Tror efterhånden at mit forhold er ved at være ..

Slut 

Det hele har egentlig stået på siden min mand kørte galt i november sidste år - han er blevet en stor egoist og kan ikke rigtig finde ud af at der også er andre i familien end ham

Han var møg sur over at vi skulle på FG onsdag aften og ja, jeg ved det var sent og ja, jeg ved at han skulle tidligt op torsdag, men det handlede altså om vores fælles barn. Men selvfølgelig skulle hans behov komme først.

Igår var jeg hos hans mor, mens han var på arbejde og jeg vidste at han gerne ville tidligt i seng, og det var også helt i orden. Hans mor havde så spurgt om hun ikke skulle lave noget aftensmad klar til de blev færdige, så vi bare hurtigt kunne spise, så han kunne komme hjem i seng. Også bare så det var nemt for os begge, ellers skulle vi først ud og handle, lave maden og vaske op, før han kunne gå iseng - og ved at det var mig der skulle stå med det hele og vores datter. Jeg spurgte manden hvad han ville og han sagde jeg selv måtte bestemme om vi skulle spise hos hans forældre. Jeg valgte at sige ja tak.

Der gik en lille time og manden ringende og var totalt sur. Han ville fandeme hjem med det samme, have mad og så i seng. Jeg forklarede ham, at det bare ville være nemmest for os begge hvis vi hurtigt spise hos hans forældre - maden var jo gjort klar og der var ikke noget vi skulle tænke på. Men nej nej, det var ikke godt nok. Jeg blev kaldt både det ene og det andet, han ringede ene og alene for at skælde ud og hakke mig ned. Tilsidse sad jeg der med tårene trillende ned af kinderne foran hans mor og kunne slet ikke holde sammen på mig selv  Hans mor forstod vitterligt heller ikke hans opførsel.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde lyst til at være i rum med ham når han var sådan, så jeg lagde nøgler til bilen og penge til hans mad på bordet hos hans forældre og sagde at jeg ville tage ud til min far og hans kæreste, sammen med vores datter - bare for at få luft. Igen slippede han helt ud og nu skulle jeg fandeme holde op og tage mig sammen - men ved bare at var jeg taget med ham hjem, så var helvede brudt løs og det skal min datter bare ikke opleve. Så min fars kæreste hentede mig. 

Jeg har ikke snakket med ham siden kl 18 igår (sms) og har ikke set ham siden igår middag, da jeg hentede vores bil på hans arbejde. 

Kan godt være at det hele lyder som en bagatel, men det er ikke første gang han fyrre op over så lidt og bare vil have sin vilje. Jeg orker bare ikke, at være en dørmåtte hele tiden. Kan simpelthen ikke holde til det. 

Pt. sider jeg og min datter ude hos min far og hans kæreste, hvor vi også har været i nat. Lige nu sidder jeg fuldstændig omtåget af for ldit søvn, gråd, ingen mad og bare fuldstændig drænet for energi. 

Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op? Har flere gange forsøgt at snakke med ham, men det er som at snakke med en dør 

Er lige gået ind i uge 28 - så der er ikke længe til at der kommer en baby mere, som jeg åbenbart også skal være alene om.

AnnaKJ skriver:

Slut 

Det hele har egentlig stået på siden min mand kørte galt i november sidste år - han er blevet en stor egoist og kan ikke rigtig finde ud af at der også er andre i familien end ham

Han var møg sur over at vi skulle på FG onsdag aften og ja, jeg ved det var sent og ja, jeg ved at han skulle tidligt op torsdag, men det handlede altså om vores fælles barn. Men selvfølgelig skulle hans behov komme først.

Igår var jeg hos hans mor, mens han var på arbejde og jeg vidste at han gerne ville tidligt i seng, og det var også helt i orden. Hans mor havde så spurgt om hun ikke skulle lave noget aftensmad klar til de blev færdige, så vi bare hurtigt kunne spise, så han kunne komme hjem i seng. Også bare så det var nemt for os begge, ellers skulle vi først ud og handle, lave maden og vaske op, før han kunne gå iseng - og ved at det var mig der skulle stå med det hele og vores datter. Jeg spurgte manden hvad han ville og han sagde jeg selv måtte bestemme om vi skulle spise hos hans forældre. Jeg valgte at sige ja tak.

Der gik en lille time og manden ringende og var totalt sur. Han ville fandeme hjem med det samme, have mad og så i seng. Jeg forklarede ham, at det bare ville være nemmest for os begge hvis vi hurtigt spise hos hans forældre - maden var jo gjort klar og der var ikke noget vi skulle tænke på. Men nej nej, det var ikke godt nok. Jeg blev kaldt både det ene og det andet, han ringede ene og alene for at skælde ud og hakke mig ned. Tilsidse sad jeg der med tårene trillende ned af kinderne foran hans mor og kunne slet ikke holde sammen på mig selv  Hans mor forstod vitterligt heller ikke hans opførsel.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde lyst til at være i rum med ham når han var sådan, så jeg lagde nøgler til bilen og penge til hans mad på bordet hos hans forældre og sagde at jeg ville tage ud til min far og hans kæreste, sammen med vores datter - bare for at få luft. Igen slippede han helt ud og nu skulle jeg fandeme holde op og tage mig sammen - men ved bare at var jeg taget med ham hjem, så var helvede brudt løs og det skal min datter bare ikke opleve. Så min fars kæreste hentede mig. 

Jeg har ikke snakket med ham siden kl 18 igår (sms) og har ikke set ham siden igår middag, da jeg hentede vores bil på hans arbejde. 

Kan godt være at det hele lyder som en bagatel, men det er ikke første gang han fyrre op over så lidt og bare vil have sin vilje. Jeg orker bare ikke, at være en dørmåtte hele tiden. Kan simpelthen ikke holde til det. 

Pt. sider jeg og min datter ude hos min far og hans kæreste, hvor vi også har været i nat. Lige nu sidder jeg fuldstændig omtåget af for ldit søvn, gråd, ingen mad og bare fuldstændig drænet for energi. 

Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op? Har flere gange forsøgt at snakke med ham, men det er som at snakke med en dør 

Er lige gået ind i uge 28 - så der er ikke længe til at der kommer en baby mere, som jeg åbenbart også skal være alene om.

Puha, det lyder ikke sjovt... Ved ikke hvad jeg kan råde dig til, men ville ikke gå uden en 

AnnaKJ skriver:

Slut 

Det hele har egentlig stået på siden min mand kørte galt i november sidste år - han er blevet en stor egoist og kan ikke rigtig finde ud af at der også er andre i familien end ham

Han var møg sur over at vi skulle på FG onsdag aften og ja, jeg ved det var sent og ja, jeg ved at han skulle tidligt op torsdag, men det handlede altså om vores fælles barn. Men selvfølgelig skulle hans behov komme først.

Igår var jeg hos hans mor, mens han var på arbejde og jeg vidste at han gerne ville tidligt i seng, og det var også helt i orden. Hans mor havde så spurgt om hun ikke skulle lave noget aftensmad klar til de blev færdige, så vi bare hurtigt kunne spise, så han kunne komme hjem i seng. Også bare så det var nemt for os begge, ellers skulle vi først ud og handle, lave maden og vaske op, før han kunne gå iseng - og ved at det var mig der skulle stå med det hele og vores datter. Jeg spurgte manden hvad han ville og han sagde jeg selv måtte bestemme om vi skulle spise hos hans forældre. Jeg valgte at sige ja tak.

Der gik en lille time og manden ringende og var totalt sur. Han ville fandeme hjem med det samme, have mad og så i seng. Jeg forklarede ham, at det bare ville være nemmest for os begge hvis vi hurtigt spise hos hans forældre - maden var jo gjort klar og der var ikke noget vi skulle tænke på. Men nej nej, det var ikke godt nok. Jeg blev kaldt både det ene og det andet, han ringede ene og alene for at skælde ud og hakke mig ned. Tilsidse sad jeg der med tårene trillende ned af kinderne foran hans mor og kunne slet ikke holde sammen på mig selv  Hans mor forstod vitterligt heller ikke hans opførsel.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde lyst til at være i rum med ham når han var sådan, så jeg lagde nøgler til bilen og penge til hans mad på bordet hos hans forældre og sagde at jeg ville tage ud til min far og hans kæreste, sammen med vores datter - bare for at få luft. Igen slippede han helt ud og nu skulle jeg fandeme holde op og tage mig sammen - men ved bare at var jeg taget med ham hjem, så var helvede brudt løs og det skal min datter bare ikke opleve. Så min fars kæreste hentede mig. 

Jeg har ikke snakket med ham siden kl 18 igår (sms) og har ikke set ham siden igår middag, da jeg hentede vores bil på hans arbejde. 

Kan godt være at det hele lyder som en bagatel, men det er ikke første gang han fyrre op over så lidt og bare vil have sin vilje. Jeg orker bare ikke, at være en dørmåtte hele tiden. Kan simpelthen ikke holde til det. 

Pt. sider jeg og min datter ude hos min far og hans kæreste, hvor vi også har været i nat. Lige nu sidder jeg fuldstændig omtåget af for ldit søvn, gråd, ingen mad og bare fuldstændig drænet for energi. 

Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op? Har flere gange forsøgt at snakke med ham, men det er som at snakke med en dør 

Er lige gået ind i uge 28 - så der er ikke længe til at der kommer en baby mere, som jeg åbenbart også skal være alene om.

Synes faktisk ikke det lyder som en bagatel...

Men at du selv nævner at han har ændret adfærd siden ulykken, får mig til at tænke på om der er noget fysiologisk galt inde i hovedet på ham, og mener faktisk at han bør undersøges...

Hvis ikke der er noget fysiologisk galt (der kan fixes), tror jeg at jeg kraftigt ville overveje at gå, hvis jeg var i din situation... Det er ikke værdigt for nogen af jer, og som du selv siger er det værste der kan ske at det går ud over (forsvarsløse) børn...

Kæmpe  fra mig, håber det ordner sig på bedst mulige måde

AnnaKJ skriver:

Slut 

Det hele har egentlig stået på siden min mand kørte galt i november sidste år - han er blevet en stor egoist og kan ikke rigtig finde ud af at der også er andre i familien end ham

Han var møg sur over at vi skulle på FG onsdag aften og ja, jeg ved det var sent og ja, jeg ved at han skulle tidligt op torsdag, men det handlede altså om vores fælles barn. Men selvfølgelig skulle hans behov komme først.

Igår var jeg hos hans mor, mens han var på arbejde og jeg vidste at han gerne ville tidligt i seng, og det var også helt i orden. Hans mor havde så spurgt om hun ikke skulle lave noget aftensmad klar til de blev færdige, så vi bare hurtigt kunne spise, så han kunne komme hjem i seng. Også bare så det var nemt for os begge, ellers skulle vi først ud og handle, lave maden og vaske op, før han kunne gå iseng - og ved at det var mig der skulle stå med det hele og vores datter. Jeg spurgte manden hvad han ville og han sagde jeg selv måtte bestemme om vi skulle spise hos hans forældre. Jeg valgte at sige ja tak.

Der gik en lille time og manden ringende og var totalt sur. Han ville fandeme hjem med det samme, have mad og så i seng. Jeg forklarede ham, at det bare ville være nemmest for os begge hvis vi hurtigt spise hos hans forældre - maden var jo gjort klar og der var ikke noget vi skulle tænke på. Men nej nej, det var ikke godt nok. Jeg blev kaldt både det ene og det andet, han ringede ene og alene for at skælde ud og hakke mig ned. Tilsidse sad jeg der med tårene trillende ned af kinderne foran hans mor og kunne slet ikke holde sammen på mig selv  Hans mor forstod vitterligt heller ikke hans opførsel.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde lyst til at være i rum med ham når han var sådan, så jeg lagde nøgler til bilen og penge til hans mad på bordet hos hans forældre og sagde at jeg ville tage ud til min far og hans kæreste, sammen med vores datter - bare for at få luft. Igen slippede han helt ud og nu skulle jeg fandeme holde op og tage mig sammen - men ved bare at var jeg taget med ham hjem, så var helvede brudt løs og det skal min datter bare ikke opleve. Så min fars kæreste hentede mig. 

Jeg har ikke snakket med ham siden kl 18 igår (sms) og har ikke set ham siden igår middag, da jeg hentede vores bil på hans arbejde. 

Kan godt være at det hele lyder som en bagatel, men det er ikke første gang han fyrre op over så lidt og bare vil have sin vilje. Jeg orker bare ikke, at være en dørmåtte hele tiden. Kan simpelthen ikke holde til det. 

Pt. sider jeg og min datter ude hos min far og hans kæreste, hvor vi også har været i nat. Lige nu sidder jeg fuldstændig omtåget af for ldit søvn, gråd, ingen mad og bare fuldstændig drænet for energi. 

Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op? Har flere gange forsøgt at snakke med ham, men det er som at snakke med en dør 

Er lige gået ind i uge 28 - så der er ikke længe til at der kommer en baby mere, som jeg åbenbart også skal være alene om.

Lyder øv men forstår virkelig godt hvorfor du gør som du gør!

Hvis  du skal være en god mor så nytter det ikke noget med en mand der ik ligefrem booster dit selvværd!

Du prøver at gøre tingene så godt for ham og han sætter slet ik pris på det! Det er øv med øv på!

Stakkels dig.

Jeg tror slet ikke, at jeg kunne holde ud at være i et forhold, hvor jeg blev talt sådan til, eller hvor der kunne gå så mange timer, hvor vi ignorerede hinanden. Øv, hvor lyder det hårdt...

Ingen gode råd herfra - han lyder ikke som om han er nem at være kæreste med.
Men et kram skal du have.

Holbæktrunten skriver:

Synes faktisk ikke det lyder som en bagatel...

Men at du selv nævner at han har ændret adfærd siden ulykken, får mig til at tænke på om der er noget fysiologisk galt inde i hovedet på ham, og mener faktisk at han bør undersøges...

Hvis ikke der er noget fysiologisk galt (der kan fixes), tror jeg at jeg kraftigt ville overveje at gå, hvis jeg var i din situation... Det er ikke værdigt for nogen af jer, og som du selv siger er det værste der kan ske at det går ud over (forsvarsløse) børn...

Kæmpe  fra mig, håber det ordner sig på bedst mulige måde

Tror ikke der er noget galt sådan på den måde - han er bare blevet mega egoist og desværre er jeg den der står nærmest til at tage alle slagene 

Team Putte skriver:

Lyder øv men forstår virkelig godt hvorfor du gør som du gør!

 

Hvis  du skal være en god mor så nytter det ikke noget med en mand der ik ligefrem booster dit selvværd!

 

Du prøver at gøre tingene så godt for ham og han sætter slet ik pris på det! Det er øv med øv på!

Det skal på ingen måde gå ud over vores datter - hun kan jo slet ikke selv vælge af gå eller noget, så derfor valgte jeg ikke at blive. Det ville bare være for synd for hende 

Men ja, hold kæft det er øv!

 det er jeg godt nok ked af at høre...

jeg sidder lidt og tænker... har han fået psykolog hjælp efter han kørte galt??

for jeg ved at mange ændre sig meget efter sådan en ulykke og tit så er de ikke selv klar over det... og det ville måske hjælpe ham at få snakket med en psykolog om det!?

jeg ved selvfølgelig ikke om han vil være lydhør over for sådan et forslag... måske hvis du skrev et brev med de forandringer du ser og dine følelser... hmmm

det er godt nok en svær situation du er havnet i...

AnnaKJ skriver:

Tror ikke der er noget galt sådan på den måde - han er bare blevet mega egoist og desværre er jeg den der står nærmest til at tage alle slagene 

Jeg  tror ikke at en ulykke gør ham til egoist....

Jeg tror han lider af et traume... Msåke stress, provokeret af det traume....

Jeg tror du skal forsøge at snakke til ham stille og roligt, når i ses igen, og fortælle ham, at det er nødvendigt at han finder noget hjælp. 

Og ellers må du fortælle ham, at gør han ikke det, kan han godt regne med at han mister dig, fordi du ikke kan holde til det, og ikke vil finde dig i den behandling fra hans side....

Fortæl ham at du savner hans gamle jeg, at du ikke forstår hvorfor han er så vred, men at du gerne vil hjælpe ham videre, hvis bare han får proffessionel hjælp.

FruK skriver:

Stakkels dig.

Jeg tror slet ikke, at jeg kunne holde ud at være i et forhold, hvor jeg blev talt sådan til, eller hvor der kunne gå så mange timer, hvor vi ignorerede hinanden. Øv, hvor lyder det hårdt...

Ingen gode råd herfra - han lyder ikke som om han er nem at være kæreste med.
Men et kram skal du have.

Forstår slet ikke hvordan det kan være blevet sådan? 

Og synes ikke jeg fortjene at blive behandlet sådan.

Vores forhold lige nu er et tantekys hver morgen og nogen gange om aftenen, vi kan åbenbart ikke kramme, holde om hinaden eller kysse i løbet af dagen og sex er pt. ikke eksisterende. Jeg sagt at jeg har behov for at føle mig tæt på ham, men han ser det bare ikke