Bedsteforældre og passes ude

Allerførst: min helt klare holdning er, at små børn ikke skal passes ude med overnatning, før de selv kan give udtryk for det. Min datter er 2 år, og er blevet passet flere gange med overnatning HERHJEMME, når vi har haft brug for det. Det er gået fint, dog har vi altid tydeligt kunne mærke på hende efterfølgende at hendes vante rytmer er blevet brudt.

Min svigermor har nærmest siden day 1 presset på for at få min datter på overnatning (uanset hvor længe hun passer hende ad gangen, er det tilsyneladende aldrig godt nok at det foregår her hos os) og jeg har hver gang sagt til hende at så længe hverken vi eller min datter har behovet, så sker det ikke. Hver gang får jeg en smøre retur om at hendes børn aldrig har taget skade, bla bla bla... (som jeg efterhånden er blevet ret god til at lukke ørerne overfor).

Nu til dilemmaet: min kæreste og jeg skal på en forlænget weekend, og har spurgt om de vil passe vores datter i vores hjem, mens vi er væk. Den ene dag er en hverdag= hun skal i vuggestue (de bor ca. 40 minutters kørsel fra os) og den anden dag er en fridag. Det vil de gerne, men nu er det pludseligt blevet et KÆMPE problem at det skal foregå her. Min egentlige holdning er at hvis det er et problem, så må de lade være at passe hende - vi har et hold bedsteforældre mere som også gerne vil, og for dem er det aldrig et problem. Jeg vil ikke lade mig presse/manipuleres/tyraniseres til at gå på kompromis med min datters ve og vel og samtidig synes jeg også at det er enormt provokerende med den udmelding, når hun nu kender min holdning.
Og ALLIGEVEL bliver jeg i tvivl om, om jeg alligevel er lidt for firkantet?

Min kæreste er også blevet lidt splittet, vi plejer ellers at være enige, men han bliver selvfølgelig påvirket af min svigermor (og ser hende måske ikke være manipulerende, på samme som jeg gør).

Undskyld det blev lidt langt... Men har virkelig brug for nogle andres syn på sagen.

Den er jo netop svær. Er du firkantet- eller er svigermor bare utrolig ottekantet! Mine svigere vil også åh så gerne passe og helst i deres hjem, men de ryger, og rygerhjem er ikke gode nok til mit barn, så så nemt er det. Har du en god grund til at det skal være hos jer? Hvis hun f.eks ofte er hos bedstene så er deres hjem jo også et trygt og vant sted for barnet, og så er det måske helt ok at hun bliver passet der.

Det kan jo godt være en super hyggelig ting at hun sover over ved bedste forældrene og ikke en traumatiserende oplevelse!
Tror du ligger meget mere i det end som så.
Jeg elskede at sove ved min bedste og bedstefar det var hyggeligt, sjovt og helt fantastisk. Så kan virkelig ikke se det skal være sådan et stort problem.

Syntes desvære du er lidt meget firkanter! Med mindre de holder farlige husdyr, drikker og ryger din datter i ansigtet, så vil jeg ik mene at hun tager skade af at komme på hygge overnatning hos sine bedsteforældre!

Ka desuden godt forstå at de heller vil sove hjemme ved dem selv, nu det er mere end en overnatning! 

Syntes du ska gi det en chance! Vh stine

Tulle28 skriver:

Allerførst: min helt klare holdning er, at små børn ikke skal passes ude med overnatning, før de selv kan give udtryk for det. Min datter er 2 år, og er blevet passet flere gange med overnatning HERHJEMME, når vi har haft brug for det. Det er gået fint, dog har vi altid tydeligt kunne mærke på hende efterfølgende at hendes vante rytmer er blevet brudt.

Min svigermor har nærmest siden day 1 presset på for at få min datter på overnatning (uanset hvor længe hun passer hende ad gangen, er det tilsyneladende aldrig godt nok at det foregår her hos os) og jeg har hver gang sagt til hende at så længe hverken vi eller min datter har behovet, så sker det ikke. Hver gang får jeg en smøre retur om at hendes børn aldrig har taget skade, bla bla bla... (som jeg efterhånden er blevet ret god til at lukke ørerne overfor).

Nu til dilemmaet: min kæreste og jeg skal på en forlænget weekend, og har spurgt om de vil passe vores datter i vores hjem, mens vi er væk. Den ene dag er en hverdag= hun skal i vuggestue (de bor ca. 40 minutters kørsel fra os) og den anden dag er en fridag. Det vil de gerne, men nu er det pludseligt blevet et KÆMPE problem at det skal foregå her. Min egentlige holdning er at hvis det er et problem, så må de lade være at passe hende - vi har et hold bedsteforældre mere som også gerne vil, og for dem er det aldrig et problem. Jeg vil ikke lade mig presse/manipuleres/tyraniseres til at gå på kompromis med min datters ve og vel og samtidig synes jeg også at det er enormt provokerende med den udmelding, når hun nu kender min holdning.
Og ALLIGEVEL bliver jeg i tvivl om, om jeg alligevel er lidt for firkantet?

Min kæreste er også blevet lidt splittet, vi plejer ellers at være enige, men han bliver selvfølgelig påvirket af min svigermor (og ser hende måske ikke være manipulerende, på samme som jeg gør).

Undskyld det blev lidt langt... Men har virkelig brug for nogle andres syn på sagen.

Det er jeres barn. Hvis svigermor ikke kan affinde sig med det så ville jeg da klart finde nogle andre til at passe?? Mange ville måske være uenig med dig (ligesom din svigermor ) men hvis DU er overbevist om at det er det bedste for dit barn, så ER DET SÅDAN DET ER. Uanset om andre så synes du er firkantet eller ej. 

Gør hvad DU synes dit barn trives bedst med, IKKE hvad andre synes 

StineW79 skriver:

Syntes desvære du er lidt meget firkanter! Med mindre de holder farlige husdyr, drikker og ryger din datter i ansigtet, så vil jeg ik mene at hun tager skade af at komme på hygge overnatning hos sine bedsteforældre!

Ka desuden godt forstå at de heller vil sove hjemme ved dem selv, nu det er mere end en overnatning! 

Syntes du ska gi det en chance! Vh stine

Tulle28 skriver:

Allerførst: min helt klare holdning er, at små børn ikke skal passes ude med overnatning, før de selv kan give udtryk for det. Min datter er 2 år, og er blevet passet flere gange med overnatning HERHJEMME, når vi har haft brug for det. Det er gået fint, dog har vi altid tydeligt kunne mærke på hende efterfølgende at hendes vante rytmer er blevet brudt.

Min svigermor har nærmest siden day 1 presset på for at få min datter på overnatning (uanset hvor længe hun passer hende ad gangen, er det tilsyneladende aldrig godt nok at det foregår her hos os) og jeg har hver gang sagt til hende at så længe hverken vi eller min datter har behovet, så sker det ikke. Hver gang får jeg en smøre retur om at hendes børn aldrig har taget skade, bla bla bla... (som jeg efterhånden er blevet ret god til at lukke ørerne overfor).

Nu til dilemmaet: min kæreste og jeg skal på en forlænget weekend, og har spurgt om de vil passe vores datter i vores hjem, mens vi er væk. Den ene dag er en hverdag= hun skal i vuggestue (de bor ca. 40 minutters kørsel fra os) og den anden dag er en fridag. Det vil de gerne, men nu er det pludseligt blevet et KÆMPE problem at det skal foregå her. Min egentlige holdning er at hvis det er et problem, så må de lade være at passe hende - vi har et hold bedsteforældre mere som også gerne vil, og for dem er det aldrig et problem. Jeg vil ikke lade mig presse/manipuleres/tyraniseres til at gå på kompromis med min datters ve og vel og samtidig synes jeg også at det er enormt provokerende med den udmelding, når hun nu kender min holdning.
Og ALLIGEVEL bliver jeg i tvivl om, om jeg alligevel er lidt for firkantet?

Min kæreste er også blevet lidt splittet, vi plejer ellers at være enige, men han bliver selvfølgelig påvirket af min svigermor (og ser hende måske ikke være manipulerende, på samme som jeg gør).

Undskyld det blev lidt langt... Men har virkelig brug for nogle andres syn på sagen.

Det er sådan set ligemeget om du er firkantet (hvilket jeg ikke syntes at du er) for det er dit barn og dig der bestemmer reglerne, og groft sagt så må bedsterne indordne sig under det hvis de gerne vil se deres barnebarn. Man skal ikke lade sig presse til at gå på kompromis med det som man føler er det rigtige for ens barn. Som mor ved du altid bedst. Og i øvrigt hvordan søren kan svigermor afgøre om hendes børn har "taget skade" af at blive passet ude tidligt eller ej? Jeg er enig med dig. Min datter er heller aldrig blevet passet ude med overnatning selv om mange af mine veninders jævnaldrende børn er og de syntes jo nok at jeg er en pyllermor.

Tulle28 skriver:

Allerførst: min helt klare holdning er, at små børn ikke skal passes ude med overnatning, før de selv kan give udtryk for det. Min datter er 2 år, og er blevet passet flere gange med overnatning HERHJEMME, når vi har haft brug for det. Det er gået fint, dog har vi altid tydeligt kunne mærke på hende efterfølgende at hendes vante rytmer er blevet brudt.

Min svigermor har nærmest siden day 1 presset på for at få min datter på overnatning (uanset hvor længe hun passer hende ad gangen, er det tilsyneladende aldrig godt nok at det foregår her hos os) og jeg har hver gang sagt til hende at så længe hverken vi eller min datter har behovet, så sker det ikke. Hver gang får jeg en smøre retur om at hendes børn aldrig har taget skade, bla bla bla... (som jeg efterhånden er blevet ret god til at lukke ørerne overfor).

Nu til dilemmaet: min kæreste og jeg skal på en forlænget weekend, og har spurgt om de vil passe vores datter i vores hjem, mens vi er væk. Den ene dag er en hverdag= hun skal i vuggestue (de bor ca. 40 minutters kørsel fra os) og den anden dag er en fridag. Det vil de gerne, men nu er det pludseligt blevet et KÆMPE problem at det skal foregå her. Min egentlige holdning er at hvis det er et problem, så må de lade være at passe hende - vi har et hold bedsteforældre mere som også gerne vil, og for dem er det aldrig et problem. Jeg vil ikke lade mig presse/manipuleres/tyraniseres til at gå på kompromis med min datters ve og vel og samtidig synes jeg også at det er enormt provokerende med den udmelding, når hun nu kender min holdning.
Og ALLIGEVEL bliver jeg i tvivl om, om jeg alligevel er lidt for firkantet?

Min kæreste er også blevet lidt splittet, vi plejer ellers at være enige, men han bliver selvfølgelig påvirket af min svigermor (og ser hende måske ikke være manipulerende, på samme som jeg gør).

Undskyld det blev lidt langt... Men har virkelig brug for nogle andres syn på sagen.

Jeg må ærligt tilstå at jeg synes du er temmelig firkantet... 

For det første , er det jeres barn , og i bestemmer

Personligt så ja , jeg syns du er for firkantet ...
Jeg elskede og være ved mine bedsteforældre da jeg var lille , fordi det netop ikke var hjemme , og jeg fik lov til at komme ud , uden forældrer .. Oscar blev passet første gang hos sin farmor da han var 4 mdr. hvilket har gjort , at de har et virkelig tæt forhold nu , og han stråler hver gang vi siger farmor , fordi de har været en del sammen , hvilket han virkelig har haft glæde af

Men igen , det er jo jer der bestemmer

Først og fremmest vil jeg sige, jeres barn jeres valg, og hvis du ikke har det godt med det, så skal du ikke gøre det!

Men når det så er sagt, så kunne det jo være, at hun ville få en skøn oplevelse ud af, at blive passet hos bedsteforældrene, med mindre de har en stor bidsk hund, storryger eller andet, som du ikke vil udsætte dit barn for!

Men hvad er årsagen til, at du ikke vil have hende passet ude? Jeg har en veninde der havde rigtig svært ved at få passet deres datter, fordi hun selv havde lidt af voldsom hjemve... Men da hun først havde prøvet det, var det slet ikke så slemt, fordi datteren hyggede sig, og var på intet tidspunkt ked af det...

Jeg tænker lidt, hvordan skal din datter selv kunne give udtryk for, at hun gerne vil overnatte hos bedsteforældrene, hvis hun aldrig har prøvet det?

Men måske et tidspunkt, hvor I ikke sådan lige kan komme og hente hende, hvis det er problemer ikke er det bedste at teste det på, hvis I skulle få lyst til at teste det

Hvis du har det bedst med, at din datter bliver passet i hjemmet, så skal du ikke give dig, fordi andre synes det, men måske overveje "angsten" du har for, at hun bliver passet andre steder, og hvis du kommer frem til, at din årsag til det, ikke har noget som helst med dig og dine behov at gøre, men din datters, så skal du ikke give dig!

Held log lykke med det, fra en der altid har elsket at blive passet hos sine bedsteforældre, og følte sig lige så tryg hos dem, som hjemme