Hvordan får jeg sagt det pænt?

Jeg vil lige lægge ud med at sige at jeg elsker min kæreste og vi har et rigtig dejligt forhold - pb er også sat i værk  (brugernavn er ændret for nyligt fra stlund, til dem der "kender mig")

Men sagen er den at jeg går og grubler lidt over noget som jeg ikke kan få sagt ordentligt til ham. Jeg har prøvet.... i diskussioner, ved hyggelige stunder og hen over middagsbordet. Det går bare aldrig som jeg gerne vil have det til.

Men han ligner sin far, og på nogle punkter duer det bare slet ikke for mig. Han er nærtagende og der skal ikke meget til før han bliver sur/mopset/føler sig ramt. Han har ikke temperament som sådan, så det ender aldrig i råben og skrigen, men han får sagt nogle ting, og reagerer så det går mig på...

Jeg har oplevet hvordan hans far farer i flint overfor hans mor (og os andre for den sags skyld), og det gider jeg bare ikke have i mit hus. Når jeg nævner det overfor kæresten, så lukker han af eller bliver sur, og får den som regel vendt således at det jo alligevel også altid er ham der dum, og jeg jo aldrig gør noget forkert  Årh I kender godt situationen og ironien de kan fremtrylle, ikke?

Jeg ved bare ikke længere hvordan jeg skal sige til ham at han er nødt til at prøve at gøre noget ved det. Jeg har truet med at gå, grædt fortalt hvad det gør ved MIG, forsøgt at spørge hvad han tænker, kommet med små eksempler og foreslået ideer til at prøve at forandre det... Intet hjælper.

Jeg er træt af at gå på listefødder og have i baghovedet "Hvordan gør/siger jeg det her så han ikke bliver sur?"...

Har I nogle gode erfaringer/råd?

Som sagt har vi det godt og det her er sådan set det eneste der ikke lige spiller, så jeg har ikke planer om at forlade ham (selvom jeg har truet med det for at åbne hans øjne)

Jeg synes det er barnligt at du truer med at gå og græder, come on, hvis jeres forhold er så godt så stop med truslerne.
Snak om det som voksne.
Hvis du gør ham til den dumme og barnlige- jamen så er det da klart han reagere som han gør. Det er jo det du forventer af ham, han lever bare ned til din forventning.
I må da kunne snakke sammen som voksne og kunne have visse forventninger til hinanden om at håndtere det som de voksne i vel er.
At han minder om sin far er da ikke noget du kan bebrejde ham, min mand minder også om sin far- men det er da ikke et et træk jeg kunne drømme om at bede ham ændre.
Vi mennesker er som vi er, og det er altså ikke alt der skal gøres til et problem. Hvis jeg følte min kæreste ikke var tilfreds med min måde at være på ville jeg nok også gå i forsvars position hver gang der var optakt til noget som helst. Måske du bare skal vise du respektere ham, og så vil han begynde at hvile mere i sig selv ?

TeamRocket skriver:

Jeg synes det er barnligt at du truer med at gå og græder, come on, hvis jeres forhold er så godt så stop med truslerne.
Snak om det som voksne.
Hvis du gør ham til den dumme og barnlige- jamen så er det da klart han reagere som han gør. Det er jo det du forventer af ham, han lever bare ned til din forventning.
I må da kunne snakke sammen som voksne og kunne have visse forventninger til hinanden om at håndtere det som de voksne i vel er.
At han minder om sin far er da ikke noget du kan bebrejde ham, min mand minder også om sin far- men det er da ikke et et træk jeg kunne drømme om at bede ham ændre.
Vi mennesker er som vi er, og det er altså ikke alt der skal gøres til et problem. Hvis jeg følte min kæreste ikke var tilfreds med min måde at være på ville jeg nok også gå i forsvars position hver gang der var optakt til noget som helst. Måske du bare skal vise du respektere ham, og så vil han begynde at hvile mere i sig selv ?

Du har desværre slet ikke forstået essensen af mit indlæg. 

Tak for dit input, men spild ikke mere af din tid på det, ven 

først vil jeg sige, at jeg forstår dig... har en mand, der ligner sin far heeeeeeeeeeeeelt vildt, og det har også endt ud i nogle værre diskussioner - fra min side for han lukkede også af, men med tiden er det klart blevet bedre, nu har vi så også været sammen i 16 år....

som det andet vil jeg sige, lad dog for guds skyld være med at true med at gå, tænk hvis han en dag siger, det gør du bare

hvis du alligevel ikke mener det, så lad være med at sige det, det kan kun føre dårligt med sig... jeg har ALDRIG og vil  ALDRIG nogensinde true med det, det er sgu for dumt, især når du ikke mener det...

jeg har ikke en klar løsning til dig, jo lidt, vend det døve øre til, eller konfrontér ham, hvor du beder ham blive og høre efter, og ikke går. han skal nok have det at vide sådan helt klart for at forstå det.

jeg har fået forklaret min mand, hvad jeg ikke bryder mig om, og det respektere han, så snak med ham og jeg er sikker på i nok skal finde en løsning

Dot D skriver:

først vil jeg sige, at jeg forstår dig... har en mand, der ligner sin far heeeeeeeeeeeeelt vildt, og det har også endt ud i nogle værre diskussioner - fra min side for han lukkede også af, men med tiden er det klart blevet bedre, nu har vi så også været sammen i 16 år....

som det andet vil jeg sige, lad dog for guds skyld være med at true med at gå, tænk hvis han en dag siger, det gør du bare

hvis du alligevel ikke mener det, så lad være med at sige det, det kan kun føre dårligt med sig... jeg har ALDRIG og vil  ALDRIG nogensinde true med det, det er sgu for dumt, især når du ikke mener det...

jeg har ikke en klar løsning til dig, jo lidt, vend det døve øre til, eller konfrontér ham, hvor du beder ham blive og høre efter, og ikke går. han skal nok have det at vide sådan helt klart for at forstå det.

jeg har fået forklaret min mand, hvad jeg ikke bryder mig om, og det respektere han, så snak med ham og jeg er sikker på i nok skal finde en løsning

Jeg truede med at gå på et tidspunkt hvor jeg mente det. Jeg pakkede og var meget berørt, men der talte vi sammen. Det endte ikke helt med at han kunne se hvad jeg mente, men han viste et forsøg på at lytte den dag. Det er ikke sket siden at jeg har villet gå, men den korte lunte findes stadig og fylder lidt for mig alligevel 

Ja, det med at få sat ord på hvad det lige præcis betyder for mig når han lige præcis siger eller gør det og det - den har jeg prøvet. Her kommer der ikke rigtig nogen respons. Jeg gør faktisk rigtig meget ud af at forklare at det ikke er HAM det handler om (fordi jeg elsker ham som den hele person han er), men blot hvad den korte lunte gør ved MIG.

Det med at vende det døve øre til er forsøgt - men nok desværre ofte mislykkedes fordi jeg brænder inde med de kedelige følelser bagefter - og så netop prøver at tale med ham om det. Umiddelbart er det nok det bedste bud at arbejde lidt hårdere på at "lukke af". Det er det eneste der ikke er prøvet til ende endnu i hvert fald! Nå ja, og så lade tiden gå til vi har været sammen i 16 år 

Jeg er rigtig glad for at du tog dig tid til at svare - om ikke andet er det rart at vide at man ikke altid er den eneste

Jupiter skriver:

Jeg vil lige lægge ud med at sige at jeg elsker min kæreste og vi har et rigtig dejligt forhold - pb er også sat i værk  (brugernavn er ændret for nyligt fra stlund, til dem der "kender mig")

Men sagen er den at jeg går og grubler lidt over noget som jeg ikke kan få sagt ordentligt til ham. Jeg har prøvet.... i diskussioner, ved hyggelige stunder og hen over middagsbordet. Det går bare aldrig som jeg gerne vil have det til.

Men han ligner sin far, og på nogle punkter duer det bare slet ikke for mig. Han er nærtagende og der skal ikke meget til før han bliver sur/mopset/føler sig ramt. Han har ikke temperament som sådan, så det ender aldrig i råben og skrigen, men han får sagt nogle ting, og reagerer så det går mig på...

Jeg har oplevet hvordan hans far farer i flint overfor hans mor (og os andre for den sags skyld), og det gider jeg bare ikke have i mit hus. Når jeg nævner det overfor kæresten, så lukker han af eller bliver sur, og får den som regel vendt således at det jo alligevel også altid er ham der dum, og jeg jo aldrig gør noget forkert  Årh I kender godt situationen og ironien de kan fremtrylle, ikke?

Jeg ved bare ikke længere hvordan jeg skal sige til ham at han er nødt til at prøve at gøre noget ved det. Jeg har truet med at gå, grædt fortalt hvad det gør ved MIG, forsøgt at spørge hvad han tænker, kommet med små eksempler og foreslået ideer til at prøve at forandre det... Intet hjælper.

Jeg er træt af at gå på listefødder og have i baghovedet "Hvordan gør/siger jeg det her så han ikke bliver sur?"...

Har I nogle gode erfaringer/råd?

Som sagt har vi det godt og det her er sådan set det eneste der ikke lige spiller, så jeg har ikke planer om at forlade ham (selvom jeg har truet med det for at åbne hans øjne)

Det kan ikke være særlig sundt at skulle gå på listefødder. Jeg har været i et forhold hvor jeg hele tiden skulle tænke på hvordan han mon reagerer på det og det og det...

Jeg synes ikke du skal true med at forlade ham hvis du ikke mener det. Jeg tror for det første godt han kan fornemme at du ikke mener det og så er det bare lidt ærgeligt hvis han en dag er træt af at høre på det og siger: så gør det.

Du skriver at i har det rigtig godt og fremstiller det som om det blot er et lille problem i jeres forhold, men samtidig skriver du at du græder, at du går på listefødder og at det gør noget ved dig. Dvs. så er det et stort problem alligevel. Jeg synes i skal tale om det uden gråd, bebrejdelse og trusler. I hvert fald få styr på det inden baby er på vej for det KAN blive et meget større problem for dig når I også har en baby.

Held og lykke.

Jupiter skriver:

Jeg truede med at gå på et tidspunkt hvor jeg mente det. Jeg pakkede og var meget berørt, men der talte vi sammen. Det endte ikke helt med at han kunne se hvad jeg mente, men han viste et forsøg på at lytte den dag. Det er ikke sket siden at jeg har villet gå, men den korte lunte findes stadig og fylder lidt for mig alligevel 

Ja, det med at få sat ord på hvad det lige præcis betyder for mig når han lige præcis siger eller gør det og det - den har jeg prøvet. Her kommer der ikke rigtig nogen respons. Jeg gør faktisk rigtig meget ud af at forklare at det ikke er HAM det handler om (fordi jeg elsker ham som den hele person han er), men blot hvad den korte lunte gør ved MIG.

Det med at vende det døve øre til er forsøgt - men nok desværre ofte mislykkedes fordi jeg brænder inde med de kedelige følelser bagefter - og så netop prøver at tale med ham om det. Umiddelbart er det nok det bedste bud at arbejde lidt hårdere på at "lukke af". Det er det eneste der ikke er prøvet til ende endnu i hvert fald! Nå ja, og så lade tiden gå til vi har været sammen i 16 år 

Jeg er rigtig glad for at du tog dig tid til at svare - om ikke andet er det rart at vide at man ikke altid er den eneste

du får lige en trøstende sætning mere, hi hi.... det tog IKKE 16 år, så håber det går hurtigere hos jer også...

hvor længe har i været sammen? jeg synes, det blev bedre her, jo bedre vi lærte hinanden at kende

Jupiter skriver:

Jeg truede med at gå på et tidspunkt hvor jeg mente det. Jeg pakkede og var meget berørt, men der talte vi sammen. Det endte ikke helt med at han kunne se hvad jeg mente, men han viste et forsøg på at lytte den dag. Det er ikke sket siden at jeg har villet gå, men den korte lunte findes stadig og fylder lidt for mig alligevel 

Ja, det med at få sat ord på hvad det lige præcis betyder for mig når han lige præcis siger eller gør det og det - den har jeg prøvet. Her kommer der ikke rigtig nogen respons. Jeg gør faktisk rigtig meget ud af at forklare at det ikke er HAM det handler om (fordi jeg elsker ham som den hele person han er), men blot hvad den korte lunte gør ved MIG.

Det med at vende det døve øre til er forsøgt - men nok desværre ofte mislykkedes fordi jeg brænder inde med de kedelige følelser bagefter - og så netop prøver at tale med ham om det. Umiddelbart er det nok det bedste bud at arbejde lidt hårdere på at "lukke af". Det er det eneste der ikke er prøvet til ende endnu i hvert fald! Nå ja, og så lade tiden gå til vi har været sammen i 16 år 

Jeg er rigtig glad for at du tog dig tid til at svare - om ikke andet er det rart at vide at man ikke altid er den eneste

Kan se at jeg må tage nogle ting i mig igen efter at have læst din uddybelse.

Dot D skriver:

du får lige en trøstende sætning mere, hi hi.... det tog IKKE 16 år, så håber det går hurtigere hos jer også...

hvor længe har i været sammen? jeg synes, det blev bedre her, jo bedre vi lærte hinanden at kende

Det er da endnu mere trøstende

Vi har været sammen i fem år, og det er jo ikke lang tid sammenlignet med mange andre - men ja, vi lærer hele tiden nyt om hinanden og jeg håber da han en dag selv opdager det jeg prøver at fortælle ham

mor:) skriver:

Kan se at jeg må tage nogle ting i mig igen efter at have læst din uddybelse.

Det er helt fint

Jeg læser meget gerne hvad I skriver, og jeg kan da godt se at jeg måske mangler lidt uddybning eller forklaring i det første indlæg - ellers skulle jeg måske bare have udlagt det anderledes.

Det er rigtigt, at det lyder som om det er noget der står på nu og her og ofte med gråd osv. Hvilket det jo heldigvis ikke er