Vi er jo nødt til at stole på vores læger, og at vi får den hjælp, vi har brug for. De gange, hvor så lægerne gør fejl/fejlvurderinger, så er det ikke bare de direkte konsekvenser som længere sygdomsforløb, ekstra smerter mm som bliver resultatet. I tillæg så bliver man urolig, fordi en del af det trygge grundlag bliver trukket væk under fødderne på en. Pludselig ser man, at man ikke altid kan stole på det alligevel. Vi er vokset op med, at vi har ret til behandling, når vi har brug for det. Det ligger i rygmarven. Så føles det meget ilde, de gange hvor systemet så svigter, for vi har jo stolet på, at det skulle være der, og gribe os ved behov.
Desværre findes der folk i systemet, som ikke burde være der. I tillæg er der folk, som - på trods af at de ellers gør det godt - kommer til at gøre fejl, som får store konsekvenser for dem, det rammer.
Jeg har altid været lidt som TS og taget det roligt, tilgivet osv. Men jeg mærker, at det er noget andet, nu når jeg har børn. Min ældste datter var ofte indlagt, da hun var lille, og vi har truffet mange fantastiske mennesker, som virkelig gjorde alt for at hjælpe hende og os. Men vi mødte naturligvis også en og anden skovl. De findes. Og det er der, det bliver frustrerende. Når man oplever, at man ikke kan stole på den person, som burde vide bedst. Det er på en måde et dobbelt svigt.
Men på trods af en og anden person, som måske hellere skulle have valgt en anden uddannelse, så er jeg dybt taknemmelig for, at vi lever i et land, hvor vi har et så godt sundhedsvæsen, som vi faktisk har. Jeg betaler min skat med glæde.
til alle i sundhedsvæsnet som hver dag gør en fantastisk indsats på sit arbejde!