Jeg føler jeg svigter hende :'(

Baagøe skriver:

Jeg må indrømme, atjeh havde det helt anderledes, da jeg glædede mig til, Laura skulle starte i DP, så jeg kunne få lidt tid for mig selv Selvfølgelig var jeg spændt på, hvordan det kom til at spænde af, men indkøring gik som smurt, så det var bare dejligt

Jeg havde det som dig! Og samtidig også som trådstarter. Men det var, da Thias var 10 måneder og egentlig skulle have været afleveret i vuggestue. Der var hverken han eller jeg klar til den adskillelse  det var midt i hans rungende separationsangst-fase, hvor jeg dårligt nok kunne gå på toilettet uden, at det resulterede i skrig og skrål. Men da han endelig startede i dagpleje (jeg måtte vælge vuggestuen fra pga. dårlige oplevelser med det sted, hvor han egentlig skulle starte, og var så heldig at få dagplejeplads kort tid efter), da han var 13 måneder var jeg SÅ klar til at aflevere ham og glædede mig til tid alene. Jeg havde gået hjemme med ham i mere end et år og havde gennemlevet en virkelig hård periode med den føromtalte seprationsangst og trængte VIRKELIG til at være mig selv igen og have andre hatte på en blot mor-hatten, at genfinde mig selv, som alt det jeg også er!

Nu er Thias 26 måneder, og jeg er en af de mødre, som ofte sidder tilbage med meget dårlig samvittighed, fordi jeg ikke holder min dreng hjemme, når jeg har fri, fordi jeg ikke henter ham ekstra tidligt, fordi jeg har fri osv., som mange andre mødre taler meget om, at de gør. Men det er sådan det fungerer for mig, og det som gør mig til en mor med mere overskud til mit barn, når vi er sammen. Tilgengæld bliver vores søn sjældent passet, og vi er på legepladsen eller andet hyggeligt næsten hver eftermiddag efter DP, jeg har so far ingen faste ugeaftaler og vi er oftest alle sammen i weekenderne 

Ansemusen skriver:

Jeg havde det som dig! Og samtidig også som trådstarter. Men det var, da Thias var 10 måneder og egentlig skulle have været afleveret i vuggestue. Der var hverken han eller jeg klar til den adskillelse  det var midt i hans rungende separationsangst-fase, hvor jeg dårligt nok kunne gå på toilettet uden, at det resulterede i skrig og skrål. Men da han endelig startede i dagpleje (jeg måtte vælge vuggestuen fra pga. dårlige oplevelser med det sted, hvor han egentlig skulle starte, og var så heldig at få dagplejeplads kort tid efter), da han var 13 måneder var jeg SÅ klar til at aflevere ham og glædede mig til tid alene. Jeg havde gået hjemme med ham i mere end et år og havde gennemlevet en virkelig hård periode med den føromtalte seprationsangst og trængte VIRKELIG til at være mig selv igen og have andre hatte på en blot mor-hatten, at genfinde mig selv, som alt det jeg også er!

Nu er Thias 26 måneder, og jeg er en af de mødre, som ofte sidder tilbage med meget dårlig samvittighed, fordi jeg ikke holder min dreng hjemme, når jeg har fri, fordi jeg ikke henter ham ekstra tidligt, fordi jeg har fri osv., som mange andre mødre taler meget om, at de gør. Men det er sådan det fungerer for mig, og det som gør mig til en mor med mere overskud til mit barn, når vi er sammen. Tilgengæld bliver vores søn sjældent passet, og vi er på legepladsen eller andet hyggeligt næsten hver eftermiddag efter DP, jeg har so far ingen faste ugeaftaler og vi er oftest alle sammen i weekenderne 

Laura holder godt nok altid fri, når jeg har fri og hun bliver af og til passet af mormor/morfar, reservebedsterne eller moster Signe jeg har lange arbejdsdage til dagligt, og har derfor også en del afspadsering, som jeg bruger til fridage i stedet for at få dem udbetalt

Her klare Noah det bedre end mig, han har slet ikke tid til at sige farvel og vil ikke med mig hjem når jeg henter ham Men nøj hvor er det bare modbydeligt hårdt føler mig som en dårlig mor og føler jeg svigter ham helt vildt selvom jeg kan se han trives!!

du kan tro jeg kender det

jeg har været så priviligeret at jeg har kunne passe Rasmus hjemme, så han er først startet igår (han er 3 år)

men jeg synes bestemt ikke at det har været nemmere af den grund og det tror jeg heller ikke det er for ham. (måske havde det været nemmere hvis han var startet tidligere)

jeg trøster mig med at han er meget klar til at komme ud i verden, og at han hurtigt vil falde til i de nye omgivelser.