Jeg føler mig snydt (langt!)

Tror at I har haft en meget normal start på tilværelsen som nybagte forældre. Man går der med en eller anden lyserød forestilling om det at få et barn og så er det bare ALT andet end lyserødt når man står i det. Det første halve år med min datter var nemt (og SÅ startede gråden, de søvnløse nætter som blev afløst af perioder med utilfreds baby som kun ville hænge på arm), men jeg husker alligevel følelsen af at være smidt ud på dybt vand uden redningsvest og følelsen af om man nu gjorde det godt nok. Min kærlighed til min datter kom heller ikke før længe efter - og det har jeg efterhånden mødt RIGTIG mange der siger, KS eller ej, så det er måske i virkeligheden også meget normalt. Men man bliver jo tudet ørerne fulde af, hvordan man bliver fuldstændig overvældet af den helt store kærlighed, så det er svært ikke at blive skuffet, når det så ikke sker.

Din veninde med hendes 3 dage gmle baby - bare vent, så meget kan nå at ske endnu. Alle har dårlige perioder, det er bare forskelligt, hvornår de kommer:-)

Søde Janne, hvor er det bare flot af dig at skrive dette emne, for det er jo lidt et tabuemne, når man ikke har været totalt forelsket i sit barn fra starten af  Vores start var ikke lige så hård som jeres, men jeg forstår mange af de ting du skriver.

Da Oliver blev født var jeg mest lettet over at det hele var overstået. Da vi kom ind på fødegangen var jeg allerede 10 cm åben og en time efter var Oliver født. Jeg er glad for at fødslen gik hurtigt og jeg ikke skulle ligge der i flere timer, men det gik for hurtigt til at jeg nåede at få hjertet med, og da Oliver var ude, tænkte jeg nok mere "fuck" end "jubii". 

Når jeg tænker tilbage på den første måned bliver jeg så ked af det. Jeg havde ikke overskud til Oliver, jeg elskede ham ikke og jeg syntes at han var en belastning. Alt dette var på grund af amningen, der drillede. Jeg hadede når han skulle ammes, og når han faldt i søvn, var jeg så lettet over at der gik nogle timer før jeg skulle amme igen. Lang historie kort, så droppede jeg jo amningen præcis på hans 1 månedsdag, og siden da blev alt mere positivt og lyst. Kærligheden, overskudet og båndet til ham voksede.

Idag er han over 3 måneder og jeg elsker ham mere og mere for hver dag, men kærligheden har desværre ikke været MAX siden dag 1. Jeg har vildt dårlig samvittighed over at jeg ikke gav ham den kærlighed og tryghed fra starten, og føler at jeg har svigtet ham. Han elsker at kigge på sin far og følger ham hele tiden, hvor imod at jeg er lidt mere uinteressant (ved ikke om det er normalt). Jeg håber virkelig ikke at den første måned har ødelagt det hele.

Jeg kan ikke gøre noget ved det nu, men det gør stadig ondt i hjertet, og jeg gør alt hver dag for at give ham kærlighed, tryghed og nærvær hver dag og prøver at indhente det tabte.

Jeg kan godt forstå at du føler dig snydt, og jeg håber at du kommer til at opleve det ved næste barn. Tror dog at alle (uanset om de indrømme det eller ej) har dårlige tider, og jeg selv har også løjet en del!

Du er en fantastisk mor 

Tulle28 skriver:

Tror at I har haft en meget normal start på tilværelsen som nybagte forældre. Man går der med en eller anden lyserød forestilling om det at få et barn og så er det bare ALT andet end lyserødt når man står i det. Det første halve år med min datter var nemt (og SÅ startede gråden, de søvnløse nætter som blev afløst af perioder med utilfreds baby som kun ville hænge på arm), men jeg husker alligevel følelsen af at være smidt ud på dybt vand uden redningsvest og følelsen af om man nu gjorde det godt nok. Min kærlighed til min datter kom heller ikke før længe efter - og det har jeg efterhånden mødt RIGTIG mange der siger, KS eller ej, så det er måske i virkeligheden også meget normalt. Men man bliver jo tudet ørerne fulde af, hvordan man bliver fuldstændig overvældet af den helt store kærlighed, så det er svært ikke at blive skuffet, når det så ikke sker.

Din veninde med hendes 3 dage gmle baby - bare vent, så meget kan nå at ske endnu. Alle har dårlige perioder, det er bare forskelligt, hvornår de kommer:-)

Oliver var også så sød og let de første 2 uger, men SÅ kom to helvedes uger 

Giraffen skriver:

Jeg prøver at holde det kort

1) folk lyver!

2) folk har selektiv hukommelse!

Nina er et dejligt og mildt barn. JA! men hold da fast hvor hun også skriger og er ked af det og puuuha hvor er det hårdt nogle gange... Ja, I kender møllen...

Nogle er måske heldige og har 'vidunderbabyer'

Men jeg tror at virkeligheden er, at alle har det svært i starten, på den ene eller anden måde....

Så du skal prøve ikke at føle dig snydt, men styrket! Tænk hvad du har overkommet allerede i dit spæde nye liv som mor! Og alt den styrke kommer både dig og Rose til gavn når hun kommer ind i næste fase - for de kommer.... hele tiden... resten af hendes opvækst

Så husk at tage det med et gran salt når folk de himler op om deres perfekte tid som mor til en spæd.. og herregud - tre dage.. der kan altså ske meget endnu

Jeg talte med en veninde, der har en datter på snart et år (Nina er 3 måneder) og jeg sagde: jeg synes bare Nina er så ked af det hele tiden i forhold til jeres... Hun svarede: neej da, hun græd også hele tiden i den alder synes jeg - men det er jo så længe siden nu... Ja - det var måske rigtig nok...  

KRAM på dig og Rose

Du skrev stort set det jeg tænkte.

Penny har også altid været det folk ville definere som nem, men det betyder sgu ikke at jeg altid synes det har været nemt.

og jeg er helt enig i at folk lyver.. det hele skal jo helst se godt ud og man skal helst være super lykkelig lige når de kommer til verden.

Og Janne.. jeg havde heller ikke den der tjubang moderfølelse. og jeg kender næsten flere der ikke havde det end det modsatte.

Men jeg kan godt forstå følelsen, nogengange er der også aspekter af min fødsel og mit moderskab hvor jeg føler mig snydt. Men i mit tilfælde har jeg bare indset at det i mange af tilfældene handler det mest om mine forventninger til tingene og at de så ikke blev på den måde, selv om man jo aldrig var blevetlovet det..