Vil ikke være på barsel mere - er grædefærdig og ensom :'(

mor:) skriver:

ÅÅÅrÅrhjJeg har gået hjemme siden 1. sep. og jeg synes godt nok også at der kommer et tidspunkt hvor man bare har brug for at komme ud i den "virkelige verden" igen. Jeg kan virkelig godt forstå dig.

Jeg går hjemme til august, hvilket er fint, nu hvor farmand også går hjemme

 

Mht. din kæreste. Han vidste vel også hvad han gik ind til, da han valgte at bive far. Han kan da ikke kalde sig selv for far, hvis han stort set ikke er sammen med barnet (kommer hjem efter aftensmad).Synes han selv at han kender jeres barn?

Ja så er det vel mere overskueligt når din mand/kæreste går hjemme sammen med dig.

Han TROR at han kender hende. Han kan finde på at belære mig om hvor store bidder hun kan eller ikke kan spise, hvornår hun skal have ren ble (fx når han lige er kommet hjem fra arbejde og jeg har skiftet hende for et kvarter siden) osv. Men når han siger de ting bekræfter det jo bare, at han slet ikke kender hende. Jeg kan ikke sove længe i weekenderne, for han ved ikke hvordan man laver havregrød til hende eller hvornår hun skal have det. For han interesserer sig ikke for det.

Jeg kan godt forstå dig.... Nu er min mand på barsel med mig... Men jeg var også blevet ensom, hvis jeg ikk havde ham... Så var der mange dage, hvor man ikk har en eneste samtale med nogen andre mennesker sådan rigtig.... Så jeg kan godt forstå dig...

Angående din mand, ud til højre med ham og findes bedre end ham... Hvad bilder han sig ind? Jaah, som ham siger til dig, du vidste hvad du gik ind til, da du fik barn? men det måtte han jo også vide...???

stort kram til dig..
Jeg kan sagtens sætte mig ind i din situation, jeg har været på barsel i snart 12 mdr (gik hjemme fra marts og min datter er født i juni)
Vi bor helt ude på lars tyndskids mark og jeg har ikke noget kørekort og bussen går 4 gange i døgnet.. Min kæreste arbejde eftermiddag/aften så han kører kl 11 og kommer hjem 22-24 stykker.. Jeg står op med vores datter og jeg putter hende igen, sidder og spiser aftensmad alene..
Men jeg sætter så foden i døren når han vil alt muligt i weekenden og siger han er nødt til at være sammen med sin familie..
Men jeg forstår dig godt, der er desværre bare ikke så meget at gøre ved det end at vente på at komme igang igen..

Anonym skriver:

Hej tøser

Har lige brug for at komme ud med mine følelser. Jeg er på barsel lige i øjeblikket, har været det i godt 10 måneder efterhånden, og skal først tilbage på arbejde om 3½ måned. Misforstå mig ikke, jeg elsker min datter og jeg elsker at være så meget sammen med hende. Men NEJ hvor er jeg ensom! Og hvor er dagene lange efterhånden.. Synes overhoved ikke det er sjovt mere Savner at være en del af et fællesskab, savner noget socialt.
Jeg har selvfølgelig veninder og sådan, men når jeg er sammen med dem, så har jeg jo min datter med. Jeg trænger bare til at have et liv VED SIDEN af det at være mor.

Jeg vil ikke dømmes for det her og få at vide at jeg skal nyde tiden med mit barn, for det ved jeg godt og det gør jeg også. Men jeg er sgu også andet end mor. Jeg er ikke særlig gammel og jeg plejede at være meget social på mit arbejde. Og jeg savner det SÅ meget!

Det der gør det hele ekstra svært er, at min kæreste også arbejder rigtig meget. Han har fået en lederstilling og jeg er rigtig stolt af ham. Men jeg har bare så svært ved at være glad på hans vegne, fordi det går ud over vores tid sammen. Det er svært at bakke noget op, som gør mig ked af det. Han kommer altid hjem enten lige til spisetid eller efter spisetid. Selvom han siger at han går tidligt fra arbejde, så sker det ikke. Og hver gang tror jeg på ham og hver gang bliver jeg skuffet. Vi skændes så tit over det, og det er jeg også træt af.

Undskyld, men det er FANDME hårdt at gå hjemme med sit barn, alene, fra tidlig morgen og indtil ungen er puttet om aftenen. Og jeg har et barn der først sover for natten kl. 21.

Puha, det blev en lidt længere smøre. Men jeg er bare så ked af det hele tiden, jeg duer ikke til at gå hjemme, og det har jeg aldrig gjort.

Tak fordi du læste med

Hejsa

Ja det er et tabu, men jeg sagde det højt og jeg stod fast ved jeg mente det. Ved min den første kunne jeg slet ikke forholde mig til at gå hjemme, der skulle ske noget mere med mit liv og det til trods for jeg satte min datter over alt og hun er den største gave jeg kunne få. Men derfra også til at kunne holde ud at gå derhjemme et år nej. Hun begyndte i vuggestue da hun var 10 og jeg begyndte på studie og hold nu op det var en befrielse - pludselig nød jeg min datter og min tid enormt meget, jeg savnede hende og satte virkelig pris på en hjemmedag med hende. Hun havde rigtig mange fridage efter jeg begyndte at læse og ved ikke hvad forskelligen var, men jeg nød det - måske fordi mit sociale liv var dækket. Jeg gjorde min uddannelse færdig 3½ år før vi fik lillebror og denne gang er der en helt anden ro over mig. Jeg nyder og elsker min barsel. Måske er jeg blevet ældre og mere afklaret.

Men da jeg sagde det højt fik jeg utrolig meget respons og den var positiv, du er slet ikke alene om at have den følelse i kroppen.

Kan du ikke lave noget ude sammen med dit barn?

Jeg elsker at gå hjemme... men det er fordi jeg laver alt muligt. Jeg ville helt sikkert få kuk - hvis jeg ikke lavede noget. Med eller uden børn.

Men altså - jeg går desværre ikke hjemme. Jeg håber du finder ud af noget.

KRAM til dig

Anonym skriver:

Ja så er det vel mere overskueligt når din mand/kæreste går hjemme sammen med dig.

Han TROR at han kender hende. Han kan finde på at belære mig om hvor store bidder hun kan eller ikke kan spise, hvornår hun skal have ren ble (fx når han lige er kommet hjem fra arbejde og jeg har skiftet hende for et kvarter siden) osv. Men når han siger de ting bekræfter det jo bare, at han slet ikke kender hende. Jeg kan ikke sove længe i weekenderne, for han ved ikke hvordan man laver havregrød til hende eller hvornår hun skal have det. For han interesserer sig ikke for det.

åh da min kæreste ikke var på barsel kunne han også sige ting, hvor jeg tænkte: Jeg er sammen med ham hver dag, så det ved jeg nok bedst. Men det var heldigvis kun en kort periode.

Ja det er super hyggeligt nu hvor farmand er hjemme.

Jeg ville slet ikke kunne holde din kæreste ud. Har du prøvet at sige at du ikke synes at han er en engageret far. Ville han reagere på det?

Anonym skriver:

Hej tøser

Har lige brug for at komme ud med mine følelser. Jeg er på barsel lige i øjeblikket, har været det i godt 10 måneder efterhånden, og skal først tilbage på arbejde om 3½ måned. Misforstå mig ikke, jeg elsker min datter og jeg elsker at være så meget sammen med hende. Men NEJ hvor er jeg ensom! Og hvor er dagene lange efterhånden.. Synes overhoved ikke det er sjovt mere Savner at være en del af et fællesskab, savner noget socialt.
Jeg har selvfølgelig veninder og sådan, men når jeg er sammen med dem, så har jeg jo min datter med. Jeg trænger bare til at have et liv VED SIDEN af det at være mor.

Jeg vil ikke dømmes for det her og få at vide at jeg skal nyde tiden med mit barn, for det ved jeg godt og det gør jeg også. Men jeg er sgu også andet end mor. Jeg er ikke særlig gammel og jeg plejede at være meget social på mit arbejde. Og jeg savner det SÅ meget!

Det der gør det hele ekstra svært er, at min kæreste også arbejder rigtig meget. Han har fået en lederstilling og jeg er rigtig stolt af ham. Men jeg har bare så svært ved at være glad på hans vegne, fordi det går ud over vores tid sammen. Det er svært at bakke noget op, som gør mig ked af det. Han kommer altid hjem enten lige til spisetid eller efter spisetid. Selvom han siger at han går tidligt fra arbejde, så sker det ikke. Og hver gang tror jeg på ham og hver gang bliver jeg skuffet. Vi skændes så tit over det, og det er jeg også træt af.

Undskyld, men det er FANDME hårdt at gå hjemme med sit barn, alene, fra tidlig morgen og indtil ungen er puttet om aftenen. Og jeg har et barn der først sover for natten kl. 21.

Puha, det blev en lidt længere smøre. Men jeg er bare så ked af det hele tiden, jeg duer ikke til at gå hjemme, og det har jeg aldrig gjort.

Tak fordi du læste med

Jeg har det på samme måde som dig! Jeg gider ikke være på barsel mere. Jeg mildest talt røv keder mig. Og har mistet alt overskudet. Orker dårligt at ordne småting herhjemme...

Gør det så alligevel, men skal vitterligt tage mig sammen! 

Det er blevet bedre efter Lukas er startet i vuggestue. Så kan jeg have lidt mig-tid i de timer. Og har større overskud når jeg henter ham. MEN savner stadig at komme på arbejdet og snakke om andet end lortebleer... 

Jeg skal starte her 1.maj, så jeg kan se en ende på det. Men hvis jeg skulle starte senere, havde jeg kontaktet pladsanvisningen og rykket behovsdatoen frem, så jeg kunne starte tidligere. Ellers ville jeg ende i en depression!

Folk kigger meget underligt på mig når jeg siger at jeg GLÆDER  mig til at starte igen. Og de fleste tror slet ikke på mig... Lidt belastende

Ville bare sige at du er ikke alene om de følelser Min kærestes kollegas kone (ja, langt ude ) ringede til pladsanvisningen og fortalte situationen. Hun fik plads en uge efter! Så kontakt dem, hav evt SP ind over.

Mht din kæreste, må du nok give ham et ultimatium. Det er ikke ok det han gør. Han burde komme tidligere hjem for DIN skyld, og for hans eget forhold til sin datter. Hvis han ikke kan det, eller  give dig nogle fri-weekender/aftener. Ja- så havde jeg nok valgt at gå. Du kommer til at blive helt slidt ned, hvis du ikke får noget aflastning. Og du får tid til at være DIG med dine venner.

Stort knus til dig! Håber han tager sig sammen,når han kender sagens alvor!

Synes også det var nogle lange dage ind imellem og må indrømme at jeg eeeelsker at være tilbage på job:-) Hvis min kæreste havde sagt at "jeg vidste hvad jeg gik ind til" så var jeg blevet stiktosset! Man er 2 om at lave et barn og han har lige så meget "pligt" til at tage del i hverdagen. Men kan også godt se at det er svært at komme tidligt hjem, når man sidder i et nyt job med ansvar. har du ikke mulighed for at få dit barn passet et par timer i weekenden f.eks. så du kan komme lidt ud alene?

Jeg havde nærmest allerede inden min søn blev født besluttet mig for at jeg ville være på barsel cirka 10 måneder. Jeg ville ikke kunne holde ud at være væk fra mit arbejde i længere tid. Og jeg arbejder ovenikøbet stadig en smule mens jeg er på barsel.

I Kbhs kommune kan man få privat dagpleje - er det måske en mulighed i din kommune? Jeg ville helt klart tage en snak med SP og fortælle hende hvordan du har det. Måske hun har et godt råd.

Jeg havde det også lidt stramt med at gå hjemme. Jeg er dog alene med min datter og sanvede rigtig meget voksnet socialt samvær.

Jeg blev sygemeldt okt 2009 fødte nov 2009 og planen var at jeg skulle tilbage på arbejde d 15 jan 2011, så det havde jeg meddelt min arbejdsplads og min datter var blevet skrevet op til vg på 1 jan 2011

....men da vi nåede sommeren 2010 tænkte jeg at jeg bare ikke ville overleve at gå hjemme så længe,  så jeg kontaktede min arbejdsplads for at hører om de ville ha mig tilbage før tid. jeg kontaktede også pladsanvisningen for at få rykket hendes vg start.

Det hele flaskede sig, så min datter startede d 1 nov 2010 og jeg startede d 15 nov 2010 og jeg var lykkelig, det var så meget den rigtigt beslutning for os

 

Jeg bliver bare lige nødt til at fortælle dig, at når du har fortalt din arbejdsplads hvornår du vil tilbage, som du gjorde kort efter fødslen, så har de ikke pligt til at opfylde dine nye ønsker. Bare lige så du ved det.

Håber at at hele flasker sig for dig

krammer