Sosu'er, plejehjemsansatte eller socialrådgivere...

Håber, nogen har forstand på dette: Min faster på 70 er kronisk sindslidende og har boet på et psykiatrisk plejehjem i ca. 15 år. Da hun flyttede ind, havde hun 300.000 kroner - arven fra min farmor. Hun fik dengang invalidepension. 

Prisen for at bo der var meget lav dengang, men er siden steget en del - fair nok, det er inkl. kost. Min fasters daværende støtteperson sørgede for, at der var styr på hendes penge, og også, at hun så "ordentligt" ud - tog med hende til frisør, ud at købe tøj osv. 

For nogle år siden overgik min faster til folkepension, og desværre blev hendes støtteperson fyret pga. sygdom. Min faster fortsatte med at købe dyrt tøj, få klippet og farvet håret hver 6. uge osv. Derudover har hun røget 40-50 cigaretter om ugen og købt samtlige ugeblade og magasiner - hendes største passion 

Nu viser det sig "pludselig", at hun ikke har penge på kontoen, og ingen har rådgivet hende om, at hun måtte skære ned på sit forbrug, da hun overgik til folkepension. Hun har rationeret cigaretterne - positivt! - og skåret ned på ugebladene, og det er slut med tøjindkøb og frisør ud over det strent nødvendige. Hun kan ikke give os og mine børn gaver - vi er hrndes eneste familie - og det er hun ked af og flov over, selvom vi har sagt, det ikke gør spor. Hun ville give os middag på sin runde fødselsdag - vi lavede så maden selv efter hendes ønske, men hun var ked af, at det endte med at blive vores omgang. 

Jeg har sgu fornemmelsen af, at de ansatte har regnet med, hun ville dø, før kontoen var tom - eller bare sovet i timen. Hun skal have det godt! - og hun har brug for vejledning til økonomien. 

Kan vi tillade os at beklage over for personalet, at de ikke har hjulpet hende? Ikke, at det kan gøres om - men for at placere et ansvar og undgå, det sker for andre beboere? 

40-50 cigaretter om DAGEN, skulle der stå! 

Jeg er lidt i tvivl om jeg forstår historien rigtigt. 

Men umiddelbart vil det jo aldrig være personalets ansvar, hvad hun bruger sine penge på. 

Det er jo kun en værge eller en familiemedlem hun har samtykket til, der krnder til hendes økonomi og kan hjælpe. 

Hvis personalet har vist til situationen som du fortæller, kan man håbe og måske gå ud fra a de har prøvet a rådgive hende, men det vil aldrig være deres ansvar, hvad hun gør med sin økonomi. (med mindre de er værger for hende eller andre aftaler) 

Så ud fra det, så nej. Det kan i ikke give personalet skylden for. Det er ikke deres sag eller ansvar. 

Mor og meget mere skriver:

Håber, nogen har forstand på dette: Min faster på 70 er kronisk sindslidende og har boet på et psykiatrisk plejehjem i ca. 15 år. Da hun flyttede ind, havde hun 300.000 kroner - arven fra min farmor. Hun fik dengang invalidepension. 

Prisen for at bo der var meget lav dengang, men er siden steget en del - fair nok, det er inkl. kost. Min fasters daværende støtteperson sørgede for, at der var styr på hendes penge, og også, at hun så "ordentligt" ud - tog med hende til frisør, ud at købe tøj osv. 

For nogle år siden overgik min faster til folkepension, og desværre blev hendes støtteperson fyret pga. sygdom. Min faster fortsatte med at købe dyrt tøj, få klippet og farvet håret hver 6. uge osv. Derudover har hun røget 40-50 cigaretter om ugen og købt samtlige ugeblade og magasiner - hendes største passion 

Nu viser det sig "pludselig", at hun ikke har penge på kontoen, og ingen har rådgivet hende om, at hun måtte skære ned på sit forbrug, da hun overgik til folkepension. Hun har rationeret cigaretterne - positivt! - og skåret ned på ugebladene, og det er slut med tøjindkøb og frisør ud over det strent nødvendige. Hun kan ikke give os og mine børn gaver - vi er hrndes eneste familie - og det er hun ked af og flov over, selvom vi har sagt, det ikke gør spor. Hun ville give os middag på sin runde fødselsdag - vi lavede så maden selv efter hendes ønske, men hun var ked af, at det endte med at blive vores omgang. 

Jeg har sgu fornemmelsen af, at de ansatte har regnet med, hun ville dø, før kontoen var tom - eller bare sovet i timen. Hun skal have det godt! - og hun har brug for vejledning til økonomien. 

Kan vi tillade os at beklage over for personalet, at de ikke har hjulpet hende? Ikke, at det kan gøres om - men for at placere et ansvar og undgå, det sker for andre beboere? 

LR85 skriver:

Jeg er lidt i tvivl om jeg forstår historien rigtigt. 

Men umiddelbart vil det jo aldrig være personalets ansvar, hvad hun bruger sine penge på. 

Det er jo kun en værge eller en familiemedlem hun har samtykket til, der krnder til hendes økonomi og kan hjælpe. 

Hvis personalet har vist til situationen som du fortæller, kan man håbe og måske gå ud fra a de har prøvet a rådgive hende, men det vil aldrig være deres ansvar, hvad hun gør med sin økonomi. (med mindre de er værger for hende eller andre aftaler) 

Så ud fra det, så nej. Det kan i ikke give personalet skylden for. Det er ikke deres sag eller ansvar. 

Og her er jeg i tvivl - jeg er næsten sikker på, at en af de ansatte er hendes værge. Min mor blev spurgt, om hun ville være det, men sagde nej - så en værge må der jo være. Det kan jeg godt se, vi skal have styr på. 

KittyGirl skriver:

jeg ville nok finde ud af konkret hvordan pengene er blevet brugt.. er de "kun" blevet brugt på det du skriver??

Hvis ikke hun har haft en værge der har stået for hendes økonomi, og hun selv har styret den, så er der ikke meget at stille op, da det er hendes ansvar..

Jeg ved desværre ikke mere end det

Vi har ingen mistanke om, at pengene er brugt på andet - dem kan hun godt have klattet væk - men det springende punkt er tydeligvis at finde ud af, hvem hendes værge er, og hvor involveret, vedkommende har været de sidste år. 

Mor og meget mere skriver:

Håber, nogen har forstand på dette: Min faster på 70 er kronisk sindslidende og har boet på et psykiatrisk plejehjem i ca. 15 år. Da hun flyttede ind, havde hun 300.000 kroner - arven fra min farmor. Hun fik dengang invalidepension. 

Prisen for at bo der var meget lav dengang, men er siden steget en del - fair nok, det er inkl. kost. Min fasters daværende støtteperson sørgede for, at der var styr på hendes penge, og også, at hun så "ordentligt" ud - tog med hende til frisør, ud at købe tøj osv. 

For nogle år siden overgik min faster til folkepension, og desværre blev hendes støtteperson fyret pga. sygdom. Min faster fortsatte med at købe dyrt tøj, få klippet og farvet håret hver 6. uge osv. Derudover har hun røget 40-50 cigaretter om ugen og købt samtlige ugeblade og magasiner - hendes største passion 

Nu viser det sig "pludselig", at hun ikke har penge på kontoen, og ingen har rådgivet hende om, at hun måtte skære ned på sit forbrug, da hun overgik til folkepension. Hun har rationeret cigaretterne - positivt! - og skåret ned på ugebladene, og det er slut med tøjindkøb og frisør ud over det strent nødvendige. Hun kan ikke give os og mine børn gaver - vi er hrndes eneste familie - og det er hun ked af og flov over, selvom vi har sagt, det ikke gør spor. Hun ville give os middag på sin runde fødselsdag - vi lavede så maden selv efter hendes ønske, men hun var ked af, at det endte med at blive vores omgang. 

Jeg har sgu fornemmelsen af, at de ansatte har regnet med, hun ville dø, før kontoen var tom - eller bare sovet i timen. Hun skal have det godt! - og hun har brug for vejledning til økonomien. 

Kan vi tillade os at beklage over for personalet, at de ikke har hjulpet hende? Ikke, at det kan gøres om - men for at placere et ansvar og undgå, det sker for andre beboere? 

Jeg har været i praktik på et bosted for voksne udviklingshæmmede, hvor hver beboer havde en primær kontaktperson og en sekundær. Disse havde i samråd med beboeren ansvar for beboerens økonomi. I nogle tilfælde styrede personalet økonomien med hård hånd, og der blev sparet - men andre tilfælde blev beboerens penge brugt på lige præcis det, som beboeren ønskede. Og når pengene så slap op, så måtte man skære ned og leve af pensionen.

Jeg synes den er svær! På den ene side, havde jeg ladet en bemærkning falde - men på den anden side, så er pengene sikkert blevet brugt "i en god mening".

ESV skriver:

Umiddelbart vil jeg mene at HVIS nogen kan gøre noget så skal i have fat i en socialrådgiver eller visitator fra kommunen.. De ansatte på plejehjemmet mener jeg ikke kan holdes ansvarlige, det er ikke deres ansvar hvad de ældre bruger deres penge på. Men det er en rigtig øv situation for hende.. En anden ide kunne være at få fat banken, de ar også erfaringer med disse situationer..

Jeg skal have fulgt op på, hvem hendes værge er, for sådan en har hun. 

Jeg tænker bare - hvad med dem, der ikke har formue, når de flytter ind? Det er alvorligt psykisk syge mennesker - der må da være hånd i hanke med, hvordan de bruger deres penge, så de har råd til huslejen? 

Jeg tænker lidt, at hvis hun har røget 40 - 50 cigaretter om dagen, det jo dyrt ..  Så er hun jo tæt på 2000 kr. i måneden bare på cigaretter.  Ved ikke om jeg har misforstået noget. kan godt se det træls, 300.000 er mange penge! Men super i følger op på det! Man hører efterhånden så meget, med de syge og ældre der bliver snydt.