Puh, jeg får helt mavepine hver gang jeg så meget som tænker på det, og er begyndt at drømme om hende om natten. Jeg er anonym for ikke at udstille hende, men måske i kan kende mig, det er okay.
Før jeg mødte min kæreste boede jeg i en lille by lidt udenfor Århus i et lille et-værelses rækkehus. Det var en ungdomsbolig. De andre i rækken var ikke særlig imødekommende. Men efter en måned fik jeg en ny nabo, og fra start af var hun bare SÅ sød! Hun hilste altid, og vi fik os ofte en sludder ude foran vores hjem. Hun var et værre ævlehoved og var svær at slutte en samtale med, men det var bare en af grundene til jeg kunne lide hende. Altid glad og snakkesaglig! Hun havde de to sødeste katte, som jog mig en skræk i livet, fordi de kunne tage i dørhåndtag, og det vidste jeg ikke. Så jeg troede, når der kl. 23 om aftenen var nogen der tog i hoveddøren, at nogen var ved at begå indbrud..
.. Indtil jeg klagede min nød til min søde nabo og hun grinende kunne fortælle det bare var hendes katte! Hehe. Vi snakkede også ofte sammen i toget ind mod Århus, og da jeg flyttede derfra blev vi venner på facebook for ikke helt at miste kontakten. HUn var en smuk pige med langt brunt hår. Altid et smil på ansigtet!
Siden da har vi ikke talt vildt meget sammen. Måske kommenteret lidt på hinandens ting og billeder, haft en kort samtale i chatten men ikke tæt kontakt. Lagde godt mærke til hun begyndte at skrive statusser om at nu skulle hun ind på sygehuset igen, lidt efter at nu håbede hun at det gik godt denne gang, at nu havde hun lige været hjemme og besøge kattene og nu skulle hun ind på sygehuset igen.
Hun skrev aldrig hvorfor, men jeg havde en bange anelse om det måske var kræft. Og da hun så for nylig vr tagget på et foto, nu med kort hår, var jeg ikke i tvivl længere.. Hun havde nok fået kemibehandlinger og derfor mistet håret. Jeg har ikke skrevet med hende om det, for hun har ikke taget initiativ til det eller direkte skrevet hvad det var på facebook, så har ikke ville tage det op, hvis nu hun ikke ønskede det.
Den anden dag fyldte hun så år, og da jeg gik ind på hendes væg for at skrive en hilsen, så jeg em statusupdate, jeg ikke havde set før.. "Så må vi se hvordan tiden her på hospice bliver.. Her er ret stille"
Åh nej 
Ordet hospice var selvforklarende, men de ting folk havde kommenteret gjorde det bare mere klart. Hun har uhelbredelig kræft og er nu på hospice hvor hun venter på et dø 
28 år gammel. Det er så skrækkeligt at det gør ondt helt ind i min sjæl! Hun fortjener det ikke! Så smuk og livsglad en ung pige! Og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må være at vide, at man skal sige farvel til livet..
Jeg ved ikke hvor længe hun har tilbage, men det jeg egentlig vil spørge jer om var, om det ville være upassende jeg kontaktede hendes mor eller søster efter en adresse på det hospice og så sendte hende en buket blomster med et brev? Jeg er SÅ meget i vtvil om hvad jeg skal gøre, fordi jeg ikke aner hvordan hun har det med denne dødsdom Jeg ved ikke om hun helst ikke vil snakke om det, jeg ved ikke om hun har fundet fred med det. Jeg er i tvivl om det vil gøre hende ked af det hvis jeg sendte blomster og et brev med hvor glad jeg har været for at kende hende. Men på den anden side er det vel bedst at sige de ting mens tid er, istedet for at vente på det er for snet og fortryde jeg aldrig fik det sagt?
Hvad SKAL jeg dog gøre? Tænd et lys for hende. Hun blev tagget på et foto fra hendes fødselsdag, og hun er ikke den samme pige mere Hun var dejlig rund, langt mørkt hår og en sund glød.. Hun er virkelig blevet tynd, korthåret, mørke rander under øjnene. Livet er IKKE fair!!!!!!!
