor og svigerfar.

Min svigerfar på 56 år, fik i april en blodprop og er halvsidig lammet i venstre side. Han har været på et intens genoptræningscenter og er nu på det 2. genoptræningscenter. Han bliver ikke bedre, end han er nu.

Dvs. Han er fuldt lammet i venstre side, har ingen sygdomsindsigt, svingende i humør og kan blive meget meget vred. Er svingende i realiteten og kan derved både være helt klar det ene øjeblik og det næste øjeblik er han helt overbevist om, at han har været med portøren i Tyskland efter øl og  blev jagtet af politiet. Han er dørsøgende og tror klart at han skal på arbejde om 14 dage osv osv osv.

Min svigermor har så valgt, at hun ikke ønsker, at få ham hjem. Hun ønsker ikke at sige sit arbejde op og passe ham. Og hun ønsker ikke at han skal passes i deres hjem pga han skal have hjælp til ALT. Han kan ikke være alene, mens hun er på arbejde osv. Hendes arbejde betyder meget for min svigermor. Det er hendes frirum og det sociale rum.

Hun kæmper og kæmper mod kommunen, som har forventet og nærmest presser hende til at sige sit arbejde op for at passe sin mand. Hvilket hun ikke ønsker.

Mit spørgsmål er så......

Ville du kunne passe sin mand med sådan en blodprop og være hans hjælper døgnet rundt i alle henseender eller ville du sende ham på et bosted med proffessionel personale og derved stadig agere mand og kone i det omfang det tillader???

Ganske enkelt... Ja, jeg ville faktisk SØRGE for at jeg fik min mand hjem... Jeg er uddannet social og sundhedshjælper så det ville ikke røre mig en pind, faktisk tror jeg at jeg ville jeg kunne blive ansat som hans hjælper... Men, men... Der kunne opstå nogle problemer omkring det at skulle skifte ham... ikke fordi jeg ikke ville kunne gøre det, for på det område er jeg ret sikker på at jeg vil være prof. men jeg kunne sagtens foresille mig at han ikke ville have mig til at gøre det, hvilket jeg ville respektere... Men så ville de udekørende jo få et ring og så måtte de komme og hjælpe ham med det...

Men ja... Jeg ville beholde min mand hjemme, for uanset hvad så vil han altid være min mand og ikke en person jeg ville smide på et hjem fordi det ikke passede ind i min hverdag... Men det kan også være pga. at jeg er faglig kompetent til at tage mig af ham at jeg har det som jeg har det..

Kan godt forestille mig at det er en kæmpe kamel at sluge hvis man intet aner om faget og derfor føler det vil være en kæmpe belastning for én...

Hej.

Jeg håber, man acceptere, at jeg har valgt at være ano, da dette her ikke omhandler mig, men omhandler min svigermor og svigerfar.

Min svigerfar på 56 år, fik i april en blodprop og er halvsidig lammet i venstre side. Han har været på et intens genoptræningscenter og er nu på det 2. genoptræningscenter. Han bliver ikke bedre, end han er nu.

Dvs. Han er fuldt lammet i venstre side, har ingen sygdomsindsigt, svingende i humør og kan blive meget meget vred. Er svingende i realiteten og kan derved både være helt klar det ene øjeblik og det næste øjeblik er han helt overbevist om, at han har været med portøren i Tyskland efter øl og  blev jagtet af politiet. Han er dørsøgende og tror klart at han skal på arbejde om 14 dage osv osv osv.

Min svigermor har så valgt, at hun ikke ønsker, at få ham hjem. Hun ønsker ikke at sige sit arbejde op og passe ham. Og hun ønsker ikke at han skal passes i deres hjem pga han skal have hjælp til ALT. Han kan ikke være alene, mens hun er på arbejde osv. Hendes arbejde betyder meget for min svigermor. Det er hendes frirum og det sociale rum.

Hun kæmper og kæmper mod kommunen, som har forventet og nærmest presser hende til at sige sit arbejde op for at passe sin mand. Hvilket hun ikke ønsker.

Mit spørgsmål er så......

Ville du kunne passe sin mand med sådan en blodprop og være hans hjælper døgnet rundt i alle henseender eller ville du sende ham på et bosted med proffessionel personale og derved stadig agere mand og kone i det omfang det tillader???

Jeg ville med det samme sige, at jeg ville gøre fuldstændig det samme som din svigermor - uden at blinke! Nu lød jeg nok meget hård, men det er jeg ikke, jeg har været det igennem én gang 

Jeg var det hele igennem for et par år siden med min mormor og morfar. Han døde ugen efter hun fik en blodprop i hjernen og blev fuldstændig lam i venstre side. Efter et par måneder på sygehuset kom hun på plejehjem - ca 1½ års tid efter valgte hun at sultestrejke, hvilket blev hendes død, hvor hun i mellemtiden havde haft 4 ekstra blodpropper i den periode. 

Min mor, moster, søster og jeg skiftedes om at besøge hende hver dag - vi kunne se hvordan hendes livsglæde forsvandt dag for dag. Jeg glemmer aldrig den dag vi skulle fortælle at morfar var død, for vi vidste ikke om hun overhovedet forstod hvad der var sket - hun sad blot og kiggede på ham. 

Jeg ville ikke kunne gå hjemme 24/7 og passe min mand, det er virkelig et meget meget hårdt job. Jeg har hverken psyke eller styrke til at gøre det, desværre. 

Jeg ved godt hvad jeg ville vælge. Arbejder som sosuassisten (har pt. barsel) på en Rehabiliteringsafd. og jeg har set hvad det kan gøre ved nogle familier, hvis man som ægtefælle eller andet familiemedlem vælger at passe sin mand i eget hjem og vige sit liv til det. Det er SUPER hårdt ARBEJDE!

Jeg personligt ville ikke have min mand hjem. Men få proff. til at passe og pleje ham og gøre alt det personlige pleje mm. Og så ville jeg have HYGGESTUNDERNE med min mand... og være hans kone... og ikke personlige hjælper... til alle dagligdags gøremål. JEG har også stadig et liv der skal passes og tages hensyn til... MEN igen så kommer det an på situationen osv. MEN udfra hvad TS skriver... så NEJ... jeg ville ikke have min mand hjem igen.