Meget tunge tanker (Meget langt!! Men please læs)

tarkoflen skriver:

Hvis du virkelig ønsker at kæmpe for dit forhold, så er der vist ingen anden vej end parterapi! Det der kan og skal du i hvert fald ikke leve med, det er helt sikkert!

Har du overvejet, at når han kommer hjem en dag, så giver du ham jeres datter, siger de må hygge sig, for du har en aftale med en veninde? Så er han nødt til at tage sig sammen! Med hensyn til hans vasketøj, så tror jeg godt nok også jeg var stoppet med at vaske det! Du skal ikke være hans mor!

Mange siger, at man skal lade være med, at gå fra hinanden indenfor de første 2 år, men man skal selvfølgelig heller ikke blive kun for at blive!

Du skriver, at du gerne vil have to børn tæt på hinanden og de helst skal være helsøskende! Og det er ikke for at være hård ved dig, men altså du skal jo ikke have et barn mere med ham, når han ikke kan finde ud af at passe et barn og hjælpe til hjemme nu! Det tror jeg bestemt ikke bliver bedre med to børn...

Jeg ved ikke, om det kunne hjælpe eller gøre det værre, hvis du siger til ham, at du er begyndt at søge lejlighed, for du synes ikke der sker nogen forandring!

Afslutningsvis vil jeg sende et stort jeg håber du finder den bedste løsning for jer!

Helt ærligt magter jeg næsten ikke parterapi, for han mener jo selv han er så hellig, og at det er mig der har "for store forventninger", og.. Ja, måske er det bare udtryk for jeg i forvejen har fået mere end rigeligt af at kæmpe. Ved ikke om det lyder total dumt?

I forhold til alt det du skriver, er problemet med min kæreste, at han bare ikke er til at kommunikere med. Hvis man prøver at tage en stille og rolig snak om sagens fakta, giver ham taletid, lader ham tale ud og er TOTAL diplomatisk, så hidser han sig alligevel bare op og går med det samme i forsvarsposition, så man i sidste ende ikke får noget som helst ud af snakken. Derfor vil det også skade mere end det vil gavne at holde op med at vaske hans tøj, og den slags. Han vil bare hidse sig virkelig meget op, for han "gør jo ikke noget forkert" i hans verden.

Jeg kan godt se hvad du mener med, at går det ikke med ét barn, så vil det nok heller ikke være liv og glade dage med 2 børn med ham. Ved jo også godt det er en egoistisk tanke, det er bare så svært Jeg troede virkelig det skulle være.. Havde virkelig drømmen om kernefamilien her, men når det økonomiske ikke en gang fungerer.. Jeg er SÅ økonomisk ansvarlig, og jeg kunne klare mig SÅ godt, hvis ikke han trak mig ned!!

Anonym skriver:

Tusind tak for et langt og uddybet svar!

Det der med 7/7 ordningen, det synes jeg bare i mange tilfælde ikke er for barnets bedste. Som sagt var jeg barn i en 7/7 ordning, og jeg trivedes bestemt IKKE med det! Jeg ville ønske jeg havde haft weekender hos min far i stedet, og måske en dag i ugen ind imellem alt efter hvordan det passede. Jeg var tættest med min mor (som min datter er lige nu) og foretrak egentlig at være hos hende fast og så besøge min far.. Vil ikke kaste hende i en 7/7 ordning, hvis det ikke er det der er bedst for HENDE men kun det der er bedst for OS.. Giver det mening, eller??

Jeg kan helt sikkert godt se hvad du mener angående at hun heller ikke trives med forældre der ikke kan sammen. Jeg gør meget ud af vi ALDRIG skal bide af hinanden foran hende, men min kæreste er temmelig dårlig til at holde det, og det er også en af grundene til jeg overvejer at sige farvel..

Puha, jeg har bare IKKE lyst til at flytte hjem til mor i en alder af nogen og tyve med et lille barn.. Plus min familie bor i en helt anden by, så det er jo slet ikke holdbart  ift. at aflevere og hente hende i VS. det er SÅ svært det her

Sidder her med ondt i maven, kan jo se du/i har ret.. Jeg tror ikke på han ændrer sig, og hvis jeg bare holder op med at lave de ting til ham, vil det kun skabe en dybere grøft af frustration mellem os :/ 

Nej du har helt ret men hun er jo heller ikke så gammel inu så det er jo nok dig der skal have hende mest også kan 7/7 ordningen jo altid komme på et tidspunkt...

kan godt forstå hvordan du har det jeg havde dog ikke et barn på det tidspunkt men jeg stod i samme sted og jeg sagde til min da være kæreste en dag nu er det slut hvor faktisk jeg havde gået i et helt år og troede inderst inde det ville blive godt men det gjorde det aldrig og der tog jeg chancen og chancen for jeg skulle flytte hjem til min mor men fandt heldigvis en løsning....

jeg tror desværre heller ikke han ændre sig, men også der for se om du evt kan finde dig en lejlighed ved en privat og se om du ikke kan betale det indskud stille og roligt ind... også kan i jo altid flytte igen når tingene er på plads en lille let løsning til at starte med...

for det går jo lige så meget ud over dig som jeres barn, da der hele tiden er en masse gnidder hele tiden og du står med hele opgave selv og det er sååå hårdt og man bliver træt ked af det og ens energi forsvinder helt ned og det går bare ikke

Anonym skriver:

Helt ærligt magter jeg næsten ikke parterapi, for han mener jo selv han er så hellig, og at det er mig der har "for store forventninger", og.. Ja, måske er det bare udtryk for jeg i forvejen har fået mere end rigeligt af at kæmpe. Ved ikke om det lyder total dumt?

I forhold til alt det du skriver, er problemet med min kæreste, at han bare ikke er til at kommunikere med. Hvis man prøver at tage en stille og rolig snak om sagens fakta, giver ham taletid, lader ham tale ud og er TOTAL diplomatisk, så hidser han sig alligevel bare op og går med det samme i forsvarsposition, så man i sidste ende ikke får noget som helst ud af snakken. Derfor vil det også skade mere end det vil gavne at holde op med at vaske hans tøj, og den slags. Han vil bare hidse sig virkelig meget op, for han "gør jo ikke noget forkert" i hans verden.

Jeg kan godt se hvad du mener med, at går det ikke med ét barn, så vil det nok heller ikke være liv og glade dage med 2 børn med ham. Ved jo også godt det er en egoistisk tanke, det er bare så svært Jeg troede virkelig det skulle være.. Havde virkelig drømmen om kernefamilien her, men når det økonomiske ikke en gang fungerer.. Jeg er SÅ økonomisk ansvarlig, og jeg kunne klare mig SÅ godt, hvis ikke han trak mig ned!!

Hvis du ikke gider parterapi, så har du dit svar der! Så er der jo ikke noget at kæmpe for! For hvis det er gået så langt, at du ikke vil kæmpe, så er løbet kørt, og så skal du bare væk! Det eneste jeg tænker er, at hvis du gør det, så ville du bagefter kunne sige til dig selv, at du gjorde alt hvad du kunne for at få kernefamilien til at køre, og du kunne ikke have gjort mere!

Det kan være et ultimatum til ham, enten står den på parterapi ellers er du smuttet med jeres datter! Træls at l ikke kan skilles som venner, men måske l med tiden kan blive det! Tror ikke der er nogen som helst, der kan gå fra hinanden og være gode venner med det samme, men hvis begge parter vil det, så kan det også lade sig gøre!

Kan godt forstå, at du har drømmen om kernefamilien, det har vi vel alle! Men kan du blive i forholdet i tre år endnu og få barn nr. 2 uden at det går ud over jeres datter, at l skændes og ikke har det godt sammen?

Hvis du ikke vil gå fra ham ville jeg foreslå parterapi og hvis der ikke er penge til det, mener jeg at man via kommunen kan få noget familierådgivning.

Jeg synes du skal prøve at lade være med at vaske hans tøj, lav kun mad til dig og din datter osv. Du kan advare ham først og sige at han skal til at hjælpe til, ellers må han ordne sige egne ting.

Nogle dage laver du bare aftaler og når han kommer hjem smutter du bare. Så bliver han jo nødt til at klare den selv.

Det med pengene synes jeg er fuldstændig uacceptabelt. min kæreste tjener 3 gange mere end mig. jeg har kun su (5000kr)

En del af min kærestes penge ryger over på budgetten og resten beholder han til sig selv. Jeg betaler ikke regninger. Jeg bruger mine penge på at købe ting og sager vi mangler til den lille, til huset og til mig selv eller min kæreste.

Min kæreste bruger nogle penge til når han skal noget med sine venner og en sjælden gang til et playstation spil.

Jeg kan godt se at det er svært at finde dine følelser når der er så mange punkter du er utilfreds med. Man ligger meget mere mærke til dem når et barn er kommet til verden, da man har brug for hjælp. Det er hårdt uden nogen hjælp. 

Jeg ville prøve ovenstående og hvis det heller ikke virkede, så har du kæmpet og meget mere er der heller ikke du kan gøre.

Din datter fortjener en glad mor

Jeg tror det skader jeres datter mere at have 2 ulykkelige forældre der bor sammen. Det er altid svært når et forhold går i stykker, især når der er børn, men der er ingen grund til at bruge sit liv på at være ulykkelig, du skal også vise dit barn at man ikke skal finde sig i en dødbider af en samlever som, som jeg læser det kun tænker på sig selv.

Jeg har ikke så meget at byde ind med, som de andre kloge kvinder ikke allerede har sagt. 

Efter at have læst dit indlæg sidder jeg tilbage med en følelse af at der er rigtigt langt mellem dine ønsker og virkeligheden, og det du nok mest af alt trænger til, er at stille dig selv nogle svære spørgsmål, fx hvorfor er det vigtigt for dig med 2 børn tæt på hinanden, og hvorfor er det vigtigt t de er helsøskende?

Jeg tror det er meget almindeligt at vi forestiller os tingene på en bestemt måde, på et bestemt tidspunkt i vires liv, og så stopper vi ikke rigtigt op senere og genovervejer om det nu stadig er smart, eller vigtigt?

Du er nødt til at forstå at du ikke kan ændre ham - basalt set kan du leve med ham eller du kan forlade ham, men lad være med at tro at du kan ændre på ham. 

Og jeg tror i øvrigt ikke at man anbefaler 7/7 til så små børn, og slet ikke hvis forældrene ikke kan enes.

Måske er det helt hen i vejret, men når du er så glad for din svigerfamilie, ville det så være en mulighed, at du talte med hans mor om situationen? Ikke for at "sladre", ikke for, at hun skal give ham en skideballe, men for at få fortalt en tæt på jer begge, hvordan det står til, og hvad det får dig til at overveje? Det kan godt virke illoyalt over for ham, men hvis alternativet er, at han mister dig, så står der meget på spil - og jeg synes virkelig, man skal kæmpe for sit forhold, når man har barn. For mig lyder det ikke, som om det er HAM, du ikke kan leve med, men hans adfærd - som KAN ændres, hvis han får et wake up call. 

Min mand har en god ven, som er 20 år ældre, og han har kunnet åbne min mands øjne for, hvor forkælet, han indimellem har opført sig. Det har gjort meget større indtryk på ham, end hvis det havde været en af mine veninder eller en fra min familie. Måske ville det samme være muligt med din kærestes mor - eller far. 

Jeg tænker også, at hvis du involverer din svigerfamilie, og det alligevel ender med et brud, så vil de have en større forståelse for dit valg, så det ikke kommer spm et lyn fra en åben himmel med dig som skurken. 

Min mand minder på nogle punkter om din, og jeg har for år tilbage haft tanker som dine, men han har altså ændret sig, selvom træerne ikke vokser ind i himlen - og jeg er glad for, at jeg blev. 

Jeg har selv stået i præcis det samme. En doven kæreste, der intet gjorde. Og tankerne om fremtiden. Søskende, hvor skal jeg bo, hans temperament, hvad skal der ske?

Og her er hvad der skete, hvis du kan buge det:

Jeg valgte en dag at gøre det forbi. Han tog det pænt, sagde egentlig bare 'okay..'.. Jeg begrundede ikke engang, han vidste det godt. Det var ekstremt hårdt og jeg græd meget inden jeg fik det gjort.. for alle mine drømme skulle jo forsvinde så... men efter græd jeg ikke mere.

Jeg boede hos en veninde en uges tid og derefter lidt hos min søster - med min dreng (1½ år). Herefter boede eks'en og jeg sammen i ca 3 mdr indtil jeg fandt en lille lejlighed to min søn og jeg. Kommunen hjalp med indskud.

Min eks ville også have 7/7 og hvis ikke jeg gik med til det, så truede han med statsamt, advokater osv..
Så i starten havde vi 7/7, og han fik tilmed også halvdelen af børnecheken... Men jeg har fortrudt det meget siden. Nu har han ham kun hver anden weekend (vi har trappet ned) for det viste sig ikke at være godt for nogen med den 7/7... Han får heller ikke del i børnechecken, men betaler så heller ikke faderbidrag. Vi har undgået statsamt og han truer ikke mere. Nu har vi et ganske godt forældre-forhold.

Imidlertid faldt jeg for den dejligste mand. En god ven, som jeg aldrig havde haft følelser for før. Men han har vist sig at være helt perfekt. Før troede jeg aldrig jeg kunne finde bedre, men det kunne jeg! Han laver husligt uden jeg beder ham om det, han er sammen med min dreng, han bekræfter mig hver dag.. på den dejligste måde. Han er helt perfekt, og vi skændes stort set aldrig.

Min søn er nu 4 og drømmen om tætte søskende blev desværre ikke til noget, men nu er jeg lykkelig og kæresten og jeg planlægger nu barn sammen

Så fra at føle et kæmpe nederlag til at være meget lykkelig - og det var dét værd!

Held og lykke

Anonym skriver:

Håber sådan nogen orker læse det her og komme med deres tanker. Jeg har IKKE brug for at blive slået oven i hovedet verbalt, for jeg ved godt mange af de følgende overvejelser primært er egoistiske, men sådan tror jeg tit det er i sådan nogen situationer..

Jeg ved ikke, hvor vores forhold er på vej hen. Lidt baggrund. Vi har været sammen i 2 år og har et barn på 9 måneder. Vi valgte bevidst at få barn tidligt i vores forhold, og jeg har aldrig fortrudt det. For uanset om man har været sammen 10 år eller 10 måneder, kan man aldrig forudse hvordan en person kan ændre sig med tiden og efter børn..

Jeg synes vi har, og har haft, mange problemer. Især efter vi fik vores datter har vi været tæt på at gå fra hinanden af flere omgange. Jeg synes ikke, at jeg trives i vores forhold. Jeg føler mig ikke rigtig forelsket længere. Jeg glæder mig ikke til han kommer hjem fra arbejde, faktisk synes jeg det er rart når han er sent hjemme, jeg glæder mig ikke til weekenderne med mig, og jeg får ikke et sus i maven, når han kysser mig. Og jeg synes selv han har ødelagt det.

Han er en utrolig kærlig og dejlig fyr og har mange af de kvaliteter, som jeg tidligere har manglet i et forhold. Han bekræfter mig 100%, og jeg er aldrig i tvivl om han synes jeg er dejlig og elsker mig. Jeg stoler 5000000% på ham, og det er en skøn følelse. Men det er bare ikke nok!

Allerede før jeg fødte begyndte han - i min optik - at svigte mig. Han er temmelig doven, og der gik ikke længe før det var mig der stod med ALT husligt. Jeg synes det var rimelig fair før jeg fødte, for jeg gik bare hjemme på barsel, og han havde lange arbejdsdage. Men jeg gjorde det helt klart, at når jeg havde født, så gik den ikke længere, for jeg kunne ikke klare alle de opgaver OG et barn!!

Så fødte jeg, og de 2 uger han var på barsel gik fint, og jeg synes han var en stor hjælp ift. vores datter. Det huslige skete der ikke så meget med, men ok - Vi havde jo lige fået et barn, så det er hvad det er.

Men derfra gik det bare ned af bakke! Vores barn havde kolik og skreg konstant, og han arbejdede hele dagen og hele aftenen alene pga. han var perfektionistisk. Han tog aldrig vores datter, det var kun mig, der sad dag og nat med et skrigende kolikbarn, imens jeg blev kørt mere og mere ned og tårene trillede ned af mine kinder. I weekenden var der heller ingen hjælp at hente, det var stadig bare mig, mig, mig, og det var uanset om jeg spurgte ham om han ikke ville tage hende. Han spillede bare pc, sov længe og nød livet. Trods utallige snakke og opfordringer hjalp han STADIG ikke med det huslige. Hvis endelig han skulle lave mad, blev det takeaway, fordi han ikke gad lave mad til os selv. Så jeg stod med skrigende kolikbarn, opvask, tøjvask, oprydning, rengøring, madlavning osv. Følte mig 100% som alenemor!!

Månederne gik, og hver weekend spurgte jeg, om ikke han ville stå op med vores barn, fordi jeg stadig ikke havde sovet længe siden fødslen. Jo jo, det skulle han nok. Men når så morgenen kom, kunne han bare ikke komme op og NÆGTEDE at gøre det, så faktisk var vores barn lidt over 7 måneder første gang jeg sov længe, og hun er vel at mærke flaskebarn endda!

Vi havde mange snakke, jeg truede om at gå, han ændrede sig i et par dage, men så skete der bare ikke mere, det gik i sig selv igen. Synes han blev værre og værre til, når han kom hjem, at starte sin Xbox som det første, og han satte sig ikke ned og legede med vores datter, nej han spillede. Når jeg bad ham lege med hende, imens jeg lavede mad, (ja det måtte jeg bede om, det kom ikke automatisk), satte han sig bare ned på gulvet og spillede xbox imens hun passede sig selv. Så snakkede han lige lidt til hende, hvis hun brokkede sig, ellers ikke.

Følte mig voldsomt stødt - hvorfor ville han hellere spille end være sammen med hende?? Og for hver dag med alle disse ting gled jeg længere og længere væk fra ham, imens han dagligt skældte mig ud for ikke at give ham nok kys og kram. Forklarede gang på gang, at det havde jeg faktisk ikke lyst til, når jeg stod med alt selv, men det kunne han ikke se. Han prøvede at komme med den dårlige undskyldning "Jamen grunden til jeg ikke hjælper er jeg ikke får nok nærhed" - Op i røven, det har jo ikke en skid med det at gøre, du er bare doven!

Så havde vi vores STORE opgør for nylig, for vi faktisk fik sagt ordene, at det var slut. Men jeg tog hjem til min mor en overnatning, vi fik talt, og så er det bestemt blevet LIDT bedre. Han er i al fald bedre til at lege med vores barn, og xboxen tændes ikke før hun sover. Han kan dristes til at hjælpe mere med det huslige, men synes allerede dét går ned af bakke igen, og det er ikke meget han hjælper. Aftensmad laver han sjældent, så står den atter på takeaway (og jeg forsøger at tabe mig), opvask, tøjvask, oprydning og rengøring er stadig mig. Jeg "får lov" at sove længe den ene dag i weekenden, men det er også de eneste pluspunkter.

Og jeg synes ikke det er nok! Jeg synes ikke det er godt nok jeg skal BEDE om hans hjælp! Jeg synes ikke det er godt nok han ikke gør en skid for mig og for os. Jeg begynder at græde, når mine veninder skriver på facebook, at deres kærester da lige kom hjem og bad dem smide benene op, imens de lavede et lækkert aftensmåltid, eller da de fik blomster og chokolade på mors dag og jeg fik intet! Ikke fordi gaver betyder noget, men når jeg gør så meget for vores familie, kunne han í det mindste tilbyde at lave aftensmad den dag eller noget..

Vi har meget sjældent sex. Jeg har ikke lyst til ham. Dels pga. ovenstående ting, og så synes jeg ikke vores sexliv er videre spændende.

Jeg ved godt at alt ovenstående peger i den meget åbenlyse retning: Gå fra ham! Men det er jo ikke bare "sådan lige". Jeg har SÅ mange tanker og overvejelser i den forbindelse, mange af dem er KLART egoistiske, men de er der da...

•  Hvordan skal jeg undvære min svigerfamilie? Jeg elsker og forguder dem virkelig, og de er SÅ dejlige. De er nærmest som min familie nr. 2, og de betyder virkelig meget for mig!
   
• Hvordan skal jeg undvære min datter? Jeg er ret sikker på, at han vil kræve 7/7 ordning, og det synes jeg bare SLET ikke er godt! Mine forældre havde den ordning med os, og jeg synes det var SÅ hårdt ikke at have en fast hjemstavn, men skulle flytte hver uge, og jeg trivedes ikke hos min far, så jeg kunne savne min mor en hel uge af gangen. Dertil kommer at jeg ikke vil undvære min datter en uge af gangen!!
  Så kan man sige, at det vil hendes far nok heller ikke, og vil hun ikke savne ham hvis han er weekend far? Men helt ærligt, han har været der så lidt og ikke gjort en skid, så jeg synes jeg er i min gode ret til de egoistiske tanker her.
  
  
• Jeg tror ikke vi kan skilles som venner, da han har meget temperament, og frygter en hård kamp i statsforvaltningen. Jeg kan jo meget nemt hive info op om hans manglende tilstedeværelse, men jeg har lyst til at skilles som venner, jeg vil ikke have det bliver grimt! Mine forældre kan ikke sammen, og det hader jeg. Og så frygter jeg at han bringer op, at jeg har været opgivende, grædende og haft manglende overskud med vores datter nogen gange, men det er jo klart når hun havde kolik, men hvad hvis statsforvaltningen ikke kan se det? Vores datter skal ikke være en kastebold, jeg vil så gerne gøre dette i ro og mag!
  
  
• Jeg vil så gerne give hende helsøskende, ikke halvsøskende. Og ville give hende søskende med lav aldersforskel, fx et par år. Men hvis vi går fra hinanden nu, går der potentielt mange år før hun får søskende, og det er jeg bare så ked af. Især når de så ikke er helsøskende..
  
  
• Lejligheden her er i min kærestes navn. Jeg kunne ikke komme på lejekontrakten, da den er på hans boligbrev. Hvis jeg skal flytte herfra har jeg bare minus chancer for at finde noget nyt sådan lige, for vi bor i en storby, hvor der er meget kø på ventelisterne, og jeg er ikke i boligforeningen Jeg kunne måske finde noget i en af de små byer rundt om, men vores datter skal starte i vuggestue tæt på hvor vi bor, så det er jo nødt til at være i rimelig afleveringsafstand til vuggestuen, for hun skal ikke hives ud når først hun er kørt ind!
  
  
•  Vi skulle egentlig rejse med hans familie i efteråret. Min første rejse nogensinde, som jeg så frem til. Én ting er at jeg ikke kan deltage så, det er hvad det er. Men skal min datter så rejse i en hel uge uden sin mor når hun kun er 1 år?? Er det ikke lang tid at undvære sin mor i den alder?? Er sikker på min svigerfamilie vil tage sig godt af hende, hun har sovet derude et par gange udne problemer, og de er dejlige mennesker, men jeg er også bare bange for hende alene i det store udland uden mor til at passe på hende

Rent økonomisk frygter jeg det ikke. Faktisk har jeg regnet ud jeg vil stå meget bedre økonomisk som enlig, måske endda kunne undvære mit SU-lån! Det er nemlig en anden ting. Vi er meget uenige om det økonomiske. Han tjener omkring 4000 mere end mig om måneden, og vi har ikke fælles økonomi. Vi har en fælleskonto til mad og fælles regninger, som vi betaler lige meget til, og det betyder i sidste ende at han hver måned står med flere tusinde til sig selv efter alt er belalt, hvor jeg har måske 200 kroner tilbage, hvoraf de 120 så går til det klippekort, så jeg har 80 kroner til fornøjelser hver måned. Jeg mener jo, at i og med han tjener det mere, så burde han betale mere, så jeg ikke står og aldrig kan købe så meget som nye skrabere til mit barbergrej, men det er han uenig i. I virkeligheden ville jeg foretrække fuld fællesøkonomi, hvor vi så fik et vist beløb hver i lommepenge, men det nægter han. Så han fornøjer sig med nye ting, og jeg står og har ikke en skid. Det ville jeg klare meget bedre som enlig!

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Det der holder mig tilbage er alle de ting skrevet i punktform, og jeg ved jo godt at det i det lange løb er mere vigtigt jeg er lykkelig, men jeg er også bare bange for at skade vores datter hvis vi skilles som uvenner og alt skal være en kamp

Hvad skal jeg gøre?? 

Først et kæmpe
Jeg ved dette ikke helt kan sammenlignes i og med der er barn involveret hos dig, men jeg var engang i et forhold, hvor jeg udelukkende blev pga svigerfamilien.. Jeg elskede dem simpelthen og det var så dejligt at komme til den kernefamilie jeg aldrig selv havde haft i min opvækst..
Efter nogle måneder tog jeg mig samme. Og gjorde det forbi, og det var rigtig hårdt.. Men det er det bedste jeg nogensinde har gjort.. Jeg følte mig pludselig fri og fik det bedre dag for dag, fordi jeg ikke havde en hverdag der var præget af tristhed..

Den dag i dag har jeg en skøn kæreste og vi har lige fået vores første barn for tre uger siden.
Han har netop fået job og jeg er under uddannelse. Vi har dog alligevel fælles økonomi, og alt vi ikke bruger ryger ind på en fælles opsparingskonto. Vi har det samme beløb hver til fornøjelser og alt andet er opsparing..
Jeg kan ikke forstå din mand ikke vil have fælles økonomi, det burde da være logisk at det er det man gør når man bor sammen og oven i købet har barn..

Jeg håber inderligt du finder ud af den rette løsning, det er ikke værd at blive bare for en rejse og hans familie... Du ender i et dybere hul end du måske allerede er i, og hvor meget er rejsen så værd?

Tænk på dig selv

Anonym skriver:

Håber sådan nogen orker læse det her og komme med deres tanker. Jeg har IKKE brug for at blive slået oven i hovedet verbalt, for jeg ved godt mange af de følgende overvejelser primært er egoistiske, men sådan tror jeg tit det er i sådan nogen situationer..

Jeg ved ikke, hvor vores forhold er på vej hen. Lidt baggrund. Vi har været sammen i 2 år og har et barn på 9 måneder. Vi valgte bevidst at få barn tidligt i vores forhold, og jeg har aldrig fortrudt det. For uanset om man har været sammen 10 år eller 10 måneder, kan man aldrig forudse hvordan en person kan ændre sig med tiden og efter børn..

Jeg synes vi har, og har haft, mange problemer. Især efter vi fik vores datter har vi været tæt på at gå fra hinanden af flere omgange. Jeg synes ikke, at jeg trives i vores forhold. Jeg føler mig ikke rigtig forelsket længere. Jeg glæder mig ikke til han kommer hjem fra arbejde, faktisk synes jeg det er rart når han er sent hjemme, jeg glæder mig ikke til weekenderne med mig, og jeg får ikke et sus i maven, når han kysser mig. Og jeg synes selv han har ødelagt det.

Han er en utrolig kærlig og dejlig fyr og har mange af de kvaliteter, som jeg tidligere har manglet i et forhold. Han bekræfter mig 100%, og jeg er aldrig i tvivl om han synes jeg er dejlig og elsker mig. Jeg stoler 5000000% på ham, og det er en skøn følelse. Men det er bare ikke nok!

Allerede før jeg fødte begyndte han - i min optik - at svigte mig. Han er temmelig doven, og der gik ikke længe før det var mig der stod med ALT husligt. Jeg synes det var rimelig fair før jeg fødte, for jeg gik bare hjemme på barsel, og han havde lange arbejdsdage. Men jeg gjorde det helt klart, at når jeg havde født, så gik den ikke længere, for jeg kunne ikke klare alle de opgaver OG et barn!!

Så fødte jeg, og de 2 uger han var på barsel gik fint, og jeg synes han var en stor hjælp ift. vores datter. Det huslige skete der ikke så meget med, men ok - Vi havde jo lige fået et barn, så det er hvad det er.

Men derfra gik det bare ned af bakke! Vores barn havde kolik og skreg konstant, og han arbejdede hele dagen og hele aftenen alene pga. han var perfektionistisk. Han tog aldrig vores datter, det var kun mig, der sad dag og nat med et skrigende kolikbarn, imens jeg blev kørt mere og mere ned og tårene trillede ned af mine kinder. I weekenden var der heller ingen hjælp at hente, det var stadig bare mig, mig, mig, og det var uanset om jeg spurgte ham om han ikke ville tage hende. Han spillede bare pc, sov længe og nød livet. Trods utallige snakke og opfordringer hjalp han STADIG ikke med det huslige. Hvis endelig han skulle lave mad, blev det takeaway, fordi han ikke gad lave mad til os selv. Så jeg stod med skrigende kolikbarn, opvask, tøjvask, oprydning, rengøring, madlavning osv. Følte mig 100% som alenemor!!

Månederne gik, og hver weekend spurgte jeg, om ikke han ville stå op med vores barn, fordi jeg stadig ikke havde sovet længe siden fødslen. Jo jo, det skulle han nok. Men når så morgenen kom, kunne han bare ikke komme op og NÆGTEDE at gøre det, så faktisk var vores barn lidt over 7 måneder første gang jeg sov længe, og hun er vel at mærke flaskebarn endda!

Vi havde mange snakke, jeg truede om at gå, han ændrede sig i et par dage, men så skete der bare ikke mere, det gik i sig selv igen. Synes han blev værre og værre til, når han kom hjem, at starte sin Xbox som det første, og han satte sig ikke ned og legede med vores datter, nej han spillede. Når jeg bad ham lege med hende, imens jeg lavede mad, (ja det måtte jeg bede om, det kom ikke automatisk), satte han sig bare ned på gulvet og spillede xbox imens hun passede sig selv. Så snakkede han lige lidt til hende, hvis hun brokkede sig, ellers ikke.

Følte mig voldsomt stødt - hvorfor ville han hellere spille end være sammen med hende?? Og for hver dag med alle disse ting gled jeg længere og længere væk fra ham, imens han dagligt skældte mig ud for ikke at give ham nok kys og kram. Forklarede gang på gang, at det havde jeg faktisk ikke lyst til, når jeg stod med alt selv, men det kunne han ikke se. Han prøvede at komme med den dårlige undskyldning "Jamen grunden til jeg ikke hjælper er jeg ikke får nok nærhed" - Op i røven, det har jo ikke en skid med det at gøre, du er bare doven!

Så havde vi vores STORE opgør for nylig, for vi faktisk fik sagt ordene, at det var slut. Men jeg tog hjem til min mor en overnatning, vi fik talt, og så er det bestemt blevet LIDT bedre. Han er i al fald bedre til at lege med vores barn, og xboxen tændes ikke før hun sover. Han kan dristes til at hjælpe mere med det huslige, men synes allerede dét går ned af bakke igen, og det er ikke meget han hjælper. Aftensmad laver han sjældent, så står den atter på takeaway (og jeg forsøger at tabe mig), opvask, tøjvask, oprydning og rengøring er stadig mig. Jeg "får lov" at sove længe den ene dag i weekenden, men det er også de eneste pluspunkter.

Og jeg synes ikke det er nok! Jeg synes ikke det er godt nok jeg skal BEDE om hans hjælp! Jeg synes ikke det er godt nok han ikke gør en skid for mig og for os. Jeg begynder at græde, når mine veninder skriver på facebook, at deres kærester da lige kom hjem og bad dem smide benene op, imens de lavede et lækkert aftensmåltid, eller da de fik blomster og chokolade på mors dag og jeg fik intet! Ikke fordi gaver betyder noget, men når jeg gør så meget for vores familie, kunne han í det mindste tilbyde at lave aftensmad den dag eller noget..

Vi har meget sjældent sex. Jeg har ikke lyst til ham. Dels pga. ovenstående ting, og så synes jeg ikke vores sexliv er videre spændende.

Jeg ved godt at alt ovenstående peger i den meget åbenlyse retning: Gå fra ham! Men det er jo ikke bare "sådan lige". Jeg har SÅ mange tanker og overvejelser i den forbindelse, mange af dem er KLART egoistiske, men de er der da...

•  Hvordan skal jeg undvære min svigerfamilie? Jeg elsker og forguder dem virkelig, og de er SÅ dejlige. De er nærmest som min familie nr. 2, og de betyder virkelig meget for mig!
   
• Hvordan skal jeg undvære min datter? Jeg er ret sikker på, at han vil kræve 7/7 ordning, og det synes jeg bare SLET ikke er godt! Mine forældre havde den ordning med os, og jeg synes det var SÅ hårdt ikke at have en fast hjemstavn, men skulle flytte hver uge, og jeg trivedes ikke hos min far, så jeg kunne savne min mor en hel uge af gangen. Dertil kommer at jeg ikke vil undvære min datter en uge af gangen!!
  Så kan man sige, at det vil hendes far nok heller ikke, og vil hun ikke savne ham hvis han er weekend far? Men helt ærligt, han har været der så lidt og ikke gjort en skid, så jeg synes jeg er i min gode ret til de egoistiske tanker her.
  
  
• Jeg tror ikke vi kan skilles som venner, da han har meget temperament, og frygter en hård kamp i statsforvaltningen. Jeg kan jo meget nemt hive info op om hans manglende tilstedeværelse, men jeg har lyst til at skilles som venner, jeg vil ikke have det bliver grimt! Mine forældre kan ikke sammen, og det hader jeg. Og så frygter jeg at han bringer op, at jeg har været opgivende, grædende og haft manglende overskud med vores datter nogen gange, men det er jo klart når hun havde kolik, men hvad hvis statsforvaltningen ikke kan se det? Vores datter skal ikke være en kastebold, jeg vil så gerne gøre dette i ro og mag!
  
  
• Jeg vil så gerne give hende helsøskende, ikke halvsøskende. Og ville give hende søskende med lav aldersforskel, fx et par år. Men hvis vi går fra hinanden nu, går der potentielt mange år før hun får søskende, og det er jeg bare så ked af. Især når de så ikke er helsøskende..
  
  
• Lejligheden her er i min kærestes navn. Jeg kunne ikke komme på lejekontrakten, da den er på hans boligbrev. Hvis jeg skal flytte herfra har jeg bare minus chancer for at finde noget nyt sådan lige, for vi bor i en storby, hvor der er meget kø på ventelisterne, og jeg er ikke i boligforeningen Jeg kunne måske finde noget i en af de små byer rundt om, men vores datter skal starte i vuggestue tæt på hvor vi bor, så det er jo nødt til at være i rimelig afleveringsafstand til vuggestuen, for hun skal ikke hives ud når først hun er kørt ind!
  
  
•  Vi skulle egentlig rejse med hans familie i efteråret. Min første rejse nogensinde, som jeg så frem til. Én ting er at jeg ikke kan deltage så, det er hvad det er. Men skal min datter så rejse i en hel uge uden sin mor når hun kun er 1 år?? Er det ikke lang tid at undvære sin mor i den alder?? Er sikker på min svigerfamilie vil tage sig godt af hende, hun har sovet derude et par gange udne problemer, og de er dejlige mennesker, men jeg er også bare bange for hende alene i det store udland uden mor til at passe på hende

Rent økonomisk frygter jeg det ikke. Faktisk har jeg regnet ud jeg vil stå meget bedre økonomisk som enlig, måske endda kunne undvære mit SU-lån! Det er nemlig en anden ting. Vi er meget uenige om det økonomiske. Han tjener omkring 4000 mere end mig om måneden, og vi har ikke fælles økonomi. Vi har en fælleskonto til mad og fælles regninger, som vi betaler lige meget til, og det betyder i sidste ende at han hver måned står med flere tusinde til sig selv efter alt er belalt, hvor jeg har måske 200 kroner tilbage, hvoraf de 120 så går til det klippekort, så jeg har 80 kroner til fornøjelser hver måned. Jeg mener jo, at i og med han tjener det mere, så burde han betale mere, så jeg ikke står og aldrig kan købe så meget som nye skrabere til mit barbergrej, men det er han uenig i. I virkeligheden ville jeg foretrække fuld fællesøkonomi, hvor vi så fik et vist beløb hver i lommepenge, men det nægter han. Så han fornøjer sig med nye ting, og jeg står og har ikke en skid. Det ville jeg klare meget bedre som enlig!

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Det der holder mig tilbage er alle de ting skrevet i punktform, og jeg ved jo godt at det i det lange løb er mere vigtigt jeg er lykkelig, men jeg er også bare bange for at skade vores datter hvis vi skilles som uvenner og alt skal være en kamp

Hvad skal jeg gøre?? 

Puha.. Det lyder da ikke særlig rart

Men er enig med dig, det er IKKE okay at du står med det hele, heller ikke hvis jeres datter ikke havde kolik!!!!!! Det er mega uacceptabelt, at han er sådan... Så du har al din ret til, at glide fra ham, og miste lysten til, at være sammen med ham! Helt sikkert.. Det ville en hver gøre....

Og ja, det er en stor beslutning, at skulle gå fra ham, men umiddelbart er det nok den bedste løsning for jer... Han gider åbenlyst ikke at rette sig, selvom du har sagt det til ham, og det brude egentlig være nok for ham... Hvis altså du har været "tydelig i spyttet"! Kan godt forstå, at der er mange ting, der taler imod at du skal gå fra ham, men vil du hellere leve i et forhold, hvor du føler dig uretfærdigt behandlet, eller føler du står med ALT..? End at gå fra en mand, som så åbenlyst ikke gider noget.... endda selvom han har en datter....?!!! Alt det der med svigerfamilien, rejsen og det, er jo egentlig ligegyldigt på den lange bane! Det er ikke det der betyder noget for jeres datter.. det, der betyder noget for hende, er, at hun har en glad mor og far.... og det har hun ikke lige for øjeblikket...

Mht. 7/7 ordningen, så kan han ikke kræve at have hende en uge ad gangen, mener jeg... fordi hun stadig er så lille... det kan man vidst først, når hun er blevet en del ældre, da et lille barn har brug for sin mor ekstra meget i starten....

Håber du finder en løsning der gør dig glad, for en glad baby kræver en glad mor!!!