Venner af modsat køn - hvorfor/hvorfor ikke?

Blev inspireret af en anden debat, og når jeg gennemlæser diverse andre debatter, syntes jeg, at der er meget delte meninger, om det faktum at have venner af det modsatte køn..

Og så var det, at min nysgerrighed blev vakt ..

Hvordan er jeres syn på dette - og begrund gerne...?

 

Min personlige holdning:

Jeg er et voksent menneske i et voksent forhold - og derfor bestemmer jeg selv, i alle henseender hvem min omgangskreds skal indeholde - både hvad angår mænd og kvinder.

Jeg bestemmer ikke hvem min mand skal omgås, og under hvilke former (så længe der ikke er tale om utroskab), hvis de vil mødes hjemme ved os, på en cafe, hos vennen, eller des ligende, er mig underordnet - min mand er et voksent menneske, som forlængst er flyttet hjemmefra, og derfor bestemmer han fuldkommen selv - det samme gælder selvfølgelig for mig.

Selvfølgelig, gælder det så også at vi er åbne og tillidsfulde overfor hinanden, og fortæller hvem vi skal ses med, og hvor.. Men det er nu også set i lyset af et praktisk spørgsmål- vi kan ikke planlægge os ud af huset på samme tid, da vi har børn.

Anyway - jeg håber at I vil give jeres mening tilkende.

 

Knuz

 

 

Min kæreste bestemmer også selv hvem han vil være sammen med og om det er kvinder eller mænd :-) der er 2 kvinder jeg ikk er glad for at han er sammen med (og det er pågrund af ting der er sket) planlægning er meget svært herhjemme, pågrund af helt forskellige arbejdstider og weekendarbejde.... Så desværre er der ikk ret meget plads til venner :-(

Anonym skriver:

Blev inspireret af en anden debat, og når jeg gennemlæser diverse andre debatter, syntes jeg, at der er meget delte meninger, om det faktum at have venner af det modsatte køn..

Og så var det, at min nysgerrighed blev vakt ..

Hvordan er jeres syn på dette - og begrund gerne...?

 

Min personlige holdning:

Jeg er et voksent menneske i et voksent forhold - og derfor bestemmer jeg selv, i alle henseender hvem min omgangskreds skal indeholde - både hvad angår mænd og kvinder.

Jeg bestemmer ikke hvem min mand skal omgås, og under hvilke former (så længe der ikke er tale om utroskab), hvis de vil mødes hjemme ved os, på en cafe, hos vennen, eller des ligende, er mig underordnet - min mand er et voksent menneske, som forlængst er flyttet hjemmefra, og derfor bestemmer han fuldkommen selv - det samme gælder selvfølgelig for mig.

Selvfølgelig, gælder det så også at vi er åbne og tillidsfulde overfor hinanden, og fortæller hvem vi skal ses med, og hvor.. Men det er nu også set i lyset af et praktisk spørgsmål- vi kan ikke planlægge os ud af huset på samme tid, da vi har børn.

Anyway - jeg håber at I vil give jeres mening tilkende.

 

Knuz

 

 

Jeg er fuldstændig enig med dig.

Jeg har dog en tendens til jalousi, men det er blot en følelse som jeg arbejder med hver gang den dukker op og det er kun hvis jeg sætter restriktioner op for min mand på grundlag af den følelse, at der er et problem.

Så som du skriver handler det om at være åben, ærlig og tillidsfuld i sit forhold, vi fortæller hvad vi skal, med hvem og hvor.. og hvis det ændre sig under vejs kommunikere vi om det. Ikke fordi vi skal, men fordi vi har lyst og vi har lyst af den simple grund at det styrker vores parforhold og der kommer ingen misforståelser.

Desuden har jeg RIGTIG mange "drenge" venner (Hvornår holder man op med at kalde det, det og hvad kalder man det så, vil altså ikke definere dem som mænd endnu, sry mates.) Så det ville være helt åndsvagt dobbeltmoralskt at forvente han ikke måtte være sammen med veninder.

 

Jeg er nok lidt ambivalent. Jeg vil meget gerne være den forstående kone der sender manden afsted til hvad han har lyst til, til hvem han har lyst til at være sammen med, men jeg ved at jeg har svært ved at være så stor sindet. Vi har meget få venner som vi ses med alene - altså når vi ser vores venner er det næste altid sammen. Ikke at vi ikke kan gøre ting alene, for alt der foregår med kollegaer og festlige indslag med jobbet er hver for selv, men ellers har jeg kun et par veninder som jeg ser alene og han har et par kammerater.
De fleste af vores venner og veninder ser vi sammen med deres partner, da vi har udviklet venskab på kryds og tværs.

Så mit svar er nok: Jeg ville gerne kunne sige til manden at han kan gøre hvad han vil, men jeg ved ikke om jeg kan hvis han kom og sagde han havde en veninde han gerne ville alene i biografen med uden andre f.eks.
Så for at man har forskellige venner og veninder - men man skal også være realistisk og er det er problem må man snakke om det. Synes ikke den ene har KRAV på at gøre hvad han/hun vil hvis det sårer den anden.

Jeg ved sku ikke, jeg læner mig nok op af "Harry" (fra When Harry met sally") når han siger at mænd og kvinder ikke kan være venner.
Jeg er ikke jaloux anlagt, det er min mand heller ikke. Jeg får mit tosteronsvennebehov dækket hos min mand, og vores fælles venner/ familie. Jeg tror da at min mand får det samme mht kvinder.
Jeg havde en drengeven engang, før min mand, venskabet gik i stå, da jeg fik kæreste. Her, 7 år efter har han lige kontaktet mig via facebook, og fortalt mig at han var forelsket i mig dengang, og at jeg skulle vide, at han stadig tænkte på mig.
Jeg synes det var et mærkeligt brev, men min mand sagde at det er da en typisk mandeting at gøre. Kippe med flaget, jeg er her stadig...

Nej, jeg kan ikke se hvad jeg skulle bruge en drengeven til, og jeg kan ærlig talt ikke se hvad min mand skulle bruge en pigeven til, som ikke kan være sammen med mig.
Nix, im with Harry on this one: "men and women cant be friends, because the sex part allways gets in the Way"

Jeg har det sådan lidt, både og min kæreste har en veninde som jeg ville lade ham ligge nøgen i samme seng sammen med, og selvom de lå tæt ville jeg ikke tænke videre over det, men det er også fordi jeg rigtig godt kan lide hende, og hun giver mig absolut ingen grund til at jeg ikke skulle stole på hende mht. Min kæreste.. På den anden side har han haft en nær veninde som han heldigvis ikke ser mere, hun var bestemt ikke glad for at januar sammen med mig, og gav klart udtryk for at hun heller ikke ønskede at vi fik vores datter, hun var også klar om sin mening da jeg lige havde født, og vi fik en SMS hvor der stod, tillykke med ungen, skal vi to ikke i byen næste weekend.. Efter det gad han ikke snakke med hende igen.. Og det tror jeg heller ikke jeg ville kunne acceptere, så tror det kommer meget an på hvordan de er for mig, og om de skader forholdet enten mit og kærestens, eller børnenes og deres fars.. 

For mit vedkommende er jeg sådanset rørende ligeglad med hvem min kæreste omgåes, så længe man ved at det ikke er utroskab, og ved hun har det på samme måde..

 

hvis man har et problem med en person den anden part ser, så syntes jeg da at man skal give det til udtrykke, men man kan i bund og grund ikke "forbyde" ens kæreste at mødes med personen hvis det er det de har lyst til..

De er jo for hutlan voksne mennesker, og bestemmer selv

Lahn11 skriver:

Jeg har det sådan lidt, både og min kæreste har en veninde som jeg ville lade ham ligge nøgen i samme seng sammen med, og selvom de lå tæt ville jeg ikke tænke videre over det, men det er også fordi jeg rigtig godt kan lide hende, og hun giver mig absolut ingen grund til at jeg ikke skulle stole på hende mht. Min kæreste.. På den anden side har han haft en nær veninde som han heldigvis ikke ser mere, hun var bestemt ikke glad for at januar sammen med mig, og gav klart udtryk for at hun heller ikke ønskede at vi fik vores datter, hun var også klar om sin mening da jeg lige havde født, og vi fik en SMS hvor der stod, tillykke med ungen, skal vi to ikke i byen næste weekend.. Efter det gad han ikke snakke med hende igen.. Og det tror jeg heller ikke jeg ville kunne acceptere, så tror det kommer meget an på hvordan de er for mig, og om de skader forholdet enten mit og kærestens, eller børnenes og deres fars.. 

Tak skal du have, ligefrem nøgen!...

Så Blind tillid kunne jeg ikke vise min mand. Af den ene grund, at han er et menneske. Mennesker begår fejl, selvom de ikke ønsker det.
Den handler vel dybest set om tillid, den her tråd. Jeg synes ikke, at tillid er et enten eller spørgsmål.
JA, jeg stoler da på at min mand ikke knalder en kvinde han drikker en kop kaffe med på en cafe.
NEJ, jeg stoler ikke på, at han er mig tro, hvis han ender nøgen ved siden af den samme kvinde.

I vores forhold giver vi hinanden plads til at have venner af det modsatte køn. Jeg har også den holdning, at jeg synes det er sundt for én at have andet en kun pigevenner, og for drengen, andet end drenge venner.

Jeg kan godt lide at være sammen med det modsatte køn, hvis man er lidt træt af alt det tøse fnidder..Synes at fyre er gode til at være i afslappet selskab med, og man føler sig helt nede på jorden uden "drama" .

Dog har vi den regel med at vi ikke sover hos det modsatte køn (foruden speciele undtagelser) Det bryder vi os ikke om, og synes egentlig at det er noget underligt noget, når man ikke er teenager mere..Så virker det underligt at man ikke sover hos andre end med sin kæreste, af det modsatte køn

Jeg har altid haft flest mande venner, men for at være ærlig, så ses jeg ikke rigtig med dem efter min kæreste og jeg har fundet sammen. Synes det virker forkert. Jeg tror nu heller ikke jeg ville bryde mig om, at han tager ud at spise eller i biffen med en veninde. Synes det er normalt at sådan noget ændre sig, når man kommer i forhold.