Jeg kan godt forstå, at du er skuffet.
At påstå at 9 timer om ugen med sit eget barn er "meget", det er vist en overdrivelse - uanset, at der er nogen, der har mindre.
Jeg var alene med min søn i 6 år - dog først fra han var to år. Og min egen erfaring var, at min eks i starten heller ikke mente, at han havde "tid" til at have vores søn ret meget (dog stadig mere end din eks) på grund af arbejde. Efterhånden som sønnike er blevet større, er fars interesse dog vokset, og vi har udvidet samværet løbende. I dag har vi ham lige meget - og fik han lov, ville far lige så gerne have ham på fuld tid, som jeg vil. 
Desværre er det jo sådan, at samvær er en ret, ikke en pligt, så det er nok svært at gøre noget ved at din eks ikke vil have jeres datter mere - udover selvfølgelig at snakke med ham om det. Men det lyder som om du har prøvet at banke fornuft ind i hovedet på ham. Og måske håbe på, at det ændrer sig med tiden. Nogle mænd er ikke så vildt interesserede i små børn - men synes det er "sjovere", når barnet bliver større.
Det ændrer ikke på, at du er meget "på", når du er så meget alene med hende. Den tid man har for sig selv er guld værd. Synd at far ikke kan forstå, at der er ligeså meget arbejde i at have hende alene for dig, som der er for ham. 
Er det måske en mulighed for dig at finde en babysitter, en bekendt eller en anden, som kan have hende nogle timer ind i mellem, når du har brug for det?
Ingen tvivl om, at det burde være far, der tog en større del. Jeg mener også sagtens, at hun burde kunne overnatte hos ham oftere. Men det er nok bare svært at tvinge ham til, hvis han ikke selv synes det er en god ide.
Jeg vil gætte på, at han med 6 timers samvær om ugen og resten af tiden alene, har en del mere tid til sig selv, end han ville have haft, hvis I havde været sammen - hvilket vel var den oprindelige plan. Eller gad vide om han have forestillet sig, at han så også kunne nøjes med et par timer sammen med hende ind i mellem og så overlade resten til dig...? 
Håber I finder ud af det på en god måde. 
