Bange for hun mistrives i vuggestuen

Jeg er anonym af personlige årsager.

Jeg er bange for min datter mistrives i vuggestuen! Hun går der på 3. uge efter indkøring nu, og hver gang jeg afleverer hende er hun helt opløst af gråd og "panik". Jeg er klar over, at det er en tilvænningsfase, men hun bliver ikke bare lidt ked af det, men virkelig virkelig, så jeg kan høre hende skrige når jeg går ud af døren i den anden ende af vuggestuen! Når jeg henter hende igen, går hun total i panik hvis jeg bare sætter hende ned foran mig for at pakke hendes ting. Hun græder og græder og rækker op efter mig, som om hun er bange for jeg forlader hende igen. Sågar den anden dag da jeg havde hende med ude på det lille WC for selv at tisse... Døren var lukket, kun hende og jeg derinde, så hun kunne jo se hvor jeg var og at jeg ikke gik, men jeg blev nødt til at sidde med hende på skødet imens jeg tissede, fordi hun var helt panisk og grædende, når jeg satte hende ned

Hun sover dårligere i vuggestuen end derhjemme, og jeg synes hendes døgnrytme er blevet rigtig træls efter start. De kan jo ikke tvinge hende til at sove hvis hun ikke vil, men er bange for det er et tegn på utryghed. Fx i går hun var der fra 8-15, og sov hun 9.55-10.55... Får overtræt baby med hjem, som IKKE vil sove, og så måtte hun i seng allerede 18.30 hvorefter hun vågnede midt om natten og var frisk

Når jeg henter hende har hun sutten i munden 97% af tiden.. Og de ved godt hun kun skal have sutten når hun er ked af det eller skal sove. Så det må vel betyde hun har været ked af det, sidne hun har sutten? Nogen af gangene kan jeg også se hun lige har grædt, når jeg kommer...

Det er bare ikke sådan jeg havde forestillet mig det, for hun er enormt nysgerrig, udadvendt og så videre normalt, så havde troet hun ville elske det! Hvad ville i gøre? Jeg har ellers indtryk af vuggestuen er et godt sted, og vi har selv valgt den efter vi havde besøgt den tidligere.. Jeg vil gerne snakke med pædagogerne om det, men når jeg henter, har de stort ste altid travlt med at snakke med en anden forældre, tage sig af børnene osv., så jeg føler ikke tiden er der helt...

Hun er forresten næsten et år

Faktisk siger man at det dårligste tidspunkt for adskillelse er når barnet er mellem 10 mdr og 1 år - da seprations angsten her er størst.
din datter har brug for at vide at du kommer igen og altid vil komme igen.

Er hun blevet passet ude meget som mindre?
Hvordan reagerer hun når du går og far er hjemme?

henh01 skriver:

Faktisk siger man at det dårligste tidspunkt for adskillelse er når barnet er mellem 10 mdr og 1 år - da seprations angsten her er størst.
din datter har brug for at vide at du kommer igen og altid vil komme igen.

Er hun blevet passet ude meget som mindre?
Hvordan reagerer hun når du går og far er hjemme?

Det var det eneste tidspunkt hun kunne starte på, og hos os faldt separationsangsten noget tidligere end det, og var gået over inden start.. Hun er blevet passet ofte i sit liv, både nogle timer af gangen men også med overnatning. Der er ikke noget når jeg går og hun er med farmand... Eller omvendt

Anonym skriver:

Det var det eneste tidspunkt hun kunne starte på, og hos os faldt separationsangsten noget tidligere end det, og var gået over inden start.. Hun er blevet passet ofte i sit liv, både nogle timer af gangen men også med overnatning. Der er ikke noget når jeg går og hun er med farmand... Eller omvendt

uden at skulle anklage eller noget som helst så tænker jeg lidt om din datter har været passet for tidligt, for meget, hos en hun ikke har været tryg ved osv?

Om hun mistrives i vuggestuen ved jeg ikke, men jeg tror ikke det handler om vuggestuen, pædagogerne men derimod om rammerne. -At hun oplever at du forsvinder osv.

henh01 skriver:

uden at skulle anklage eller noget som helst så tænker jeg lidt om din datter har været passet for tidligt, for meget, hos en hun ikke har været tryg ved osv?

Om hun mistrives i vuggestuen ved jeg ikke, men jeg tror ikke det handler om vuggestuen, pædagogerne men derimod om rammerne. -At hun oplever at du forsvinder osv.

Absolut ikke Nu er det jo ikke sådan at hun er blevet kastet ud i andres arme fra en tidlig alder. Jeg arbejder selv med udviklingspsykologi, så jeg er ikke helt dum på dét område. Hun er blevet passet med overnatning fra tid til anden af farmor, som hun ser flere gange om ugen og eeeelsker. Hun er meget tryg ved at være ude hos farmor, farfar og tante, og der er ikke antydningen af problemer når hun tager afsted til en lille overnatning og lignende. Og generelt er vi meget sammen med familie, så hun har ikke oplevet en tilværelse, hvor hun kun var sammen med far og mor. På samme tid har det altid betydet meget for mig, at give hende den nære mor/far kontakt, og at vi er primære. Så bliver faktisk lidt ærgerlig over den opfattelse du fik af mit svar

henh01 skriver:

uden at skulle anklage eller noget som helst så tænker jeg lidt om din datter har været passet for tidligt, for meget, hos en hun ikke har været tryg ved osv?

Om hun mistrives i vuggestuen ved jeg ikke, men jeg tror ikke det handler om vuggestuen, pædagogerne men derimod om rammerne. -At hun oplever at du forsvinder osv.

Og for du ikke kommer til igen at misforstå mener jeg, når jeg skriver hun har set farmor flere gange om ugen, at det har været sammen med os. Når vi en gang eller to om ugen tager ud og spiser aftensmad med dem..

Anonym skriver:

Absolut ikke Nu er det jo ikke sådan at hun er blevet kastet ud i andres arme fra en tidlig alder. Jeg arbejder selv med udviklingspsykologi, så jeg er ikke helt dum på dét område. Hun er blevet passet med overnatning fra tid til anden af farmor, som hun ser flere gange om ugen og eeeelsker. Hun er meget tryg ved at være ude hos farmor, farfar og tante, og der er ikke antydningen af problemer når hun tager afsted til en lille overnatning og lignende. Og generelt er vi meget sammen med familie, så hun har ikke oplevet en tilværelse, hvor hun kun var sammen med far og mor. På samme tid har det altid betydet meget for mig, at give hende den nære mor/far kontakt, og at vi er primære. Så bliver faktisk lidt ærgerlig over den opfattelse du fik af mit svar

Jeg tror du skal læse mit svar igen når du ikke er ophidset. Jeg kender ikke til den konkrete situation med din datter, kender kun til den ud fra den beskrivelse du giver længere oppe. Læser man den med udefrastående briller, så skriger det langt væk af seprations angst. At du ikke antager det er dét dit barn har, er jo bare dejligt. Men jeg tror stadig ikke det handler om vuggestuen, men hele situationen/helheden i det.
Giv det noget mere tid, få pædagogerne vurdering og afklar med dig selv hvad du tænker er det bedste for dit barn.

Held og lykke.

henh01 skriver:

Jeg tror du skal læse mit svar igen når du ikke er ophidset. Jeg kender ikke til den konkrete situation med din datter, kender kun til den ud fra den beskrivelse du giver længere oppe. Læser man den med udefrastående briller, så skriger det langt væk af seprations angst. At du ikke antager det er dét dit barn har, er jo bare dejligt. Men jeg tror stadig ikke det handler om vuggestuen, men hele situationen/helheden i det.
Giv det noget mere tid, få pædagogerne vurdering og afklar med dig selv hvad du tænker er det bedste for dit barn.

Held og lykke.

Jeg er ikke ophidset, jeg synes bare dit svar lød en tand bedrevidende, for selvfølgelig kender jeg mit barn bedre end nogen andre. Som sagt beskæftiger jeg mig med udviklingspsykologi i det daglige, og der er ikke nogle færdige rammer eller svar, der afgør, at seperationsangsten altid ligger fra 10 måneder til 1 år. Dels er der forskellige faktorer der spiller ind, og derudover er børn forskellige, hvorfor denne fase, som man altså ikke kan prædefinere, kan ligge på forskellige tidspunkter i barnets liv. Nogen springer den over, nogen oplever fasen senere. Vi har været igennem den, da hun var 8-9 måneder, hvor far ikke var god nok, hvor hun i hvert fald ikke skulle passes - Heller ikke af mennesker, med hvem hun normalt havde et trygt og normalt forhold. Dette er ikke seperationsangst, det ved jeg. Både ud fra et fagligt og personligt perspektiv. Og det er alene af den årsag, at jeg er bekymret for, at hun simpelthen ikke trives der. I princippet kunne det jo være, at det meget larmende miljø, de mange børn og den generelle uro var for overstimulerende for hende. Måske klinger hun ikke så godt med pædagogerne, hvorfor hun ikke bryder sig om at være der. Måske mangler hun en tryg base, fordi hun har det med at være i hænderne af mange forskellige pædagoger, da der i øjeblikket på stuen er gang i noget vikar, studerende, en på orlov med mere.

Jeg håbede på at kunne finde frem til, om der var noget i rammerne i vuggestuen der kunne tyde på, at det ikke var stedet for hende. Måske fra forældre med lignende erfaringer. For separationsangst er det ikke.

Anonym skriver:

Jeg er anonym af personlige årsager.

Jeg er bange for min datter mistrives i vuggestuen! Hun går der på 3. uge efter indkøring nu, og hver gang jeg afleverer hende er hun helt opløst af gråd og "panik". Jeg er klar over, at det er en tilvænningsfase, men hun bliver ikke bare lidt ked af det, men virkelig virkelig, så jeg kan høre hende skrige når jeg går ud af døren i den anden ende af vuggestuen! Når jeg henter hende igen, går hun total i panik hvis jeg bare sætter hende ned foran mig for at pakke hendes ting. Hun græder og græder og rækker op efter mig, som om hun er bange for jeg forlader hende igen. Sågar den anden dag da jeg havde hende med ude på det lille WC for selv at tisse... Døren var lukket, kun hende og jeg derinde, så hun kunne jo se hvor jeg var og at jeg ikke gik, men jeg blev nødt til at sidde med hende på skødet imens jeg tissede, fordi hun var helt panisk og grædende, når jeg satte hende ned

Hun sover dårligere i vuggestuen end derhjemme, og jeg synes hendes døgnrytme er blevet rigtig træls efter start. De kan jo ikke tvinge hende til at sove hvis hun ikke vil, men er bange for det er et tegn på utryghed. Fx i går hun var der fra 8-15, og sov hun 9.55-10.55... Får overtræt baby med hjem, som IKKE vil sove, og så måtte hun i seng allerede 18.30 hvorefter hun vågnede midt om natten og var frisk

Når jeg henter hende har hun sutten i munden 97% af tiden.. Og de ved godt hun kun skal have sutten når hun er ked af det eller skal sove. Så det må vel betyde hun har været ked af det, sidne hun har sutten? Nogen af gangene kan jeg også se hun lige har grædt, når jeg kommer...

Det er bare ikke sådan jeg havde forestillet mig det, for hun er enormt nysgerrig, udadvendt og så videre normalt, så havde troet hun ville elske det! Hvad ville i gøre? Jeg har ellers indtryk af vuggestuen er et godt sted, og vi har selv valgt den efter vi havde besøgt den tidligere.. Jeg vil gerne snakke med pædagogerne om det, men når jeg henter, har de stort ste altid travlt med at snakke med en anden forældre, tage sig af børnene osv., så jeg føler ikke tiden er der helt...

Jeg tror, at hvis jeg var dig, så ville jeg spørge pædagogerne om l kunne aftale et kort møde, så l kan snakke om, hvordan din datter har det i løbet af dagen og om de mener der er et problem... Det kan jo godt være, at hun har det fint i løbet af dagen, men bare er forfærdelig bange for, at du tager afsted uden hende igen, når du kommer for a hente hende!

Jeg har arbejdet i en vuggestue i 2 år, og har aldrig oplevet, at et barn var utrøsteligt en hel dag, og havde jeg oplevet det, ville jeg uden tøven kontakte forældrene!

Er du utryg ved at aflevere hende? For det kan jo også påvirke hende...

Jeg håber du kan få snakket med pædagogerne, så du og din datter kan få ro og forhåbentlig en god tid i vuggestuen