Anonym skriver:
Jeg er annonym af respekt for min datters vuggestue.
Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal håndtere det her.... Tankerne har kørt på højtryk lige siden.
Min kæreste og jeg var til forældresamtale i torsdags (lederen var med), og vi kan slet slet ikke nikke genkendende til det vi fik fortalt. Min datter har gået i vuggestuen i et år nu og bliver 2 snart.
De startede ud med sproget - og det er også okay. Hun skal have tjekket sine ører fordi hun sprogligt er som en på 15 mrd. Ifølge dem er hun langt bagud med sit sprog - herhjemme snakker hun løs. I vuggestuen siger hun intet, medmindre hun er på 2-mandshold med en pædagog eller er i en mindre gruppe.
Jeg fik en balle fordi jeg med det samme jeg henter ikke straks løber hen til min datter på legepladsen og hiver hende væk fra det hun er i gang med. Ja, jeg elsker at se min pige lege og udfordre sig selv. Mange gange skal hun lige vise os gyngen eller rutchebanen før hun er parat til at tage med hjem.
Vi fik at vide, at hun ingen følelser har!! Hun er FOR nem at passe, og de mangler udfordringer! Hun spørger ikke om vand osv. De kan ikke komme tæt på hende - de føler hun er "bange" for at de rører hende og begyndte at give os nogle tips til hvad vi skal gøre for at komme mere i nærkontakt med hende!
En af pædagogerne fortalte om en episode med en af de store bolde, hvor de leger med dem - min datter følte sig ikke tryg nok til at lade pædagogen lade hende "hænge" over bolden. Vi har intet problem med det herhjemme - hun elsker den store bold...
Til slut kom de ind på mit arbejde og at jeg ikke er der så meget for hende - der brød mit hjerte sammen... Skal jeg virkelig sige mit job op for at de er tilfredse... Må en mor ikke have et arbejde - selvom faderen er den primære kontakt. Hvorfor er det altid mødrene det går ud over?? Det er mig der tjener pengene herhjemme... Min kæreste er i aktivering 4 timer om dagen.... En af de første dage hun var i vuggestue fortalte en pædagog, at jeg ikke kunne arbejde det sted og samtidigt have en lille i den størrelse - hvad ret har hun til at udtale sig om det. Jeg har faktisk tænkt over dette lige siden, og har dårlig samvittighed hver dag jeg tager på arbejde...
Jeg aner simpelthen ikke hvad vi skal gøre, for hun er stik modsat herhjemme!
Jeg tænker lidt, kan det være fordi hun er utryg ved at være der?? Hun er ikke ked når hun bliver afleveret, det har hun aldrig været. Hun har en masse "veninder" hun leger godt med.
Undskyld at det blev lidt langt, men jeg havde brug for at komme ud med det....
Min første tanke er, at de har stirret sig blinde på din arbejdssituation og opfatter dig som en mor, der har for travlt på jobfronten til at være der nok for sit barn - og at de ser på alt omkring din datter med de briller på. Det forstår jeg bare ikke helt, når hun har en far, der - går jeg ud fra - henter hende tidligt og bruger masser af tid med hende. Det var noget andet, hvis I begge var travle karrieremennesker, der vitterligt ikke havde megen tid med hende.
Jeg tvivler på, at du får let ved at ændre på deres opfattelse, og så er det klogest at flytte hende. Og blæs da på, hvad de tænker, og om de ruller med øjnene - du må ikke være konfliktsky, når det gælder dit barns velbefindende, og det er tilsyneladende dem, der har jokket i spinaten.
