Hun er på hospice :(

KakaoDrik skriver:

Vil lige fortælle at jeg sidste år fik afvide at en der havde stået mig nær som barn var døene. Jeg ville sende hende blomster med et hurtigt kort da jeg var bange for at jeg ikke kunne nå at se hende. (Vi bor i hver sin del af danmark). Jeg sendte hendes ynglingsblomster med et kort hvor jeg skrev hvilken type kvinde jeg havde opfattet hende som. Hvilke oplevelser hun havde givet mig og hvad jeg var taknemlig for. Blomsterne nåede frem i tide 

Det varmede,men dagen efter blomsterne nåede frem stod jeg foran hendes hoveddør 

Efter mange års adskillelse var vi sammen igen. Mødet var akavet for vi vidste at vi aldrig skulle ses igen. Men tiden blev brugt på at snakke minder og skabe nye. Hun døde kort efter min hjemrejse. Blomsterne varmede ,men at hun kunne kramme mig og jeg viste at jeg var der for hende var langt mere værdifuldt end noget andet. Døden førte os sammen og mindede os om livet.. Opsøg hende..Du har intet at miste 

Sikke en smuk historie, selvom udgangen selvfølgelig er trist! Talte i om hun skulle dø, eller styrede i udenom emnet? Jeg må se hvad hun siger, nu har jeg taget kontakt! 

Laulund87 skriver:

Som jeg har sagt før, gør det! Er sikker på hun vil værdsætte det helt vildt

Jeg ved det  Det er også bare svært at vide om det virker dumt når vi ikke har talt så længe.. Plus jeg selv har en meget voldsom fobi at se i øjnene, som jeg fortalte dig her den anden dag har jeg den der meget voldsomme og ekstreme dødsangst. Så jeg skal virkelig sluge en meget stor kamel ved at skulle "se døden i øjnene" og forholde mig til den. Men det er jo ikke mig det handler om, det er hende. Og hvis jeg kan bringe bare et lille smil inden hun siger farvel, så trodser jeg gerne 10.000 fobier.. 

Anonym skriver:

Jeg ved også de på hospice får masser af psykologhjælp osv. for at blive "klar" (om man nu kan blive) på at de skal sige farvel. Og jeg ved jo at hun i hvert fald i et år, hvis ikke mere, har vist hun har kræft, så jeg ved ikke om man måske allerede fra start begynder mentalt at forberede sig på, at man måske ikke bliver reddet.. Jeg ved det ikke, jeg har ikke selv prøvet det og håber ikke jeg kommer til det! 

Og hvor er det tragisk med din folkeskoleveninde

SOm du så har jeg skrevet til hende nu - jeg håber hun svarer. Men alt er på hendes banehalvdel, for kun hun ved hvordan hun har det med det hele!  Tak for dit svar!

Kræftens bekæmpelse og kræftafdelingerne er fantastiske til at tage sig af mennesker med kræft! Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal gribe det hele an, så ring til kræftens bekæmpelses telefon linie, de er så søde.

Min far fik kræft for nogle år siden, og jeg ringede til dem, fordi jeg havde 100 spørgsmål og de var bare så hjælpsomme min far var så heldig at blive helbredt, så vi slap heldigvis med skrækken men jeg kan varmt anbefale at søge råd ved kræftens bekæmpelse

Ja det er skrækkeligt at nogle skal sige farvel til livet alt for tidligt! Min far sagde på et tidspunkt til mig, mens han var i behandling, at når han så unge mennesker og små børn blive kørt til stråling, så kunne han bedre have affundet sig med, at det var ham der ikke overlevede end dem! Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud, men jeg forstå selvfølgelig hvad han mener!

Jeg håber du får kontakt med din veninde og kan få sagt ordentligt farvel.

Anonym skriver:

Sikke en smuk historie, selvom udgangen selvfølgelig er trist! Talte i om hun skulle dø, eller styrede i udenom emnet? Jeg må se hvad hun siger, nu har jeg taget kontakt! 

Vi talte om døden. Sygdommen. Frygten for døden. Hvad der sker når man dør. Om den religion hun troede på nu var sand nok osv. Hun var bange for at dø hver dag,for hun vidste at chancen for at lukke øjnene og aldrig vågne igen var stor,hvilket gjorde at hun var bange hver gang hun blev søvnig Vi talte om hvilken betydning vi havde haft på hinandens liv og hvor glade vi hver især var for de oplevelser vi havde givet hinanden 

jeg ville bestemt kontakte nogen i hendes nærmeste familie, forklar hvor glad du har været for hende, og at hvis hun ønsker det vil du gerne nå at se hende og snakke med hende igen, så du kan fortælle hende, hvor glad du var for hendes venskab, og hvor dejligt det var at have en ven så tæt på. At du har holdt af hende, selv om i ikke har haft voldsomt meget kontakt de sidste år.

 

Jeg synes, ærligt talt, hvis det var mig, så ville jeg bede om at møde hende. Hvis de siger, at det kan hun ikke magte, så spørg om det ville være i orden med blomster og et brev. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar  Allerførst havde jeg slet ikke tænkt tanken at besøge hende. Men så begyndte jeg at tænke på hvis det var mig - hvor glad jeg ville blive for at folk kom og så mig inden det var for sent. Og viste de holdt af mig! Men er desværre sikker på det går dén vej, for det kan jeg se ud fra de ting folk har kommenteret. Det er så dybt tragisk!

Jeg har skrevet et brve til hende på facebook. Jeg har ikke skrevet alt det jeg vil sige endnu - Jeg har fortalt hende jeg tænker på hende ofte, og jeg har skrevet, at min datter og jeg (min datter er baby og forstår ikke det med døden endnu. jeg ved bare hun kunne lide små børn, og min lille trold kan altid bringe lidt glæde) meget gerne vil besøge hende, hvis hun har lyst til vi ser forbi en dag. Men at det er helt op til hende, og at jeg forstår hvis hun ikke ønsker det. Så har jeg skrevet, at i fald hun ikke ønsker besøg, hvad adressen så er, for så har jeg et brev til hende, jeg ønsker hun skal læse.

Så må jeg se om hun ser det og hvad hun svarer!

Glæder mig at læse at du har skrevet til hende. Håber hun svare dig, men gør hun ikke er det jo ik sikkert det er fordi hun ik vil have besøg, men kunne jo være fordi hun ik har energi og kræfter til det. Du kunne jo som du selv skrev i det første indlæg kontakte hendes forældre for at spørge om de tror hun vil blive glad osv. Her kan du også få en snak om hendes situation.

Nu hvor du har dødsangst er det sikkert rigtig godt hun er på hospice, for her er der kompetente folk der også er der for pårørende/besøgende. Når du kommer dertil kan du rolig kontakte personalet og forklare at du er der for at besøge hende, men at du har dødsangst og er nervøs for at komme ind til hende osv. De vil helt sikkert tage sig tid til at snakke med dig og sikkert også tilbyde at gå med dig derind indtil du har det okay.