Han bliver hysterisk

An&Jo skriver:

jeg er bare altid selv blevet opdraget til at man sidder ved bordet til alle er færdige, og sådan vil jeg også have det herhjemme, den store på 4 accepterede det ret hurtigt da jeg flyttede tilbage til hans far, men bestemt ikke Johannes, på trods af at vi også praktiserede den regel da vi boede alene..

måske jeg skal gå tilbage til det med at forberede ham på tingene inden vi gør det, det gjorde jeg da han var lille, og indtil han var halvanden, for der virkede det på ham som om det egentlig ikke betød så meget at blive forberedt..

Jeg er helt enig i, at man sidder ved bordet til alle er færdige, og det skal din dreng helt sikkert også få lært med sådan en fornuftig og omsorgsfuld mor.

Men jeg læste i et af de seneste børneblade, at det er en god idé at give børnene lidt fri fra middagsbordet, da man ellers meget let kører sur i det som familie. Det er noget med, at for nogen (små) børn er det meget svært at sidde bænket på den måde (og især på det tidspunkt af dagen), og derfor kan man med fordel la' dem få lidt frihjul på det punkt. Så vender de tilbage efter noget tid med nyt overskud og ny madlyst 

Det der lyder bekendt.

Lillebror her i huset prøver sig også.

Han er to gange blevet lagt i seng med det tøj, han tilfældigvis havde på. Ret og slet fordi han skapte sig sådan, at det var umuligt at få nattøjet på ham. Jeg synes bare ikke, at det skal være en grund til at udsætte sengetiden. Han kommer i seng uanset, om han er i nattøjet. Hvis han begynder at kæmpe imod/stikke af/skrige eller slå, når vi skal skifte siger jeg roligt til ham, at enten tager vi nattøj på nu eller også bærer jeg dig direkte i seng med det samme. Han ved jo, at jeg gør det, og det er ikke nattøjet han har noget imod. Det er hele ideen om at skulle i seng. Så roer han sig lige lidt ned, og så plejer resten at gå fint, også når vi går ind i sengen. Han har vist lidt behov for at vende sig til tanken. Så snart han er rolig snakker vi om andre ting eller synger eller jeg prøver på andre måder at gøre det til en hyggelig stund.

Det kan godt være vanskeligt at bevare roen nogen gange, men jeg ved, at en del af problemerne hos os i hvert fald bunder i, at han ikke har godt nok sprog til at udtrykke sig. Så jeg håber, det bliver bedre, nu når sproget er ved at blive bedre. Jeg mærker også, at det er langt værre/vanskeligere for ham at takle, hvis han er træt, så her i huset er det virkelig vigtig, at han ikke kommer for sent i seng.

Ellers er mit bedste tips at passe på, hvad man spørger om. Det er så let at komme til at sige "hvad vil du have på brødet?". Når så ungen siger chokolade og får nej til svar, så er det jo ikke så mærkeligt, at han føler sig uretfærdigt behandlet. Så jeg må virkelig passe på. Her hedder det "vil du have leverpostej eller ost på brødet i dag?" f eks. Hvis han så siger chokolade, så lader jeg, som om han har sagt noget sjovt til mig ("din lille røver, troede du, du kunne snyde mig?" ). Nogen gange hjælper det.

An&Jo skriver:

det er heller ikke mig der har købt chokoladen men min kæreste, jeg spiser det nemlig ikke selv ret tit, så gider ikke bruge penge på det.. Synes faktisk sådan noget er temmelig dyrt efterhånden..

jeg har prøvet den med at tage ham op og fortælle at det er iorden, men det bliver oftest bare meget værre af det.. Så vrider han sig så meget at jeg er ved at tabe ham..

ja jeg er virkelig desperat for at finde løsninger, for jeg har ledt nettet rundt, og prøvet det meste, for det dræner jo ikke kun mig, men hele familien..

Så ville jeg da pænt bede kæresten om ikke at købe det.
Ja det er hårdt så længe det står på men man er bare nødt til at holde fast, så de små banditter ikke tror de bestemmer, for ellers går det da først helt galt...

kristinaS skriver:

Hej. Puh det lyder ikke sjovt. Glæder mig ikke til den alder...har været igennem den med de 2 store, men man glemmer hurtigt. Synes ik jeg husker dem sådan, men det er nok bare glemt...de er 7,5 og 10.

Jeg er ikke sådan pædagogisk korrekt, så jeg vedbikke om jeg er den rette til at give en løsning/gode råd.

Men her er hvad jeg tror jeg ville(vil når min bliver 2,5) gøre:

1) tale med pædagogerne i vuggestuen. Bede dem om nogle brugbare metoder el. råd. Det kan godt være han ikke gør sådan dernede (selvfølgelig ikke, det gør ingen børn, for lunten er meget kort, og de ville opdage med det samme, at de ALDRIG ville få noget ud af det)

2) jeg tror jeg ville gøre op ned mig selv HVILKE kampe jeg ville tafe/ikke tage. Tror det er svært at være 2,5 år....ville heller aldrig servere sådanne ting til morgenmad, men så tilbyde noget andet. Og hvis han ik vil det så et der ikke noget. Men så måske bestemme at om eftermiddagen kan man få en grovbolle med et stykke chokolade.

3) mht tøj, bleskift. Vi har det lidt på samme måde, han bliver snart 2. Når jeg tager ham op fordi han skal det ene eller begge dele, og han ikke lige synes han gider det, så langer han bare ud efter den, altså hvis man ikke reagerer så får man lige en "flad". Jeg siger strengt "stop JEG VIL IKKE HAVE du slår mig!" jeg prøver når vi er på puslebordet at have nogle ting til at distrahere ham med, fx legetøj el. En bog han kan lide. Og så plejer det at gå. Men ellers er der jo ikke andet for end at holde fast. Han skal jo skifted. Jeg er blevet god til at skifte stående, hvis det bare er tis. Og give tøj på imens han leger el. Står... Man må jo finde SINE metoder/ smutveje for at komme bedst igeennem det.

4) jeg har tit læst i pædagogiske artikler, at det er godt at bruge "jeg vil gerne have at du...". Da børn på den alder Kan blive frustrerede over hvis de skal bestemme, og det ikke er mir og far der sætter dagsordnenen.

Men detver skide svært. Der er bare alle de der forskellige perioder. Tror også tid og det at holde fast, når man har besluttet sig for hvad man går med til hvad man ikke går med til, er med til at ændre de dårlige adfærdsmønstre node hos barn men også his den voksne.


Håber det gav mening det blev pænt laaangt. Men pkt 1 ville jeg skynde mig at gøre. Synes det har hjulpet mig i nogle periode.

ved nu heller ikke om jeg vil kalde mig selv pædagogisk korrekt, jeg er bare så desperat nu at alle midler tages i brug, såsom at indrømme for omverdenen at min dreng nok ikke er så engle agtig som jeg gerne ville have han var..

jeg må snakke med pædagogerne i vuggestuen når jeg henter i eftermiddag

jeg tilbyder allerede andet morgenmad, det bliver bare ikke taget så godt imod.. :/

jeg skifter os nogengange tøj imens han står og leger med biler, men selvom han ikke kan finde ud af at tage tøj på, så kan han bestemt godt tage det af, og det kommer det også hvis han bliver sur, for så rykker han det bare af med det samme..

han ved nu godt det er mor og peter der bestemmer herhjemme, men som en anden skrev, så må jeg begynde på at forberede ham på tingene inden vi gør det..

det eneste der trøster mig ldit er at eksperterne siger at det kun er sunde og trygge børn der reagerer på den måde, og de gør det kun overfor personer de er trygge ved..

Glemte jo helt:

Vi sled virkelig med at få ham i tøjet om morgenen helt ind til der var en som kom med en pakke sokker til ham. Lynet Mcqueen-sokker! Drengen er totalt uinteresseret i tøj ellers, men de sokker er bare lykken. Så når jeg nu kommer med hans tøj om morgenen, så viser jeg ham sokkerne, og så kommer han med det samme.

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg er helt enig i, at man sidder ved bordet til alle er færdige, og det skal din dreng helt sikkert også få lært med sådan en fornuftig og omsorgsfuld mor.

Men jeg læste i et af de seneste børneblade, at det er en god idé at give børnene lidt fri fra middagsbordet, da man ellers meget let kører sur i det som familie. Det er noget med, at for nogen (små) børn er det meget svært at sidde bænket på den måde (og især på det tidspunkt af dagen), og derfor kan man med fordel la' dem få lidt frihjul på det punkt. Så vender de tilbage efter noget tid med nyt overskud og ny madlyst 

det kan være det er det der skal til..

Leneur skriver:

Så ville jeg da pænt bede kæresten om ikke at købe det.
Ja det er hårdt så længe det står på men man er bare nødt til at holde fast, så de små banditter ikke tror de bestemmer, for ellers går det da først helt galt...

det tror jeg skam han helt selv har fundet ud af at han ikke skal.

jeg synes nu også jeg holder fast, jeg er bare ved at være rigtig udkørt lige nu..

Ciss skriver:

Det der lyder bekendt.

Lillebror her i huset prøver sig også.

Han er to gange blevet lagt i seng med det tøj, han tilfældigvis havde på. Ret og slet fordi han skapte sig sådan, at det var umuligt at få nattøjet på ham. Jeg synes bare ikke, at det skal være en grund til at udsætte sengetiden. Han kommer i seng uanset, om han er i nattøjet. Hvis han begynder at kæmpe imod/stikke af/skrige eller slå, når vi skal skifte siger jeg roligt til ham, at enten tager vi nattøj på nu eller også bærer jeg dig direkte i seng med det samme. Han ved jo, at jeg gør det, og det er ikke nattøjet han har noget imod. Det er hele ideen om at skulle i seng. Så roer han sig lige lidt ned, og så plejer resten at gå fint, også når vi går ind i sengen. Han har vist lidt behov for at vende sig til tanken. Så snart han er rolig snakker vi om andre ting eller synger eller jeg prøver på andre måder at gøre det til en hyggelig stund.

Det kan godt være vanskeligt at bevare roen nogen gange, men jeg ved, at en del af problemerne hos os i hvert fald bunder i, at han ikke har godt nok sprog til at udtrykke sig. Så jeg håber, det bliver bedre, nu når sproget er ved at blive bedre. Jeg mærker også, at det er langt værre/vanskeligere for ham at takle, hvis han er træt, så her i huset er det virkelig vigtig, at han ikke kommer for sent i seng.

Ellers er mit bedste tips at passe på, hvad man spørger om. Det er så let at komme til at sige "hvad vil du have på brødet?". Når så ungen siger chokolade og får nej til svar, så er det jo ikke så mærkeligt, at han føler sig uretfærdigt behandlet. Så jeg må virkelig passe på. Her hedder det "vil du have leverpostej eller ost på brødet i dag?" f eks. Hvis han så siger chokolade, så lader jeg, som om han har sagt noget sjovt til mig ("din lille røver, troede du, du kunne snyde mig?" ). Nogen gange hjælper det.

ofte kommer han slet ikke i nattøj, men bliver bare lagt i hans undertøj, så er der knap så meget der skal tages af om morgene, og intet der skal på om aftenen, så går det da lidt lettere..

Johannes ved bestemt også at hvis jeg siger noget, så mener jeg det, og er vi foreksempel ude at handle og han begynder at skabe sig, så får han afvide at enten stopper han, eller også går vi ud i bilen, og vi går faktisk ud i bilen uden varer hvis han ikke stopper, så han ved jo godt at jeg holder ved hvad jeg siger..

her er sproget os en del af problemet desværre, men vi arbejder på det, og det kommer også stille og roligt, men det er da frustrerende for ham og det mærker vi bestemt også..

når det kommer til madpakker osv, så ved jeg hvad han kan li, og så får han det bare med, og det samme til middag, jeg spørger altid om han skal have leverpostej eller hamburgerryg, eller hvad vi nu lige har.. chokolade er slet ikke en valgmulighed herhjemme medmindre det er fordi vi får rundstykker i weekenden..

Jeg kender det godt, meget af det du beskriver. Et lille trick der har virket her for at lokke mere mad i min dreng har været at lave en leg ud af det der spiseri. Det er måske ikke lige Emma Gad, men f.eks. pjatter vi meget med om han kan spise en STOOOOR skefuld, og så skal han åbne munden så jeg kan se at det virkelig er derinde - jeg skruer heeelt op for pjattestemmen og jubler "NEEEEEJ - du har spist det HEEEELE!!!!" og pjatter med at han "ikke må få mere nu" for så er der jo ikke mere tilbage på tallerkenen  Så går der som regel sport i den for ham, og han skovler ind for at vise at han sagtens kan have flere stoooore mundfulde i munden. Når vi spiser spaghetti tager jeg gerne en "ren" spaghetti og dingler den over han hoved så han kan lægge nakken tilbage og spise som en fugl, og så må han fodre mig ligesådan. Somme tider "driller" jeg lidt og lader spaghettien ramme næsen 

Det virker bedste hvis man starter i det sekund der ikke lige er konflikt, som efter at han selv har taget en mundfuld, og så ellers køre den langt ud. Nu sidder han tit selv og viser mig at han har spist en stor bid - og vi viser hinanden hvad der er i munden (lidt klamt, I know, men hvad pokker....) - det er skægt og vi hygger med det... 

 

I skifte-tøj og ble-situationen får han lov at tage et par stykker legetøj med derud, så er det ikke så kedeligt, men så må vi tit bruge et par minutter på at vælge det helt rigtige stykke legetøj (meget vigtigt  ) og så snakker vi om at bilerne kan køre på hans arme eller ben imens, eller ud gennem et ærme når han får trøje på. 

Ciss skriver:

Glemte jo helt:

Vi sled virkelig med at få ham i tøjet om morgenen helt ind til der var en som kom med en pakke sokker til ham. Lynet Mcqueen-sokker! Drengen er totalt uinteresseret i tøj ellers, men de sokker er bare lykken. Så når jeg nu kommer med hans tøj om morgenen, så viser jeg ham sokkerne, og så kommer han med det samme.

der kommer aldrig tegneseriefigurer eller sådan noget på tøjet herhjemme, så det vil slet ikke komme på tale, jeg kan ikke døje sådan noget, ikke på mit barn ihvertfald..

jeg kan sagtens sige, jamen du skal have tøj på hvis du skal med ud og køre, og han kommer også lige indtil det går op for ham at det jo egentlig var tøj han skulle have på, så er han ret ligeglad med at han skal ud og køre eller hvad nu ellers han er vild med..