Frøken J. skriver:
Åh nej, synes det bliver værre og værre! Rose er totalt inde i en "Jeg vil have mor og KUN mor", og løfter hele tiden armene op som "tag mig op", og kravler efter mig, rejser sig efter mig. Hvis Lars er hjemme, og jeg lukker døren og går på wcet, står hun og banker på døren og klynker.
Nu skal hun starte i vuggestue mandag, og det gør mig naturligvis nervøs med henblik på ovenstående. Vi forsøger at træne herhjemme, at jeg går. Altså går ud af hoveddøren, lige går en tur rundt om blokken og kommer tilbage, så hun finder ud af at andre end mor er gode nok og så hun kan se, at jeg altid kommer tilbage.
Men hvordan tackler jeg bedst opstart og morsyge? Hun er ellers meget social og ELSKER at udforske og ELSKER andre børn, så man kan vel håbe hun ikke ænser mig, men jeg ved ikke helt. Har en helt måned til indkøring, så det haster ikke, men hvad gør man lige?
Nu er jeg selv både mor og pædagog og før jeg fik min datter var min erfaring på jobbet...både i vuggestue og børnehave, at en indkøring gennemsnitlig tog 14 dage og at de enkelte børn som regel græd i kortere eller længere periode under indkøring.
SÅ fik jeg min egen datter som jeg har helt alene og vi er derfor meget nært knyttede til hinanden. Jeg mente selv jeg forberedte mig godt på den vuggestuestart...trappede amning ned til et minimum, fx slut med natspisning og valgte at have god tid (fem uger) til indkøringen som jeg forudså kunne blive problematisk.
Det var et helvede. Hun græd og græd og græd i alle de timer hun var der. Ville ikke trøstes og værst af alt ville ikke indtage nogen former for mad
De var nødt til at ringe efter mig og når jeg kom overfaldt hun mig fordi hun jo var sulten. Nætterne var hårde fordi jeg igen måtte amme hende...hun hang i mine bryster fra jeg hentede hende. Jeg gik helt ned med flaget så efter kun en uge tilbage på jobbet gik jeg ned med stress og var sygemeldt syv uger.
Vuggestuen var enestående og jeg følte virkelig at de tog os alvorligt og lagde strategier for hvordan vi kunne vende den dårlige spiral og lige så stille vendte det. Hun begyndte så småt at spise grød dernede..ca efter en seks ugers tid og efter godt et par måneder var hun indjørr selvom hun stadig græd når jeg gik og når hun så mig igen. Hun græd faktisk næsten hele det første år der
Nu er hun over to og elsker sin vuggestue...det er slet ikke til at forstå at det er det samme barn
Min datter var i øvrigt 10 måneder da hun startede i vuggestue
Jeg fortæller ikke min historie for at skræmme dig, for jeg ved at den trods alt er meget sjælden. Men ikke to børn er ens, og som mor kender man sit barn bedst. Mærk efter hvad der føles rigtigt og ikke .nødvendigvis hvad andres erfaring er
snak med pædagogerne og hold fast eller sig fra hvis du mener det går for stærkt. En indkøring skal være tryg og man ved ikke hvordan den blir på forhånd selvom man kan ha en formodning
Jeg synes det er dejligt du har en måned til at køre ind i....hvis den blir kortere så glæde dig over det og gå på café
