Tror efterhånden at mit forhold er ved at være ..

Ciss skriver:

Jeg tror, det var rigtig af dig, at trække dig tilbage.

For mig lyder det, somom der er et eller andet han slider med, men som han ikke klarer at snakke om/sætte ord på/vil have frem i lyset. Det lyder som en masse indebrændt frustration. (men jeg er slet ikke ekspert!)

Det betyder slet ikke, at hans opførsel er ok, og jeg tror, at det bedste du kan gøre, er at lade ham opleve konsekvensen af hans opførsel - at du så ikke klarer at være sammen med ham - for ellers vil det bare fortsætte, og han vil fortsat ikke respektere dig eller være villig til at tage hensyn til dig og jeres børn.

Jeg forstår, at du har det helt forfærdeligt, for i tillæg til at køre dig ned, tvinger han dig til at være den slemme, fordi du går. Han overlader beslutningen til dig. Mit råd vil være - hvis det er muligt - at blive nogen dage hos din far. Få fat i lidt tøj, få i dig noget mad, og tillad dig selv at få det hele lidt på afstand. Hvis det er muligt, så gå en lang tur helt alene, så du kan få lidt orden i tankerne i fred. Det vil også give manden tid til at tænke lidt nærmere over jeres forhold mm. En lille tænkepause kan være virkelig sundt, så begge parter får anledning til at finde ud af, hvad der egentlig er vigtigst i forholdet og i livet, og hvad man egentlig ønsker både af hinanden og for sig selv. En tænkepause betyder jo ikke, at man er gået fra hinanden, men det kan jo være, at det er det, som bliver resultatet.

Hvis du/I finder ud af, at I gerne vil arbejde for at få det godt sammen igen, ville jeg anbefale at få en eller anden slags hjælp udefra - parterapi eller andet. For det er virkelig ikke altid nemt selv at finde ud af, hvad der er galt, og hvad man skal gøre for at få det godt sammen igen.

 - med de varmeste tanker og håb om, at du har gode støttespillere omkring dig, og at du finder den rigtige løsning for dig og børnene!

Du har virkelig ret i mange af de ting du skriver - hver gang for han det til at lyde som om det er mig, der vil stoppe. 

Som om jeg er den dumme, trælse og slemme. 

Han tager overhovedet ikke ansvar for hans opførsel og jeg kan simpelthen ikke klare det mere. 

Jeg har spurgt ham mange gange om han vil snakke om de ting der går galt - og har sagt at det ikke behøver at være med mig han snakker, men han vil overhovedet ikke

Jeg kan simpelthen ikke klare mere nu og overvejer virkelig om det er værd at fortsætte

Bonde-liv skriver:

det er kun dig der egentlig ved havd der sker hos jer. det er kun dig der kender din kæreste og dig selv. og det lyder til du har fået nogle ting på det rene med hvad du vil hvad dit liv og hvad din datter skal opleve. og så skal du også følge det på trods af at det kan være smertefuldt i hjertet

Overvejer lige nu om det virkelig er værd af fortsætte forholdet. Han er jo ikke indstillet på, at få nogen form for hjælp og vil egentlig bare køre sit eget løb. 

Jeg ved det vil blive smertefuldt hvis jeg vælger at gå, men på den anden side, så er det lige så smertefuldt og blive ved med at tage alle slagene nu 

mariamiss6 skriver:

Så må du sige til ham, hvis du altså mener det selvfølgelig, at enten får han hjælp til sig selv, elle ri går i parterapi, eller også er du nødt til at gå fra ham, fordi du ikke vil lade ham trampe sådan på dig.

Jeg overvejer det virkelig - altså om det skal fortsætte. 

Synes slet ikke jeg har kverken energi eller lyst, til at det skal blive ved sådan her

AnnaKJ skriver:

Du har virkelig ret i mange af de ting du skriver - hver gang for han det til at lyde som om det er mig, der vil stoppe. 

Som om jeg er den dumme, trælse og slemme. 

Han tager overhovedet ikke ansvar for hans opførsel og jeg kan simpelthen ikke klare det mere. 

Jeg har spurgt ham mange gange om han vil snakke om de ting der går galt - og har sagt at det ikke behøver at være med mig han snakker, men han vil overhovedet ikke

Jeg kan simpelthen ikke klare mere nu og overvejer virkelig om det er værd at fortsætte

Jeg har selv stået i en lignende situation. Og min erfaring siger, at så længe man finder sig i det og forsøger at glatte over og få familien til at køre som normalt uanset, så sker der ingen forandringer, bortset fra at man selv bliver helt nedkørt psykisk. En dag er man nødt til at tage ansvaret for sig selv og børnene og sige at nok er nok. For mig var det især tanken om, hvad jeg lærte min datter ved at finde mig i det, som gav mig modet og sparket bag til at sætte foden ned og sige, at nu går det ikke længere. Jeg vil ikke, at børnene skal vokse op og tro, at det er sådan et forhold mellem en mand og en kvinde skal være. Da giver man problemerne videre til dem.

AnnaKJ skriver:

Jo det kunne måske hjælpe hvis hans mor også var der, ved bare ikke om han vil føle sig angrebet? 

Tror jeg vil prøve med et ulitmatum, og så se hvordan han reagere. 

Jeg kan slet ikke holde ud at blive ved - føler jeg for det dårligere og dårligere

det lydder også som om et ultimatum er den eneste udvej... andet end bare at opgive det hele...

og du kan jo ikke være den eneste der ser disse forandringer??

tænker at hvis i sætter jer (dig og svigermor) og finder ud af hvad der skal siges... eller skriver hver jeres brev til ham... så han forstår at du ser dette som den sidste udvej... og gør det af kærlighed...

AnnaKJ skriver:

Slut 

Det hele har egentlig stået på siden min mand kørte galt i november sidste år - han er blevet en stor egoist og kan ikke rigtig finde ud af at der også er andre i familien end ham

Han var møg sur over at vi skulle på FG onsdag aften og ja, jeg ved det var sent og ja, jeg ved at han skulle tidligt op torsdag, men det handlede altså om vores fælles barn. Men selvfølgelig skulle hans behov komme først.

Igår var jeg hos hans mor, mens han var på arbejde og jeg vidste at han gerne ville tidligt i seng, og det var også helt i orden. Hans mor havde så spurgt om hun ikke skulle lave noget aftensmad klar til de blev færdige, så vi bare hurtigt kunne spise, så han kunne komme hjem i seng. Også bare så det var nemt for os begge, ellers skulle vi først ud og handle, lave maden og vaske op, før han kunne gå iseng - og ved at det var mig der skulle stå med det hele og vores datter. Jeg spurgte manden hvad han ville og han sagde jeg selv måtte bestemme om vi skulle spise hos hans forældre. Jeg valgte at sige ja tak.

Der gik en lille time og manden ringende og var totalt sur. Han ville fandeme hjem med det samme, have mad og så i seng. Jeg forklarede ham, at det bare ville være nemmest for os begge hvis vi hurtigt spise hos hans forældre - maden var jo gjort klar og der var ikke noget vi skulle tænke på. Men nej nej, det var ikke godt nok. Jeg blev kaldt både det ene og det andet, han ringede ene og alene for at skælde ud og hakke mig ned. Tilsidse sad jeg der med tårene trillende ned af kinderne foran hans mor og kunne slet ikke holde sammen på mig selv  Hans mor forstod vitterligt heller ikke hans opførsel.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde lyst til at være i rum med ham når han var sådan, så jeg lagde nøgler til bilen og penge til hans mad på bordet hos hans forældre og sagde at jeg ville tage ud til min far og hans kæreste, sammen med vores datter - bare for at få luft. Igen slippede han helt ud og nu skulle jeg fandeme holde op og tage mig sammen - men ved bare at var jeg taget med ham hjem, så var helvede brudt løs og det skal min datter bare ikke opleve. Så min fars kæreste hentede mig. 

Jeg har ikke snakket med ham siden kl 18 igår (sms) og har ikke set ham siden igår middag, da jeg hentede vores bil på hans arbejde. 

Kan godt være at det hele lyder som en bagatel, men det er ikke første gang han fyrre op over så lidt og bare vil have sin vilje. Jeg orker bare ikke, at være en dørmåtte hele tiden. Kan simpelthen ikke holde til det. 

Pt. sider jeg og min datter ude hos min far og hans kæreste, hvor vi også har været i nat. Lige nu sidder jeg fuldstændig omtåget af for ldit søvn, gråd, ingen mad og bare fuldstændig drænet for energi. 

Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op? Har flere gange forsøgt at snakke med ham, men det er som at snakke med en dør 

Er lige gået ind i uge 28 - så der er ikke længe til at der kommer en baby mere, som jeg åbenbart også skal være alene om.

Hejsa,

Først vil jeg starte med at sige, at du har min dybeste medfølelse. Især også, fordi du i forvejen er fuldt med hormoner og prøver at lægge en dæmper på for at beskytte jeres førstefødte.

Min første tanke er, om han kan have fået en depression, som han ignorere eller ikke er klar over, han har.

Jeg fik en fødselsdepression ved vores førstefødte. Jeg var dybt frustreret og kunne ikke finde ud af, hvilket ben jeg skulle stå på, og det var som om, det var alle andre end mig, der var noget galt med. En dag spurgte jeg min sp, om jeg kunne have en dep. Det viste sig ved en test, at jeg havde en let til moderat dep. Efter, at det ligesom blev fastslået var det altså til at holde ud at være til både for mig - og ikke mindst min mand. Det var som om, jeg manglede noget forståelse for det, jeg havde været igennem.

Man kan føle sig meget alene og ikke forstå, hvad pokker der sker i hovedet på én. Jeg tænkte det bare, da du nævnte den bilulykke... jeg tror ikke nødvendigvis, der behøver at være noget fysiologisk i vejen med ham. Og selvfølgelig er det aldrig i orden at behandle folk sådan og det er heller ikke sikkert, du kan få ham til at tage den test, men de ligger rundt omkring på nettet.

Jeg håber, I finder ud af det og kan nyde den sidste del af graviditeten sammen.

Jeg tror din mand har en "mande-depression" efter sin ulykke :

http://www.cityterapi.dk/terapi/depression/depression-og-maend.html

Du skal få ham til lægen og inden da skal du gøre hans læge opmærksom på at du mistænker dette (for mænds depressioner bliver desværre ofte overset fordi de ikke helt ligner den gængse depression)

Håber på at I snart kan komme videre sammen.

Hej 

Jeg ville ikke få forbi uden lige og smide en kommentar. 

Har du prøvet ordret og sige til ham hvordan du har det? Altså sætte dig ned, ungen puttet og stilhed og sige "det her vil jeg ikke være med til"

Jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt alt muligt og hysteriske anfald, som det lyder han har. 

Jeg har også taget konsekvenser og er nu alene med min datter, dermed ikke sagt det er bedre eller nemmere, for det er det bestemt ikke. Men husk du skal have dig selv med i det her, er du glad? 

Sikke en træls situation at stå i

Men altså, ingen skal finde sig i at blive behandlet på den måde, og synes du gjorde det helt rigtige ved at gå.

Jeg tror at han enten har smerter som han ignorerer, eller går rundt med nogle følelser efter ulykken, som han ikke ved hvad han skal gøre ved, og han er jo en stor stærk mand, så han skal i hvert fald ikke til lægen.

Nu har din svigermor jo set og hørt hvordan han taler til dig, og hvordan det påvirker dig, så tænker lidt, at hun måske vil tage en snak med ham om det, så kan det være han vil lytte. De fleste mænd har trods alt en stor respekt for deres mødre.

Ellers tror jeg simpelthen også at jeg ville stille ham stolen for døren og sige, at hvis ikke han går til lægen og får noget behandling, og gør en indsats for at forandre situationen, ja, så har han selv valgt at skulle være alene, for det dér er der ingen der kan holde til

Håber I finder ud af det, og får jeres gode familieliv tilbage

av, sikke en situation.... kan godt forstå du er frustreret, ked, bange og vred!!!! 

Nu ved jeg ikke hvad det er for en ulykke der refereres til, men umiddelbart kan jeg da godt forestille mmig der kan være noget traume eller stress der kan drille lidt?? men der er jo ikke nemt, hvis han ikk er modtagelig for at lytte eller hjælp, og det giver ham da bestemt ikke ret til at behandle dig som du beskriver.... øv!!!!

men hvad med den nye baby?? kan det være det han er bange for, nu du er et stykke henne, det kan tydeligt ses osv... jeg skyder bare i tågen, kan han "frygte" at den lille ny har samme problematikker som Lærke?? Selvom i elsker hende og gør hvad i kan for hende, kan jeg forestille mig der er rigtig hårdt også?? ved det ikke, jeg skyder som sagt bare i tågen!!!!! 

du skal i hvert fald huske dig selv i det.... øv, jeg kryder for det løses for jer, på den ene eller de anden måde. Den situation du beskriver er jo uholdbar for jer alle

Knuz og mange tanker Jannie