Det er rigtig langt og meget rodet, men tak fordi du læser. Jeg har brug for at komme ud med nogle ting 
Jeg synes, at det er så svært.
Jeg har en kæreste, vi har et fælles barn på 3 mdr. JEG synes at vi har så mange problemer i vores forhold, hvor han mener vi ikke har, fordi han KUN kan se tingene fra hans side af. Der er rigtig mange ting, der går mig på.
Han er den type, hvor "han må alt - jeg må intet".
Han må tage en tur i tivoli med sine venner, han må tage i byen med sine venner, drikke hjernen ud og komme hjem kl. 6 om morgenen, han må snakke med sin veninde, han må drikke (flere) øl efter arbejde. - MEN jeg må ingen af de her ting, når jeg (før jeg blev gravid) gerne ville have en fredags øl med mit arbejde, blev det til et KÆMPE problem og endte ud i KÆMPE skænderri. Jeg må ikke tage i byen, uden han siger han skal med, jeg må ikke tage i tivoli uden han siger han skal med.... -Jeg må faktisk ikke noget uden ham føler jeg?
Han hjælper sjællendt til med tingene herhjemme og også vores barn. Men når der kommer gæster styrter han rundt, fordi så skal ALT være perfekt? Hvor jeg så tænker, øh vores forældre må da gerne se at vi er normale mennesker og har en opvask der ikke lige er blevet taget?
Når han drikker øl med sine venner, får han ofte en øl for meget, og bliver små fuld og slet ikke i stand (efter min mening) til at køre bil. MEN alligvel køre han altid? (selvfølgelig UDEN vores barn og jeg)
Jeg synes at han blive ubehagelig, agrasiv og sur når han drikker og det går oftes ud over mig! Da vi ventede vores barn, ville han pludselig i byen og kom hjem kl.5-6 om morgenen og var STANG stiv. Han blev sur og agrasiv, kastede med en kop og sparkede til vores tv, truer mig med at smide mig ud af vores lejlighed, kalder mig grimme ting som f.eks. luder, so, phykopat, kælling... Jeg bliver selvfølgelig ked af det hver gang og tænker på at gå fra ham, men jeg kan ikke? Jeg synes at det er så pisse hamrende svært. Når han er glad og ikke har drukket, er han jordens dejligeste. MEN han lyver, f.eks. om en pige han skriver med (ikke at der er noget i det de skriver om) men han benægter han skriver med hende, og han har sagt til mig, at jeg ikke må se mine drenge venner, men han må åbenbart gerne skrive med sin veninde, som har været sammen med alle hans venner og halvdelen af byen, og sikkert også ham. Men men men han benægter jo alt, virkelig alt.
Når jeg bliver sur og ked af det over noget, bliver han sur og ikke kan forstå mig, ELLER bare give mig et kram? Alt skal køre efter ham. Han er nu blevet uvenner med min mor (pga. min mor sagde fra og sagde det hun ikke synes var iorden, hvilket var FAIR!) men nu vil han IKKE se hende og det kan jeg da ikke leve med? (jeg har et godt forhold til min mor)
Han skal lige som have et spark i røven når han skal have betalt regninger. Jeg har lavet en negativ-positiv liste om ham, og negativ listen er længst ... Min veninde og min søster jeg har snakket med om alt det her, synes at jeg burde gå fra ham, fordi han er sådan som han er, og han bliver ikke bedre..
Jeg er simpelthen kommet til det hvor jeg er ked af det og har lyst til at tude, og er træt af det hele.
Vores barn gør mig lykkelig. Jeg synes selv at jeg klare det hele selv. Jeg frygter ham næsten hver dag, for hvornår eksplondere han i raserri på mig? Jeg føler jeg skal gå på listeføder og ikke har lov til at blive sur over noget jeg ikke synes er iorden eller andet. Alt skal ligesom køre efter ham Jeg har prøvet at snakke med ham om alt det her MANGE gange, og også sagt til ham, at han må stoppe med at drikke de øl, men han siger "det skal du da ikke bestemme"
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg, jeg er bare frygtelig ked, bange, sorget. Har måske brug for en kærlig hånd der kan hjælpe mig på vej, videre, måske en løsning..
Tak fordi du læste med, undskyld det blev rodet og langt.
