Nu er jeg i den lidt a-typiske situation at det er mig der ikke kan vågne om morgenen. Det har sine grunde. Jeg har søvnsygdommen narkolepsi, hvor det bl.a. er et symptom at det kan være rigtigt svært at vågne.
Jeg har prøvet alle vækkeure. Jeg sover fra den alle eller slukker dem i søvne. Mine kærester gennem årene, har prøvet mange forskellige metoder. Jeg har også været ved at købe et af de her intelligente vækkeure hvor man skal gøre noget mentalt krævende for at få det til at stoppe. Men da jeg tænkte mig om, vidste jeg at jeg ville ende med at smadre uret i søvne, hvis jeg købte det.
Jeg har kørt i taxi´s for at nå på jobbet til tiden, eller for at komme mindre forsinket frem end sidste gang, i håb om ikke at miste jobbet. Jeg endte med at sige mit job op og sygemelde mig fordi det var så nervepirrende for mig aldrig at nå frem og blive set ned på.
Nu er jeg i fleksjob og har i og for sig et "Carte blanche" til at komme for sent. Men efter jeg fik ny kæreste, som, (i modsætning til min sidste kæreste), gik ind i problemstillingen og så det som et fælles problem, og som ikke klandrede mig, men ledte efter løsninger sammen med mig. Ja, så står jeg faktisk op hver dag på samme tidspunkt kl. lidt over seks.
Metoden der virker for os er: nul smøger, et minimum af alkohol. I seng på samme tid hver dag, dernæst 8 timers søvn. OG - nu må I gerne ramaskrige: Det er min kæreste der hjælper mig ud af sengen når vi vågner og hvis jeg vrisser eller prøver på at udskyde i søvne. Så siger han - kan du huske vi har aftalt at jeg skal hjælpe dig op og vi har aftalt at du skal stå op første gang. Hvis du bliver liggende falder du i søvn igen. Evt. afsluttende med - det er ikke rart for mig at du vrisser når jeg prøver at hjælpe... OG de sætninger (er nogle vi har formuleret sammen, at han skulle sige, fordi vi har talt om det i forvejen mange gange - og fordi jeg ved at hans rolle ikke er rar) trænger altid igennem og så står jeg op. Og så roser han mig og så takker jeg ham for at han vækkede mig. Det er ikke optimalt. Jeg ville hellere kunne vågne selv. Men det kan jeg altså ikke og i det her tilfælde der er jeg min kæreste evigt taknemmelig for at han gør det for mig. Og det forsøger jeg at fortælle ham tit. Vi har prøvet et par gange at sløjfe ordningen og jeg kan så stå op selv et par dage i træk. Men bryder jeg rutinen, i seng samme tidspunkt, op samme tidspunkt, sove 8 timer, overhører jeg alle vækkure igen. Og nogle gange overhører jeg dem også selvom jeg overholder det. Forklaring: Jeg sover bare for tungt til at kunne kommunikere med et vækkeur. Men et menneske med følelser og som jeg elsker højt og som siger de ting vi har aftalt, det når ned til min underbevisthed.
Måske det også vil hjælpe for jer.... Der er nogle ting, hvor man efter min mening i et forhold, skal erkende, at her, der er jeg (eller kæresten) den der er stærkest, dygtigst, klogest, bedst til en ting af os to og det er bedste hvis jeg/han tager føringen og gør det der er nødvendigt for os. (Efter aftale med hinanden) Det synes jeg ikke er at behandle hinanden som et pattebarn/lege mor for en, men anerkende hinandens svagheder og styrker og være der for hinanden.)
Pøj pøj med det. Uanset hvad du/I vælger!
Kh. MissMona
Ps. ...spørg ham hvordan han synes I skal løse problemet. Når han er vågen og kan tænke forståes!
Anmeld
