Søvngængeri

Jeg gør rigtig mange ting i søvne, har ofte skubbet eller trukket manden ud af sengen for at beskytte ham mod noget der foregår i min "drøm", kan også finde på at "holde" væggene for de ikke skal vælte mens jeg råber til manden han skal skynde sig væk.

Min mand vækker mig ofte så jeg er helt vågen, og andrenalinet pumper rundt i kroppen og jeg er meget frustreret, men derefter kan jeg ligge mig ned og få ro på igen.

Det er værst ved store omvæltninger, og i pressede tider, og ISÆR hvis jeg ikke får søvn nok. Jeg har snakket med læge og psykolog om det og har fået at vide det er kroppens måde at sige fra og forsøge at bearbejde de ting man selv forsømmer.

Mit bedste råd er at geare ned, få faste vaner omkring hvor den lille sover så han ikke pludselig panikker fordi han ikke kan finde hende i sengen. og få talt ting igennem der kan presse sig på.

VIPpigen skriver:

Hehe... Manden irritere sig dog over jeg ikke husker at sætte ny pose i når jeg har tømt den :-P

Pjat med ham

Frøken J. skriver:

Er der nogen herinde der er søvngængere og/eller kender nogen der er det, som har nogle råd mod dette lettere irriterende fænomen?

MIn kæreste har altid været "søvngænger". Det første lange stykke tid af vores forhold var det bare noget med at han satte sig op i sengen om natten, så vågen ud og sagde et eller andet underligt vrøvl, hvor jeg så måtte bede ham lægge sig til at sove igen.

Men på det seneste er det blevet værre og værre, og er faktisk begyndt at blive nervøs for at sove ved siden af ham om natten Det er efter vi har fået vores datter det er blevet særlig slemt, og han kan ikke huske noget om morgenen når jeg fortæller ham om det..

Han har fx:
1. Rejst sig, gået om på min side af sengen og i panik spurgt hvor vores datter var! (Da hun en gang sov i liften ved siden af min side af sengen)
2. Sat sig op og rodet rundt i sengen og skældt mig ud over jeg lå på vores datter (hun lå i sin egen seng, men af og til sover hun mellem os)
3. PLudselig grebet meget hårdt fat om mig, da jeg vendte mig i sengen og i panik udbrudt: "ROSE! Du må ikke falde ned af sengen!!" (og det var altså bare mig der vendte mig. Jeg blev SÅ forskrækket og mit hjerte sad op i halsen)
4. Taget hårdt fat i mit håndled den anden nat, det gjorde rigtig ondt. Kan ikke huske hvad han ævlede da han gjorde det, det var vist noget med vores datter igen.

Og i nat rejste han sig midt om natten, gik over til skrivebordet og tog fat i den glaskande med saft der stod der og begyndte at ævle om Rose og flasker.. Og da jeg så prøvede at sige til ham at han gik i søvne og skulle gå i seng igen fik jeg et ordentligt møgfald, for det var noget vrøvl! Og i morges kunne han igen ikke huske noget.

Er der noget man kan gøre for at forhindre det eller gøre det mindre slemt? Synes det er ubehagligt enten at få et mega chok om natten, blive skældt ud eller han gør ting der gør ondt på mig.. Han har det SÅ dårligt med det om morgenen og er virkelig ked af det, fordi det er ubehageligt han ikke kan huske noget, men jeg synes virkelig det er begyndt at blive et problem!

Dagligdagen bliver jo behandlet i hjernen mens vi sover, og det lyder lidt som om han har svært ved at tackle ansvaret der følger med et barn. At han hele tiden er bange for der skal ske hende noget..

Det kunne hjælpe hvis han fik nogle samtaler med en psykolog omkring sin frygt, som jeg iøvrigt tror er ganske normal Vi reagerer bare forskelligt på den, og det kan da være han slipper den af sig selv efterhånden som Rose bliver ældre