Jeg føler jeg svigter hende :'(

Frøken J. skriver:

Så er det i morgen Rose springer ud som vuggestuebarn Jeg har det virkelig forfærdeligt med det, og kunne jeg, blev jeg hellere hjemme noget længere. I morgen sker der godt nok ikke så meget. Vi skal bare lige være der en times tid og have noget info, lige lære dem og kende og omvendt, men jeg har en meget stor knude i maven, og det føles bare helt forkert at sende hende ud i den store farlige verden lige nu. Lige nu føles det vitterligt som om, at det er et svigt!

Hende og jeg har et helt utroligt bånd, og selvom jeg har forsøgt ikke at gøre hende morsyg, er det som om hun kredser om mig altid. Hun er så glad for mig, opholder sig altid i nærheden af mig, og "mor er bedst" altid. Så pludselig at efterlade hende i fremmede arme og så gå. jeg græder faktisk ved tanken. For det går jo også den anden vej - Hun er MIT ét og alt, og tanken om de timer i hverdagen jeg ikke skal se hende, smerter mig.

Heldigvis har hun kun en deltidsplads, da vi begge har få timer i det daglige, men stadig. Jeg har det SÅ forfærdeligt med det!!

Hvordan har i klaret opstarten som forældre, som mor?

kæmpe krammer, havde også stor skyldfølelse da min søn startede op, især da jeg jo gik hjemme (var gravid med lillesøster) tog det hårst de første par uger, men da jeg havde vænnet mig til det, og set alt den glæde han fik ud af det, da han var i fast rytme havde jeg det godt med det, og nyder fritiden, og glæder mig til han kommer hjem, men ikke sikker på det bliver meget nemmere 2 gang, det ligger nok bare til os mødre

stort kram

Jeg ved godt at det ikke føles sådan lige nu, men prøv at vende den om og se det som noget positivt for jeres din datter.

Hun kommer ud og får nye venner, bliver stimuleret på en helt anden måde og får strakt navlestrengen lidt. Det er sundt for hende og for dig

Kan sagtens godt forstå dig! Første gang jeg afleverede Maja og jeg skulle gå hvor hun selv skulle være flere timer i vuggestue selv tudede jeg bare næsten hele vejen hjem og fortsatte da jeg kom jeg. Jeg havde det akkurat ligesom dig at jeg følte at jeg svigtede hende....at jeg ikke gad hende mere og at hun ville føle sig forladt. Men ved du hvad...??...hun havde/har det bare så godt i vuggestuen  der var intet gråd fra hendes side af så det har helt klart været værre for mig end for hende  Hun storsmiler til alle pædagoerne og er virkelig tillidsfuld for fremmede så det er jo dejligt  

Det hele skal nok gå godt med Rose....det er så nemt for os andre at sige men jeg ved godt hvordan du har det. Det er jo svært for man har jo været sammen med dem 27/7 lige siden de er blevet født og så skal man bare aflevere den lille til fremmede mennesker. Måske du bliver overrasket....kan jo være at hun bare hygger sig imorgen med alt deres fine legetøj

Krydser fingre for at det hele nok skal gå godt

Frøken J. skriver:

Så er det i morgen Rose springer ud som vuggestuebarn Jeg har det virkelig forfærdeligt med det, og kunne jeg, blev jeg hellere hjemme noget længere. I morgen sker der godt nok ikke så meget. Vi skal bare lige være der en times tid og have noget info, lige lære dem og kende og omvendt, men jeg har en meget stor knude i maven, og det føles bare helt forkert at sende hende ud i den store farlige verden lige nu. Lige nu føles det vitterligt som om, at det er et svigt!

Hende og jeg har et helt utroligt bånd, og selvom jeg har forsøgt ikke at gøre hende morsyg, er det som om hun kredser om mig altid. Hun er så glad for mig, opholder sig altid i nærheden af mig, og "mor er bedst" altid. Så pludselig at efterlade hende i fremmede arme og så gå. jeg græder faktisk ved tanken. For det går jo også den anden vej - Hun er MIT ét og alt, og tanken om de timer i hverdagen jeg ikke skal se hende, smerter mig.

Heldigvis har hun kun en deltidsplads, da vi begge har få timer i det daglige, men stadig. Jeg har det SÅ forfærdeligt med det!!

Hvordan har i klaret opstarten som forældre, som mor?

jeg glæde mig til at mine piger skulle starte den gang... det var en stor og spændene dag og selvfølgelig var jeg da itvivl om hvordan de ville ta det...

aya (den ældste) startede ud i vuggestue det var SÅÅÅÅÅ godt... vi besøgte dem den første dag sammen... anden dag var hun der to timer alene og 3 dag startede vi med en hel dag... (7-16) jeg var startet i skole... når jeg hentede hende var hun ik til og hive ud af armene på de voksene ellers gemmede hun sig under bordet... og når jeg afleverede løb hun lige hen på sin plads og råbte MAD...

zia startede i dagpleje... og ja det var det samme for hende som med aya...

jeg har ALDRIG været ked af og skulle aflever dem eller grædt over det... og jeg har aldrig følt det var svigt... jeg har set det som et eventyr for mine piger... en anden måde og lære livet at kende på...

jeg er deres mor men der er altså grænser for hvad jeg kan lære dem alene... de har brug for andre børn... brug for at se og lære af de ældre børn...

nu skal aya til og starte i skole... det syntes jeg faktisk er det sværeste og her kan jeg godt mærke en lille klump i halsen... ikke fordi jeg er nervøs... men fordi min lille pige er blevet så stor... ET SKOLE BARN

Frøken J. skriver:

Så er det i morgen Rose springer ud som vuggestuebarn Jeg har det virkelig forfærdeligt med det, og kunne jeg, blev jeg hellere hjemme noget længere. I morgen sker der godt nok ikke så meget. Vi skal bare lige være der en times tid og have noget info, lige lære dem og kende og omvendt, men jeg har en meget stor knude i maven, og det føles bare helt forkert at sende hende ud i den store farlige verden lige nu. Lige nu føles det vitterligt som om, at det er et svigt!

Hende og jeg har et helt utroligt bånd, og selvom jeg har forsøgt ikke at gøre hende morsyg, er det som om hun kredser om mig altid. Hun er så glad for mig, opholder sig altid i nærheden af mig, og "mor er bedst" altid. Så pludselig at efterlade hende i fremmede arme og så gå. jeg græder faktisk ved tanken. For det går jo også den anden vej - Hun er MIT ét og alt, og tanken om de timer i hverdagen jeg ikke skal se hende, smerter mig.

Heldigvis har hun kun en deltidsplads, da vi begge har få timer i det daglige, men stadig. Jeg har det SÅ forfærdeligt med det!!

Hvordan har i klaret opstarten som forældre, som mor?

Det er skam helt normalt at have det sådan når man skal sende sit barn i daginst. Sådan er det hvert fald for alle mødre - Eller det fleste... 

Jeg havde det nøjagtig på samme måde som du, med min den første...! 

Her anden gang ved jeg hvad jeg går indtil og er mere forberedt end første gang... Har da selvfølgelig en lille knude i maven, for hvordan mon det går osv... 

Tag en dag af gangen, stille og roligt, så skal det nok gå.. 

Skouboe skriver:

Jeg ved godt at det ikke føles sådan lige nu, men prøv at vende den om og se det som noget positivt for jeres din datter.

Hun kommer ud og får nye venner, bliver stimuleret på en helt anden måde og får strakt navlestrengen lidt. Det er sundt for hende og for dig

Jeg må indrømme, atjeh havde det helt anderledes, da jeg glædede mig til, Laura skulle starte i DP, så jeg kunne få lidt tid for mig selv Selvfølgelig var jeg spændt på, hvordan det kom til at spænde af, men indkøring gik som smurt, så det var bare dejligt

Uden problemer :-D han nyder at være blandt andre børn og få konstant opmærksomhed, og jeg er glad for at vide at der et nogle til at underholde ham på den måde :-D

Nu kan jeg se at du har fået en hel del "Hvor jeg dog kender det"-svar, så her vil jeg give dig et alternativ.

Jeg syntes ikke det var forfærdeligt at min søn skulle starte i vuggestue. Selvfølgelig blev jeg en lille smule sentimental, men mere som da han cyklede første gang. Jeg var så stolt af min dreng, der skulle ud i verden og tage den med storm - og det gjorde han, og gør han stadig. Og jeg er herhjemme som den havn han altid kan vende tilbage til hvis han får brug for ekstra tryghed og kærlighed. Det kan JEG ikke være, hvis jeg går i gang med at stortude hver gang min søn skal starte i vuggestue, brækker foden eller lignende. Måske kan du...

Du skal huske at der ikke går noget af din og Roses kærlighed fordi hun også knytter sig til andre personer og oplever ting uden dig. Jeg ser det faktisk nærmere som at det er i kraft af en sikker havn, at børn kan gå ud i verden og tage den med storm!

Hvor gammel er hun? For hvis hun er 6-7 måneder, så kan jeg virkelig godt forstå dig, og så synes jeg også at din bekymring er begrundet. Men er hun et års tid, er hun nok rigtig klar til at møde andre børn og blive stimulleret på andre måder, end du og hendes far formår at gøre.

Det er nu engang sådan samfundet er bygget op nu om dage, og det er det samme for næsten alle børn og forældre, og de fleste børn kommer jo til at ELSKE vuggeren og børnehaven

Jeg forstår rigtig godt dine mor-følelser, og jeg forstår godt, at du føler, at du svigter hende på et eller andet plan. Det er jo jeres symbiose der skal til at brydes for alvor nu og det kan gøre rigtig ondt, heldigvis oftest mest på moren (og evt. faren). Barnet reagerer ofte med separationsangst og gråd ved aflevering, men vil hurtigt vænne sig til den nye situation og vil lære, at mor og far ALTID kommer igen. Den erfaring er netop med til at give barnet en tillid til jer og dermed til verden - I eer til at regne med stadigvæk, også selvom I ikke er der hele dagen hele tiden altid!
Så du skal ikke være bange for dit barns trivsel sådan rent fornuftsmæssigt, men med følelserne forstår jeg godt, hvor du befinder dig! Og jeg kan bare sige til dig, at det bliver lettere og at du højst sandsynligt senere vil nyde din alenetid, ligesom de fleste af os andre mødre, som ikke længere er fuldtidsmødre på barsel  Det er svært at skulle adskilles, men husk at du altid vil være den vigtigste og mest elskede i dit barns øjne, også selvom hun går i vuggestue