Hun er på hospice :(

tarkoflen skriver:

Hvor er livet uretfærdigt!

Jeg tror helt sikkert hun ville blive rigtig glad for en buket og især et brev! Måske du kan skrive, at hvis hun har lyst vil du gerne besøge hende... Men det kommer selvfølgelig an på, om du vil det

Jeg kan ikke forestille mig, at man, når man når så langt som til at komme på hospice, har affundet sig med, at det nok kun går en vej jeg gik i folkeskole med en pige, som døde, da vi gik i 9. klasse, og hun var så afklaret, til trods for hendes unge alder, at hun selv havde planlagt sin egen begravelse, hvilke salmer der skulle synges, hvem der skulle med hjem til gravøl, hvad der skulle serveres, hvem der skulle have hendes ting, ja kort sagt alt og hun var altså kun 15 år...

Jeg synes godt du kan kontakte hende på facebook eller en af hendes tætte veninder, jeg er ikke sikker på, om jeg ville kontakte hendes mor, da hun nok har det meget svært allerede... Men jeg synes helt sikkert du skal gøre alt hvad du kan for at finde ud af hvor hun opholder sig...

Kæmpe

quity skriver:

Først skal både du og hende have et kæmpe .

Det er virkelig barsk at gå igennem, så et brev og blomster vil helt sikkert opmuntre hende i denne svære tid. Eller endnu bedre giv hende et besøg, det betyder så meget mere.

Hvad man skal sige, Hmmm, ja det kan være svært, men det kommer af sig selv. Men I kommer garanteret til at snakke om sygdommen og vær ikke bange for det, hun skal nok selv sige fra hvis det bliver for meget. Men tror at når man er nået til det punkt, så er man mere eller mindre afklaret med sig egen situation og det er omgivelserne der er bange for emnet. Når den første svære samtale er overstået vil I helt sikkert komme til at snakke om "gamle dage" og får snakket og grinet.... Hun er jo stadig den samme pige du hyggede dig med da I var naboer.

Så jeg kan kun sige; SKYND DIG AT FINDE UD AF HVILKEN HOSPICE OG BESØG HENDE. DET BETYDER ALT FOR HENDE.

Jeg ved hvor svært det er at køre til et hospice for at besøge en døende, men det er det hele værd. For ca 4 år siden kørte jeg næsten dagligt til hospice pga et familiemedlem som lå der i 3 mdr hvilket er lang tid. Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har brug for en snak.

Lige en sidste ting og det er ik for at give dig falske forhåbninger, men man kan også komme på hospice for aflastning, altså med henblik på at få det bedre og komme hjem. Størtedelen er der selvfølgelig fordi de er døende og her ik ret lang tid tilbage, men flere er der også kun i aflastning...

Tak for dit svar  Allerførst havde jeg slet ikke tænkt tanken at besøge hende. Men så begyndte jeg at tænke på hvis det var mig - hvor glad jeg ville blive for at folk kom og så mig inden det var for sent. Og viste de holdt af mig! Men er desværre sikker på det går dén vej, for det kan jeg se ud fra de ting folk har kommenteret. Det er så dybt tragisk!

Jeg har skrevet et brve til hende på facebook. Jeg har ikke skrevet alt det jeg vil sige endnu - Jeg har fortalt hende jeg tænker på hende ofte, og jeg har skrevet, at min datter og jeg (min datter er baby og forstår ikke det med døden endnu. jeg ved bare hun kunne lide små børn, og min lille trold kan altid bringe lidt glæde) meget gerne vil besøge hende, hvis hun har lyst til vi ser forbi en dag. Men at det er helt op til hende, og at jeg forstår hvis hun ikke ønsker det. Så har jeg skrevet, at i fald hun ikke ønsker besøg, hvad adressen så er, for så har jeg et brev til hende, jeg ønsker hun skal læse.

Så må jeg se om hun ser det og hvad hun svarer!

Pixi-pigen skriver:

Puha hvor er det bare vanvittig hårdt for dig!! Og ikke mindst den unge pige og hendes familie. Jeg ved hvad det vil sige at midste en ven på samme alder af kræft. Vi holdt om ham, da han tog sit sidste åndedrag...! En ting min mand og jeg aldrig fortrød, var vores synlighed... Altså Vores ven vidste at vi var der for ham... Og at du sender blomster med er lille brev til din ven, siger det samme! Så det synes jeg helt bestemt du skal gøre det bedste til dig og din ven

 

Det er jeg ked af du har oplevet! Jeg har kontaktet hende på facebook nu og skrevet, at jeg meget gerne vil besøge hende, hvis hun har lyst + nogle andre ting. Så må vi se hvad hun skriver! 

Som jeg har sagt før, gør det! Er sikker på hun vil værdsætte det helt vildt

isabellamor skriver:

jeg synted du skal gøre det..... GØR DET... hvad har du at miste....

 

du vil måske komme til at fortryde at du aldrig fik sagt farvel til hende på en ordenlig måde.. i don't know.. men jeg syntes du skal gøre det... 

Du har ret - har nu kontaktet hende og spurgt om hun har lyst til besøg 

KakaoDrik skriver:

Jeg syntes du skal kontakte hende direkte. Evt selv overrække hende blomsterne mens du har muligheden 

Jeg har skrevet til hende nu, om hun har lyst til besøg.. SÅ må vi se hvad hun svarer! 

Anonym skriver:

Tak for dit svar  Allerførst havde jeg slet ikke tænkt tanken at besøge hende. Men så begyndte jeg at tænke på hvis det var mig - hvor glad jeg ville blive for at folk kom og så mig inden det var for sent. Og viste de holdt af mig! Men er desværre sikker på det går dén vej, for det kan jeg se ud fra de ting folk har kommenteret. Det er så dybt tragisk!

Jeg har skrevet et brve til hende på facebook. Jeg har ikke skrevet alt det jeg vil sige endnu - Jeg har fortalt hende jeg tænker på hende ofte, og jeg har skrevet, at min datter og jeg (min datter er baby og forstår ikke det med døden endnu. jeg ved bare hun kunne lide små børn, og min lille trold kan altid bringe lidt glæde) meget gerne vil besøge hende, hvis hun har lyst til vi ser forbi en dag. Men at det er helt op til hende, og at jeg forstår hvis hun ikke ønsker det. Så har jeg skrevet, at i fald hun ikke ønsker besøg, hvad adressen så er, for så har jeg et brev til hende, jeg ønsker hun skal læse.

Så må jeg se om hun ser det og hvad hun svarer!

Chancen skriver:

Først fremmest .. kæmpe kram til dig!

Det er virkelig en modbydelig sygdom

 

Dernæst, så syntes jeg du skal tage hen og besøge hende!

Jeg er sikker på at hun ville blive glad for at se dig, og få besøg.

Derudover, så tror jeg roligt du kan snakke med hende om det, for i mine øjne rækker hun måske lidt selv hånden ud ved at skrive sådan på facebook. Jeg tror hun havde holdt det mere for sig selv, og ikke skrevet det derinde, hvis ikke hun ville snakke om det ..

Du får lige endnu et kæmpe kram!

Tak Sådan havde jeg ikke tænkt på det - at hun selv rækker ud, men det har du egentlig ret i. Jeg har sendt hende et brev derinde og spurgt, om hun har lyst til besøg. Det bliver meget svært for mig, og jeg ved ikke hvad jeg så skal sige, men det er ikke mig det handler om. Men hårdt bliver det, for jeg har en meget ekstrem og altoverskyggende dødsangst og benægter normalt ALT der har med død og gøre og vil slet ikke tale om det eller tænke på dte, så det bliver ekstremt svært at sidde ansigt til ansigt med en døende.. Men det er endnu sværere at VÆRE den døende, så jeg må skubbe min angst til side.. 

Muhmi skriver:

Det sidste hun nok vil have er at folk ignorerer hende når nu hun og I ved at der ikke er lang tid igen... Det kunne jeg i hvert fald forestille mig... Ville godt nok være ked af at blive "glemt" fordi folk ikke turde tage kontakt til mig inden jeg døede... 

Jeg kan godt forstå det er rigtig svært for dig, men gør evt. det at du skriver en seddel til den buket du sender hvori der står at du savner hende og evt. skriv dit nummer, så hun ved at du er en opringning væk?

Men det er så svært... Æv også... 

Du har nok ret - Jeg har skrevet til hende nu, om hun har lyst til besøg 

tarkoflen skriver:

Hvor er livet uretfærdigt!

Jeg tror helt sikkert hun ville blive rigtig glad for en buket og især et brev! Måske du kan skrive, at hvis hun har lyst vil du gerne besøge hende... Men det kommer selvfølgelig an på, om du vil det

Jeg kan ikke forestille mig, at man, når man når så langt som til at komme på hospice, har affundet sig med, at det nok kun går en vej jeg gik i folkeskole med en pige, som døde, da vi gik i 9. klasse, og hun var så afklaret, til trods for hendes unge alder, at hun selv havde planlagt sin egen begravelse, hvilke salmer der skulle synges, hvem der skulle med hjem til gravøl, hvad der skulle serveres, hvem der skulle have hendes ting, ja kort sagt alt og hun var altså kun 15 år...

Jeg synes godt du kan kontakte hende på facebook eller en af hendes tætte veninder, jeg er ikke sikker på, om jeg ville kontakte hendes mor, da hun nok har det meget svært allerede... Men jeg synes helt sikkert du skal gøre alt hvad du kan for at finde ud af hvor hun opholder sig...

Kæmpe

Jeg ved også de på hospice får masser af psykologhjælp osv. for at blive "klar" (om man nu kan blive) på at de skal sige farvel. Og jeg ved jo at hun i hvert fald i et år, hvis ikke mere, har vist hun har kræft, så jeg ved ikke om man måske allerede fra start begynder mentalt at forberede sig på, at man måske ikke bliver reddet.. Jeg ved det ikke, jeg har ikke selv prøvet det og håber ikke jeg kommer til det! 

Og hvor er det tragisk med din folkeskoleveninde

SOm du så har jeg skrevet til hende nu - jeg håber hun svarer. Men alt er på hendes banehalvdel, for kun hun ved hvordan hun har det med det hele!  Tak for dit svar!