Anonym skriver:
jeg føler mig som verdens dårligste kæreste! kan simpelthen ikke forstå, hvorfor min kæreste bliver ved mig 
jeg ved ikke, hvad jeg vil med dette overhovedet. måske spark i røven til, at jeg skal opføre mig ordentligt og styre mit temperament.
vi bor ikke sammen, da jeg går i skole i silkeborg og han er lærling i bjerringbro og somme tider går på skole i skive. men vi er altid sammen i weekenderne. jeg har lige haft en lang sommerferie, han har kun haft 3 uger fra sit arbejde. vi var sammen hele hans ferie, og vi var både i skagen, ude og opleve en masse andre ting osv, hvor vi virkelig hyggede os. han er bil-freak (undskyld, hvis det støder nogen, men har altid kaldt det bil-freak, når man interesserer sig meget for biler). og selvfølgelig har han skullet lave bil i sin ferie, det er også helt fint, da han lige havde fået en reliant scimitar af sin far, hvor der skulle laves nogle ting på. det passer mig fint. jeg interesserer mig også for biler, men kan ikke lave bil som sådan. vi har snakket rigtig mange gange om, at når han laver bil, skal han inddrage mig, hvis vi er sammen, for jeg vil vildt gerne lære det, og han vil gerne lære mig det. (kunne da være lidt fedt, hvis man selv kunne fx lave bremserne på sin bil 
) men de sidste 4 uger, hvor vi har været sammen i weekenderne og hele hans ferie har han lavet bil og ignoreret mig totalt. han har ikke inddraget mig, og når jeg har spurgt, om jeg må hjælpe, har hans svar været "jeg er næsten færdig, så det behøver du ikke" .. også selvom der er gået en time før han er færdig.
jeg har ikke kørekort endnu, så jeg har ikke kunnet køre nogen steder, og han bor i en lille bitte by med ca 10 huse og jeg snakker ikke med nogen af dem, så det har resulteret i, jeg kun har været sammen med min kæreste, når vi skal sove, ellers har jeg sat på en stol og prøvet at snakke med min kæreste imens han har lavet biler, så jeg ikke har kedet mig. jeg sagde flere gange til ham, jeg ligeså godt kunne være hjemme, for jeg kedet mig rigtig meget, når jeg bare skulle sidde på en stol og kigge ud i luften. der er INTET at lave for mig, hjemme hos ham. for alt går op i biler derhjemme - IKKE andet. det er det eneste samtaleemne, eneste aktivitet og eneste "seværdighed" ..
og det har resulteret i, jeg er blevet sur på ham. jeg har været syg siden torsdag, men er heldigvis sluppet af med feberen, så er egentlig bare snottet nu. min kæreste kom hjem til mig i går og sad her lidt hos mig. så spørger han, om jeg vil med hjem til ham og sætte kofangeren på, og det er DET ENESTE han skal. fint nok, det kan jo ikke tage så forfærdelig lang tid. sagde til ham, jeg gerne ville hjem og spise, for jeg havde noget tomatsuppe, jeg kunne få ned. da jeg har ondt i halsen kan jeg ikke få "normal" mad ned, da det gør ondt, så lever lidt af supper. og det forstod han også. da han er færdig med at sætte kofangeren på, tænker jeg "sådan, så kan jeg komme hjem og få noget at spise" men nejnej, han går straks i gang med at lave noget mere på den bil, så jeg kan IKKE komme hjem. siger flere gange, jeg er sulten og gerne vil have noget at spise. da jeg har sat udenfor og frosset i 5 timer, og ikke har spist hele dagen, måtte jeg ringe efter en, der kunne komme og hente mig, og køre mig hjem, så jeg kunne få noget mad.
inden jeg bliver hentet, slår det bare klik for mig, og kæresten og jeg ender med at skændes så tagene nærmest letter råber og skriger af hinanden. jeg fortæller ham (for 27.000's gang) at jeg ikke finder mig i, at blive tilsidesat for materielle ting, og han bare skal sige til mig, at vi ikke kan være sammen i weekenden, fordi han vil lave bil, og tydeligvis ikke vil inddrage mig i det, selvom han har sagt det tit. vi har været sammen i 3 år, og det har været sådan ALTID med biler, udover i starten, da han jo var nyforelsket. men han har altid ignoreret mig fuldstændig og bare ladet mig sidde helt alene, uden nogen som helst kontakt til omverdenen, fordi han har skullet lave bil, og det er ALTID når vi er sammen. i hverdagene kan han lave alt mulig andet. jeg er simpelthen så træt af det jeg sagde til ham i skænderiet, at han havde indtil 21.00 at komme op til mig, ellers skulle han ikke komme hele weekenden, for så måtte jeg jo tolke det som, at han valgte bilerne frem for mig, når han jo ikke har tid til mig, fordi han ALTID skal rode med de (undskyld mit sprog) fucking pis biler.
da jeg var taget hjem og klokken nærmede sig ni, fik jeg en besked fra ham, hvor han skrev "hej, jeg kommer ikke i aften" .. jeg var faldt fuldstændig ned, efter jeg var kommet hjem, og håbede så inderligt, han ville komme, så vi kunne få snakket det hele igennem. da jeg fik beskeden, blev jeg rigtig ked af det, og vi skrev så lidt frem og tilbage. jeg ringede ham til sidst op, da jeg ikke gad skændes over sms, så det endte med, vi skændes (ikke med råberi og skrigeri) i 1½ time cirka, og jeg blev ved med at fortælle ham, at hvis han gad inddrage mig i de biler, ville vi aldrig have endt der, da vores forhold ellers er rigtig godt. det endte med, vi snakkede om, vi skulle gå fra hinanden ..
jeg vil ikke miste ham men kan heller ikke leve med, jeg bliver tilsidesat for nogle biler. vi har prøvet RIGTIG meget i vores forhold, som vi har overlevet, meget værre end dette, men lige det her med bilerne, tror jeg simpelthen ikke, vi kan overleve jeg gider ikke, at hver eneste gang, vi skal være sammen, er vi faktisk ikke sammen, fordi han konstant hænger under en bil og makker med et eller andet, og jeg må underholde mig selv. velkommen til virkeligheden, jeg ved det! han skal heller ikke rende mig i røven konstant og slet ikke må lave andet, men på en weekend laver vi måske noget sammen i 1-2 timer, og så sover vi ved siden af hinanden. det gider jeg godt nok ikke. jeg kunne lave en masse andet i mine weekender, end at sidde og glo ved ham.
jeg er lige holdt med at ryge i torsdags, så min lunte er en anelse kortere end normalt. han er meget glad for, jeg er holdt med at ryge, og han har tit snakket om, jeg skal holde med at ryge. men når han bliver ved med at sige "du skal holde med at ryge. hvornår stopper du med at ryge", bliver jeg stædig og nægter at stoppe. men nu er jeg holdt. han fortalte mig i går, han på ingen måde vil støtte mig i det, og jeg må selv døje med, at jeg har en kortere lunte end normalt, for han gad ikke finde sig i det. tænker bare, TAK FOR STØTTEN.
nu sidder jeg i dag, med gråd udover det hele, har grædt det meste af dagen, græd mig selv i søvne i går, kan ikke bestemme mig for, om jeg skal gå fra ham eller ej. jeg kommer til at tænke på alt det, han har gjort imod mig i vores forhold, bliver arrig, og vil gå fra ham. men jeg er jo udmærket godt klar over, jeg elsker ham og på ingen måde vil kunne undvære ham .. vi havde snakken om det med biler for ikke særlig lang tid siden (en uges tid), hvor han fik præcis det samme at vide. det nævnte jeg i går, og hans kommentar var, at han ikke husker særlig godt. det kan jeg bare ikke bruge til noget som helst ..
det seneste stykke tid føler jeg virkelig, han har sat mig fuldstændig til side. jeg er ikke god nok - alt handler om biler. biler biler biler!!! jeg prøver virkelig at interessere mig for det, og bare være glad for, jeg kan se min kæreste i weekenderne, men det er så fandens hårdt. vi snakker ikke engang sammen, når han laver bil. jeg sidder bare på en stol og kigger på, eller går rundt i haven og keder mig. og når tingene ikke lykkeds for ham, bliver han sindssygt sur, og kan fx kaste et koben ned i jorden, og råbe "aarhgg fucking pis" osv. sådan virkelig hysterisk. og efter noget er sket i vores forhold, bliver jeg "bange" for ham, når han bliver sådan. er udmærket godt klar over, det ik er mig, han bliver sur på, og han kan bagefter også snakke stille og rolig til mig, fx "skat, kan du ik lige holde døren" eller sådan noget.
han vil måske komme herhjem idag, og har lyst til at løbe ham i møde og græde i hans favn og bare holde om ham, og fortælle ham, hvor ked af det jeg er, og hvor meget jeg elsker ham. men på den anden side har jeg lyst til at forlade ham .. jeg ved snart ikke,hvad jeg skal stille op må jo gøre op med mig selv, hvad jeg vil. han vil blive sammen med mig, men han siger også, han nok ikke kan ændre på det, at lave biler. selvom jeg sagde, jeg ikke vil leve i et forhold, hvor biler er højere på listen end jeg er. så kan han ligeså godt være kærester med sine biler.
vi havde "aftalt" at lave minimum en kæresteting om måneden, enten gå en tur i en stjerneklar aften, tage ud og spise, i biografen, tage på tur (kun ham og jeg) el.lign, for at holde gnisten ved lige. det holdte i 2 måneder, og siden har han ik haft tid, for han har jo skullet lave biler .. har tit foreslået steder, vi kunne tage hen, ting vi har kunnet lave, og han har også sagt ok for dem, han har bare ikke haft tid og nej, det er ikke fordi, det er den bil, han kører i, han laver på. det er en helt anden bil, han laver på. og hvis der ikke er noget at lave på hans biler, laver han bare på andres biler. tror han er afhængig?
det hele er jo mere eller mindre min skyld, fordi jeg bliver så sur over, han vælger biler frem for mig. hvis jeg bare ikke var så temperamentsfuld, havde vi aldrig endt her, og vi havde et godt forhold
hvis du kom hertil, skal du have tusind tak for at gide at læse på mit hyleri.
