Jeg føler jeg svigter hende :'(

Så er det i morgen Rose springer ud som vuggestuebarn Jeg har det virkelig forfærdeligt med det, og kunne jeg, blev jeg hellere hjemme noget længere. I morgen sker der godt nok ikke så meget. Vi skal bare lige være der en times tid og have noget info, lige lære dem og kende og omvendt, men jeg har en meget stor knude i maven, og det føles bare helt forkert at sende hende ud i den store farlige verden lige nu. Lige nu føles det vitterligt som om, at det er et svigt!

Hende og jeg har et helt utroligt bånd, og selvom jeg har forsøgt ikke at gøre hende morsyg, er det som om hun kredser om mig altid. Hun er så glad for mig, opholder sig altid i nærheden af mig, og "mor er bedst" altid. Så pludselig at efterlade hende i fremmede arme og så gå. jeg græder faktisk ved tanken. For det går jo også den anden vej - Hun er MIT ét og alt, og tanken om de timer i hverdagen jeg ikke skal se hende, smerter mig.

Heldigvis har hun kun en deltidsplads, da vi begge har få timer i det daglige, men stadig. Jeg har det SÅ forfærdeligt med det!!

Hvordan har i klaret opstarten som forældre, som mor?

Frøken J. skriver:

Så er det i morgen Rose springer ud som vuggestuebarn Jeg har det virkelig forfærdeligt med det, og kunne jeg, blev jeg hellere hjemme noget længere. I morgen sker der godt nok ikke så meget. Vi skal bare lige være der en times tid og have noget info, lige lære dem og kende og omvendt, men jeg har en meget stor knude i maven, og det føles bare helt forkert at sende hende ud i den store farlige verden lige nu. Lige nu føles det vitterligt som om, at det er et svigt!

Hende og jeg har et helt utroligt bånd, og selvom jeg har forsøgt ikke at gøre hende morsyg, er det som om hun kredser om mig altid. Hun er så glad for mig, opholder sig altid i nærheden af mig, og "mor er bedst" altid. Så pludselig at efterlade hende i fremmede arme og så gå. jeg græder faktisk ved tanken. For det går jo også den anden vej - Hun er MIT ét og alt, og tanken om de timer i hverdagen jeg ikke skal se hende, smerter mig.

Heldigvis har hun kun en deltidsplads, da vi begge har få timer i det daglige, men stadig. Jeg har det SÅ forfærdeligt med det!!

Hvordan har i klaret opstarten som forældre, som mor?

Puuuuh jeg kender dine følelser! Jeg vidste at når jeg startede på arbejde igen efter barslen, så ville jeg ikke se hende så meget mere. I starten var det hårdt, men nu har jeg vænnet mig til det - eller vænnet og vænnet er et stort ord, for vænner man sig nogensinde til at være mange timer væk fra sit et og alt 

Jeg tager afsted 6.15 om morgenen - nogle morgener når jeg slet ikke at se min troldeunge og ser hende så først igen mellem 17-18  I starten var det svært at se hende blive "fars pige", men det er kun en god ting, idet han er hendes primære omsorgsperson indtil jeg er hjemme fra arbejde. 

Men hun er det fødte vuggestuebarn! Der har vi valgt rigtigt, for hun elsker at være der, hun elsker legepladsen og vil dårligt med hjem igen 

Jeg tudede da vi skulle gå fra Maria første gang. Jeg var SLET ikke klar til det, men hvor mange forældre er det? Med alt det hun har været igennem, var det et kæmpe chok for mig at hun skulle ud blandt andre, få bakterier osv.

Jeg tror ikke der er nogen forældre der kan sige det var nemt. Det bliver helt sikkert bedre med tiden, men her i starten er det rockerhårdt. Jeg ved det er et fesent svar, men mon ikke det gør det en smule nemmere at det er helt normale følelser du har?

Marias vuggstue var SÅ søde og forstående og de filmede hende og viste det når vi kom. De ville gerne være sikre på at vi så hun havde det godt og legede så fint derinde.

Jeg kan komme og holde dig i hånden så tiden går nemmere mens hun er afsted den kommende uge

Min søn startede i dp sidste mandag - så han har ikke gået der så lang tid, men syntes slet ikke det har været så hårdt som jeg havde frygtet.

Tror der er flere grunde til at ikke syntes det har været slemt.

1) Jeg stoler 100% på vores dp. Da hun åbnede døren første gang vi besøgte hende var jeg ikke èt sekund i tvivl om at det var hende der skulle passede min søn.

2) Jeg trænger frygteligt til at komme ud og få noget stimuli og få lidt mere indhold i mit liv. Ved godt det ikke er populert at sige, men jeg er ikke flov over det, for kommer jeg ikke ud og "oplever" noget som er mit kan jeg ikke være en god mor for min søn. 

3) Min søn var SÅ klar til at komme ud og lege med andre børn og få nogle udfrordringer af nogle større børn. Når vi henter ham snakker ham som et vandfald og vi kan se han har haft en dejlig dag.

Har været på arbejde fra onsdag til fredag og har stort set ikke tænkt på min søn, men når jeg have fri kan det heller ikke gå hurtigt nok med at komme hjem til ham.

Håber det kommer til at gå godt for jer begge to at at I bliver glade for det!

Kender følelsen!

Her er det bare børnehavestarten der har givet mig en STOR knude i mave. Min lille dreng på knap 3 har forladt sine venner, sin elskede dagplejemor og sine trygge rammer hos hende.. og er nu kastet ud i institutionslivet med alt hvad det indebærer

Han startede i onsdags og har været der 2 gange alene i 3 timer. I morgen skal han være der alene i 6 timer for jeg skal på arbejde og mormor henter så han ikke skal være der helt til kl. 16.15

Men pyyyyyyyyyy det er SÅ svært!!! Kan også huske da jeg afleverede ham i dagplejen første gang. Men jeg synes alligevel det var nemmere, netop fordi JEG trængte til "frihed". Og jeg kunne altid hente ham tidligt... Nu arbejder jeg og en børnehave er altså stor!  Og min dreng er lidt forsigtig....

Heldigvis siger pædagogerne han har hygget sig de 2 dage i sidste uge, og de tager billeder og hænger op så man kan se de taler sandt han har dog været ked én gang og ledt efter mig - av det gjorde ondt.

Men ja vænner man sig nogensinde til ikke at være sammen med sit barn? Jeg føler mig altid allermest afslappet når jeg er sammen med ham (selvom han kan være en strid banan i trodsalder) men så ved jeg han har det godt

Frøken J. skriver:

Så er det i morgen Rose springer ud som vuggestuebarn Jeg har det virkelig forfærdeligt med det, og kunne jeg, blev jeg hellere hjemme noget længere. I morgen sker der godt nok ikke så meget. Vi skal bare lige være der en times tid og have noget info, lige lære dem og kende og omvendt, men jeg har en meget stor knude i maven, og det føles bare helt forkert at sende hende ud i den store farlige verden lige nu. Lige nu føles det vitterligt som om, at det er et svigt!

Hende og jeg har et helt utroligt bånd, og selvom jeg har forsøgt ikke at gøre hende morsyg, er det som om hun kredser om mig altid. Hun er så glad for mig, opholder sig altid i nærheden af mig, og "mor er bedst" altid. Så pludselig at efterlade hende i fremmede arme og så gå. jeg græder faktisk ved tanken. For det går jo også den anden vej - Hun er MIT ét og alt, og tanken om de timer i hverdagen jeg ikke skal se hende, smerter mig.

Heldigvis har hun kun en deltidsplads, da vi begge har få timer i det daglige, men stadig. Jeg har det SÅ forfærdeligt med det!!

Hvordan har i klaret opstarten som forældre, som mor?

Jeg skal også starte Magnus op i morgen..

Men jeg har det helt anderledes... Jeg er spændt, og glæder mig til at se ham sammen med de andre børn... Men jeg er også i en helt andet situation, i og med at jeg er fuldstændig vandt til at køre fra Magnus hver dag, også de dage hvor han er mor syg, og kun vil hænge hos mig, og ja det er sq lidt hårdt, men jeg har som regel rystet det af mig når jeg kommer på arbejde..

Held og lykke med i morgen.. jeg er sikker på at det bliver godt.. Og hvor er jeg dog død missundelig på at i kan nøjes med en deltidsplads.

ohh læste overskrivetn og ordet vuggestue og kunne desværre ikke læse længere.. Med de 2 ord går jeg ud fra du kan bruge et ...

Jeg lever i fornægtelse om at den dag aldrig kommer..! 

Frøken J. skriver:

Så er det i morgen Rose springer ud som vuggestuebarn Jeg har det virkelig forfærdeligt med det, og kunne jeg, blev jeg hellere hjemme noget længere. I morgen sker der godt nok ikke så meget. Vi skal bare lige være der en times tid og have noget info, lige lære dem og kende og omvendt, men jeg har en meget stor knude i maven, og det føles bare helt forkert at sende hende ud i den store farlige verden lige nu. Lige nu føles det vitterligt som om, at det er et svigt!

Hende og jeg har et helt utroligt bånd, og selvom jeg har forsøgt ikke at gøre hende morsyg, er det som om hun kredser om mig altid. Hun er så glad for mig, opholder sig altid i nærheden af mig, og "mor er bedst" altid. Så pludselig at efterlade hende i fremmede arme og så gå. jeg græder faktisk ved tanken. For det går jo også den anden vej - Hun er MIT ét og alt, og tanken om de timer i hverdagen jeg ikke skal se hende, smerter mig.

Heldigvis har hun kun en deltidsplads, da vi begge har få timer i det daglige, men stadig. Jeg har det SÅ forfærdeligt med det!!

Hvordan har i klaret opstarten som forældre, som mor?

For en uge siden havde jeg det på samme måde, ud over at min datter er endnu yngre end din. 

Men hun er allerede rigtig glad for at være derovre, og allerede anden gang vi afleverede hende var vi alle tre meget tryggere ved det.

Er sikker på at du, Rose og hendes far nok skal klare det, og det føltes altså meget værre inden end når hun er afleveret 

Held og lykke! 

jeg ved det er svært men jo værre du har det jo værre gør du det for hende for hun mærker det med det samme på dig hvis du ikke er tryk ved det og så kan hun få en rigtig dårlig start men som sagt ved jeg at det er nemmer sagt end gjord men du er jo til at prøve at for styr på følgersen kæmpe kram

Jeg tudede de første mange gange jeg fik fra Caroline i vuggestuen .. Så du er SLET ikke den eneste ! 

Jeg kan stadig komme til at tude når jeg går fra hende og hun bare skriger efter mig    Det skærer virkelig i hjertet .. 

Men jeg er sikker på , at det nok skal gå Rose kommer helt sikkert til at elske at være der