at få flere børn.

Jeg har altid sagt, at jeg skulle have mindst 2 børn og meget gerne 3.. MEN nu når jeg har fået Laura, så jeg virkelig i tvivl, om jeg skal have flere

Graviditeten, fødsel og "det hårde efterfølgende" er ikke det, der "skræmmer" mig. Det er mere, det der med, at noget af opmærksomheden går fra Laura, når nr. 2 engang vil komme, og det ved jeg ikke, om jeg kan, og selvfølgelig skal nr. 2 have ligeså meget kærlighed, som Laura har fået og får.
Mn har jeg kærlighed nok til 2 børn eller flere??

Er jeg mærkelig??

Andre, som har haft det på samme måde som kan fortælle om deres tanker, og evt trodset dét og fået nr.2?

Du er ikke ene om disse tanker og følelser..

Da vi havde fået Matilde, troede jeg hellere aldrig at jeg ville få kærlighed nok til et barn mere.. Jeg elsker hende ubeskriveligt højt og vil for alt i verden ikke undvære hende..

Jeg tog en snak med min veninde som har 3 børn, og hun sagde at kærligheden inden i os vokser i det vi får flere børn, hun har tvillinger og 1 lille dreng som rosinen i pølse enden, og hun siger at hun elsker "den lille dreng" lige så højt som hun elsker "tvillingerne", og hun havde/fik den samme kærlighedsfølelse ved fødslen anden gang som første gang..

Nu er jeg gravid med vores andet barn, og jeg kan mærke at min kærlighed vokser sammen med maven, elsker lille manden i maven mere og mere for hver dag der går, men samtidig elsker jeg min pige lige så højt som jeg altid har gjort..

Puha sikke en smøre, men ja, du er ikke ene om tanken, og jeg er sikker på vi vokser med opgaven og kærligheden..

Nu er din datter ik så gammel, så tænker at om 2-3 år, så er i måske klar på nr 2. 

Jeg har thea, der lige er blevet 4 år og alberte på 10 uger. Thea elsker bare allerede nu alberte over alt på jorden, og er så stolt over at være storesøster. Tror dine tanker er meget normale! 

Og som bom siger, ja så vokser kærligheden til ens barn, lige så stille i takt med maven. Det barn man i forvejen har bliver ik mindre elsket, fordi der kommer en lille ny, det vil jeg godt love dig!! Og trode seriøst aldrig jeg sku sige det, men jeg ku faktisk godt overveje en nr 3, netop fordi jeg nu har lært at kærligheden bare vokser med! ( lidt hippie er man vel??) vh stine

Det forunderlige med kærligheden, når man får flere børn, er at den nærmest dobler sig. Man elsker absolut ikke den første mindre, man får i stedet endnu en dose lige så stor kærlighed i sit liv. Man bliver så RIG!

Jo, uanset, hvordan man vender og drejer det, så vil nr 1 få lidt mindre opmærksomhed, når nr 2 kommer, og nr 2 får en anelse mindre fokus, end man havde med nr 1. Man er kun et menneske, og der er kun 24 timer i døgnet. Men samtidig får de noget, som nr 1 ikke kan få alene. En tilhørighed, et fælleskab, en masse social læring og glæde, en at le sammen med, en at rotte sig sammen mod forældrerne med osv. Der vil altid være fordele og ulemper ved ethvert valg, man tager, og de tanker du går med nu, tror jeg, mange af os har været igennem før/under graviditeten med nr 2. Vi tog et bevidst valg om at få to tætte, netop fordi vi ønskede, at de igennem opvæksten og livet skal få mest mulig glæde af hinanden. Men det er klart, at det går på bekostning af, at hver af dem har mange år, hvor de er alene om at være "den lille"

du er ikke alene om den tanke, da jeg fik min søn, var jeg virkelig opsat på at få MANGE børn! men da han blev 3 mdr eller deromkring, stoppede jeg op og tænkte over hvad det ville indebære at få et barn til og alle de tanker om hvor meget vores førsteføde søn får af vores opmærksomhed og hvor meget vi egentlig bruger af energi på ham, hvilket har gjort at vi er enige om herhjemme ikke at få flere børn sådan lige foreløbigt og faktisk kan jeg slet ikke se hvornår der skulle være plads til en til.

Men det er nok noget man må tage som det kommer, stille og roligt. Det klart noget der skal overvejes igen når vi føler der er pladsen til det

så lige nu ser vi ikke PB2 påbegynder lige for det næste stykke tid

nu er daniel 2½år og jeg er ikke klar til at få nr 2 inu vil gerne have nr 2 men ikke nu.... og ja ved godt alderen bliver en forskeld men jeg skal ikke have et barn mere før jeg er klar

HUSK du er også kun 22 der er masser af tid

Bom skriver:

Du er ikke ene om disse tanker og følelser..

Da vi havde fået Matilde, troede jeg hellere aldrig at jeg ville få kærlighed nok til et barn mere.. Jeg elsker hende ubeskriveligt højt og vil for alt i verden ikke undvære hende..

Jeg tog en snak med min veninde som har 3 børn, og hun sagde at kærligheden inden i os vokser i det vi får flere børn, hun har tvillinger og 1 lille dreng som rosinen i pølse enden, og hun siger at hun elsker "den lille dreng" lige så højt som hun elsker "tvillingerne", og hun havde/fik den samme kærlighedsfølelse ved fødslen anden gang som første gang..

Nu er jeg gravid med vores andet barn, og jeg kan mærke at min kærlighed vokser sammen med maven, elsker lille manden i maven mere og mere for hver dag der går, men samtidig elsker jeg min pige lige så højt som jeg altid har gjort..

Puha sikke en smøre, men ja, du er ikke ene om tanken, og jeg er sikker på vi vokser med opgaven og kærligheden..

Årh, hvor er det rart at høre, at man ikke er alene med sådanne tanker Og UTROLIG dejligt, at man får mere kærlighed, jo mere maven vokser

Mange TAK fordi du svarede

StineW79 skriver:

Nu er din datter ik så gammel, så tænker at om 2-3 år, så er i måske klar på nr 2. 

Jeg har thea, der lige er blevet 4 år og alberte på 10 uger. Thea elsker bare allerede nu alberte over alt på jorden, og er så stolt over at være storesøster. Tror dine tanker er meget normale! 

Og som bom siger, ja så vokser kærligheden til ens barn, lige så stille i takt med maven. Det barn man i forvejen har bliver ik mindre elsket, fordi der kommer en lille ny, det vil jeg godt love dig!! Og trode seriøst aldrig jeg sku sige det, men jeg ku faktisk godt overveje en nr 3, netop fordi jeg nu har lært at kærligheden bare vokser med! ( lidt hippie er man vel??) vh stine

Det er jeg rigtig glad for at høre
Og ja, selvfølgelig vil der gå nogle år, før nr. 2 overhovedet kommer på tale, men man bekymrer sig jo allerede.

Mange TAK fordi du svarede

LouiseBP skriver:

Jeg har altid sagt, at jeg skulle have mindst 2 børn og meget gerne 3.. MEN nu når jeg har fået Laura, så jeg virkelig i tvivl, om jeg skal have flere

Graviditeten, fødsel og "det hårde efterfølgende" er ikke det, der "skræmmer" mig. Det er mere, det der med, at noget af opmærksomheden går fra Laura, når nr. 2 engang vil komme, og det ved jeg ikke, om jeg kan, og selvfølgelig skal nr. 2 have ligeså meget kærlighed, som Laura har fået og får.
Mn har jeg kærlighed nok til 2 børn eller flere??

Er jeg mærkelig??

Andre, som har haft det på samme måde som kan fortælle om deres tanker, og evt trodset dét og fået nr.2?

Jeg tror, at stort set ALLE har det sådan.

Du elsker dit barn så uendeligt højt. Du kan slet ikke forestille dig, at noget andet menneske ville kunne opnå så meget af din kærlighed. Du kan heller ikke forestille dig, at noget andet menneskes behov, skulle sidestilles med din datters. For hun er ét og alt.

Det er en naturlig følelse. Det første barn er magisk... 

Du kan blive en fantastisk mor til flere. Og din datter får lov at blive søster og få en at dele sin historie med gennem livet.

Ciss skriver:

Det forunderlige med kærligheden, når man får flere børn, er at den nærmest dobler sig. Man elsker absolut ikke den første mindre, man får i stedet endnu en dose lige så stor kærlighed i sit liv. Man bliver så RIG!

Jo, uanset, hvordan man vender og drejer det, så vil nr 1 få lidt mindre opmærksomhed, når nr 2 kommer, og nr 2 får en anelse mindre fokus, end man havde med nr 1. Man er kun et menneske, og der er kun 24 timer i døgnet. Men samtidig får de noget, som nr 1 ikke kan få alene. En tilhørighed, et fælleskab, en masse social læring og glæde, en at le sammen med, en at rotte sig sammen mod forældrerne med osv. Der vil altid være fordele og ulemper ved ethvert valg, man tager, og de tanker du går med nu, tror jeg, mange af os har været igennem før/under graviditeten med nr 2. Vi tog et bevidst valg om at få to tætte, netop fordi vi ønskede, at de igennem opvæksten og livet skal få mest mulig glæde af hinanden. Men det er klart, at det går på bekostning af, at hver af dem har mange år, hvor de er alene om at være "den lille"

Mange TAK fordi du svarede Er især glad for, at du skriver, at kærligheden fordobler sig, når man får et barn til