Hjælp! Min søn på 3 snart ustyrlig

Skouboe skriver:

Hvis det var hjemme hos os ville jeg gøre følgende: Sænke hovedet så vi var i øjenhøjde og sige med meget bestemt mine: "Det vil jeg ikke se på. Man smider ikke med maden. Hvis du bliver ved, så må du gå et andet sted hen"

Gentog det sig, ville jeg sige: "Jeg vil ikke have at du smider med maden, og det ved du godt. Du er blevet advaret. Nu er du færdig med at spise." og så tage evt. hagesmæk eller lign. af ham og løfte ham væk fra bordet, fx et stykke væk på køkkengulvet eller ud i gangen - hvad der lige fungerer for jer, og så ignorere ham og fortsætte med at spise. Begynder han at græde, så lad ham sidde i 30-60 sekunder eller deromkring og så gå hen til ham og sæt dig ned, så I er i øjenhøjde og spørg hvorfor han græder? (nogen gange skal der lidt trøst til før de falder nok ned til at kunne forklare sig, så herhjemme sætter jeg mig som regel ned på gulvet med pigerne på skødet, når sådan noget sker)

Nu ved jeg ikke hvor god han er med sproget endnu, men min 3-årige kan sagtens forklare at hun græder fordi mor fjernede hende fra bordet. Så spørger jeg lidt ind til, hvorfor mor mon gjorde det - her lader jeg hende selv fortælle og selv komme frem til hvorfor (nogen gange skal hun hjælpes mere end andre) og vi når frem til at det var fordi hun gjorde sådan og sådan, selvom mor havde sagt at det måtte hun ikke. Når vi er enige om at det ikke var så heldigt spørger jeg om hun vil have en krammer og lidt at spise, og så fortsætter måltidet som regel derfra.

Det er vigtigt at du kommer ned i øjenhøjde og at du forklarer tingene med rolig stemme og et fast kropssprog. Han skal ikke på noget tidspunkt være i tvivl om at du mener det og at reglerne er helt entydige her - han var advaret, så falder konsekvensen! Samtidigt skal du tale ham i et "voksent" sprog, men med ord han forstår, dvs du skal passe på ikke at forfalde til "babysprog" og samtidigt skal du være opmærksom på at bruge enkle ord og sætninger, fx: "Jeg vil ikke se at du smider med maden. Det er ikke okay. Hvis du gør det igen, sætter jeg dig ned på gulvet og så er du færdig med at spise!" Lad være med at forklare en masse, det forstår han alligevel ikke. I hans alder er "Det vil jeg ikke have!" en udemærket begrundelse.

Har taget ham fra bordet mange gange før men hjælper ikk han er stædig og informer jeg ham græder han og siger mor mor mor mor op op op imens det står ud af øjne på ham

Naturligvis græder han - især efter du har lært ham at det virker

Jeg har ikke løsningen på trodsalderen, det er der vist ingen der har

Min datter har indimellem taget hysteriske skrigeture på 45 minutter eller mere og har været så rasende over et nej, eller en konsekvens at hun har kaldt mig en ond mor, er stormet ind på sit værelse og har smækket døren og derefter har hun ligget i sin seng og skreget og bidt i sin pude af raseri... Hun er lige fyldt 3.

Jeg tror på at klare grænser og konsekvenser er vigtige og ingen af mine piger er desværre typen der kan afledes, så vi tager kampene efterhånden som de opstår. De får medbestemmelse og valg når det er muligt, men vi er 4 mennesker der skal være her, og derfor er der nogle regler der skal overholdes - dem tager vi ALTID kampen om - også selvom den tager en time midt i aftensmaden eller mens vi er på vej ud ad døren.

• Vi driller ikke hinanden
• Vi slår/sparker/bider ikke
• Vi kaster ikke med tingene
• Vi gør hvad vi får besked på af mor og far (til gengæld skal mor og far tænke sig om inden de beder om noget)
• Vi passer på tingene (klipper ikke i tøj/duge/møbler), vælter ikke ting med vilje
• Vi sidder pænt ved bordet og smager på maden der bliver serveret. Kan man ikke lide det (også selvom det var en favorit i går), er det ok at få et stykke rugbrød med leverpostej.
• Det er okay at blive sur/vred eller ked af det, hvis man ikke får sin vilje, men så må man gå et andet sted hen, hvor man ikke forstyrrer alle andre (herhjemme er det som regel badeværelset eller deres værelse der bliver valgt - de bliver spurgt hvor de helst vil hen og vælger de ikke, vælger enten jeg eller min mand for dem). Det er ikke en straf og de skal ikke være der i x tid, men må komme så snart de er færdige med at være sure og er klar til at omgås andre mennesker igen.
• Vi snakker ALTID tingene igennem, når der er faldet ro på. Hvorfor blev de vrede, hvad gjorde mor/far, hvorfor gjorde de det osv. Vi hjælper pigerne med at sætte ord på deres følelser og vi respekterer hvis de har brug for plads til at "rase ud". Vi prøver ikke at tvinge dem til at kommunikere, før de er klar.

Jeg tror ikke på at små hoveder kan rumme så mange ting på en gang, så min holdning er at lade dem rase ud (mens vi jævnligt stikker hovedet ind og spørger om de har brug for en krammer) og når de så er færdige med alle de voldsomme følelser, sætter vi og sammen og snakker dem igennem. Her har jeg fundet ud af at kropskontakt og øjenhøjde virker rigtigt godt, så jeg sætter mig som regel med barnet på skødet og med siden til mig og mine arme om hende, så vi både kan kramme og snakke om tingene på en gang. Så bruger jeg meget hv- spørgsmål (fx hvorfor blev du vred, hvorfor tror du mor gjorde sådan og sådan, hvad gjorde du osv, osv, så vi får snakket episoden igennem med det samme og får sat ord på følelserne - på den måde tror jeg også at de føler sig hørt og anerkendt. 

Jeg gør en del ud af at skelne mellem dem og deres opførsel og understrege at det kun er deres opførsel der er forkert. Det gør jeg primært ved mit sprogbrug.

Jeg ved ikke om noget af det er til nogen hjælp for dig, men jeg tror på at det netop er nu vi lægger fundamentet for deres opførsel fremadrettet og at det derfor er vigtigt at der er nogle klokkeklare regler om rammer nu.

Og så skal det også lige med at jeg advarer 1 gang - hovr jeg fortæller præcist hvad jeg forventer og præcist hvad konsekvensen ved ikke at adlyde er og næste gang falder hammeren - uden undtagelse. 

Lad være med at true med noget, du ikke har tænkt dig at gøre alvor af - tomme trusler underminerer bare din autoritet. Sig hvad du gør, og gør hvad du siger.

Indimellem tæller jeg til 3 overfor dem, det virker især med på hende på 3 - igen forklarer jeg hvad jeg ønsker og konsekvensen tydeligt og jeg viser med både stemme og kropssprog at jeg mener det.

Det betyder ikke at jeg ikke render og siger nej konstant indimellem og især den yngste har en fabelagtig dårlig hørelse når det passer hende - næsten hver anden sætning jeg siger til hende i øjeblikket er "Silja, hør efter!" - men jeg tror på at det hjælper i det lange løb.