„Taknemmelighed er hjertets hukommelse.“
Du har helt ret, jeg ved jo godt at han er såret, og at han prøver at ramme mig fordi nu har jeg ramt ham ved at gå fra ham.
Men når han i nu 11 mdr ikke rigtig har interesseret sig for vores barn, aldrig badet hende, aldrig puttet hende, kun skfitet meget få bleer. Så er det altså svært for mig at føle medlidenhed for ham. Fordi hvorfor ville han ikke deltage i X's liv mens vi var 2 om det, men gerne nu hvor han skal være helt alene når han har hende? Det er det jeg har svært ved at have forståelse for.
Men håber at han, som du siger, en dag vil acceptere det.
Jeg ved at mange mænd ikke er interesseret det første år, da de ofte føler sig tilsidesat af kæresten/konen.. at mange kvinder har svært ved at indvolere manden i barnet, da hun er den primære det første år i form af amning/barsel osv...
Men han har jo haft jer at komme hjem til hver dag... set hende hver dag.. og man ved jo tit ikke hvad man har, før man har mistet det...
Jeg er slet ikke i tvivl om, at når han finder fodfæste i situationen, så bliver det en hel anden og er du åben og ikke åbner krig med ham nu her, hvor han er såret, så tror jeg i kan finde en fornuftig ordning, hvor i kan samarbejde sammen på længere sigt og man er tit nød til som mor at gå langt for dette, men hav i minde at det er for barnet og ikke for ham, at du gør dette......
Som sagt skal du ikke være bange for, at du mister barnet, for det desværre ham der har trukket det mindste strå i dette..... han kan mindst få barnet til en overnatning... og måske han vokser hurtigt med opgaven ved at stå alene med barnet... det gør faktisk rigtig mange mænd og deraf bliver de rigtig gode fædre...
Giv ham chancen....
Knus Mette
Anmeld
