Er det ok at en mor forlader sit barn på 14 mdr i en uge?

Var det ikke bare sådan dengang ? 

Men jeg kunne ikke drømme om at "forlade" mit barn i en uge

Anonym skriver:

Hej tøser

Jeg skriver lige ano for ikke at hænge min mor ud.

Sagen er den at min mor har fortalt mig for nyligt at hun forlod mig i en hel uge (altså inkl. weekend) for at tage på hjemmeværns kursus, da jeg var 14 mdr. gammel. Min far passede mig i den tid.

Ligeledes fortalte hun mig at når jeg var syg så var det altid min far som tog barnets første sygedag, da hun ikke havde samvittighed til at melde sig syg overfor arbejdet.

Hun holdt 3 mdr barsel (og var heller ikke berettiget til mere, for sådan var det dengang), men følte efter eget udsagn at det var fantastisk at komme tilbage på arbejde da de 3 mdr var gået og hun ønskede sig ikke at have haft længere barsel.

Jeg blev rigtig ked af det da hun fortalte mig det her, for det skar mig i hjertet at jeg følte at jeg var blevet nedprioteret. Jeg har hele mit liv kæmpet med angst for at blive forladt og med tillids-issues og jeg tænker om noget af det kan være opstået pga ting som disse. Jeg sagde ikke noget til min mor for hvad skulle det hjælpe. Hun har jo bare en anden holdning end mig og sagde at jeg var jo hos min far hvor jeg var tryg. Jeg tænker bare at det alligevel er meget af en mor at forlade sit barn.

Hvad siger i er jeg helt gal på den eller hvad tænker I om det her?

Jeg må indrømme at jeg ikke kan se problemet i det, du havde jo din far og hvis han gerne ville og havde overskud jamen så har du da bare fået noget langt de færeste børn får nemlig en masse alene tid med din far

Anonym skriver:

Hej tøser

Jeg skriver lige ano for ikke at hænge min mor ud.

Sagen er den at min mor har fortalt mig for nyligt at hun forlod mig i en hel uge (altså inkl. weekend) for at tage på hjemmeværns kursus, da jeg var 14 mdr. gammel. Min far passede mig i den tid.

Ligeledes fortalte hun mig at når jeg var syg så var det altid min far som tog barnets første sygedag, da hun ikke havde samvittighed til at melde sig syg overfor arbejdet.

Hun holdt 3 mdr barsel (og var heller ikke berettiget til mere, for sådan var det dengang), men følte efter eget udsagn at det var fantastisk at komme tilbage på arbejde da de 3 mdr var gået og hun ønskede sig ikke at have haft længere barsel.

Jeg blev rigtig ked af det da hun fortalte mig det her, for det skar mig i hjertet at jeg følte at jeg var blevet nedprioteret. Jeg har hele mit liv kæmpet med angst for at blive forladt og med tillids-issues og jeg tænker om noget af det kan være opstået pga ting som disse. Jeg sagde ikke noget til min mor for hvad skulle det hjælpe. Hun har jo bare en anden holdning end mig og sagde at jeg var jo hos min far hvor jeg var tryg. Jeg tænker bare at det alligevel er meget af en mor at forlade sit barn.

Hvad siger i er jeg helt gal på den eller hvad tænker I om det her?

Er da ked af at hører du bøvler med en del problemmer i dag, men tænker de måske stammer andre steder fra. Jeg er også fra den tid hvor mor ikke gik hjemme eller vil sige min mor gik fra fredag eftermiddag jeg er født mandag eftermiddag, så hun holdt lige weekend. Så havde hun 6 ugers barsel og var tilbage på job. Blev passet hos naboen til jeg var 6 år og begyndte i skole. Jeg ved ikke om de tog på ferie uden mig, men de var begge selvstændige så det havde de nok ikke tid til. Jeg ved med min søster var min mor på kursus i england en uge da hun var 10 mdr. og det har min søster ikke taget skade af.

Herhjemme tager far altid barns 1. sygedag - tror da ikke det skader mine børn - bare de er sammen med en forældre er de glade

Jeg er sikker på din mor ikke nedpriotere dig, men de voksede op og blev forældre i anden tid end os. Min mor kan da også nogle gange synes det er vildt jeg kan gå hjemme i 10 mdr på barsel. Hun synes jeg er heldig men på den anden side elskede hun sit arbejde og jeg havde det jo godt så hun havde det fint med at aflevere mig 6 uger gammel.

Jeg syntes altså ikke din mor har gjort noget galt. Hun har jo ikke forladt dig for at tage på ferie eller lign. Og du har jo været sammen med din far, og ikke "bare" bedsteforældre eller venner.

Og mht. barslen, så er der bare nogen der ikke duer til at gå derhjemme flere år og nusse pusse om deres små, og dem skal der vel også være plads til.

Tror bestemt ikke din mor har gjort det fordi hun ikke kunne lide dig eller fordi hun ikke gad dig.

Loppe skriver:

Jeg har ikke læst de andre svar, og min holdning er derfor ikke "farvet" af hvad andre mener og synes.

Jeg ser intet problem i at de mor har "forladt" dig i en uge da du var 14 måneder gammel, at du så tilmed har været hos din far, som jo uden tvivl har kunnet tage lige så godt vare på dig som din mor, er jo kun et plus.

Om dine psykiske problemer stammer fra en mor der har nedprioritet dig, er jo kun noget man kan gisne om, og hverken du eller jeg ved om det er hendes håndtering af dig der gør at du i dag har det svært i nogle henseender.

Jeg selv havde en mor, som ikke vil mig, og da jeg var 5 år forlod hun min far og jeg. Om jeg direkte har taget skade ved jeg ikke, men der er da ingen tvivl om at det har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, både på godt og på ondt.

Jeg er selv meget omsorgsfuld over for mine børn, men jeg har også været væk fra begge mine børn i op til en uge imens de var under 2 år gammel, dette betyder ikke at jeg ikke elsker dem, og de har været hos deres bedsteforældre, som de er akkurat ligeså trygge ved som de er ved mig.

Min konklusion må altså være, at jeg synes under ingen omstændigheder din mor har handlet forkert, hvad hvis det var din far der havde forladt dig i en uge, ville du så se samme problematik? Nej vel!

At du har psykiske problemer, tror jeg ikke du kan give din mors 1 ugers kursus skylden for. Jeg forstår godt at du føler dig nedprioritet, og jeg kender godt følelsen, men jeg tror ikke på at det er det der alene har gjort at du har det svært i dag.

Jeg er ked af at du blev forladt af din mor

Jeg vil ikke sige at jeg har psykiske problemer overhovedet, jeg har bare nogle ting jeg arbejder med kan man sige. Og jeg giver jo ikke udelukkende det skylden at jeg blev forladt i en uge af min mor. Hvis du læser mit indlæg igen vil du se at det kun er et ud af flere eksempler.

Du spørger om jeg ville se samme problematik hvis det var min far der havde nedprioteret mig og ja det ville jeg. Jeg har arbejdet i flere år med ligestilling så det er slet ikke fordi jeg mener at mødre er mere egnede end mænd til børnepasning. Men måske tror jeg alligevel at det er en lille smule værre for en lille pige at blive svigtet af sin mor ligesom det ville være en smule værre for en lille dreng at blive svigtet af sin far.

Jeg synes ikke din mor har gjort noget galt? Det var jo ikke ligefrem sådan så hun forlod dig?! Tiden var jo også en anden dengang (ift. barsel). Nej, jeg synes ikke du kan bebrejde hende noget.

Min mand og jeg var iøvrigt væk fra vores datter da hun var 16 mdr. Vi var i USA og bedsteforældrene passede hende, hun havde hygget sig og vi nød også at have lidt alenetid:-)

Hjemme hos os er far akkurat lige så god som mor. Sommetider bedre

Så jeg kan ikke rigtig se problemet, medmindre du føler din far forsømte dig når han havde dig alene.

Hej tøser

Jeg skriver lige ano for ikke at hænge min mor ud.

Sagen er den at min mor har fortalt mig for nyligt at hun forlod mig i en hel uge (altså inkl. weekend) for at tage på hjemmeværns kursus, da jeg var 14 mdr. gammel. Min far passede mig i den tid.

Ligeledes fortalte hun mig at når jeg var syg så var det altid min far som tog barnets første sygedag, da hun ikke havde samvittighed til at melde sig syg overfor arbejdet.

Hun holdt 3 mdr barsel (og var heller ikke berettiget til mere, for sådan var det dengang), men følte efter eget udsagn at det var fantastisk at komme tilbage på arbejde da de 3 mdr var gået og hun ønskede sig ikke at have haft længere barsel.

Jeg blev rigtig ked af det da hun fortalte mig det her, for det skar mig i hjertet at jeg følte at jeg var blevet nedprioteret. Jeg har hele mit liv kæmpet med angst for at blive forladt og med tillids-issues og jeg tænker om noget af det kan være opstået pga ting som disse. Jeg sagde ikke noget til min mor for hvad skulle det hjælpe. Hun har jo bare en anden holdning end mig og sagde at jeg var jo hos min far hvor jeg var tryg. Jeg tænker bare at det alligevel er meget af en mor at forlade sit barn.

Hvad siger i er jeg helt gal på den eller hvad tænker I om det her?

Jeg synes absolut det er dybt forkert at forlade sit lille barn så længe af gangen..... hvis det altså er begge forældre.... men tror da ikke at fordi du var hos din far, så var det forkert... du havde jo ham, som du vel var tryg ved?

Min svigermor, der er sundhedsplejerske, siger, at børn ikke er psykisk klar til at undvære begge deres forældre i flere dage, før de er 2 år gamle... Dvs. det kan faktisk godt give "traumer", som man kan blive "skadet af" senere i livet..... børn forstår ikke helt hundrede procent det der med, at mor og far kommer tilbage, og de vil føle sig forladt.... Kunne aldrig finde på at forlade min pige i længere tid... Jeg vil altid hjem  til hende igen. Det længste jeg har været væk fra hende er en dags tid, altså fra om eftermiddagen til næste formiddag...

Anonym skriver:

Hej tøser

Jeg skriver lige ano for ikke at hænge min mor ud.

Sagen er den at min mor har fortalt mig for nyligt at hun forlod mig i en hel uge (altså inkl. weekend) for at tage på hjemmeværns kursus, da jeg var 14 mdr. gammel. Min far passede mig i den tid.

Ligeledes fortalte hun mig at når jeg var syg så var det altid min far som tog barnets første sygedag, da hun ikke havde samvittighed til at melde sig syg overfor arbejdet.

Hun holdt 3 mdr barsel (og var heller ikke berettiget til mere, for sådan var det dengang), men følte efter eget udsagn at det var fantastisk at komme tilbage på arbejde da de 3 mdr var gået og hun ønskede sig ikke at have haft længere barsel.

Jeg blev rigtig ked af det da hun fortalte mig det her, for det skar mig i hjertet at jeg følte at jeg var blevet nedprioteret. Jeg har hele mit liv kæmpet med angst for at blive forladt og med tillids-issues og jeg tænker om noget af det kan være opstået pga ting som disse. Jeg sagde ikke noget til min mor for hvad skulle det hjælpe. Hun har jo bare en anden holdning end mig og sagde at jeg var jo hos min far hvor jeg var tryg. Jeg tænker bare at det alligevel er meget af en mor at forlade sit barn.

Hvad siger i er jeg helt gal på den eller hvad tænker I om det her?

Det synes jeg bestemt ikke der er noget i vejen med. Selvom man har/får børn er der altså også et liv ved siden af.

Og din far var der jo i den uge.

Ja, jeg synes faktisk det er helt ok at din mor tog på kursus en uge. Herhjemme tager kæresten også afsted på øvelser ( arbejder i Forsvaret) rimelig tit og der er vel ikke så meget forskel på om det er mor eller far der tager afsted, så længe barnet er sammen med en det kender og har tillid til.

Om din mor har prioriteret sin karriere højere end familien er nok kun hende der kan svare på. Men synes ikke man kan basere det hele på en uges fravær og at hun ikke ønskede længere barsel end de 3 måneder.

Derudover er der jo mennesker - også mødre, som ikke gider barsel og babyer, selvom de elsker deres børn og gerne vil være forældre. Det er bare et enormt stort tabu, som mor at sige at man egentlig hellere vil arbejde end gå på barsel.

/Fenja