åhh synes sgu det er svært, at forsøge på at være den rolige i kontakten til min datters far

Igen i dag, skulle jeg formidle overfor ham, at det ikke er okay, når han involverer vores datter i vores uenigheder omkring deres kontakt. For efter hans sidste snak med hende, hvor han fik fortalt hende, at han ville kæmpe for at se hende, og en 6 årigs tolkning af ordet kæmpe, blev selvfølgelig til, at hun troede at han ville slåes med mig

Så efterfølgende havde hende og jeg en snak om, vores tid sammen med far, og hvorfor det er han ikke kan/må besøge os her. Lærke ved nu, at hendes far kan drikke øl, og når han gør det, så kan han gøre nogle slemme ting. Dertil kom hun frem med en masse, som hun kunne huske fra vi boede sammen med ham.
Jeg får også det sagt ordenligt til ham, men så starter han med alt hans møg om at det er min skyld, at han ikke kan se vores datter, mig der involverer hende i alt, mig der ødelægger alt, og bla bla bla.
Så blev jeg gal, og fortalte ham højlydt, at det ville klæde ham, at tage ansvar for egne handlinger, og at det var dog iøjnefaldende at vores datter trives, når han ikke er omkring hende.
Men åhh, hvor er det træls at jeg ikke fik holdt fast i, at være den med overblikket, og roen, så vores datter ikke overhørte vores samtale

Ville ønske, at kontakten med ham helt forsvandt
Hvis indlægget virker rodet, så er det nok fordi, at jeg synes det er noget rod, at skulle forholde mig til ham, og at han angriber så meget hele tiden