Hvor går din grænse?

Anonym skriver:

Ja, som overskriften siger "hvor går din grænse?"

Jeg har gået og tænkt lidt over det, da jeg, i mit parforhold, finder mig i alt for meget, og er møg naiv, i det jeg siger til mig selv "det bliver bedre" HELE tiden, hver gang kæresten (ærlig talt) er en NAR overfor mig.. (JA jeg er skide dum at jeg bliver, det er bare pisse svært :// )

 

Så jeg kunne godt tænke mig, at høre hvor DIN grænse går, i forhold til parforhold

 

Den dag jeg mister respekten for ham eller han for mig - så er vi gået. Respekt er noget man gør sig fortjent til og hvis den tillid ophører er min grænse overskredet...

Men... nu har vi været sammen i 12 år og vi har aldrig været tæt på at miste respekten for hinanden så derfor er det nemt at skrive - hvad jeg ville gøre i praksis ved jeg ikke...

Jeanne skriver:

jamen hvis han ikke vil snakke med dig - her tænker jeg at han ikke vil høre på hvad du siger, mener og føler, ja så skal der sættes hårdt ind. 

Jeg er blevet kvalmede pædagogisk i kommunikationen med "det der" jeg bor sammen med  

bruger sætninger som "sådan som jeg hører det du siger, så....." "Jeg føler ikke du hører hvad jeg mener når...." osv.

Det har hjulpet rigtig meget og han er bedre til at forklare sine holdninger/handlinger  

Giver det mening?

For mig vil det værste være at tænke "det bliver bedre" for hvis han ikke ændrer holdning til dig og hvordan du har det, så bliver det ikke bedre.

Det er vigtigt at du finder ud af med sig selv hvordan du vil have det i et forhold.

Kan godt være det er kvalmende pædagogisk, men det er måden at gøre det på
Vi var til noget foredrag med en sexolog på et tidspunkt og han sagde det var VIGTIGT at sige fx "jeg føler ik du lytter til mig" den der "føler" gør væsentlig forskel herhjemme ihvertfald.. (For min mand især)

Anonym skriver:

Ja, som overskriften siger "hvor går din grænse?"

Jeg har gået og tænkt lidt over det, da jeg, i mit parforhold, finder mig i alt for meget, og er møg naiv, i det jeg siger til mig selv "det bliver bedre" HELE tiden, hver gang kæresten (ærlig talt) er en NAR overfor mig.. (JA jeg er skide dum at jeg bliver, det er bare pisse svært :// )

 

Så jeg kunne godt tænke mig, at høre hvor DIN grænse går, i forhold til parforhold

 

Min grænse går ved, at hvis han ikke er god ved mig, gør ting som sårer mig og får mig til at græde.
Chokkerer mig eller ISÆR bryder loyaliteten.
Den går også ved, hvis han fx nedgjorde mig enten privat eller ude blandt andre.
Og selvfølgelig utroskab.
Hvis han ikke behandlede mig med respekt og ligeværdigt.

Det er jo svært at definere.

Hmm...altså ægteskabet med min første mand sluttede fordi han udviklede sig til alkoholiker, og han svigtede mig på det grusommeste, da jeg skulle have vores datter.
8 uger efter hun blev født var han ved at tabe hende, hvor jeg lige nåede at gribe hende, og så meddelte jeg at NU var det slut.

Men kort sagt, hvis manden ikke behandler kvinden med respekt, kærlighed, loyalitet og omtanke, jamen så ville jeg højest tænkeligt ret hurtigt finde døren. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt.

Kærligst
Sussie

Jeanne skriver:

jamen hvis han ikke vil snakke med dig - her tænker jeg at han ikke vil høre på hvad du siger, mener og føler, ja så skal der sættes hårdt ind. 

Jeg er blevet kvalmede pædagogisk i kommunikationen med "det der" jeg bor sammen med  

bruger sætninger som "sådan som jeg hører det du siger, så....." "Jeg føler ikke du hører hvad jeg mener når...." osv.

Det har hjulpet rigtig meget og han er bedre til at forklare sine holdninger/handlinger  

Giver det mening?

For mig vil det værste være at tænke "det bliver bedre" for hvis han ikke ændrer holdning til dig og hvordan du har det, så bliver det ikke bedre.

Det er vigtigt at du finder ud af med sig selv hvordan du vil have det i et forhold.

Det er fedt at se, at folk virkelig har den grænse der ikke skal overtredes, forstå mig ret...

ja forstår.. men den der med "jeg føler..." har jeg også prøvet. Det er lige som at snakke til en dør, han kigger ind i TV'et og hvis jeg beder ham kigge på mig når jeg taler til ham, kigger han i TO sekunder, og kigger derefter væk igen.

JEG havde grænser der ikke skulle overtredes, men min kæreste har overtrådt ALLE mine grænser (UNDTAGEN utroskab)

han lyver tit, han lyver om han skriver meget med den samme pige.. han gemmer sin tlf.. han kan f.eks. ikke ligge sin mobil på bordet i mens han går i bad.. han drikker for meget øl med sine venner efter job.. han 'gider' ikke tage sig af vores søn - hvis jeg beder ham tage vores søn op når han græder siger han "han er så tung" altså han gider bare ikke.. og hvis vi er ragende uvenner bliver jeg kaldt grimme øgenavne og er tit blevet smidt ud... min grænse bliver konstant rykket 

StineW79 skriver:

Altså der er ting i min verden der bare er no go. Jeg vil aldrig finde mig i insest,vold og utroskab. Nogle løgne er også utilgivelige. Så ville jeg heller være alene med mine børn, end udsætte dem for det!!! Vh stine

 enig!

Har været der!

Og min grænse gik faktisk ikke ved mig selv men ved vores søn!

Den opførsel han havde overfor mig, havde han o også overfor vores søn og samtidig blev vores søn vidne til hvordan JEG accepterede en behandling som dørmåtte.

Dråben i bægeret var dog, at min søn IKKE ville være alene med sin far..han græd og var ked og sagde så " far sender mig bare ind på værelset"

Jeg endte med at få vores søn passet og tage en ego tur til nogle venner i tyskland..og nøj hvor var det godt at få det hele på afstand..og i tyskland er man høflige..især overfor kvinder. Det satte tingene i perspektiv og og tankerne i gang.

Alligevel kæmpede jeg!

Lige indtil 7 mdr. senere, han en nat kom fuld hjem og ville hygge (jeg lå jo og sov) og jeg sagde nej...så blev han så tosset at hans bogstaveligt talt sparkede mig ud af sengen og sagde skrid.

Det gjorde jeg så samme dag!

Den psykiske nedbrydning skal du ikke tage let på...jo længere du bliver jo mere uskker bliver du.

Nemesis skriver:

Har været der!

Og min grænse gik faktisk ikke ved mig selv men ved vores søn!

Den opførsel han havde overfor mig, havde han o også overfor vores søn og samtidig blev vores søn vidne til hvordan JEG accepterede en behandling som dørmåtte.

Dråben i bægeret var dog, at min søn IKKE ville være alene med sin far..han græd og var ked og sagde så " far sender mig bare ind på værelset"

Jeg endte med at få vores søn passet og tage en ego tur til nogle venner i tyskland..og nøj hvor var det godt at få det hele på afstand..og i tyskland er man høflige..især overfor kvinder. Det satte tingene i perspektiv og og tankerne i gang.

Alligevel kæmpede jeg!

Lige indtil 7 mdr. senere, han en nat kom fuld hjem og ville hygge (jeg lå jo og sov) og jeg sagde nej...så blev han så tosset at hans bogstaveligt talt sparkede mig ud af sengen og sagde skrid.

Det gjorde jeg så samme dag!

Den psykiske nedbrydning skal du ikke tage let på...jo længere du bliver jo mere uskker bliver du.

Tak for svar.. vores søn er kun 5 måneder men født 3 måneder for tidligt. jeg synes at selvom vores søn er så lille, så bliver han stadig vidne til at far råber og kalder mor øgenavne.. har også prøvet hvor han kom fuld hjem, han kom hjem kl. 5 om morgenen og  jeg vågnede, jeg spurgte ham så "hej, ... har du været i byen" hvor til han svare "Nej det har jeg ikke!!!" og jeg siger "det ved jeg da du har hvorfor lyve ?" og så gik han fuldstændig amok, han svinede mig til, kaldte mig grimme ting, kastede en kop ind i væggen så den selvfølgelig smadrede, sparkede til vores fjernsyn 2 gange så det var tæt på at vælte, brækkede sig over det hele, og sagde jeg kunne skride.. den dag/morgen lå vores søn på hospitalet (han er jo født 3 måender for tidligt) og jeg havde fået lov til at få en god nattesøvn hjemme, jeg tog så over til vores søn kl 5.60 om morgenen pga. kæresten var en idiot overfor mig..

han har også en gang sagt til vores søn, (da vores søn var omkring 3-4 måneder) "Ja mor er en sø ikke, ja det er hun" .. og det glemmer jeg aldrig

Anonym skriver:

Det er fedt at se, at folk virkelig har den grænse der ikke skal overtredes, forstå mig ret...

ja forstår.. men den der med "jeg føler..." har jeg også prøvet. Det er lige som at snakke til en dør, han kigger ind i TV'et og hvis jeg beder ham kigge på mig når jeg taler til ham, kigger han i TO sekunder, og kigger derefter væk igen.

JEG havde grænser der ikke skulle overtredes, men min kæreste har overtrådt ALLE mine grænser (UNDTAGEN utroskab)

han lyver tit, han lyver om han skriver meget med den samme pige.. han gemmer sin tlf.. han kan f.eks. ikke ligge sin mobil på bordet i mens han går i bad.. han drikker for meget øl med sine venner efter job.. han 'gider' ikke tage sig af vores søn - hvis jeg beder ham tage vores søn op når han græder siger han "han er så tung" altså han gider bare ikke.. og hvis vi er ragende uvenner bliver jeg kaldt grimme øgenavne og er tit blevet smidt ud... min grænse bliver konstant rykket 

Det lyder ikke som om der er meget godt ved ham/jeres forhold...?!
I så fald ville jeg se at komme væk. (Altså... han lyder da virkelig som om han gør sig fortjent til titlen nar...!)

Jeg kan ikke sige specifikt hvor min grænse går. 
Det vigtige for mig er, at vi behandler hinanden med respekt. At vi har tillid til hinanden, ikke lyver for hinanden - uanset om hvad. At det er vigtigt for os ikke at gøre ting, som gør den anden ked af det.
At man også har de ting i baghovedet, når man ikke er sammen.

Jeg kan ikke påstå, at min mand nogensinde har "været en nar" overfor mig - og jeg håber at han kan sige det samme om mig. 

Dybest set... Hvis der er noget, jeg føler er nødvendigt at skjule for min mand, så er der noget, der er forkert - og det samme for ham.
Ikke fordi vi nødvendigvis fortæller hinanden alt, vi tjekker ikke hinandens telefoner, mail eller facebook - men vi gemmer det heller ikke specielt meget væk. Det er vores privatliv og det skal være sådan, at vi begge to føler, at der ikke er grund til at tjekke noget.

Hvis jeg gentagne gange følte at han overskred mine grænser - og var ligeglad, ikke hørte på mig, når jeg prøvede at snakke med ham om det, så ville vi ikke være gift.

 

Anonym skriver:

Tak for svar.. vores søn er kun 5 måneder men født 3 måneder for tidligt. jeg synes at selvom vores søn er så lille, så bliver han stadig vidne til at far råber og kalder mor øgenavne.. har også prøvet hvor han kom fuld hjem, han kom hjem kl. 5 om morgenen og  jeg vågnede, jeg spurgte ham så "hej, ... har du været i byen" hvor til han svare "Nej det har jeg ikke!!!" og jeg siger "det ved jeg da du har hvorfor lyve ?" og så gik han fuldstændig amok, han svinede mig til, kaldte mig grimme ting, kastede en kop ind i væggen så den selvfølgelig smadrede, sparkede til vores fjernsyn 2 gange så det var tæt på at vælte, brækkede sig over det hele, og sagde jeg kunne skride.. den dag/morgen lå vores søn på hospitalet (han er jo født 3 måender for tidligt) og jeg havde fået lov til at få en god nattesøvn hjemme, jeg tog så over til vores søn kl 5.60 om morgenen pga. kæresten var en idiot overfor mig..

han har også en gang sagt til vores søn, (da vores søn var omkring 3-4 måneder) "Ja mor er en sø ikke, ja det er hun" .. og det glemmer jeg aldrig

Tænk over om du synes jeres søn skal vokse op, og se, at det er ok at behandle hans mor/sin kæreste sådan...

Anonym skriver:

Tak for svar.. vores søn er kun 5 måneder men født 3 måneder for tidligt. jeg synes at selvom vores søn er så lille, så bliver han stadig vidne til at far råber og kalder mor øgenavne.. har også prøvet hvor han kom fuld hjem, han kom hjem kl. 5 om morgenen og  jeg vågnede, jeg spurgte ham så "hej, ... har du været i byen" hvor til han svare "Nej det har jeg ikke!!!" og jeg siger "det ved jeg da du har hvorfor lyve ?" og så gik han fuldstændig amok, han svinede mig til, kaldte mig grimme ting, kastede en kop ind i væggen så den selvfølgelig smadrede, sparkede til vores fjernsyn 2 gange så det var tæt på at vælte, brækkede sig over det hele, og sagde jeg kunne skride.. den dag/morgen lå vores søn på hospitalet (han er jo født 3 måender for tidligt) og jeg havde fået lov til at få en god nattesøvn hjemme, jeg tog så over til vores søn kl 5.60 om morgenen pga. kæresten var en idiot overfor mig..

han har også en gang sagt til vores søn, (da vores søn var omkring 3-4 måneder) "Ja mor er en sø ikke, ja det er hun" .. og det glemmer jeg aldrig

Hvorfor bliver du??

Tænk hvis det var jeres søn det gik ud over eller noget han oplevede??

synes du det er okay at jeres søn lærer at det er okay at tale sådan om en kvinde/hans mor!

Det er lige præcis her jeg måtte erkende at det IKKE handlede om mig eller MINE følelser, men om min PLIGT som mor til at beskytte mit barn.

Du fortjener SÅ meget bedre og du kan ikke ændre ham! Hvor går DIN grænse?

Knus Sisse