Det er så hårdt fortiden.

Tauf skriver:

Hej.
Jeg elsker min mand rigtig meget,jeg syntes det med et barn bare tære helt vildt på parforholdet.

Det ikke fordi vi skændes vi kan bare ikke finde ud af at snakke sammen.

Men vi glider fra hinanden. Vi elsker ca 1-2 om.mdr ( det er lidt for os) Måske det mest er mig. Jeg har ikke rigtig lyst til ham mere. Det er normalt mig der har haft mest lyst. Men det er væk nu.

Vi har det mærkeligt. Den ene dag kan vi kysse og hygge Og den næste slet ikke snakke sammen..

Vi forstår ikke hinanden. Eller måske er det igen mig der ikke forstår ham.
Jeg kan ikke forstår leve uden ham men lige nu har jeg også svært ved at leve ham.

Han siger han ikke har det ligesom mig. Han ved jo vi ikke har det perfekt. Men han syntes ikke det så slemt som jeg gør det til.

Vi har store problemer med at få søn til sove fortiden. Det smadre os fuldstændig. Vi prøver at skiftes til at gå ind til han når han græder. Når det er min mands tur. Så kigger han hver gang fortabt på mig og siger han"hvad skal jeg gøre". Men det ved jeg jo ikke for så sov han jo allerede ligesom. Jeg så kommer til at sige det sådan bliver han sur og siger. Jeg spurgte jo bare..

Vi hakker af hinanden og jeg tager mig selv i at rette på ham hele tiden. Jeg er så bange for at miste ham..


Jeg ved ikke hvad jeg vil med trænger bare til at komme af med det.

Jeg kan sagtens sætte mig i dit sted.. sagtens... sådan har jeg også lidt haft... måske ikke så udbredt, som dig, men lidt der hen ad...

Men sådan tror jeg mange har det.... Vil dertil sige, at nu synes jeg faktisk at det kører - vi er blevet mere kærlige og opmærksomme over for hinanden, og har nogle gode snakke også... men nu er vores datter også 1 år - ved ikke hvor gammel jeres er..?

Synes ikke det tærede så hårdt på vores forhold, at jeg overvejede at gå fra ham, men vi snerrede meget af hinanden, og var ikke så meget kæreste, som vi ellers plejede inden baby kom til verdenen...

Tror det er vigtigt, at din kæreste bliver mere opmærksom på, hvordan du har det, for så kan I nå at gøre noget ved det, inden det måske går galt... du siger at han ikke har det som dig, og derfor er det nok ekstra vigtigt, at han ved hvordan du har det.. ellers brænder du inde med det...

Jeg synes tit at det var træthed der gjorde, at jeg blev mere irriteret på min kæreste.... men efter min datter er begyndt at sove igennem er overskudet kommet tilbage... søvn betyder bare SÅ meget!!!!

Håber I finder ud af det... nu ved du i hvert fald, at jeg har haft det lidt på samme måde

Tauf skriver:

Hej.
Jeg elsker min mand rigtig meget,jeg syntes det med et barn bare tære helt vildt på parforholdet.

Det ikke fordi vi skændes vi kan bare ikke finde ud af at snakke sammen.

Men vi glider fra hinanden. Vi elsker ca 1-2 om.mdr ( det er lidt for os) Måske det mest er mig. Jeg har ikke rigtig lyst til ham mere. Det er normalt mig der har haft mest lyst. Men det er væk nu.

Vi har det mærkeligt. Den ene dag kan vi kysse og hygge Og den næste slet ikke snakke sammen..

Vi forstår ikke hinanden. Eller måske er det igen mig der ikke forstår ham.
Jeg kan ikke forstår leve uden ham men lige nu har jeg også svært ved at leve ham.

Han siger han ikke har det ligesom mig. Han ved jo vi ikke har det perfekt. Men han syntes ikke det så slemt som jeg gør det til.

Vi har store problemer med at få søn til sove fortiden. Det smadre os fuldstændig. Vi prøver at skiftes til at gå ind til han når han græder. Når det er min mands tur. Så kigger han hver gang fortabt på mig og siger han"hvad skal jeg gøre". Men det ved jeg jo ikke for så sov han jo allerede ligesom. Jeg så kommer til at sige det sådan bliver han sur og siger. Jeg spurgte jo bare..

Vi hakker af hinanden og jeg tager mig selv i at rette på ham hele tiden. Jeg er så bange for at miste ham..


Jeg ved ikke hvad jeg vil med trænger bare til at komme af med det.

min kæreste siger det samme når den lille vågner om natten og jeg reagerer ligesom dig. Her er det vigtigt at huske at sige undskyld samt forklare at man nogle gange kommer til at tale grimt, fordi man ganske enkelt er så skide træt hele tiden.

Min kæreste og jeg har også vores op- og nedture, men så længe man husker at kommunikere skal man nok komme igennem det. Det er super hårdt at være far og mor. Omvæltningen er stor.

Jeg vil sige, sålænge i stadig elsker hinaden, er der intet at frygte. Din sexlyst skal nok komme igen, men det er jo forståeligt man ikke lige gider når man ikke har den samme overskud som man har haft før man fik børn. Det vigtigste er at i husker at kommunikere samt at i husker at sørge for at få passet den lille så i kan få nogle kærestedage. Kærestedagene er i hvert fald vigtige for mig, så det hele ikke kun går op i bleer.

Det er hårdt for et forhold at få børn, men det er kun den første tid, man kan godt komme igennem det

MorDk skriver:

Kan godt følge dig! Har selv haft det sådan... men vi snakkede sammen og fandt hinanden igen midt i alt ^{"BABY-tager -alt tiden-mangel-på søvn-psykosen"}

SNAK sammen!!!!!!! FIND tiden!!!!!

Vi gik til familierådgivning (gratis gennem kommunen) Det var GULD værd!

Held & lykke!

Tauf skriver:

Hej.
Jeg elsker min mand rigtig meget,jeg syntes det med et barn bare tære helt vildt på parforholdet.

Det ikke fordi vi skændes vi kan bare ikke finde ud af at snakke sammen.

Men vi glider fra hinanden. Vi elsker ca 1-2 om.mdr ( det er lidt for os) Måske det mest er mig. Jeg har ikke rigtig lyst til ham mere. Det er normalt mig der har haft mest lyst. Men det er væk nu.

Vi har det mærkeligt. Den ene dag kan vi kysse og hygge Og den næste slet ikke snakke sammen..

Vi forstår ikke hinanden. Eller måske er det igen mig der ikke forstår ham.
Jeg kan ikke forstår leve uden ham men lige nu har jeg også svært ved at leve ham.

Han siger han ikke har det ligesom mig. Han ved jo vi ikke har det perfekt. Men han syntes ikke det så slemt som jeg gør det til.

Vi har store problemer med at få søn til sove fortiden. Det smadre os fuldstændig. Vi prøver at skiftes til at gå ind til han når han græder. Når det er min mands tur. Så kigger han hver gang fortabt på mig og siger han"hvad skal jeg gøre". Men det ved jeg jo ikke for så sov han jo allerede ligesom. Jeg så kommer til at sige det sådan bliver han sur og siger. Jeg spurgte jo bare..

Vi hakker af hinanden og jeg tager mig selv i at rette på ham hele tiden. Jeg er så bange for at miste ham..


Jeg ved ikke hvad jeg vil med trænger bare til at komme af med det.

Knus herfra... 

Det lyder som om at i har brug for en pause fra babygråd, bleer og putning. .. jeg ville forslå jer at få en babysitter i nogle timer også tage ud og spise sammen.. Det tror Jeg vil gøre en stor forskel.. nogen gange trænger man altså til en pause... ;-) 

Tauf skriver:

Hej.
Jeg elsker min mand rigtig meget,jeg syntes det med et barn bare tære helt vildt på parforholdet.

Det ikke fordi vi skændes vi kan bare ikke finde ud af at snakke sammen.

Men vi glider fra hinanden. Vi elsker ca 1-2 om.mdr ( det er lidt for os) Måske det mest er mig. Jeg har ikke rigtig lyst til ham mere. Det er normalt mig der har haft mest lyst. Men det er væk nu.

Vi har det mærkeligt. Den ene dag kan vi kysse og hygge Og den næste slet ikke snakke sammen..

Vi forstår ikke hinanden. Eller måske er det igen mig der ikke forstår ham.
Jeg kan ikke forstår leve uden ham men lige nu har jeg også svært ved at leve ham.

Han siger han ikke har det ligesom mig. Han ved jo vi ikke har det perfekt. Men han syntes ikke det så slemt som jeg gør det til.

Vi har store problemer med at få søn til sove fortiden. Det smadre os fuldstændig. Vi prøver at skiftes til at gå ind til han når han græder. Når det er min mands tur. Så kigger han hver gang fortabt på mig og siger han"hvad skal jeg gøre". Men det ved jeg jo ikke for så sov han jo allerede ligesom. Jeg så kommer til at sige det sådan bliver han sur og siger. Jeg spurgte jo bare..

Vi hakker af hinanden og jeg tager mig selv i at rette på ham hele tiden. Jeg er så bange for at miste ham..


Jeg ved ikke hvad jeg vil med trænger bare til at komme af med det.

Knus herfra... 

Det lyder som om at i har brug for en pause fra babygråd, bleer og putning. .. jeg ville forslå jer at få en babysitter i nogle timer også tage ud og spise sammen.. Det tror Jeg vil gøre en stor forskel.. nogen gange trænger man altså til en pause... ;-) 

Tauf skriver:

Hej.
Jeg elsker min mand rigtig meget,jeg syntes det med et barn bare tære helt vildt på parforholdet.

Det ikke fordi vi skændes vi kan bare ikke finde ud af at snakke sammen.

Men vi glider fra hinanden. Vi elsker ca 1-2 om.mdr ( det er lidt for os) Måske det mest er mig. Jeg har ikke rigtig lyst til ham mere. Det er normalt mig der har haft mest lyst. Men det er væk nu.

Vi har det mærkeligt. Den ene dag kan vi kysse og hygge Og den næste slet ikke snakke sammen..

Vi forstår ikke hinanden. Eller måske er det igen mig der ikke forstår ham.
Jeg kan ikke forstår leve uden ham men lige nu har jeg også svært ved at leve ham.

Han siger han ikke har det ligesom mig. Han ved jo vi ikke har det perfekt. Men han syntes ikke det så slemt som jeg gør det til.

Vi har store problemer med at få søn til sove fortiden. Det smadre os fuldstændig. Vi prøver at skiftes til at gå ind til han når han græder. Når det er min mands tur. Så kigger han hver gang fortabt på mig og siger han"hvad skal jeg gøre". Men det ved jeg jo ikke for så sov han jo allerede ligesom. Jeg så kommer til at sige det sådan bliver han sur og siger. Jeg spurgte jo bare..

Vi hakker af hinanden og jeg tager mig selv i at rette på ham hele tiden. Jeg er så bange for at miste ham..


Jeg ved ikke hvad jeg vil med trænger bare til at komme af med det.

Knus herfra... 

Det lyder som om at i har brug for en pause fra babygråd, bleer og putning. .. jeg ville forslå jer at få en babysitter i nogle timer også tage ud og spise sammen.. Det tror Jeg vil gøre en stor forskel.. nogen gange trænger man altså til en pause... ;-) 

Hej.
Jeg elsker min mand rigtig meget,jeg syntes det med et barn bare tære helt vildt på parforholdet.

Det ikke fordi vi skændes vi kan bare ikke finde ud af at snakke sammen.

Men vi glider fra hinanden. Vi elsker ca 1-2 om.mdr ( det er lidt for os) Måske det mest er mig. Jeg har ikke rigtig lyst til ham mere. Det er normalt mig der har haft mest lyst. Men det er væk nu.

Vi har det mærkeligt. Den ene dag kan vi kysse og hygge Og den næste slet ikke snakke sammen..

Vi forstår ikke hinanden. Eller måske er det igen mig der ikke forstår ham.
Jeg kan ikke forstår leve uden ham men lige nu har jeg også svært ved at leve ham.

Han siger han ikke har det ligesom mig. Han ved jo vi ikke har det perfekt. Men han syntes ikke det så slemt som jeg gør det til.

Vi har store problemer med at få søn til sove fortiden. Det smadre os fuldstændig. Vi prøver at skiftes til at gå ind til han når han græder. Når det er min mands tur. Så kigger han hver gang fortabt på mig og siger han"hvad skal jeg gøre". Men det ved jeg jo ikke for så sov han jo allerede ligesom. Jeg så kommer til at sige det sådan bliver han sur og siger. Jeg spurgte jo bare..

Vi hakker af hinanden og jeg tager mig selv i at rette på ham hele tiden. Jeg er så bange for at miste ham..


Jeg ved ikke hvad jeg vil med trænger bare til at komme af med det.

Vi har haft det på nøjagtig samme måde herhjemme, da Anton var mindre - vi har været igennem både kolik og øreproblemer (som først blev opdaget da Anton var 15 måneder) - og jeg har samtidig haft en depression  Det har været hårdt for mig, for manden og for os som par. Det har bestemt ikke været en dans på roser for os at få Anton og vi havde utallige skænderier og små-sammenstød HELE tiden i maaaange måneder, indtil jeg snakkede med min SP om hele situationen.

Hun fik arrangeret, at vi kunne snakke med Familierådgivningen her i kommunen og det var SUPER - vi var der 2 gange (vi afsluttede selv), hvor vi fik lov at sætte ord på vores følelser uden at blive afbrudt (det betyder mere end man tror) og vi fik "hørt" hinandens "version" af hjemmesituationen

Anton fylder 2 år til august og jeg ELSKER livet med ham og manden  Vi har efterhånden været igennem mange ting sammen som par (både før og efter vi fik Anton), så vi er overbeviste om at VI ER STÆRKE nok til at få tingene på rette køl igen uanset hvad

Det virker SÅ uoverskueligt det hele, når man står i det - man får ingen søvn, ingen kærtegn, ingenting - men det vigtigste er at man SNAKKER SAMMEN (om man så får hjælp til det, er jo op til en selv, men det virkede i hvert fald for os).

Du må meget gerne skrive en PB, hvis du har lyst til at spørge mere - jeg har mange flere personlige ting (såsom sygdomsforløb), men dem vil jeg helst ikke dele her

OG OG OG - hvis I har mulighed for det, så få passet lillemanden en nat eller bare nogle timer, så I har mulighed for at få ladt batterierne op og være kærester

Tauf skriver:

Har tænkt på at vi skulle ha lidt hjælp. Men jeg er
ikke på at han vil..

Hmm.... hvis han ikke vil gå med til at få det til at fungere hmm... vil han så overhovedet jeres forhold ... tænker jeg?

OktoberMor skriver:

Knus herfra... 

Det lyder som om at i har brug for en pause fra babygråd, bleer og putning. .. jeg ville forslå jer at få en babysitter i nogle timer også tage ud og spise sammen.. Det tror Jeg vil gøre en stor forskel.. nogen gange trænger man altså til en pause... ;-) 

MorDk skriver:

Hmm.... hvis han ikke vil gå med til at få det til at fungere hmm... vil han så overhovedet jeres forhold ... tænker jeg?