Håber sådan nogen orker læse det her og komme med deres tanker. Jeg har IKKE brug for at blive slået oven i hovedet verbalt, for jeg ved godt mange af de følgende overvejelser primært er egoistiske, men sådan tror jeg tit det er i sådan nogen situationer..
Jeg ved ikke, hvor vores forhold er på vej hen. Lidt baggrund. Vi har været sammen i 2 år og har et barn på 9 måneder. Vi valgte bevidst at få barn tidligt i vores forhold, og jeg har aldrig fortrudt det. For uanset om man har været sammen 10 år eller 10 måneder, kan man aldrig forudse hvordan en person kan ændre sig med tiden og efter børn..
Jeg synes vi har, og har haft, mange problemer. Især efter vi fik vores datter har vi været tæt på at gå fra hinanden af flere omgange. Jeg synes ikke, at jeg trives i vores forhold. Jeg føler mig ikke rigtig forelsket længere. Jeg glæder mig ikke til han kommer hjem fra arbejde, faktisk synes jeg det er rart når han er sent hjemme, jeg glæder mig ikke til weekenderne med mig, og jeg får ikke et sus i maven, når han kysser mig. Og jeg synes selv han har ødelagt det.
Han er en utrolig kærlig og dejlig fyr og har mange af de kvaliteter, som jeg tidligere har manglet i et forhold. Han bekræfter mig 100%, og jeg er aldrig i tvivl om han synes jeg er dejlig og elsker mig. Jeg stoler 5000000% på ham, og det er en skøn følelse. Men det er bare ikke nok!
Allerede før jeg fødte begyndte han - i min optik - at svigte mig. Han er temmelig doven, og der gik ikke længe før det var mig der stod med ALT husligt. Jeg synes det var rimelig fair før jeg fødte, for jeg gik bare hjemme på barsel, og han havde lange arbejdsdage. Men jeg gjorde det helt klart, at når jeg havde født, så gik den ikke længere, for jeg kunne ikke klare alle de opgaver OG et barn!!
Så fødte jeg, og de 2 uger han var på barsel gik fint, og jeg synes han var en stor hjælp ift. vores datter. Det huslige skete der ikke så meget med, men ok - Vi havde jo lige fået et barn, så det er hvad det er.
Men derfra gik det bare ned af bakke! Vores barn havde kolik og skreg konstant, og han arbejdede hele dagen og hele aftenen alene pga. han var perfektionistisk. Han tog aldrig vores datter, det var kun mig, der sad dag og nat med et skrigende kolikbarn, imens jeg blev kørt mere og mere ned og tårene trillede ned af mine kinder. I weekenden var der heller ingen hjælp at hente, det var stadig bare mig, mig, mig, og det var uanset om jeg spurgte ham om han ikke ville tage hende. Han spillede bare pc, sov længe og nød livet. Trods utallige snakke og opfordringer hjalp han STADIG ikke med det huslige. Hvis endelig han skulle lave mad, blev det takeaway, fordi han ikke gad lave mad til os selv. Så jeg stod med skrigende kolikbarn, opvask, tøjvask, oprydning, rengøring, madlavning osv. Følte mig 100% som alenemor!!
Månederne gik, og hver weekend spurgte jeg, om ikke han ville stå op med vores barn, fordi jeg stadig ikke havde sovet længe siden fødslen. Jo jo, det skulle han nok. Men når så morgenen kom, kunne han bare ikke komme op og NÆGTEDE at gøre det, så faktisk var vores barn lidt over 7 måneder første gang jeg sov længe, og hun er vel at mærke flaskebarn endda!
Vi havde mange snakke, jeg truede om at gå, han ændrede sig i et par dage, men så skete der bare ikke mere, det gik i sig selv igen. Synes han blev værre og værre til, når han kom hjem, at starte sin Xbox som det første, og han satte sig ikke ned og legede med vores datter, nej han spillede. Når jeg bad ham lege med hende, imens jeg lavede mad, (ja det måtte jeg bede om, det kom ikke automatisk), satte han sig bare ned på gulvet og spillede xbox imens hun passede sig selv. Så snakkede han lige lidt til hende, hvis hun brokkede sig, ellers ikke.
Følte mig voldsomt stødt - hvorfor ville han hellere spille end være sammen med hende?? Og for hver dag med alle disse ting gled jeg længere og længere væk fra ham, imens han dagligt skældte mig ud for ikke at give ham nok kys og kram. Forklarede gang på gang, at det havde jeg faktisk ikke lyst til, når jeg stod med alt selv, men det kunne han ikke se. Han prøvede at komme med den dårlige undskyldning "Jamen grunden til jeg ikke hjælper er jeg ikke får nok nærhed" - Op i røven, det har jo ikke en skid med det at gøre, du er bare doven!
Så havde vi vores STORE opgør for nylig, for vi faktisk fik sagt ordene, at det var slut. Men jeg tog hjem til min mor en overnatning, vi fik talt, og så er det bestemt blevet LIDT bedre. Han er i al fald bedre til at lege med vores barn, og xboxen tændes ikke før hun sover. Han kan dristes til at hjælpe mere med det huslige, men synes allerede dét går ned af bakke igen, og det er ikke meget han hjælper. Aftensmad laver han sjældent, så står den atter på takeaway (og jeg forsøger at tabe mig), opvask, tøjvask, oprydning og rengøring er stadig mig. Jeg "får lov" at sove længe den ene dag i weekenden, men det er også de eneste pluspunkter.
Og jeg synes ikke det er nok! Jeg synes ikke det er godt nok jeg skal BEDE om hans hjælp! Jeg synes ikke det er godt nok han ikke gør en skid for mig og for os. Jeg begynder at græde, når mine veninder skriver på facebook, at deres kærester da lige kom hjem og bad dem smide benene op, imens de lavede et lækkert aftensmåltid, eller da de fik blomster og chokolade på mors dag og jeg fik intet! Ikke fordi gaver betyder noget, men når jeg gør så meget for vores familie, kunne han í det mindste tilbyde at lave aftensmad den dag eller noget..
Vi har meget sjældent sex. Jeg har ikke lyst til ham. Dels pga. ovenstående ting, og så synes jeg ikke vores sexliv er videre spændende.
Jeg ved godt at alt ovenstående peger i den meget åbenlyse retning: Gå fra ham! Men det er jo ikke bare "sådan lige". Jeg har SÅ mange tanker og overvejelser i den forbindelse, mange af dem er KLART egoistiske, men de er der da...
- Hvordan skal jeg undvære min svigerfamilie? Jeg elsker og forguder dem virkelig, og de er SÅ dejlige. De er nærmest som min familie nr. 2, og de betyder virkelig meget for mig!
- Hvordan skal jeg undvære min datter? Jeg er ret sikker på, at han vil kræve 7/7 ordning, og det synes jeg bare SLET ikke er godt! Mine forældre havde den ordning med os, og jeg synes det var SÅ hårdt ikke at have en fast hjemstavn, men skulle flytte hver uge, og jeg trivedes ikke hos min far, så jeg kunne savne min mor en hel uge af gangen. Dertil kommer at jeg ikke vil undvære min datter en uge af gangen!!
Så kan man sige, at det vil hendes far nok heller ikke, og vil hun ikke savne ham hvis han er weekend far? Men helt ærligt, han har været der så lidt og ikke gjort en skid, så jeg synes jeg er i min gode ret til de egoistiske tanker her.
- Jeg tror ikke vi kan skilles som venner, da han har meget temperament, og frygter en hård kamp i statsforvaltningen. Jeg kan jo meget nemt hive info op om hans manglende tilstedeværelse, men jeg har lyst til at skilles som venner, jeg vil ikke have det bliver grimt! Mine forældre kan ikke sammen, og det hader jeg. Og så frygter jeg at han bringer op, at jeg har været opgivende, grædende og haft manglende overskud med vores datter nogen gange, men det er jo klart når hun havde kolik, men hvad hvis statsforvaltningen ikke kan se det? Vores datter skal ikke være en kastebold, jeg vil så gerne gøre dette i ro og mag!
- Jeg vil så gerne give hende helsøskende, ikke halvsøskende. Og ville give hende søskende med lav aldersforskel, fx et par år. Men hvis vi går fra hinanden nu, går der potentielt mange år før hun får søskende, og det er jeg bare så ked af. Især når de så ikke er helsøskende..
- Lejligheden her er i min kærestes navn. Jeg kunne ikke komme på lejekontrakten, da den er på hans boligbrev. Hvis jeg skal flytte herfra har jeg bare minus chancer for at finde noget nyt sådan lige, for vi bor i en storby, hvor der er meget kø på ventelisterne, og jeg er ikke i boligforeningen Jeg kunne måske finde noget i en af de små byer rundt om, men vores datter skal starte i vuggestue tæt på hvor vi bor, så det er jo nødt til at være i rimelig afleveringsafstand til vuggestuen, for hun skal ikke hives ud når først hun er kørt ind!
- Vi skulle egentlig rejse med hans familie i efteråret. Min første rejse nogensinde, som jeg så frem til. Én ting er at jeg ikke kan deltage så, det er hvad det er. Men skal min datter så rejse i en hel uge uden sin mor når hun kun er 1 år?? Er det ikke lang tid at undvære sin mor i den alder?? Er sikker på min svigerfamilie vil tage sig godt af hende, hun har sovet derude et par gange udne problemer, og de er dejlige mennesker, men jeg er også bare bange for hende alene i det store udland uden mor til at passe på hende
Rent økonomisk frygter jeg det ikke. Faktisk har jeg regnet ud jeg vil stå meget bedre økonomisk som enlig, måske endda kunne undvære mit SU-lån! Det er nemlig en anden ting. Vi er meget uenige om det økonomiske. Han tjener omkring 4000 mere end mig om måneden, og vi har ikke fælles økonomi. Vi har en fælleskonto til mad og fælles regninger, som vi betaler lige meget til, og det betyder i sidste ende at han hver måned står med flere tusinde til sig selv efter alt er belalt, hvor jeg har måske 200 kroner tilbage, hvoraf de 120 så går til det klippekort, så jeg har 80 kroner til fornøjelser hver måned. Jeg mener jo, at i og med han tjener det mere, så burde han betale mere, så jeg ikke står og aldrig kan købe så meget som nye skrabere til mit barbergrej, men det er han uenig i. I virkeligheden ville jeg foretrække fuld fællesøkonomi, hvor vi så fik et vist beløb hver i lommepenge, men det nægter han. Så han fornøjer sig med nye ting, og jeg står og har ikke en skid. Det ville jeg klare meget bedre som enlig!
Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Det der holder mig tilbage er alle de ting skrevet i punktform, og jeg ved jo godt at det i det lange løb er mere vigtigt jeg er lykkelig, men jeg er også bare bange for at skade vores datter hvis vi skilles som uvenner og alt skal være en kamp
Hvad skal jeg gøre??
