Gider ikke spise morgenmad!

ledermus skriver:

Det er selvfølgelig ikke et rigtigt måltid men tænker bare at et stykke frugt om morgenen er noget i maven og bedre end at han slet ikke får noget.

Hvad med hjemmebagt knækbrød

I øjeblikket bor jeg midlertidigt et sted uden ovn
Men så snart vi har fundet vores eget, kunne det da klart være en mulighed

Bøllemyr skriver:

Jeg tror klar du kan have ret i det med ændringer, da det er eskalerede efter vi måtte flytte.

Jeg prøver ikke at presse på, da jeg selv ved hvor træls det er, men min bekymring tager ofte over og jeg ender med at presse lidt på.

De sidste 3 dage har jeg tilbudt 1 gang og så bare ladet ham være og spist min morgenmad alene. Jeg kan vitterligt ikke få ham til at side med til bords pt da han kaster sig rundt på stolen, så han falder ned

Jeg har selv haft en spiseforstyrrelse, siden jeg ikke var ret gammel og til de omkring 21.
Det gør nok at det fylder mere.

Jeg indrager ham i alle måltider, og han dækker selv bord- når han vil.
Vi handler ind sammen og han vælger selv hvad han vil spise, men ofte spiser han det ikke alligevel

Fordi han ofte er så syg, er det vigtig for mig at det er noget mad med næring i. Som lille havde vi 5 mdr hvor han intet andet ville spise end avokado, laks og ostetern. Hans spiste det hverdag.

Men jeg vil klart prøve at tage det mere afslappet, men ærligt så ville jeg hoppe til månen og hent mad, hvis blot han gad spise det

Når det er blevet være efter flytning, ville jeg prøve at skabe ro og tryghed...

Kan du ikke flytte måltidet til evt et tæppe i stuen? eller andet hyggelig sted.. Eller sætte bøjlen på stolen, så det er dig der styrer det at side ved bordet. Sæt med ham på skødet eller lign.

Har selv haft spiseforstyrelse fra jeg var ca. 6½ og til den dag jeg fandt ud af at vi vented frederic...

Så kender til det og ved gud jeg har bebrejdet mig selv det mange gange at frederic har så svært ved mad...

Mor til Frederic og Freya skriver:

Når det er blevet være efter flytning, ville jeg prøve at skabe ro og tryghed...

Kan du ikke flytte måltidet til evt et tæppe i stuen? eller andet hyggelig sted.. Eller sætte bøjlen på stolen, så det er dig der styrer det at side ved bordet. Sæt med ham på skødet eller lign.

Har selv haft spiseforstyrelse fra jeg var ca. 6½ og til den dag jeg fandt ud af at vi vented frederic...

Så kender til det og ved gud jeg har bebrejdet mig selv det mange gange at frederic har så svært ved mad...

Det ved jeg godt

Hmm, pt bor vi på meget lidt plads
Idag har vi købt en voksdug han kunne lide, får at se om det kunne hjælpe.
Men hvordan får jeg skabt ro og tryghed, når han bare er MEGA sur og slet ikke modtagelig

Bøllemyr skriver:

Det ved jeg godt

Hmm, pt bor vi på meget lidt plads
Idag har vi købt en voksdug han kunne lide, får at se om det kunne hjælpe.
Men hvordan får jeg skabt ro og tryghed, når han bare er MEGA sur og slet ikke modtagelig

Lyder til at han reagere godt og grundig på flytningen..

AT skabe tryghed og ro kræver ikke megen plads. ud over hjerteplads og lyder til han har lukket dig lidt ude agtig?

Give ham mere nærhed - forståelse, men også give ham plads til at reagere.

Han føler sikkert en masse ting, han ikke kan sætte ord på. Og den måde han har valgt at vise på er ved at være umulig - ikke side på stol og nægte sin mad...

Også være at trodsalder'n begynder at banke på..

Mor til Frederic og Freya skriver:

Lyder til at han reagere godt og grundig på flytningen..

AT skabe tryghed og ro kræver ikke megen plads. ud over hjerteplads og lyder til han har lukket dig lidt ude agtig?

Give ham mere nærhed - forståelse, men også give ham plads til at reagere.

Han føler sikkert en masse ting, han ikke kan sætte ord på. Og den måde han har valgt at vise på er ved at være umulig - ikke side på stol og nægte sin mad...

Også være at trodsalder'n begynder at banke på..

Mente mere vi ikke rigtig har plads til tæppe hygge på gulvet

Jeg tror egentlig ikke han har lukket mig ude, men han er vred på verdenen. Selvstændighedsalderen har også ramt os, så det hjælper ikke på det.
Han kræver enormt meget nærhed lige nu samtidig med han ikke vil.

Han slår og sparker til alt, selv min stakkels kat- er taknemlig for han er blidere end blid.

Jeg prøver at tale med ham omkring det hele. Det er okay at savne far, mor savner ham også. Jeg kan godt forstå du er vred lige nu osv osv.

Han har sagt at det her ikke er hjemme og han vil hjem.

Han er tilgengæld meget vred på far og gider ham slet ikke når han er her. Men vi arbejder på det og prøver at tale om det.
Han savner ham jo.