Er det ok at en mor forlader sit barn på 14 mdr i en uge?

Hej tøser

Jeg skriver lige ano for ikke at hænge min mor ud.

Sagen er den at min mor har fortalt mig for nyligt at hun forlod mig i en hel uge (altså inkl. weekend) for at tage på hjemmeværns kursus, da jeg var 14 mdr. gammel. Min far passede mig i den tid.

Ligeledes fortalte hun mig at når jeg var syg så var det altid min far som tog barnets første sygedag, da hun ikke havde samvittighed til at melde sig syg overfor arbejdet.

Hun holdt 3 mdr barsel (og var heller ikke berettiget til mere, for sådan var det dengang), men følte efter eget udsagn at det var fantastisk at komme tilbage på arbejde da de 3 mdr var gået og hun ønskede sig ikke at have haft længere barsel.

Jeg blev rigtig ked af det da hun fortalte mig det her, for det skar mig i hjertet at jeg følte at jeg var blevet nedprioteret. Jeg har hele mit liv kæmpet med angst for at blive forladt og med tillids-issues og jeg tænker om noget af det kan være opstået pga ting som disse. Jeg sagde ikke noget til min mor for hvad skulle det hjælpe. Hun har jo bare en anden holdning end mig og sagde at jeg var jo hos min far hvor jeg var tryg. Jeg tænker bare at det alligevel er meget af en mor at forlade sit barn.

Hvad siger i er jeg helt gal på den eller hvad tænker I om det her?

Anonym skriver:

Hej tøser

Jeg skriver lige ano for ikke at hænge min mor ud.

Sagen er den at min mor har fortalt mig for nyligt at hun forlod mig i en hel uge (altså inkl. weekend) for at tage på hjemmeværns kursus, da jeg var 14 mdr. gammel. Min far passede mig i den tid.

Ligeledes fortalte hun mig at når jeg var syg så var det altid min far som tog barnets første sygedag, da hun ikke havde samvittighed til at melde sig syg overfor arbejdet.

Hun holdt 3 mdr barsel (og var heller ikke berettiget til mere, for sådan var det dengang), men følte efter eget udsagn at det var fantastisk at komme tilbage på arbejde da de 3 mdr var gået og hun ønskede sig ikke at have haft længere barsel.

Jeg blev rigtig ked af det da hun fortalte mig det her, for det skar mig i hjertet at jeg følte at jeg var blevet nedprioteret. Jeg har hele mit liv kæmpet med angst for at blive forladt og med tillids-issues og jeg tænker om noget af det kan være opstået pga ting som disse. Jeg sagde ikke noget til min mor for hvad skulle det hjælpe. Hun har jo bare en anden holdning end mig og sagde at jeg var jo hos min far hvor jeg var tryg. Jeg tænker bare at det alligevel er meget af en mor at forlade sit barn.

Hvad siger i er jeg helt gal på den eller hvad tænker I om det her?

Tænker at sådan var det bare dengang ..
Min mor forlod også mig da jeg var lille .. Nok med en mere hensynsløs handling , men hun gjorde det stadigvæk ..
Tiderne ændrer sig jo hele tiden .. Vi er desværre ikke herre over fortiden  

Jeg kan ikke se det store problem i at det har været din far og ikke din mor der har passet dig. Hvorfor skal det altid være mor?

Det vigtigtste i et barns liv uanset alder er tykhed og fra kan være ligeså god såvel som mor til at give trykhed.

morethanperfect skriver:

Tænker at sådan var det bare dengang ..
Min mor forlod også mig da jeg var lille .. Nok med en mere hensynsløs handling , men hun gjorde det stadigvæk ..
Tiderne ændrer sig jo hele tiden .. Vi er desværre ikke herre over fortiden  

Jeg er ked af at du også er blevet forladt

Ja du har ret, det var nok en anden tid til dels i alt fald.

Jeg kan ikke se det store problem i at det har været din far og ikke din mor der har passet dig. Hvorfor skal det altid være mor?

Det vigtigtste i et barns liv uanset alder er tykhed og fra kan være ligeså god såvel som mor til at give trykhed.

Jeg er helt enig med dig. Jeg syntes da også at det ville have været galt hvis faren havde forladt barnet (mig) så meget. Min sorg går på at det lyder som om hun nærmest ikke prioriterede mig. Jeg ville gerne have været det vigtigste for min mor bare af og til. Jeg ville gerne at hun ville have taget en sygedag med mig bare en gang osv

Det er jo meget forskelligt hvordan man er mor, og hun Har helt sikkert elsket dig lige så højt, nogle synes bare det er dejligt det ikke kun er 100% 24/7 at være mor men man også har brug for en smule andet end bleer og husholdning bare engang imellem

Ang 1 uge væk har jeg selv været væk 1 uge da min søn var 14.5 mdr. Det klarede han super fint :-) men gensynet var stort og glædeligt, og vi skulle lige vænne os til de nye rutiner osv hov må vist hellere tilføje at grunden var indlæggelse i forbindelse med lillesøsters ankomst til verden

Jeg kan ikke se det store problem i at det har været din far og ikke din mor der har passet dig. Hvorfor skal det altid være mor?

Det vigtigtste i et barns liv uanset alder er tykhed og fra kan være ligeså god såvel som mor til at give trykhed.

Altså dengang tog man jo bare ikke lang barselsorlov, som man gør i dag. Og hvis far havde nemmere ved at atge en sygedag med dig, så kan jeg da godt forstå, at de gjorde det sådan. Mon ikke hun har prioriteret dig på alle mulige andre måder - og så er det måske ikke så vigtigt, hvem der lige holder en sygedag.

Anonym skriver:

Hej tøser

Jeg skriver lige ano for ikke at hænge min mor ud.

Sagen er den at min mor har fortalt mig for nyligt at hun forlod mig i en hel uge (altså inkl. weekend) for at tage på hjemmeværns kursus, da jeg var 14 mdr. gammel. Min far passede mig i den tid.

Ligeledes fortalte hun mig at når jeg var syg så var det altid min far som tog barnets første sygedag, da hun ikke havde samvittighed til at melde sig syg overfor arbejdet.

Hun holdt 3 mdr barsel (og var heller ikke berettiget til mere, for sådan var det dengang), men følte efter eget udsagn at det var fantastisk at komme tilbage på arbejde da de 3 mdr var gået og hun ønskede sig ikke at have haft længere barsel.

Jeg blev rigtig ked af det da hun fortalte mig det her, for det skar mig i hjertet at jeg følte at jeg var blevet nedprioteret. Jeg har hele mit liv kæmpet med angst for at blive forladt og med tillids-issues og jeg tænker om noget af det kan være opstået pga ting som disse. Jeg sagde ikke noget til min mor for hvad skulle det hjælpe. Hun har jo bare en anden holdning end mig og sagde at jeg var jo hos min far hvor jeg var tryg. Jeg tænker bare at det alligevel er meget af en mor at forlade sit barn.

Hvad siger i er jeg helt gal på den eller hvad tænker I om det her?

jeg synes det er i orden.

Hun har jo ikke forladt dig til fremmede eller under dårlige vilkår.

Det lyder da også som en god ting a  et lille barn er sammen med faren 24 timer i døgnet, i lidt længere tid.

Selvfølgelig er det da ikke noget alle burde gøre, i den forstand, men hvis det nu lige var den ene chance for a komme på et kursus, og faren bakkede hende op, så synes jeg da det lyder helt fint.

Maja84 skriver:

Det er jo meget forskelligt hvordan man er mor, og hun Har helt sikkert elsket dig lige så højt, nogle synes bare det er dejligt det ikke kun er 100% 24/7 at være mor men man også har brug for en smule andet end bleer og husholdning bare engang imellem

Ang 1 uge væk har jeg selv været væk 1 uge da min søn var 14.5 mdr. Det klarede han super fint :-) men gensynet var stort og glædeligt, og vi skulle lige vænne os til de nye rutiner osv hov må vist hellere tilføje at grunden var indlæggelse i forbindelse med lillesøsters ankomst til verden

Det var ellers en fin grund til at være væk en uge  

Nej, jeg mener heller ikke at hun skulle være mor døgnet rundt, men fx aldrig nogensinde at tage en eneste sygedag med sit barn?

Anonym skriver:

Jeg er ked af at du også er blevet forladt

Ja du har ret, det var nok en anden tid til dels i alt fald.

Ja .. Og det er nok ikke fordi du ikke betød noget , men fordi hun følte hun stadig skulle ha et liv , selvom hun var mor ??
Det er sådan jeg tænker