Venner af modsat køn - hvorfor/hvorfor ikke?

Jeg har haft to rigtigt nære mandevenner; en da jeg læste og en da jeg startede arbejde.

Mine kærester har ikke haft nogen indsigelse mod dette. Havde de haft er jeg sikker på, at det var en kamp jeg havde taget.

Begge mænd blev meget hurtig til "intetkøn" for mig i en romantisk kontekst. I virkeligheden så jeg dem som nogle virkeligt gode veninder.

Men ... begge mænd endte med at lægge an på mig, hvilket bare var såååå mærkeligt. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt noget til nogen af dem, som jeg ikke ville sige til mine veninder.

Jeg er sikker på at der er nogle der kan finde ud af at være venner med det modsatte køn, men i mit tilfælde kan jeg ikke finde ud af at have et filter og de signaler, der gør at de af en eller anden grund opfatter romantiske hentydninger.

Jeg kan sagtens have mandlige bekendte, men sådan rigtigt på veninde niveau, vil jeg have svært med - og det vil jeg også have svært med at en fremtidig kæreste har. Men jeg ville aldrig forbyde en kæreste noget

Hej igen,

 

Tak til de af jer, som allerede har givet jeres meninger tilkende..

 

Det har pirret min nysgerrighed lidt mere.. En skriver, at det virker som en naturlig ting, at man ikke længere har venner af de modsatte køn, når man er i et forhold.. Hvordan menes der naturligt?

En anden skriver, at der altiv vil være seksulle undertoner involveret - eller noget i den stil - er det ikke en lidt grov generalisering? Jeg mener det behøves der vel ikke at være?

 

Håber på svar.

 

Knus.

 

Anonym skriver:

Blev inspireret af en anden debat, og når jeg gennemlæser diverse andre debatter, syntes jeg, at der er meget delte meninger, om det faktum at have venner af det modsatte køn..

Og så var det, at min nysgerrighed blev vakt ..

Hvordan er jeres syn på dette - og begrund gerne...?

 

Min personlige holdning:

Jeg er et voksent menneske i et voksent forhold - og derfor bestemmer jeg selv, i alle henseender hvem min omgangskreds skal indeholde - både hvad angår mænd og kvinder.

Jeg bestemmer ikke hvem min mand skal omgås, og under hvilke former (så længe der ikke er tale om utroskab), hvis de vil mødes hjemme ved os, på en cafe, hos vennen, eller des ligende, er mig underordnet - min mand er et voksent menneske, som forlængst er flyttet hjemmefra, og derfor bestemmer han fuldkommen selv - det samme gælder selvfølgelig for mig.

Selvfølgelig, gælder det så også at vi er åbne og tillidsfulde overfor hinanden, og fortæller hvem vi skal ses med, og hvor.. Men det er nu også set i lyset af et praktisk spørgsmål- vi kan ikke planlægge os ud af huset på samme tid, da vi har børn.

Anyway - jeg håber at I vil give jeres mening tilkende.

 

Knuz

 

 

som udgangs punkt synes jeg sagtens man kan være venner med det modsatte køn..

MEN hvis jeg fx har en god ven, som min kæreste er utryg ved og har en reel god grund til at være det, vil jeg til hver en tid vælge min kæreste, på samme måde som min kæreste ville vælge mig.

det er ikke "kun" pga. frygten for utroskab man kan være utryg ved ens kæreste har en god ven, det kan også være den indflydelse personen har på sin kæreste. min kæreste havde fx en god veninde, som jeg bare ikke synes var godt selskab, hun røg meget hash, tog jævligt stoffer osv - der sagde jeg blankt til min kæreste at jeg ikke synes det var fedt han havde en veninde der gjorde sådan da jeg var bange for hun ville få hevet ham med i det (han har tidligere haft et lidt for 'godt' forhold til hash) han valgte derfor at ligge veninden lidt på hylden.

Hvis ikke jeg måtte have venner af modsatte køn i forhold til bekymringer/jalousi, så måtte jeg ingen venner have. (underforstået at jeg er biseksuel) 

Så vil jeg også påstå at man vel er voksne mennesker.  Min kæreste har en masse venner fra før han mødte mig. Også af hunkøn. Og det er fint

Hjemme hos os er vi ikke alene sammen med modsatte køn.. De venner vi har er fælles venner med børn, og dem ses vi med sammen eller hver for sig (jeg med min veninde, og han med hendes kæreste) eksempelvis. Men for det meste er vi sammen alle sammen. 

Vi har valgt at sådan skal det være , sådan har vi det begge bedst med  

Jeg er også af den overbevisning at mænd og kvinder ikke kan være venner som i "bedste venner, altid sammen, hygge alene" , alle de mande/drenge venner jeg har haft, har endt med og lægge an på mig. 

Klematis skriver:

Jeg ved sku ikke, jeg læner mig nok op af "Harry" (fra When Harry met sally") når han siger at mænd og kvinder ikke kan være venner.
Jeg er ikke jaloux anlagt, det er min mand heller ikke. Jeg får mit tosteronsvennebehov dækket hos min mand, og vores fælles venner/ familie. Jeg tror da at min mand får det samme mht kvinder.
Jeg havde en drengeven engang, før min mand, venskabet gik i stå, da jeg fik kæreste. Her, 7 år efter har han lige kontaktet mig via facebook, og fortalt mig at han var forelsket i mig dengang, og at jeg skulle vide, at han stadig tænkte på mig.
Jeg synes det var et mærkeligt brev, men min mand sagde at det er da en typisk mandeting at gøre. Kippe med flaget, jeg er her stadig...

Nej, jeg kan ikke se hvad jeg skulle bruge en drengeven til, og jeg kan ærlig talt ikke se hvad min mand skulle bruge en pigeven til, som ikke kan være sammen med mig.
Nix, im with Harry on this one: "men and women cant be friends, because the sex part allways gets in the Way"

Jeg er så enig, så i stedte for at skrive det selv får du lige sådan en her.

Anonym skriver:

Hej igen,

 

Tak til de af jer, som allerede har givet jeres meninger tilkende..

 

Det har pirret min nysgerrighed lidt mere.. En skriver, at det virker som en naturlig ting, at man ikke længere har venner af de modsatte køn, når man er i et forhold.. Hvordan menes der naturligt?

En anden skriver, at der altiv vil være seksulle undertoner involveret - eller noget i den stil - er det ikke en lidt grov generalisering? Jeg mener det behøves der vel ikke at være?

 

Håber på svar.

 

Knus.

 

måske er der forskel på at have gamle venner af modsat køn, når man får en kæreste, og så at skabe sig nye venner af modsat køn, når man har en kæreste.

Selvfølgelig er vi alle forskellige, og har forskellige behov og forventninger til venskaber.

Hvis min mand kommer hjem en dag, og siger: "Pamela fra mit arbejde har spurgt om vi ikke skal gå i bio sammen på lørdag, det er da ok ik?"
Eller: "Mens du er i bio med din søster på lørdag, så kommer Pamela fra mit arbejde lige og drikker en kop te, når børnene sover".

Jeg mærker virkelig efter her... NEJ, det synes jeg sku bare ikke er ok.

Én nævte noget med, at hendes kæreste havde en veninde, han godt nok havde knaldet med en gang, men nu var de bare venner.
Også her: NEJ, der tror jeg så at Pamela kan komme til lasagne på søndag, mens børnene og jeg er her. Hvis hun virkelig er sådan en god ven.
-Måske er jeg i virkeligheden pisse jaloux?! Måske har der bare ikke været grund til at aktivere det.

Anonym skriver:

Hej igen,

 

Tak til de af jer, som allerede har givet jeres meninger tilkende..

 

Det har pirret min nysgerrighed lidt mere.. En skriver, at det virker som en naturlig ting, at man ikke længere har venner af de modsatte køn, når man er i et forhold.. Hvordan menes der naturligt?

En anden skriver, at der altiv vil være seksulle undertoner involveret - eller noget i den stil - er det ikke en lidt grov generalisering? Jeg mener det behøves der vel ikke at være?

 

Håber på svar.

 

Knus.

 

Tror det var mig der skrev at det var naturligt at jeg ikke længere ses med mine mandlige venner. Jamen jeg har jo en mand herhjemme nu, som jeg hænger ud med Da jeg hang ud med mine mandlige venner, var på de tidspunkter hvor min datter var hos sin far. Disse stunder bruger jeg nu sammen med min kæreste.

Anonym skriver:

Blev inspireret af en anden debat, og når jeg gennemlæser diverse andre debatter, syntes jeg, at der er meget delte meninger, om det faktum at have venner af det modsatte køn..

Og så var det, at min nysgerrighed blev vakt ..

Hvordan er jeres syn på dette - og begrund gerne...?

 

Min personlige holdning:

Jeg er et voksent menneske i et voksent forhold - og derfor bestemmer jeg selv, i alle henseender hvem min omgangskreds skal indeholde - både hvad angår mænd og kvinder.

Jeg bestemmer ikke hvem min mand skal omgås, og under hvilke former (så længe der ikke er tale om utroskab), hvis de vil mødes hjemme ved os, på en cafe, hos vennen, eller des ligende, er mig underordnet - min mand er et voksent menneske, som forlængst er flyttet hjemmefra, og derfor bestemmer han fuldkommen selv - det samme gælder selvfølgelig for mig.

Selvfølgelig, gælder det så også at vi er åbne og tillidsfulde overfor hinanden, og fortæller hvem vi skal ses med, og hvor.. Men det er nu også set i lyset af et praktisk spørgsmål- vi kan ikke planlægge os ud af huset på samme tid, da vi har børn.

Anyway - jeg håber at I vil give jeres mening tilkende.

 

Knuz

 

 

det duer bare ikke for os............... Min mand er aldrig hjemme til at få "pigevenner" og han kan sjældent li de tøser han møder.

Han ville heller ikke bryde sig om hvis jeg havde drengevenner.... og heller ikke jeg, for ikke for at prale, men de ender kraft edeme altid med at blive forelsket i én.......

har prøvet det alt for mange gange......... og  det hjælper sgu ikke at være ubehøvlet, klam (prutte, bøvse og trist i tøjet-makeup)  ignorer.........har spurgt folk om de syntes jeg flirter - men heller ikke...

Jeg har 3 forskellige mennesker som jeg vil kalde min bedste ven - og den ene er en "dreng" på min egen alder. På mange måder er han nok min nærmeste ven og vi fortæller hinanden ALT - f.eks. ringede han i går aftes og fortalte at hans kone er gravid med nr 2. De havde lige fundet ud af det og aftalt at holde det hemmeligt, men han havde altså lige brug for at fortælle mig det. Vi støtter hinanden og har også ofte sovet sammen, hvor vi har puttet, men på en aseksuel facon.

Vi er meget klare over at vi er modsat køn, men har nok altid set det som en fordel.

Selvfølgelig har der været gnidninger dengang jeg var single fordi hans kone blev jaloux, men han har aldrig ladet sig begrænse af det. Og nu er jeg faktisk blevet gode venner med hende også.
Min kæreste synes ikke det er noget problem og har heldigvis aldrig protesteret mod vores forhold.

Nu har vi desuden jævnaldrende drenge

Så man kan godt have venner af modsat køn!