Jeg havde egentlig overvejet at skrive som anonym, men det er ikke noget jeg skammer mig over, så det bliver med navn på. Og først tak for al jeres hjælp i mine andre debatter, som jeg ikke altid har fået svaret på, men det er ikke meget jeg sidder ved pcen i øjeblikket. Og på forhånd tak til svar i denne debat, såfremt jeg ikke får svaret!
Jeg er dybt taknemmelig for Rose. Jeg er dybt taknemmelig for, at hun er i mit liv. Den kærlighed jeg føler for hende, kan ikke sammenlignes. Den findes ikke større, og i aftes lå jeg og græd af lykke, da hun sov ved siden af mig i sengen, og jeg lå og betragtede hendes lille perfekte ansigt, lagt i afslappede, blide og fredfyldte folder. Men jeg blev også ked af det, fordi jeg tænkte tilbage...
En af mine nære veninder har lige født en lillebitte pige. Jeg er så glad og lykkelig på hendes vejne, fyldt med glæde og stolthed! I går skrev hun, på sin babyside, at det bare gik godt. At den lille var så nem og rolig, amningen kørte bare og de var virkelig faldet godt på plads derhjemme. Og det var helt utroligt så højt man kunne elske sådan et lille menneske - hun er 3 dage gammel. Og så tænkte jeg bare.. Øv, jeg føler mig snydt!
Jeg synes vores start var så elendig. Jeg var ikke én af dem, der blev ramt af "wauw"følelsen, da Rose kom op på min mave for første gang. Jeg græd ikke, jeg blev ikke med det samme overvældet af den utroligt overvældende moderfølelse og kærlighed. Jeg var glad for hende, og selvfølgelig elskede jeg hende på min måde, men ikke sådan som alle siger. Det der kæmpe øjeblik hvor man ser sin førstfødte for første gang, og sol måne og stjerner synger, englene danser og jeg skal komme efter dig.
Og vi var ikke en af dem der kunne sige: "Nu er vi kommet hjem, og de første dage har bare været fantastiske! Hun er så fin og nem, det hele går bare skønt!". For hun SKREG. Mere eller mindre hele tiden fra hun var en halv dags tid gammel. Hun skreg på patienthotellet. Dag og nat. Og vi måtte ikke tage mad med ind på værelset og spise, det var imod reglerne, så i patienthotellets restaurant måtte vi skiftevis vugge en helt nyfødt i armene, som bare skreg og skreg, imens den anden smed maden i sig, så bytte om, imens den anden spiste, imens man virkelig forsøgte at undgå at genere de andre patienter. Fedt!
Og amningen ville bare ikke fungere! Hun kunne bare ikke få ordentligt fat, og hun skreg og skreg og skreg.
Vi kom hjem, og vi "faldt ikke hurtigt på plads herhjemme". Jeg følte ikke, jeg kunne lære mit barn at kende, for hvordan skulle jeg lige så stille regne hendes personlighed ud, når hun skreg hele tiden? Jeg var stadig ikke ramt af den gigantiske moderfølelse, for jeg følte mig magtesløst, jeg følte mig som en "failure" som mor, som om jeg ikke var god nok for mit barn. Jeg følte, at hun aldrig ville kunne elske mig!
Min kæreste var virkelig god på barsel. Han ordnede alt, imens jeg sad og flæbede, imens jeg forgæves forsøgte at amme mit barn. Og jeg fik brystbetændelse, og første gang min SP ringede endte jeg med at sidde og flæbe i røret, fordi jeg havde feber (af betændelsen) og ventede på at komme til lægen. Og stadig skreg og skreg og skreg hun.
Og hun ville ikke sove, hun ville ikke noget. Og da min kærestes barsel sluttede efter 2 uger, stod jeg alene med det meste. Han havde LANGE arbejdsdage, kom meget sent hjem, skulle skrive når han kom hjem, så jeg sad aften efter aften med et skrigende kolikbarn i mine arme, imens tårerne trillede ned af mine egne kinder. Vi var sågar til check på Skejby med hende, for hvad var der galt? I dag ved jeg, at det "bare" var kolik, men man kan vel altid være bagklog.
Jeg har filmet en video, da Rose var omkring 2 måneder gammel. Hun ligger i vores seng og pludrer lidt, og på videoen er jeg helt oppe at køre og mega glad. For det var første gang nogen sinde jeg havde en lille stund med hende, hvor hun var rolig og glad. - Hun begyndte at skrige kort tid efter videoen var færdigoptaget, men jeg fik den lille stund. Og tænk hvor tragisk det var - at skulle knytte sig så meget til det lille øjeblik, fordi jeg aldrig havde fået det andre havde fået - den nære kontakt og hygge!
Når hun sov på min mave, var det fordi hun endelig havde givet op af udmattelse af sine skrigeture. Ikke fordi hun synes det var hyggeligt og rart at ligge hos mor.. Og kiropraktoren hjalp kun lige en kort stund, jeg troede ellers. Men så gik det nedad igen.
Jeg ved ikke hvornår det vendte - måske først omkring 3 måneders alderen. Men 3 måneder med et skrigende og utilfredst barn er nok til at knække de flestes tro på egne moderegenskaber! Jeg var konstant bange for, om jeg mon gjorde det godt nok. Jeg var sikker på, at de første tre måneder havde ødelagt hende for livet, for hvordan skulle hun nogensinde blive en glad pige, når hun havde været så ulykkelig og jeg så utilstrækkelig så længe?
Men heldigvis begyndte det at gå bedre. Moderkærligheden kom snigende ind på mig, Rose skreg mindre og mindre, indtil hun en dag faktisk aldrig skreg. Med mindre hun slog sig, eller maden kom lidt for langsomt. Og pludselig kunne jeg stoppe op og sige som jeg gør nu: At jeg elsker hende hele vejen ind i sjælen, hele vejen ud i min storetå,min lillefinger og spidserne af mit hår. At den kærlighed jeg føler ikke kan beskrives, at den beskyttertrang jeg føler er usammenlignelig. Den stolthed og varme jeg føler, når jeg holder hende tæt er FANTASTISK! Men jeg troede aldrig det ville ske.
Jeg er stolt af mig selv. For i dag har jeg en datter, som altid er glad. Hun er utrolig social, hun er langt fremme motorisk, hun er i den grad "i trivsel" som fagfolk siger. Jeg troede aldrig vi ville nå hertil.. Men jeg bliver stadig rigtig ked af det, når jeg tænker tilbage, for jeg fik ikke den eventyrsstart, som så mange andre er så priviligerede at få. Det var en meget barsk virkelighed at blive kastet ind i som første gangs mor, og jeg føler stadig ofte, at jeg må have fejlet et sted, siden jeg ikke fik det fantastiske, som andre fortæller om. Siden jeg ikke følte den kærlighed fra dag ét. Jeg ved godt, at det ikke var min skyld, men det gør stadig ondt. Jeg er dødmisundelig på dem, der får den skønne start på moderskabet.. Synes det er unfair (hvor barnlig det end må lyde) at jeg fik så hård en start...
Og måske er det derfor jeg fra tid til anden er frygtelig skruk. Fordi jeg bilder mig selv ind, at næste gang bliver det bedre. Måske får vi ikke et kolikbarn, og hvis vi gør, ved jeg hvordan jeg skal tackle det. Jeg vil ikke fejler lige så meget 2. gang..
... Det var bare mine tanker. Jeg ville ikke andet end ud med dem, da det er noget jeg har tænkt over siden min venindes smukke lille datter kom til verden..
Anmeld
